Ved siden af hinanden forrest i flyet sidder to veninder, der har holdt sammen siden de begge gik i første klasse, nu er de 22 år og single. Pilotens besked at de nu flyver med kun en propel tager de sig ikke af, det er en ren teknisk bemærkning, som piloten må klare selv, så de snakker upåvirket videre og har ikke udsigt til den kantstillede propel. De elsker at flyve og rejse og har ikke været i Amerika før.
Lige nu snakker de om rumfart. Om russeren der sad fast på rumstationen da Sovjetunionen blev opløst, så han ikke havde noget land at vende tilbage til. De griner, det gør de meget, at grine sammen giver dem fælles identitet, og det elsker de at ligne hinanden, være ens det giver tryghed.
- Hvad gjorde han så?
- Han tissede i bukserne. De griner så højt at dem overfor kigger nysgerrigt.
- Nej han fik valget mellem Ukraine Georgien eller Rusland.
- Det skal vi en dag, rejse ud i rummet.
- Rumfærge. Ligesom hende skolelæreren hvad hed hun?
- Hun glædede sig sådan, alle børn fra hendes skole så det på TV.
- Sikke en start.
- Og sikke en eksplosion.
- Kapslen hvor hun sad blev spyttet ud.
- Og så faldt hun ellers.
- Boom.
- Ham der Mogensen bliver den første på Mars.
- Ham har du et godt øje til?
- Vel har jeg ej.
- Alene med Andreas Mogensen i en rumkapsel?
- Så hellere Gagarin.
- Han er jo død.
Alt de snakker om ender med latter, det er så befiende at grine sammen, aldrig er de uenige om noget, og intet er for alvorligt til at blive gjort til grin.
- Isaac Newton.
- Han var da ingen rummand?
- Men han opfandt tyngdekraften.
Man kan høre en kvinde græde ganske svagt, hun gør alt for at holde gråden tilbage. Det lyder sjovt.
Sisse vender sig om for at se, hvem det er og kommer til at kigge ud ad vinduet og se, at propellen står stille.
- Vi flyver slet ikke, siger hun til Fanny. Og det er ikke for sjov.
Novellen jeg skriver på, er en beskrivelse af hvordan flypassagererne tackler den ulykkelige situation, at en motor er gået i stå - foreløbig kun den ene - Her er det Fanny og Sisse der sidder og pjanker.