Muren Maren

Solskinssøndag på en bænk i Landbohøjskolens Have, det er første gang i år jeg skriver på en bænk i solen, så mærker jeg foråret er kommet. Her er hvad jeg sidder med, starten på romanen HVOR SØD ER KÆRLIGHEDEN.

Det var lidt af et tilfælde at pingvinen sigmun var endt her det var ikke noget han ønskede og ingen ønskede han var der pludselig en dag sjoskede han rundt i gaden på sine store klodsede fødder. hver gang der var en kantsten baskede han med lufferne som ville han flyve og så hoppede han og lod som om det ikke var noget særligt. for alt i verden ville han vise at her hørte han hjemme. hvad han slet ikke gjorde.
man skubbede til ham når man gik forbi. ikke fordi han ikke var velkommen kun fordi han gik langsomt og klodset. det var han slet ikke vant til at færdes til fods på en gade. kom en giraf gik han mellem benene på den og at bavianunger vimsede omkring ham blev han vant til. 

Sigmun havde som helt lille hørt tale om et dyr med glat våd hud et kasseformet ansigt og øjne på stilke. et uhyggeligt fabeldyr med et gab så stort som en trillebør og tænder så spidse som spyd og nu opdagede han da han stødte ind i hvad han troede var en mur at muren var sådan et dyr. med slæbende skridt sjoskede det tungt afsted uden at vide hvem det skubbede til. men det var man så vant til at flodhesten maren skulle man ikke komme på tværs. sigmun følte sig tiltrukket af det enorme bjerg tempoet passede fint og så var gaden ryddet når han fulgte efter hende hvor hun gik. ingen stod i vejen for optoget. en kropstung dame foran en dansende pingvin. 

Det ender med at sigmun får plads i hjørnet af marens bolig og fisk to gange daglig. det elsker hun at sigmun bare er der og fuldstændig accepterer at have fået en mor.