FORSIDE

Notat om Ragnarok
skrevet på opfordring af direktør Finn Thrane, Museet for Fotokunst, da han skulle skrive historien om perioden til opslagsværket Dansk Fotografi


af Morten Bo


Jørgen Gregersen Nielsen har fotograferet
mig på Delta Photos i slutningen af 60erne.



Efter at have arbejdet i Delta Photos som freelancefotograf i fem år og derefter i knap tre som kandidatstipendiat på Kunstskademiet slog jeg mig ned i en lille butik i Birkegade på Nørrebro, lavede en hel del vandreudstillinger, fik flere og flere kunder, havde dagligt besøg i mit arkiv og arbejde samtidig på enkelte større projekter: i 1976 bogen Alarm, i 1979 Folkets Skole.

Da jeg var færdig med optagelserne til Folkets Skole havde jeg brug for et halvt år til at skrive og redigere og kontaktede derfor en ung fotograf, der havde manifesteret sig i Avisen København: Per Folkver.

Jeg lærte ham op så han kunne klare kunderne og arkivet mens jeg skrev.
Men Per var så dygtig og vi samarbejdede så godt at jeg ikke tøvede med at beholde ham efter udgvelsen af bogen.

I 1981 fik vi en fast assistent: Mikkel Isager. Sammen med Søren Svendsen, der netop var startet som freelancefotograf i Nørrebrogade 5C dannede vi i foråret 83 fotogruppen Ragnarok.

Året efter flytter vi til egnede lokaler på Vodroffsvej. Vi lavede en større fællesudstilling “Insidan Ut - en vecka i Köbenhamn” et fotografisk dokumentationsprojekt som havde premiere på Caf’e Arimann arrangeret af Henning Hansen (Wettendorf) som læste i Lund.

Mikkel Isager var på det tidspunkt på højskole og is tedet var Jacob Larsen (nu Jacob Tue Larsen uddannet på kunstakademiet) assistent og så var Poul Rasmussen ansat som langtidsledig.
Vi uddelte under stor festivitas på Ragnaroks 1-års fødselsdag i 1984 en til anledningen indstiftet Ragnarok-pris. Weekend avisen fik prisen og Søren Svendsen holdt overrækkelses-talen.

Inspirationen til både gruppedannelse og udstilling var Delta Photos, som ti år tidligere havde manifesteret dannelsen af gruppen med en fællesudstilling i Galleri Birch, hvor alle billeder blev taget mens udstillingen foregik.

Søren Svendsen forlod efter et par år Ragnarok efter uoverensstemmelser og gik tilbage på 5C hvor han stadig er free-lancefotograf. I stedet fik vi en ung, svensk pige: Anne-Li Engström.
Hun havde mødt Michael Dauggaard (senere 2. maj) på Nordens Fotoskole i Stockholm og var flyttet med ham til København. Hun arbejdede som kopist på Politiken om natten og havde som Per et par år tidligere vist gode billeder i Avisen København.
Mikkel Isager kom tilbage højskolen og jeg fik en lærlig; Gitte Andersen.

Arbejdsbyrden steg og arkivet voksede og da vi kunne godt bruge yderligere en medarbejder fik vi overtalt Kissen Møller Hansen til at flytte fra Århus for at blive freelancefotograf i Ragnarok. Hun havde i flere tilfælde vist at hun fotografisk var noget særligt.

Da vi er ved at vokse ud af lokalerne på Vodroffsvej flyttede vi til Skyttegade, ansatte en bibliotekar til at stå for arkivet, Michael Opstrup til at tage sig af lyddias og video-produktion og med min kone Mette som regnskabsfører.

Kort tid efter headhunter vi Klaus Holsting, den bedste af de unge dokumentarfotografer og nyuddannet på Det Fri Aktuelt.

I 1988 fik jeg ansættelse på Samsø Folkehøjskole, den skrantede voldsomt og ville nu forsøge med den første linje i fotografi på en dansk højskole at skaffe elever nok til en fortsættelse. Jeg markedsfører skolen som Fotografihøjskole og får 27 elever til at melde sig.
Halvdelen af tiden er jeg selv på Samsø, resten af tiden underviser gæstelærere.
Jeg bliver uenig med forstanderen om hvad det indebærer at kalde skolen Fotografihøjskole, siger op efter det første hold og planlægger i foråret 1989 Fatamorgana.

Med Ragnarok som base og Michael Opstrup som assistent starter Fatamorgana med 20 elever i september 1989

Siden har adskillige af de bedste elever været først assistenter og siden medlemmer af Ragnarok: Tina Tolstrup (Nu Tina Gue bosat i London) afløste Klaus Holsting. Morten Nilsson (nu med i gruppen WAFFEL) efterfulgte Gitte Andersen som lærling. Hun blev uddanet fagfotograf, han pressefotograf. Efter sin uddannelse fortsatte han som medlem af Ragnarok.
Men ellers var der: Jens Lasthein (nu bosat i Stockholm), Philip Adrian, Sine Fiig, Christoffer Regild, Henning Hjorth, Trine Søndergaard.

Vi var i de år fem-seks faste free-lance fotografer, skiftende assistenter, en bibliotekar og en regnskabsfører.
Strukturen var et medarbejderejet andelsselskab. Sålænge man var medlem af Ragnarok var man også medejer.
Arkivet havde alliereret sig med et svensk bureau: Grafitti og solgte billeder fra 30 fotografer.

Da jeg erkender i midten af 90erne at jeg ikke magter både Ragnarok og Fatamorgana træder jeg ud af gruppen og det er derfor ikke førstehåndsviden jeg kan diske op med om den følgende tid, men at Trine Søndergaard og Nicolai Howalt mødte hinandnen først på Fatamorgana og siden som fotografer på Ragnarok det er ganske vist.

Kissen og Anne-Li træder ud og nye kommer til.
Per forlader Ragnarok for at blive billedredaktør på Jyllandsposten. Poul Rasmussen som i 80erne havde været langtidsledig var en væsentlig organisator i de sidste år og det blev ham, der lukkede og slukkede.
Anders Thormann, også en Fatamorganaelev, flyttede ind få dage før det lukkede.

Arkivet var et par år forinden blevet fusioneret med 2.maj Billedarkiv som senere gik sammen med Billedhuset således at Ragnarok-fotograferne alle endte i BAM som også overtog vores bibliotekar.

Min kone Mette Bo var regnskabsfører til kort før det lukkede.


Anne-Li Engström har fotograferet mig på Ragnarok i midten af 80erne