Dagens

Tvillinger på vej

Fra romanen SAGA om VILTGUDR

Sit fine søndagstøj har Arnold på, i morgen skal han flyve og i aften sige farvel til sin kæreste Samantha, hun er den anden udlænding på tegnestuen kommer fra Schweiz, og finder kort efter sin ansættelse sammen med Arnold. Endnu et år skal hun arbejde for min far, vemodigt er det for Arnold at skulle sige farvel.
Da Samantha åbner døren er hun tårevædet, Arnold tror det skyldes, at de skal skilles, så han trøster hende med, at de sagtens kan ses jævnligt, selvom han bor i Berlin, men så banker hun med knyttede hænder i hans bryst. Arnold er høj og slank, hun mindre med et stort flagrende hår, løfter hovedet og ser ham i øjnene.
– Jeg er gravid. Og nu vil min mor have, jeg skal komme hjem og få det fjernet. Ja en abort.
I total vildrede siger han ikke noget, går ud på toilettet og taler til sit spejlbillede.
– Det er dit barn. Du er barnets far. Du har et ansvar.
Han bliver svimmel, må støtte sig til vasken, og så hører han en stemme, rungende fra loftet, grov og dyb – Gør det, du kan godt.
Han slipper hver en tanke, går ind til Samantha, lægger sig på knæ og rækker hende sin hånd.
– Samantha vil du gifte dig med mig, skabe en lykkelig familie med mig og vores barn?
Samantha tøver ikke men græder af glæde.
Maven vokser, Arnold flytter ind og sammen glæder de sig til fødslen af ikke et men to børn, scanningen viser at Samantha skal føde tvillinger. Hendes mor i Schweiz har droppet tanken om abort, i stedet presser hun på for at få Samantha hjem, når hun skal føde. Alt lover hun hende, men da det ikke er muligt at få Samantha overtalt, vælger moren at tage til København for at se sin datter i øjnene, når hun går sin mor på tværs.
En høj kvinde med rank ryg og hår tonet i kastaniebrunt, fingre med ringe og flere armbånd, en skjorte, lilla med hvide knapper og et silketørklæde fæstnet med et smykke, spidse sko med kun en smule høj hæl, nederdelen lang og mørk, det er Samanthas mor. Hun har lejet et værelse på d’Angleterre lige over for tegnestuen i Hovedvagtsgade og bedt Samantha om at komme.
Moren er reserveret men høflig, da både Samantha med stor mave og Arnold med velplejet skæg træder ind på værelsets lydløse tæppe. Hun giver hånd til dem begge og ber så Arnold om at forlade rummet, for hun vil gerne have en mor-til-datter snak, de to alene. Samantha med de store øjne og ængstelige blik nikker til Arnold, at han skal vente på gangen udenfor. Moren sætter sig, retter på nederdelen og gentager hvilken katastrofe, datterens beslutning er.
Vær sikker på, min pige, at dagen efter fødslen er han væk, og så skal du og børnene være i trygge hænder.
– Jamen Mor, vi gifter os.
– Nå så det er din arv, han er ude efter?

Viltgudr har ved sin død for 5000 år siden lovet at tilskynde mennesker i tvivl til at gøre det rigtige. Det gør han så i romanens mange episoder med ordene – Gør det, du kan godt.

Betaling på Mobilepay 30 50 11 32 Bøgerne sendes + porto. Send en mail til mb@mortenbo.com og få bogen eller bøgerne tilsendt.