Når læber mødes

Det er lørdag 6.august 1972 og det regner, den dag glemmer Emmeline ikke. Straks hun åbner døren, tænker hun Prinsessen på Ærten. 
For Gud hvor hun så ud af Regnen og det onde Vejr. Vandet løb ned af hendes Hår og hendes Klæder, og det løb ind af Næsen på Skoen og ud af Hælen.
Det er bedstemors bløde stemme, hun hører, da hun ser, at der udenfor står en drivvåd pige med et blik, der bønfalder om hjælp. Anger og bøn, så ulykkelig, dråber løber som tårer ned over ansigtet, gennemblødt er hun, sko og sokker er sjaskvåde. Emmeline leder i hukommelsen, om det er en, hun kender, da turkis farve fra øjenlågene driver ned over kinderne, så husker hun. 
- Louise, kom dog indenfor.
Mens Louise bliver tørret, skifter tøj og sko bliver der ikke sagt noget. Hun følger Emmelines ord, hvad hun skal tage af og hvad på, og hvor hun skal stå eller gå hen. Emmeline finder et par glas og en halv flaske portvin.
- Sæt dig.
Louise sætter sig med benene oppe i sofaen, og Emmeline lægger et tæppe over hende, skænker op i glassene og sætter sig overfor med et smil.
- Fortæl.
Men lav stemme helt rolig som er hun bange for at komme til at græde eller ikke få det hele med, fortæller Louise om deres første kys, hvordan det åbnede en dør, hun ikke anede fandtes. Hele kroppen slappede af på en måde, hun ikke kendte, hendes mave gav slip på en ukendt krampe, også underliv, hun var nær ved at falde sammen, benene vaklede.
- Det var så dejligt, men du er jo en pige, og jeg er til drenge. Jeg var i vildrede, kaos i hovedet. At komme hjem var svært og at ligge med ham i sengen så forkert. Hvad var det, du gjorde?
- Ikke mig. Mine læber og dine ville mødes, og det fik de lov til. Vi gav dem lov.

Fra romanen REJSEN TIL HEKKENFELD