Jeg er ved at gennemgå alt jeg har liggende af ufærdige digte som jeg kasserer eller forsøger at rette. ORKAN er nok for kringlet til at være et digt.
Mørket sænker sig vejene fryser
nu kommer den meteorologiske
forskrækkelse som alle forventer.
Forvirringen basker
både river sig løs og klokken slår.
Hjertestarteren fungerer ikke
nu er den her stormen
brager løs med veloplagt
brutalitet
Så åbnes for hanerne
fortøjninger sprænges
havet stiger
floder af forladthed kældre af frygt
ingen tager sig af ligene
der skyller op på altaner
selv ensomheden drukner
for tiden er kommet
de ved det godt.
Så slippes fornuften
et spædbarn glider med
spildevand ned i kloaken
til rotteslam og tidsfordriv.
Spor af en drage er set
større end tvillingtårnene.
Ufatteligheden
tager hagesmæk på
for ikke at spilde.
Mørket rusker de forslåede
tillid begraves som Pompeji
en ulv kryber ned i bedstemors seng
eventyret ser lys i mørket.
Forsonligt hånd i hånd
over sortsvedne stubmarker
aner man at enden er nær.
Kun nuet findes i
øjeblikkets manual.
Og så er det den lille uskyldige Ida
forsømt og forladt finder en motorvej
ryster af rædsel for at kaste en sten
eller selv springe ud i drømmen
om at blive til noget berømt eller berygtet.
I en reklame for selvværd
flosset i stykker mens en blodig hånd
stikker op af det bilvrag
hun ramte
Nu falmer skoven som den plejer
når ensomhed lakker mod enden
og bladene danser for de tapre som faldt.
En mindesten skal de da have
fra erindringens antenne.
Dinosauerne vandrede uvidende
om katastrofen mens
menneskene kendte deres.
Evig er kun tiden
Og så pibler det i sprækkerne
protesterne dør ud
nødsignalet slukker sin grønne løber.
Udgangen er blæst væk og lysten til at
finde forkullede rester af indbildt stolthed
hænger i laser fra ensomme spær.
Kun himlen er at se og så
den sigtedes altervin og hovmod.
Tiden er kommet.