Tulipa Black Parrot

Laila var arbejdsløs på kontanthjælp havde et lille et-værelses lejlighed i et baghus i København og så havde hun mistede modet. 28 år havde hun levet og intet havde hun udrettet. Ingen syntes om hende for hun var kedelig og ikke særlig begavet, interesserede sig ikke for drenge så aldrig sin familie, følte hun sad på bunden af en dyb tørlagt brønd. Hun var fanget ikke som et dyr i en zoo for at blive set på, men for at blive undgået. Med årene udsendte hun flere og flere signaler til sine omgivelser, at de skulle lade hende være i fred, og det passde dem fint at hun bare skulle overses. 

Laila var så utilfreds med sig selv at hun satte sig for at finde ud af hvad det skyldtes og resultatet var at det var de mange mødre med barnevogn. Jo mere hun tænkte på misundelsen over nybagte mødre, jo flere af dem opdagede hun indtil hun nåede sagens kerne, at hun ville være mor. 
Men da hun hverken havde mand eller kæreste og slet ikke ønskede at hendes barn skulle have en far endtehun med ordet adoption. Men der var betingelser hun ikke opfyldte så tilbage var kun en mulighed, men den krævede mod. 

Hun lånte bøger om spleje af spædbørn og holdt øje med butikker hvor særligt mange barnevogne med babyer var parkeret mens mor var i supermarked. Jo mere hun researchede jo modigere blev hun. Købte hvad der var nødvendigt til den første måned. abybleer, sparkedragt, sutteflasker, modermælkserstatning, zinksalve og så indrettede hun lejligheden med blebord og ledige hylder så alt var klar til den store dag.

Hjertet hoppede da hun valgte en barnevogn og trillede afsted.
Men I guder, da hun tog sit barn op og omfavnede det, så vidunderligt som hun aldrig havde forestillet sig, hun kunne føle alt omkring sig skyld og straf forsvandt kun dette ene var tilbage, hun var blevet mor.

Skriver på ny novelle inspireret af de utallige varianter af tulipaner der findes i haven på den anden side af vejen. Hver blomst er en afdød kvinde. Her er det et udsnit om Laila i Horserød statsfængsel.