25 personer på et gruppebillede opstillet i tre rækker. Kvinderne forrest mændene bagest, det hele set fra terrassen en etage over flankeret af to Dannebrogsflag. Alle er gamle og lige gamle for det er studenterne 1964 der mødes for at fejre, at de stadig er i live her 61 år efter de forlod Statsskolen.
Stemningen er i starten lidt akavet, for man kan ikke kende hinanden, og det er for mange pinligt. Og når man så røber, hvem man er, så er man de bedste venner i verden, skoletiden blusser og man husker alt om lærerne, lussingerne og den lede Moesgaard.
Alle er de fornylig fyldt 80, men det snakker man ikke om. Tiden er fløjet afsted, man husker tydeligt klasseværelset og skoletiden, men har glemt hvad man lavede igår. Børnebørn kan man snakke om, hvis man kan huske, hvad de hedder, men hvor gamle de er er svært, for tiden går så stærkt, at det er svært at følge med.
Første gang de mødtes var til 25 års jubilæet og det var den helt store oplevelse, for det var helt tilladt ikke at kunne genkende nogen og så meget større var oplevelsen, når man løste gåden og gættede navnet, og det var kun sjovt at snakke om tidens gemmeleg.
Og så igen 10 år senere ikke helt den samme overdådige lattervækkende oplevelse, hvor man slog sig på lårene og krammede vildt, men lidt flovt at man havde glemt, hvad de hed og hvordan de så ud. Man undskyldte sig med at tøjet var noget andet end 10 år tidligere. Og frisuren.
Gensynet blev så ændret til hvert 5. år, men siden 60 års jubilæet sidste år har man indset at jubilæet for de overlevende skal gentages hvert eneste år, og sammenkomsten bliver så mere og mere en pensionistforenings årsmøde.
Her er intet pinligt og alt omkring skoletiden genfortalt så mange gange, at det emne er slut. Så er der børnebørnene som slet ikke er børn mere og derfor ikke særligt interessante, og helbredet snakker man kun fortroligt om med de nærmeste.
Men hvad med døden som de alle møder oftere end andre? Ikke et ord. At livet slutter en dag er så privat og uundgåeligt, at det bliver gemt væk. Når man taler om en der er død, behøver man slet ikke sige ordet, man kan sagtens få givet beskeden og blot undlade det ubehagelige ord.
- Og så er der Jens Kristian som jo . . . han blev kun 75.
År for år bliver antallet af fremmødte mindre, kun de raske kommer, ingen demente. Ingen i kørestol eller med rollator, man vil nødig ødelægge den gode stemning, så hellere sende en hilsen.
At møde op på dagen være selskabelig, spise frokost med kaffe og kage er vigtigt for de der kommer. Det giver lidt ekstra stolthed, den årlige sammenkomst er som et udskilningsløb alle ved godt, at der tilsidst kun er en vinder, at det gælder om at holde ud så længe som muligt.
Den årlige sammenkomst er som rammen om et gammelt bleget fotografi, man kan ikke se, hvad der er på billedet, men ved at det er vigtigt og fortjener at rammen bliver pudset en gang om året. Det giver livet værdi. Det er dagen de glæder sig til at opleve, den vil de så nødig miste.
Gorm skrev i år han ikke kom fordi han havde mistet mælet, synet og snart forstanden, og så ønsker han alle en god fest. Ambitionen er kun at komme, hvis man kan være sig selv bekendt.
Fra min nye novelle om grupper af mennesker.