Dagens renskrivning af episode på børnehospitalet i Rumænien, hvor Ida, Sandheden og jeg opholder os.
En tilsyneladende konfus mand går rundt på gangene, som leder han efter nogen, med blod på vindjakken og sår i ansigtet holder han en dreng med blod i håret.
– Kan I tage jer af min søn, for min kone er død, så jeg må videre. Hans blik flakker rundt på stuen, hvor børnene har rejst sig i sengene for at se, hvad der foregår. Ida forsøger at berolige ham, han er tydeligvis i chok og sætter sig kun nødigt på en stol.
– Det var ikke min skyld. Usammenhængende fortæller han om ulykken, en spøgelsesbilist kører frontalt ind i hans bil, hans kone mister livet, og nu skal han have anbragt Sorin på fem så han kan komme videre.
– Til hospitalet?
– Nej nej der er slet ikke sket noget med os, det er min kone altså Sorins mor. Hans stemme er grødet, hænderne ryster – han skal ikke med, når jeg skal se hende. Ambulancen, de kørte med hende, kan Sorin ikke blive passet?
En af nonnerne kommer til og forsøger forgæves at berolige den fortumlede mand, tager Sorin i hånden og mens hun finder en seng til ham og noget hospitalstøj, tager Ida sig af faren – jeg tror du skal vaskes.
– Nej nej, jeg skal videre.
Ida følger ham ud i baderummet, men da han ser sit blodige ansigt i spejlet, bryder han sammen og hulker – jeg blev bare stående.
Ida dupper et håndklæde i vand og tørrer med langsomme bløde bevægelser blodet af hans kinder og hænder. Hår på armene, røde rifter og blod under neglene, så reder hun hans hår, ung er han ikke nok nærmere de 50.
– Stod bare og kiggede. Han græder igen men nu i armene på Ida.
– Der er en, du skal tale med, siger hun, og sammen finder de Sandheden, der straks smider hvad han har i hænderne, tager den lerede kittel af og nyder, at der er brug for hans psykologiske rådgivning. Lige så langsomt får Sandheden manden til at slappe af, med dyb monoton stemme og få ord når Sandheden ind bag chok og forvirring.
– Jeg løsner sikkerhedsselen, ruden er knust, min kones hovede har kvast panelet, hun har ikke spændt sin, det er bare en blodig klump, helt slap er hun. Jeg siger ikke noget gør ikke noget, bagi ligger Sorin også slap, min dør er flået af, og jeg står ud. Og så går jeg. Hvordan kan jeg bare gå væk?
– Det er øjeblikket, du vil væk fra. Det er tiden, du vil forlade. Men da du stopper op og ser dig tilbage, hvad tænker du så?
– Det er frygteligt, for når jeg ser, hvordan de to biler nærmest omfavner hinanden hans røde og min hvide, de fletter sig sammen knuger sig til hinanden som to elskende.
– Så du tænker, det er smukt?
– Hvordan kan jeg gøre det? Den anden chauffør er klemt fast af krøllet kulørt metal, det er så uvirkeligt og helt stille, jeg hører ikke bilerne, der kører forbi, men ser folk løbe hen til de sammenfiltrede, åbner døren i min kones side, jeg bliver så flov, for jeg har ingen smerter, jeg mærker ingenting. Men synet bider sig fast.
– Fordi du synes det er smukt?
– Jeg skammer mig.
– Så tæt på døden som du er, gør sjælen sig klar til at rejse. Du oplever med din sjæl, og den frygter ikke døden, men er lettet over at slippe fri. Den skal videre. Det er på grænsen til døden, at du ser med din sjæl. Det er sjælens sandhed, du oplever og det er smukt.
– Jeg savner hende bare så meget.