Så Fin en Strand

Så fin en lyd
så blød en strand
så stor er himlen
ikke tavs bare stille.
Kridhvid kalksten
med enkelte pletter
af mælkehvid kål
strandkål må det være.

Og drivende på kanten
et trekantet sejl
der tegner linjen
mellem himmel og hav
så lydløst og tidløst
og usvigeligt præcist
glider det eller står stille
mens jeg og jorden drejer.

Og stemmerne leger
børn barnestemmer pjasken
mens mågerne finder en vind
der kan bære dem.
Så fin en hud så blød
og brun som venter
den på at mærke
min hånd der længes.

Så mild og lys
så blid uskyldig
i sensommer solens lange
snigende skygge.
Hånden rører, berører og
din hud tager imod, nu er
det tid at vende tilbage
til tiden og dig, fryser du?