Troens Rum

Jeg ønsker alle en glædelig påske med denne beretning fra Riga

I et hjørne af kirken tre trin op står en åben kiste, et ornamenteret klæde dækker den korte krop. Over ansigtet er lagt et bånd af hvidt og guld og på hovedet en hætte, er det en kardinal, der hviler her eller en helgen, hvis sidste verdslige bedrift var at lade sig materialisere i blød tekstil og skinnende guld?
En efter en går de besøgende op ad trinene, slår korsets tegn for brystet en, to flere gange, kysser korset de bærer om halsen, bukker dybt og lægger en finger på kanten af kisten, mens de hviskende fremsiger en bøn.

Også den unge, smukke pige, jeg så ved indgangen ber. Hun står foran en stor belyst ikon, stærkt ornamenteret ramme af bugtende blade og dybe folder og en messingplade med relief af Guds Moder med sit barn på armen. Ansigterne er skåret ud, men gennem hullerne i metallet kan man skimte de virkelige. Virkelige ansigter eller næsten, for de er malet så naturtro og mørkt, at man skulle tro de blot havde gemt sig bag den bulede, glinsende metalvæg.
Der står hun og ser dem i øjnene, mens hun bevæger læberne.

Jeg fascineres af hendes koncentration, ser hvordan panden bliver blank og halsen rødmer under det tynde tørklæde. Så læner hun sig frem og kysser metallet. Slår korsets tegn for brystet. En, to flere gange.
Står så stille. Længe. Blikket indadvendt, – hvem tænker hun på? En far, der døde på barrikaderne for 22 år siden, hun lærte ham aldrig at kende, kan kun huske ham fra billeder, og hvad hendes mor har fortalt. Hendes mor som også mistede sin far som spæd, han var soldat i den russiske hær og hæren i krig.
Er det de døde hun mindes, er det fortiden, hun vil forsone sig med, eller fremtiden? Søger hun tilgivelse for sine verdslige synder?
Nej, hun er ydmyg, ikke flov, det er elskovsrødmen, der prikker på panden. Aldrig har jeg mødt et blik så ømt og åbent, et inderligt udtryk for tilstedeværelse. Som er hun nået frem.

Som favner hun med blikket sin elskede et sted derude hinsides forgyldte og virkelige guder. Intensivt udtryksløst, ikke en muskel i hendes ansigt er spændt, ingen mimik, ingen afsløring blot blanke øjne og varme i kinderne, det er sjæl. Det er sjælens væsen at være udtryksfuld, når den skal ses og usynlig, når den giver sig hen til en anden verden. Kroppen er der, fingeren der rører ved Madonnaens billede, håret, dækket af tørklæde, fødderne i sandaler, jeans med slukket mobil, men sjælen er et andet sted, som har den sluppet kroppen og kun efterladt den piblende pande og fjerne blik.
Er det virkelig en alliance mellem Madonnaen og kvinden, mellem tro og verden, er det her de mødes, sjælens og kroppens sfærer, tro og materie?
Er det her i Riga, i den katolske kirke, i et billede, der er hul igennem til det hinsides? Jeg tror det, for jeg så det.
Eller jeg så sporene, den satte, forbindelsen, det var mere end bøn og billede, mere end håb og længsel, det var elskov.