De sidste år havde været slemme. Man glemte at betale kontingent, gad ikke møde op, baren var lukket gik ned med et underskud, nu sad man hjemme og spillede krig på nettet. Nej pokalerne var der ingen der ville have, og aftenens gullasch den sidste der blev serveret. For at lette den tunge stemning satte en af skytterne noget musik på, men den blev slukket igen for det generede Jens, som var tunghør, at han så ikke kunne snakke med nogen. Men sandheden var at ingen gad snakke hverken med ham eller andre for der var ikke noget at snakke om, kun konerne i enden af lokalet hvor gullaschen boblede snakkede stilfærdigt mens de rørte i gryden.
For et par år siden blev der indført rygeforbud i klubben, man måtte op i gården, hvis man ville have røg, så da Carl tænder en smøg bliver han bedt om at gå op i gården, men det synes han er en urimelighed nu det er sidste dag alle er samlet, men Erna siger, han ødelægger duften af gullasch med sin forurening. Har der været en tung, trist stemning, så kommer der nu endelig noget at snakke om. Forurening. Carl holderet indlæg om at det kun handler om kvantum. Salt er det giftigste af alle stoffer, spiser man for meget dør man. Han lyder som en professor der har styr på sit emne, men også forurettet over hetzen for man dør altså ikke af røgen fra en enkelt cigaret.
- Sluk nu den røgpind.
Carl rejser sig og går op i gården, gryden sættes på bordet og Emma deler ud med en suppeske. En skefuld til hver.
Gennem kælderinduet kan de se Carls sko og bukseben.
Jeg skriver på novellen En for alle - Alle for en om fælleskaber. Små korte fortællinger hvordan man opfører sig i en gruppe, her er det skytteklubbeens sidste dage jeg beskriver.