– Hør her, tiden findes ikke.
En forpustet Illiane står i døren til mit kammer, kan ikke vente med at give mig sin nyeste opfindelse, eller opfindelse er det ikke men erkendelse og teori.
– Tid er noget vi skaber for at forstå begrebet. Sandhedens mening om nuet har givet mig en vision. Nuet er sandhed, siger han, men nuet findes ikke. Det er uden dimension har ingen udstrækning, enten er tiden før eller efter, i vores verden kan du ikke befinde dig i nuet. Et ur har udstrækning, der går sekunder på et minut, men nuet er et klokkeslet, man kan ikke, som Sandheden gør lægge det ene nu efter det andet og dermed give tiden en længde, det er for vildt, at uanset hvor mange klokkeslet du lægger over hinanden, bliver det aldrig større end et enkelt. Tid findes ikke, det er en menneskelig angivelse, der skal få os til at forstå. Et tal et punkt en position, intet af det findes. Tid findes ikke uden mennesket, det er vores opfindelse, vildt, ikke?
– Så tiden går ikke?
– Nej, det er os, der går, tiden står stille. Lidt ligesom solens gang på himlen. Når vi giver tiden en udstrækning, så vil mange placeringer i rækkefølge se ud som en bevægelse, det kalder vi at gå. Vi siger tiden går, det er så vildt. Sandheden giver tiden et rum, den ikke har. Kun sådan kan han synliggøre og forklare den, og det er netop det, tid er, menneskets forklaring af noget ikke eksisterende.
Det er lige voldsomt nok her på morgenstunden stadig under dynen.
– Fremtid og fortid har udstrækning før og efter nuet, som er en position. Og så er det, vi finder på noget, der forklarer tidens gang. Vi hænger dem sammen, lutter øjeblikke på en linje i rigtig rækkefølge, så gør vi tiden levende, vi giver den udstrækning og fart, men det er os, der gør det, ikke tiden. Og så kommer det helt vildt spændende, om der findes andre måder end den menneskelige til at opfatte tid. Lidt ligesom farver, vi ser dem kun som i en regnbue rød gul blå, mens nogle insekter ser dem som violet og infrarød, vildt hvis også farverne er menneskets opfindelse for at forstå.
Fra romanen Bundet til Masten.
Illiane er studerende ved Sct.George University, Grenada, hun forsker i tid.
Sandheden er min åndelige mentor.