FOTOGRATULA
I 2014 modtog jeg DJ:Fotografernes ærespris Fotogratula.
Link til Pressefotografforbundets omtale.
09. november 2014 kl. 20.44
DJ:Fotografernes nye ærespris er her til aften blevet uddelt på DJ's Fagfestival. Den gik til stifter og ildsjæl af Danmarks fotografiske billedkunstskole, Fatamorgana, Morten Bo.
Prisen, der uddeles for første gang i år - gives til en person, en gruppe eller en institution, der har gjort noget særligt for dansk fotografi. Det være sig politisk, kunstnerisk, teknisk eller andet: en indsats, der har løftet det professionelle fotografi og sikret dets fortsatte udvikling som kunstart, som journalistik eller som kommerciel formidling.
Det er DJ:Fotograferne i Dansk Journalistforbund, der har stiftet Fotogratula Dansk Fotografis Ærespris ud fra ønsket om at rette opmærksomhed på den verden, der er fotografiet, mennesker og institutioner der sørger for, at det er et professionelt fag i stadig udvikling. Med prisen følger 20.000 kr.
Der var i alt fra 23 indstillinger fra 124 forskellige personer.
Her følger talen for mig holdt af Peter Thornvig, fotograf og formand for DJ:Fotograferne :
"Fra at være et teknisk kompliceret medie for de få, er fotografiet i dag blevet det tætteste, vi alle kan komme på at kunne flytte vores hukommelse og visuelle indtryk fra hjernens grå folder til at være noget håndgribeligt, vi kan dele med andre. Alle går rundt med et fotoapparat i lommen i dag. Og de bliver brugt flittigt.
Men i en digital hverdag, hvor fotografiske billeder spiller en stadig større rolle, er det gode fotografi afgørende for, at budskaber af enhver karakter bæres igennem i den malstrøm af information, som vi alle til daglig færdes i.
Opmærksomheden skal fanges på et splitsekund. Og her yder de professionelle fotografer de afgørende bidrag.
Vi skal derfor værne om de fotografiske kvaliteter, som noget særligt værdifuldt i alle former for formidling i et demokratisk samfund.
At der er en stor interesse for fotografiet, der grænsende til kærlighed, er helt afgørende for fotografiets udvikling.
De mange dedikerede mennesker, der vedholdende og på forskellig vis er engageret i at eksperimentere, understøtte og formidle fotografiet herhjemme, er afgørende for denne udvikling.
Og ikke mindst spiller de fotografiske uddannelser en væsentlig rolle i at engagere fotografer og andre til at holde faget levende og åben for udvikling.
Det afspejles i de mange og rigtig gode indstillinger til prisen, der satte komitéen på en svær opgave.
Men én rummede kombinationen af underskov, ildsjæl og et mangeårigt mod til at eksperimentere, som er afgørende for det, vi ønsker at løfte frem og tildele ære i dag.
I enighed har komitéen valgt at give årets Fotogratula til
Fatamorgana og dermed Morten Bo som stifter af Danmarks Fotografiske Billedkunstskole.
I 25 år har Fatamorgana gået sine helt egne veje og fungeret som rugekasse for flere markante fotografer herhjemme, der efter at have trådt deres fotografiske barnesko på Fata, har videreudviklet sig og sat et markant præg på dansk fotografi.
Skolen er ikke en længerevarende eller såkaldt videregående uddannelse. Man kan snarere sammenligne den med en højskole, hvor der afvikles kortere og intense undervisningsforløb som skal skubbe, inspirere og provokere elever til at udvikle deres eget fotografiske univers.
Sådan har Fatamorgana i flere årtier spillet en væsentlig rolle som rugekasse på vejen mod en professionel fotografisk karriere inden for de fotografiske discipliner. Det er sket gennem en konsekvent afsøgning og rendyrkelse af elevernes personlige og kunstneriske potentiale.
