På det næste teammøde gør man alt for at fortælle hvor frygtligt det må være som kvinde at skulle leve med en penis og at alle transseksuelle kvinder født som mænd får bortopereret det fejlagtige organ så det ikke plager dem psykisk.
- Er jeg da en transseksuel kvinde?
De kigger på hinanden om det er tavsheden de skal vælge for at beskytte Rose
- Det er det vi skal finde ud af, men uanset hvad der er galt skal du informeres om den operation der vil gøre dig til en rigtig kvinde.
Rose stirrer ud ad vinduet alt de siger lyder så fjernt. Så grumset og hult som blev der talt ned i en kop. At hun skulle sprættes op for at blive en rigtig kvinde lød for Rose helt absurd. På hjemvejen kommer hun til at græde, som Rose senere husker det, var det første gang nogen havde fået hende til at græde over hvem hun var.
Rose accepterer at være anderledes, men er skræmt ved tanken om, at hun skal plukkes som en høne og stå nøgen tilbage uden kræfter uden mod eller lyst til livet. Hun er ikke længere sig selv men alle andres. Lægernes, forældrenes, sladderens. Alle ville rose hende, hvis hun sagde det gik fremad og hade hende hvis hun sagde at det gider hun ikke. Hun føler sig som et forsøgsdyr hvor forskerne vil undersøge hvor længe hun holder sig i live med den ny medicin.
Efter utallige møder med teamet og en endelig udredning, når man frem til, hvad hun egentlig fejler.
- Fejler? Hun fejler ingenting det er alle andre der fejler noget, så Rose beslutter, da hun bliver 14 at nu skal det være, ingen operation, ingen hormoner, jeg er Rosa, og jeg er Rasmus, og det må I finde jer i.
Det er en kæmpe lettelse da Rose har taget beslutningen, nu hvor hun kender sig selv, kan hun igen trække vejret.
Uddrag fra novellen jeg skrev i telt i Lynæs og nu har skrevet rent. Rose er født med både XX og XY kromosomer og derfor både mand og kvinde. Et forskerteam følger hendes udvikling gennem puberteten.