Er lige kommet hjem efter en skøn film, den fik virkelig rørt rundt i så mange ting, det var ikke kun Nicoline Skottes anliggende, men mit og alle andres. Hvad er sandheden og hvem er jeg? Min far eller mor eller dem begge på skift?
Den var så smukt komponeret, fed fantasifuld scenografi, hun kom virkelig til bunds i de svære spørgsmål. Skal man sige undskyld og vise anger eller flygte til Paris? Var blodet med kartoffelskrælleren sandhed eller et stunt?
Hun rammer os alle på sin vidunderlige, kontroversielle måde, alt det usagte hober sig op, mens hun klamrer sig til ordet.
Så skønt at møde hendes far igen, ham elsker jeg, uden hans bramfri væren-til-stede-i-nuet karakter var hun blevet som sin mor uden tro på egne kræfter "som et insekt på væggen, der bare venter på at blive klasket."
Det er en vigtig film, og jeg er taknemmelig for, Nicoline gav mig et vink om verdenspremieren.
