Josefine er enspænder. Bryder sig ikke om relationer har kun få nære venner går sjældent til fest og nyder sin kvalificerede ensomhed. Troede engang hun skulle være musiker men opgav, da hun fandt ud af hvad kravene var på konservatoriet, så nu lytter hun kun spiller ikke mere. 32 år er hun blevet og har ingen tanker om mand og børn, for så vil hun miste sin ensomhed. Hun elsker at rejse men helst alene og nu er hun på vej til New York, hvor hun vil bo på Youth Hostel og gå i operaen.
Ved siden af Josefine ved vinduet sidder en fyr på hendes alder, som rejser sig og roder efter noget under sædet så Josefine sætter musikken på pause, tager sine AirPods af rejser sig og undskylder.
Han har set i nødplanen at der er gule svømmeveste under sædet og nu vil han lige finde sin frem for hvis nu . . . .
Han siger undskyld til Josefine, mens han finder redningsvesten frem.
Det er først, da han tager den på, det går op for Josefine at nødlanding på åbent hav kan blive en realitet. De nærmeste bliver også påvirket. Den er meget gul vesten signalerer fare og en stewardesse beder ham tage den af og lægge den på plads, hun er bekymret for den generelle reaktion, og der er altså ingen fare forbundet med en enkelt motors shutdown.
Han lægger den hvor han tog den under sædet og undskylder igen at have forstyrret Josefine.
- Jeg har en far der druknede.
Josefine nikker forstående. Han har en let lys vindjakke på åben og en skjorte knappet op i halsen. Brune øjne og velplejede negle.
- Han var fisker. Blev aldrig fundet kun vragdele fra kutteren. Vi kommer fra Thorup Strand i Nordjylland. Han kunne ikke svømme. Jeg er den første i slægten, der ikke er fisker og frygten for havet har holdt mig på land. Hvad lytter du til? Er det requiem af Mozart, det synes jeg at kunne høre. Den er så flot. Spiller du selv?
- Josefine ryster på hovedet.
- Jeg går på konservatoriet, siger han. Synger. Tenor, ja det er noget andet end fange fisk.
Josefine røber sin plan om at gå i Metropolitan Opera og det får Eigild til straks at foreslå de mødes forinden og tager sammen i operaen.
Josefine nikker, det vil hun gerne.
- Så fedt siger han. Og for sjov
- Hvis vi altså kommer levende frem.
Da musikken er tilbage i ørerne på Josefine og hun lukker øjnene, er tonerne blevet klarere renere der er højere til loftet den noget dystre indelukkede domkirke har åbnet sig til den lyse himmel og da hun mærker at Eigild kigger på hende, åbner hun øjnene og spørger om han vil høre.
Eigild får hendes AirPods på og nynner til musikken ganske lavt. Kun hans nynnen kan hun høre en mini-nynne-koncert kun for hende af det smukkeste stykke musik i en havareret flyver på vej til New York.
Det er ren Titanic med Leonardo DiCaprio. Hvis Eigild kyssede hende lige nu, ville hun ikke skubbe ham væk.
Fra novellen jeg skriver på TÆTTERE HIMLEN hvor jeg beskriver hvordan passagererne i et fly over Atlanterhavet opfører sig, da en motor går i stå.