Også gennem de elever, der ikke opnåede at blive professionelle fotografer, har Mortens engagement i Fatamorgana bidraget til en forståelse og respekt for det fotografiske univers, der indirekte er kommet hele faget til gode.
Med andre ord, uden Morten Bo ingen Fatamorgana!
Morten tog initiativ til skolens oprettelse i 1989, og har været dens engagerede epicentrum lige siden.
Der går mange historier. Men en sætter takten for det Fatamorgana vi kender i dag.
I 1989 før skolen startede, mødtes Morten Bo med stifteren af Fotoskolan i Stockholm, Christer Strømholm over en pizza i Stockholm. Christer havde lovet at være protektor for Fatamorgana.
Og Christer taler og taler
men det er som om manden taler til sin pizza, og Morten koncentrerer sig om at forstå, hvad der er, han siger. Men Morten har også et lavpraktisk problem, der brænder voldsomt på. Der er ikke penge til stole!
Da det endelig lykkes Morten at fange Christers opmærksomhed om dette ikke uvæsenlige problem, ser han direkte på Morten og svarer, så det ikke kan misforstås Då får de sitta på golvet!
Det første hold på 20 elever startede 1. september 1989. Måske havde de lige akkurat stole, men heller ikke så meget mere.
Det er ikke designermøbler, der har præget de fysiske omgivelser i først Teglgårdsstræde og nu på Strandlodsvej på Amager. Til gengæld har lokalerne gennem alle årene og til glæde for de senere 875 elever - været møbleret med en enestående energi, et engagement i fotografiet og med en inspirerende eksperimenterelysten tilgang til fotografiet, som har kastet ringe langt ud i det omgivende fotografiske, kulturelle og kunstneriske miljø.
Komitéen bestod af:
Mette Sandbye, Forsker og institutleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Mia Bendixen, Fotograf og bestyrelsesmedlem DJ:Fotograferne
Erland Kolding Nielsen, Direktør for Det Kongelige Bibliotek
her under også Det Nationale Fotomuseum
Gunner Byskov, Souschef Medieskolerne, Viborg
og så mig selv
Peter Thornvig, fotograf og formand for DJ:Fotograferne
Morten Bo modtager ærespris for fotoskolen Fatamorgana
09. nov. 2014 kl. 23.53
Fotografernes nye ærespris, FOTOGRATULA, gik til Morten Bo, der er stifter af Danmarks fotografiske billedskole Fatamorgana.
Af Camilla Thorsø Lund, DMJX
Her til aften blev fotografernes nye ærespris FOTOGRATULA Dansk Fotografis Ærespris 2014 uddelt på Fagfestival. Prisen gik til Morten Bo, der er stifter af Danmarks fotografiske billedskole Fatamorgana.
Begrundelserne gik blandt andet på:
I 25 år har Fatamorgana gået sine helt egne veje og fungeret som rugekasse for flere markante fotografer herhjemme, der efter at have trådt deres fotografiske barnesko på Fata, har videreudviklet sig og sat et markant præg på dansk fotografi, lød det fra DJ Fotografernes formand, Peter Thornvig ifølge DJ's hjemmeside.
Sådan har Fatamorgana i flere årtier spillet en væsentlig rolle som rugekasse på vejen mod en professionel fotografisk karriere inden for de fotografiske discipliner. Det er sket gennem en konsekvent afsøgning og rendyrkelse af elevernes personlige og kunstneriske potentiale, sagde han.
Prisen blev uddelt for første gang i år, og den gives til en person, en gruppe eller en institution, der har gjort noget særligt for dansk fotografi.
Det kan både være politisk, kunstnerisk, teknisk eller andet, men sammenfattet skal det være en indsats, som har løftet det professionelle fotografi og sikret dets fortsatte udvikling som kunstart, som journalistik eller som kommerciel formidling, som DJ skriver på sin hjemmeside. Med prisen følger 20.000 kroner.
Morten Bo tog initiativ til Fatamorganas oprettelse i 1989 og har været centrum for skolen lige siden.
|