At ryge er voksent, så selvfølgelig begynder jeg at ryge. Til festerne er der flere der ryger, og en joint prøver jeg også. Helt skæv i hovedet bliver jeg, alting ændrer sig og bliver urkomisk, nu er det mig, der griner af de særeste ting, opfører mig underligt, bliver helt vild gavmild forærer ting væk, der slet ikke er mine, enhver grænse for hvad der er tilladt forsvinder, alt ansvar og forlegenhed intet er længere vigtigt, alt kun for sjov og latteren står på spring, for alt er grinagtigt.
Og tiden går langsomt, en time bliver til en lang aften, at ryge hash er som at blive voksen, en helt anden verden alting skifter farve og betydning, og efterhånden er det mig, man kommer til, når man skal købe hash, altid har jeg noget, og så giver jeg gerne kredit, hvis nogen vil vente med at betale, blot de overholder, hvad vi har aftalt. Og det gør de altid, det er aldrig nødvendig at vise dem kniven, alle stoler jeg på, og alle stoler på mig.
Men da Eske ikke betaler som aftalt og kommer med alle mulige dårlige undskyldninger og heller ikke betaler efter den nye aftale, vi laver, da bliver jeg sur. Men det er bare ikke mig at lægge mig under dynen længere, så jeg ber ham komme med efter skoletid, der er noget, jeg vil vise ham.
Og det gør jeg så, der på hjørnet hvor der ikke er nogen mennesker viser ham kniven, jeg har i tasken. Han tror ikke, jeg mener noget med det, og anklager mig for at have givet ham mindre end aftalt, og at det slet ikke var så godt, som jeg havde lovet og alt andet, så jeg tager kniven i hånden og holder den op i udstrakt arm, som Frandsen gør med mig, men Eske bliver ikke spor bange, tænker nok det bare er for sjov, så han begynder at grine, og så husker jeg ikke mere, før han ligger i en blodpøl med sitrende blå læber og øjne, der kigger hver sin vej, og en dame kommer forbi med sin hund, holder sig for munden, kigger anklagende på mig, bøjer sig over Eske og råber til mig, at jeg skal ringe efter en ambulance.
Det er som en film en thriller med mig som banditten, der er tæt på at blive afsløret, måske det er derfor, jeg stikker hende i ryggen, til hun falder sammen, bliver ved at stikke til hun er færdig med at spjætte og ligger ubevægelig oven på Eske, næsten komisk som de krammer hinanden i en blodpøl.
– Nu får jeg så aldrig de penge, tænker jeg, tørrer kniven af i damens nederdel, lægger den i rygsækken og går min vej.
Fra novellen Fri til hvad?
– om en virkelig ulykkelig hændelse. Fra novellesamlingen OMVEJ TIL HIMMERIG