Da jeg sidste sommer besøgte Rispebjerg Ringborg på Bornholm blev jeg inspireret til romanen Saga om Viltgudr. I romanens epilog får jeg at vide, hvad man ved på egnen om den gamle ånd.
Han tror stadig der er krig, og nu leger han så indpisker ved solnedgang. Han er såmænd ganske fredelig, gammel med langt hvidt hår og så støtter han sig til sin stav, når han går. Nogle gange tuder han i sit horn.
– Har du set ham?
– Ja da, han går sin faste rute hver nat, men gider ikke snakke, forsvinder hvis man går for tæt på. Hans krop er borte, så ikke enhver kan se ham. Man skal være modtagelig, din søn kan nok, for han har et åbent sind.
– Hvor gammel er han, ham Viltgudr?
– For spøgelser er alder ingen hindring, ånder og guder bliver aldrig ældre, end da de blev skabt. Viltgudr er en olding, da hans krop bliver lagt i graven, og den alder har sjælen beholdt. Viltgudr er sådan en sjæl, en spirituel energi, som ikke vil forlade stedet, hvor han hører til, eller holde op med at gøre, hvad han er bedst til.
– Hvordan ved du, hvad han hedder?
– Fra mund til mund i 5.000 år – Slet ikke noget skrevet ned? – Nej, nej ingen runer eller bogstaver fandtes, sproget var et talesprog. Men senere skriver man den ned, folkevisen om Viltgudr.
En grusam fiene en hæftig nat
på vættagan bâda i blod
dromla Viltgudr på volden rujnd
på volden dromla Viltgudr rujnd
ejnvær me våben griva han fat
sjæjnkja ham storkja âu mod
Natt blev te då kroppen til mujll
sjælen forlada ham som ånd
Viltgudr raisa i tiden rujnd
i tiden raisa Viltgudr rujnd
or i hans mujnn ble til gujll
storkja troen og fælles bån
Saga om Viltgudr