Tog til Skive

Jo, han vidste det godt, at han lugtede, det var gået lidt stærkt her til morgen, så han nåede ikke et bad, og rent undertøj havde han ikke, så han holdt sig for sig selv og kiggede ingen i øjnene her på perronen, nej det var ikke lugten, han flygtede fra, det var lyden.
Hvorfor blive et sted, hvis lyden var dårlig, eller dårlig var den ikke bare forkert, den passede ham ikke, og derfor var han flygtet. Væk fra lyden i værelset, en høj og skinger som hvinende bremser og en dyb rusten som en lastbil i tomgang, mest om natten og altid kun når der var stille. Her på perronen med larm af mennesker og tog hørte han den ikke, eller den var der slet ikke, det var derfor, han var bange, Anton, bange for at den som alle de andre gange han var flygtet, var fulgt med. Toget skulle til Skive, så det ville han også til Skive eller mod Skive, han havde ikke bestemt sig for, hvor langt han skulle.
Anton satte sig med sin kuffert på et klapsæde i det åbne rum beregnet for personer med cykler og barnevogne, og lige over for ham sad en kvinde med en hånd på barnevognen, som var hun bange for, den skulle trille fra hende, selvom bremsen var slået til. Håret var uglet, hænderne rynkede, neglelakken afskallet, en slidt dynejakke og lang nederdel eller kjole, slidte sneakers, med mellemrum stak hun en hånd ind under kalechen og rettede på dynen, mens hun kiggede sig omkring. Opdagede at Anton holdt øje med hende og smilede svagt. Det var længe siden, nogen havde smilet til Anton, så han foldede hænderne og spurgte først, om det var en dreng eller pige. Så, hvor hun skulle hen.
– Til Skive, og du? Anton nikkede.
– Også jeg.
Hun så igen til sit barn og Anton ud ad vinduet, hvor tiden blæste liv i træerne og fik landskabet til at glide forbi, det var så beroligende at være på vej. Komme væk videre bare forbi, forbi, en besynderlig sikkerhed fyldte ham med lyst og mod. Rejsende gik til og fra, men ingen satte sig og ingen kiggede, når de gik gennem kupeen.
– Hvor gammel er hun?
– Hun sover, sagde kvinden og rettede på dynen. Anton mærkede, at hun ikke havde lyst til at snakke, men det havde han, og da han ikke havde noget interessant at fortælle, digtede han en historie om, at han lige var kommet hjem fra Afghanistan, hvor han havde været soldat, og hvordan det havde været at blive skudt på, og at det var en vejsidebombe, der havde givet ham en livsvarig høreskade og dræbt hans bedste ven.
Toget nåede Odense og kvinden lyttede tavs til Antons oplevelser, jo mere han fortalte jo mere levede han sig ind i fortællingen, hans liv som soldat gav mening, der var en mening med hans liv, stolthed en flig af stolthed ulmede, den kendte han ikke, den følelse.
– Og hvad med dig?
Kvinden smilede, rejste sig og gik mod toilettet i den næste vogn. Hun støttede sig til siderne i mellemgangen, hvor de to vogne var koblet sammen, for det rystede voldsomt.
– Jeg skal nok holde fast på den lille, sagde Anton og satte sig over på kvindens klapsæde. Hurtigt kom hun tilbage, Anton slap sit greb i barnevognen, satte sig over på sin plads og lod sig ikke mærke med, at der slet ikke var noget barn i barnevognen kun dyne og pude og en sut, det var hendes hemmelighed, nu havde de begge en hemmelighed.
En skjult drøm, som gav livet mening.

Fra Mørkets Melodi – et essay om syn og syner