Dagens

TÆTTERE HIMLEN

Skyer. Midt i en dyne af hvidt. Fart på de suser forbi Og et hul dybt og mørkt huse som prikker mennesketomt landskab og så hvidt igen. En tilstand af hvid tomhed intet at fokusere på kun vinduesrammen og vingen metalskinnende. Den vipper hopper op og ned  faretruende bare den holder.
Han rejser med mormor er 11 år og sidder ved vinduet. Så tager hun hans hånd for hun mærker han er ængstelig.
Tager nødmanualen fra lommen i sædet og ser hvor nødudgangene er men bogstaverne løsner sig blander sig som myrer på flugt en eksplosion i slowmotion af lemlestede bogstaver. Så kigger han igen ud ad vinduet, nu er der vand. De er fløjet ud over kysten over havet. Et krummet blåt gulv til alle sider. Sådan er det at være på træk. Stork eller gås. Det var ham selv der foreslog at han tog med mormor hjem til USA, hvor hun bor bare på ferie og nu er det for sent at fortryde. Dybt dernede et skib fanget af havet intet bevæger sig men en hvid stribe afslører, hvor det har sejlet. Motoren lyser gloende rød det kan da ikke være meningen, gnister flyver, så snakker mormor om det føl de har fået på farmen og maskinen ryster, så han må holde sig fast, kigger på stewardessen om hun er urolig, en mand faldt ned med altanen byggesjusk og ambulance, husker billedet i avisen, mormor tager en pose frem med to boller og en gulerod som hun rækker ham.
Der er stadig ild i motoren hvorfor siger de ikke noget, så nu drejer propellen langsommere er ved at gå i stå ingen gnister nu stopper den. Motoren standser. En krampe fra maven op gennem kroppen til halsen sætter sig som en klump han prøver at sluge, umuligt kan dårligt få vejret sidder stille, han må ikke bevæge sig, skæver til den døde motor propellen står stille de flyver ikke. Han flækker på midten halvden er flygtet resten forstenet sådan er angsten for døden både flammer og fjeld.
- Vi har også geder har jeg fortalt dig det?

Betaling på Mobilepay 30 50 11 32 Bøgerne sendes + porto. Send en mail til mb@mortenbo.com og få bogen eller bøgerne tilsendt.