Her er alt i miniformat, hvad livet byder på, intet unødvendigt, sniksnak eller lokkemad her er blommer på træerne, moreller de gule og der er rigeligt til alle. Når de er modne falder de ned og gøder det tynde muldlag.
Her er himmel og hav, og vejret aldrig dårligt blot skiftende. På de forblæste øer er vinden sandfærdig, den mærkes på kinderne, når kulden kommer og høres i brændingen, når det trækker op til storm. Vind og vejr er livets vilkår, her på øerne er vi ikke placeret i naturen, vi mærker det dagligt, at vi er del af den. Vi er selv natur.
Her er Græsholmen med de stærkes grådige hærgen, det er mågerne, der fordi øen er fredet ingen naturlige fjender har, det går ud over lappedykkere og andefugle, der lever som en underkuet kaste i skjul af klipper, det er et verdensbillede af den hvide mands hærgen, sådan en verden har vi skabt, en evig larm af mågeskrig og slåskampe om pladsen. Når Erling går på andejagt på Græsholmen tramper han bevidst i hver eneste mågerede for dog at mindske de grådiges dynasti og skabe en naturlig balance. Fredning på bekostning af de få og sjældne er ikke naturlig.
Her findes intet unødvendigt, det er blot en del at øboernes mentalitet, at man hjælper hinanden, men hinanden betyder andre øboer, for den massive daglige transport til øerne af turister er ikke naturlig, men ødelæggende en forvrængning af frihed.
Når frihed betyder frihed til at ødelægge natur og mentalitet og andres frihed, så er den forloren, det lærer jeg her på klippeskæret.
Fra slutningen af Romanen Bundet til Masten, hvor jeg er ankommet til dejlige Christiansø.
Betaling på Mobilepay 30 50 11 32 Bøgerne sendes + porto. Send en mail til mb@mortenbo.com og få bogen eller bøgerne tilsendt.