Trods sin høje alder holder Viltgudr døden på afstand, alle frygter dagen, hvor en ny skal afløse ham overtage hans job og horn uden at have de samme evner.
På dage hvor han føler sig træt af livet, vandrer han ud i ensomheden i den tro, at dagen er kommet, hvor han skal dø. Endnu en dag går han den lange vej til klippeknolden i nord, sætter sig mellem eng og græssende får klar til at sjælen skal skilles fra kroppen og fare til himmels, men også denne dag forgæves. Hans hud er rynket, tænderne løse, med lange hvide hår ud af ørerne går han med sin stav tilbage til Rispebjerg, bliver han sulten undervejs, er der altid en bygd, der byder ham velkommen, hans store viden og erfaring er kendt overalt på øen, mange historier går, om hvordan han med sin rolige, dybe stemme helbreder uhelbredelige, jo Viltgudr er mere end et almindeligt menneske, han kan skabe mirakler. Men nu er det så ved at være slut, han siger aldrig farvel, når han går, vil bare en dag ikke vende hjem.
Viltgudr kan stadig sige, hvad han tænker, men hører dårligt og kan ikke føre en samtale. Han føler sig gammel, isoleret og tilovers, synes det er en passende måde at forlade denne verden på, bare en dag at blive væk. Ingen skal savne ham eller lede efter ham, men dagen lader vente på sig.
– Vi har så meget brug for dig, tænk, hvis der kommer endnu et stormløb, hvem skal så give tvivlerne håb og de kæmpende mod? En måned senere går Viltgudr igen til klippen i nord og lægger sig til hvile på engen blandt får og geder. Han beder til guderne om at måtte dø, og endelig får han sin vilje på den betingelse, at han som ånd vil gøre, hvad han har gjort som menneske, givet de kæmpende troen på, at de kan. Til evig tid.
– Det var længe.
– Ikke i vores verden, 5.000 år er et knips med fingrene.
Og sådan finder de ham liggende livløs på engen mellem græssende dyr. Mæt af dage har Viltgudr lovet til evig tid at opildne tvivlere og give mennesker mod.
Fra romanen Saga om Viltgudr