I skolebladet kunne man læse et hårdt angreb fra en elev der anonymt kaldte rektor en sadist. At han brugte tortur og mishandlede sine elever, et smædeskrift der gjorde rektor rasende. Han forlangte på lærermødet at få at vide, hvem den anonyme var.
Mange gav ham ret i at det overskred grænsen for trykkefrihed og der var stemning for at anmode redaktionen om en beklagelse og et løfte om, at det ikke ville gentage sig. Det fik redaktionen til at trække sig og så lod man sive blandt elever og lærere at René alene stod bag brevet. Kun få dage efter kom det rektor for øre og René blev kaldt ind efter skoletid på rektors kontor.
- Er det dig der står bag?
René så ham lige i øjnene stirrede stift og anklagende.
- Det kan koste dig din studenterexamen.
René havde øvet sig i teksten, de var blevet enige om på redaktionen, og nu citerede han ord for ord, hvad der stod. Sadist tortur og det, der var værre, rektor kunne dog godt kunne besinde sig. Men så fik han provokationen
- Du tør jo ikke.
En syngende lussing tog René imod og så fortsatte han provokationen.
- Er det alt du kan? Svækling.
En mere så satte René næsen helt op i trynen på den gamle.
- Du er et skvat, sagde han og spyttede ham i ansigtet.
Ved den næste lussing faldt René sammen og rektor mobiliserede al sin sadistiske vrede, han sparkede den sammensunkne elev på gulvet. Så bankede det på døren.
- Rejs dig din svækling og forsvind herfra.
René kravlede hen mod udgangen løftede sig op åbnede døren og blev modtaget at skolebladets redaktion der tog billeder af den forslåede krybende René med rektor stående i baggrunden.
Mentalt kom sadisten sig aldrig og fysisk gik det ned ad bakke. Det blev en lærestreg for alle sadister, at de ville blive fældet med deres egne midler.
Omtalen i skolebladet af rektors behandling af en uskyldig elev blev gentaget med billeder i lokalavisen under overskriften Sadistens sidste offer.
Dagens skriveri om en Sadist - jeg husker ham godt, fik selv en kindhest.