Rebecca på 28 er billedkunstner med en livlig fantasi, og så er hun Mytoman kan ikke skelne hvad der er sandt og hvad usandt, hun er lystløgner men selv mener hun ikke, det er noget problem.
– Jeg er ikke så meget anderledes end en troende. Er man lystløgner fordi man tror på Jesus Kristus eller et evigt liv?
Rebecca sætter ingen grænse mellem løgn og sandhed, selv siger hun, at sådan er det at være kunstner. Hun svømmer i fantasi både i sine værker og når hun taler, det er de, der lytter, der har et problem, for Rebecca er stædig. Selv kalder hun det for ordholdende, hende kan man stole på. Når hendes omgivelser familie og venner kalder hende mytoman er det fordi hendes lyst til at lyve er instinktiv og ikke bevidst, og fordi hun er fast besluttet på at have ret.
Siden hun var barn har hun fortalt om utrolige oplevelser, en ren Pippi Langstrømpe var hun fortalte alt så realistisk at hun også selv troede på det. Med årene ændrede det sig til noget uhyggeligt, hun netop havde oplevet. Et trafikuheld hvor blodet flød eller siamesiske tvillinger i Netto. Hun er ved at miste pusten så ophidset er hun, at en leopard slap ud af Zoologisk Have.
– Ja ja der var hul i hegnet. Eller da hun i december på Rådhuspladsen nær var blevet ramt af juletræet der væltede. Rebeccas problem er ikke løgnene men troværdigheden, ingen der kender hender, tror hun taler sandt. Først dagen efter hvor der i avisen er et billede af det væltede juletræ og interview med en, der nær var blevet ramt.
– Du skulle være politiker siger en gammel veninde da Rebecca på kanalcafeen har serveret fantasifulde oplevelser og for at virke troværdig lader hun det være noget hun har set i avisen.
– Så du ikke det? Motorvejsbroen i Farum brækket over på midten fuldt af døde og bilvrag. Eller afsløringen af at prins Henrik er homoseksuel.
– Den har jeg fra Billedbladet, så må det da være rigtigt.
Veninden synes kun det er underholdende at Rebecca er så sløset med sandheden, men det irriterer hende, at Rebecca aldrig tror på hvad hun fortæller. Årene med lystløgne har givet Rebecca mistillid til andres oplevelser, altid er hun tvivlende og spørger igen og igen om det nu er rigtigt.
– Så du det? Hvornår? Hvorhenne? Hun er så bange for at være en tumbe, man kan bilde hvad som helst ind, så hun tager rollen på sig som forhørsleder, der skal afsløre en løgnehistorie, og det synes veninden er irriterende.
– Jeg lyver altså ikke. Jeg er ikke som dig.
Den sad og Rebecca er nærtagende føler sig såret, og i valget mellem at grine fordi det var sjovt eller gå fordi det var ondskabsfuldt, vælger hun det sidste. Hun havde glemt at hun har en aftale om et kvarter.
– Hej. Et hurtigt sjusket kram til farvel.
Fra dagens skriveri