Sådan ser stilhed ud

Ud på eftermiddagen på vej i vandet, kun små bølger nærmest krusning, ser han det, billedet et levende billede på den riflede bund, et lysshow han aldrig før har bemærket så klart og lysende, solens spejling af vandets overflade bliver på bunden til et netværk af linjer, der krydser hinanden fra højre mod venstre, fra kyst mod hav skarpe linjer på flimrende flugt.
Så smukt og så rigtigt, som mikroskopi af hjernes neuronaktivitet eller rumtidens netværk der holder galaksehobe på plads og giver os tyngdekraften, en fantastisk film uden begyndelse og slutning uden handling og spænding kun tilstand, det er sådan, det er.
En visualisering af aktivitet på internettet eller kort over øjeblikkets globale flytrafik, det er vildt, som naturen kan skabe et meditationsmantra, der virker på Freddy som hypnotisørens pendul, du falder vågen i søvn men bevarer bevidstheden. Som vil det ham noget, vandet, solen og havet, forestillingen om at det største findes i det mindste, og at naturen skaber indsigt for den, der tør se.
Det Freddy ser er billedet af stilhed. Sådan ser stilhed ud, en evig uforanderlig sitren af sammenhæng.
Ja, alt er godt, godt igen. Ham alene på vej mod stilheden, den omklamrende kølighed der gør dig vægtløs med sit kompromisløse diktat, her nytter ingen protest eller meningsmåling, men heller ingen korruption, intet kan formilde havets vilje eller refleks, der må han hen. Fjernt fra høfligheds hjælpsomhed og trøstende ømhed fra motionscyklister og tyskerturisme, Freddy længes efter horisontens overbærende, upåvirkelige accept af evighed som en tilstand.

Fra novellen Vejen til Valhal i samlingen OMVEJ TIL HIMMERIG