|
Mellem leksikon og atlas. Roserne strejker ikke Artikel om fotogruppen Delta Photo (1964 - 72) og Morten Bo af Anja Tollan Fotogruppen Delta Photo introducerer i 1960’erne en ny og internationalt inspireret dokumentar- og reportagefotografisk praksis og billed- og selvforståelse i det fotografiske miljø i Danmark. Gruppen debuterer på det anerkendte kunstgalleri Birch i København og når bredt ud til den danske befolkning via publicering af deres fotografiske eksperimenter på bagsiden af dagbladet Politiken. En ukendt grønskolling optages som medlem og med de danske deltafotografer Jesper Høm som forbillede og Gregers Nielsen som mentor indleder Morten Bo sin fotografiske løbebane. I opposition til laugstraditioner og pressefotografiske dogmer og regler. I kritisk dialog med lyrisk ekspressionisme, det franske billedbureau Magnum, fotografen Robert Frank – og den danske højskolebevægelses pædagogiske fortaler Niels Frederik Severin Grundtvig Drengen læser. Vi ved ikke, hvad han læser, men vi ser at verden åbner sig og åbner en verden i ham. Året er 1959. Fotografen Jesper Høm (1931 – 2000) udgiver sin første fotobog SAY CHEESE.......and cry. Han har selv stået for lay-out og for udgivelsen. Bogen er omsorgsfuldt trykt og udgivet som særnummer på forlaget MOBILIA, hvor et toneangivende og kulturradikalt arkitekturtidsskrift af samme navn udgives. I en sort-hvid fotografisk portrætfrise sat sammen af 7 kvadratiske snapshots gengives en ung drengs læsende opslugthed og intense ekspressive minespil, indlevende registreret af Jesper Høm under en bådrejse i efterkrigstidens Frankrig. For Jesper Høm er bogen meget mere end en bog. Say cheese...and cry er en emblematisk handling, et billedmanifest uden ord. Kun ved billedernes forskellige indhold og deres indbyrdes virkning sammen og op mod hinanden, ønsker Høm at bevæge læseren op og ned, fra glæde til lede, undren, medlidenhed, afsky, modstand og bringe mennesker til at smile og le ægte. Uden anvendelse af kunstige hjælpemidler som det at sige ”cheese” pointerer han i bogens kortfattede og lavmælte introduktion på både dansk og engelsk. Say cheese and cry – der er ikke meget at le af i 50’ernes efterkrig og koldkrigsstemninger. Det er først i 50’erne, at krigens rationeringsmærker forsvinder. Man prøver at komme til hægterne og samle skørterne omkring sig og holde vejret, mens fornemmelse af alt det, som skal komme kun ligger som en svag rumsteren i baghovedet, skriver forfatteren Klaus Rifbjerg retrospektivt i sit bud på et tidsbillede af tiåret. Hans essay indgår i fotobogen DANMARKSBILLEDER udgivet i 1994 på forlaget Tiderne skifter. I 300 udvalgte fotografier strækkende sig over næsten 5 årtier af fotografen Gregers Nielsen udfolder en moderne visuel Danmarkskrønike sig i billeder og tekster af litterære og debatskabende fyrtårne som Klaus Rifbjerg, Ebbe Kløvedal Reich, Suzanne Brøgger m.fl. Humor og blik for hverdagslivets kejtede poesi og stille dramaer gennemstrømmer billedværket. En befriende modvægt eller dulgt kommentar til den ulidelige og komplet hængeørede moralisme, der lå som åndelig brunkålsrøg over gemytterne, sur og stinkende” skriver Rifbjerg veloplagt og tilføjer, at det er et held at have været ung i halvtredserne trods alle odds. Det var muligt at beholde sin barnlighed uden at den blev udbyttet. Man var endnu ikke en vare, en potentiel kunde, men et søgende individ blandt andre søgende individer, ofte usikker, kejtet og genert. Nogle år senere et sted i Danmark i et moderne, gennemlyst, formbevidst og arkitekttegnet hus ligger en nybagt student udstrakt på sofaen og udsøger med blikket en bestemt bog i reolen. Den er nem at finde, placeret mellem leksikon og atlas. Roserne strejker ikke. Skitser til et Frankrigsbillede. Forlaget Palle Fogtdal står der på bogens ryg. Året er 1964. Bogen er netop udkommet og ”de billeder – sorthvide dokumentariske hverdagsskildringer af Jesper Høm var bare præcis, hvad jeg havde brug for. De var unge, hurtige, varme, frie, fulde af kærlighed og fulde af løfter” mindes dokumentar- og kunstfotografen Morten Bo (f.1945), stifteren af Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole, en forårsdag i maj 2011 i sit hjem på Amalievej på Frederiksberg. Morten Bo er en grønskolling, umoden, forvirret og en søgende sjæl karakteriserer han sig selv som ung. De første ungdomsår går med at affotografere husmodeller for sin far og hans arkitektfirma, som står for nytænkende udvidelse og omformning af kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, med at dumpe med flid til eksamen på Arkitektskolen i faget statik. Beregninger af, hvor stort trykket i bjælken i brokonstruktioners bærende dele skal være har ikke Mortens store interesse. Filmmediet og poesien står i centrum.Han bliver instruktørassistent hos arkitekten Allan de Waal, forsøger at blive optaget på Den Danske Filmskole men afvises – og så rækker deltafotografen Gregers Nielsen (f. 1931 – 2002) hånden ud. Han bliver medlem af fotogruppen Delta Photos i 1967, 22 år gammel. Med deltagruppens stifter Jesper Høm som forbillede og Gregers Nielsen som mentor bliver optagelsen i fotogruppen Delta Photo Morten Bo’s springbræt til livtag og kunstneriske opgør med datidens dogmer og (presse)fotografiske regler for det fotografiske medie. Regler som ifølge Morten Bo stadig den dag i dag ( 2011) er virksomme blot i nye gevandter og stækker den ucensurerede, kunstneriske gengivelse af og frem for alt ærlige tilgang til verden. Deltagruppen, som stiftedes i 1964, har nogle år forinden debuteret med udstillingen København 6.- 16. januar 1965 i Gallerie Birch hjulpet på vej af kunsthandlerparret Børge og Karie Birch i Admiralgade. Galleriet er møde- og salgssted for kunstnere som Asger Jorn og COBRA-bevægelsen, billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen m.fl. Deltagruppens fotografer har på det tidspunkt boet og rejst i 50’ernes USA og Europa. De læser dagligt internationale engelsk-, tysk- og fransk- og spansksprogede tidsskrifter og ugeblade som Life, Look, Stern, Paris Match, Epoca og Twen. Med syvmilestøvler på har de fjernet sig fra dansk efterkrigstidsprovinsialisme og sociale hierarkier. Fotohistorikeren og fotografen Tage Poulsen peger i sit bidrag til Dansk Fotografihistorie, (Gyldendal 2004) på et vigtigt skift i selvforståelsen blandt yngre (delta)fotografer i 60’ernes midte. Den traditionelle fagfotografiske identitet var præget af konservative laugstraditioner og genrekonventioner, mesterlære og i pressefotografiske sammenhænge af en altdominerende diskurs om det gode pressefotografiske billede som et objektivt aftryk. En forestilling om den neutrale gengivelse af virkeligheden taget af en objektiv og neutral fotograf med respekt for autoriteter. Deltafotograferne derimod lægger afstand til pastorale og opbyggelige folkelivsskildringer og tableauer og udvikler en billedjournalistik inspireret af de humanistiske billedreportager i samtidens internationale tidsskrifter. Det franske billedbureau Magnum’s reportager kendetegnes af ekspressive billedkompositioner, dramatiske kopieringer, patos og personlig stillingtagen og et nysgerrigt, men medfølende blik på de udstødte, de fattige og fravalgte uden beskæringer af sandheden eller af de publicerede fotografier. Deltagruppens debutudstilling København 6.- 16. januar 1965 i Gallerie Birch indvarsler en ny æra, en visuel kultur under radikal forandring , en anarkistisk og ucensureret udstillingspraksis og et åbent arbejdsfællesskab, som ikke er set tidligere i Danmark. Nogle af Deltagruppens stiftere køber et hus i fællesskab på Asgårdsvej og opretter en konto hos Goecker A/S og bliver således også frontløbere privat ved at oprette et af de første kollektiver i Danmark. I de ti dage udstillingen varer fotograferer og bevæger gruppens medlemmer sig rundt i København og opsøger mennesker, steder og begivenheder, som sjældent når længere end til redaktørernes skriveborde. Galleriets vægge fyldes dag for dag og publiceres ligeledes dagligt på bagsiden af Dagbladet Politiken. Deltafotograferne arbejder udfra selvvalgte temaer: Lillian Bolvinkel portrætterer byens ledende mænd og kvinder under temaet ”Hovederne”, Jesper Høm aflægger besøg i københavnernes dagligstuer under overskriften ”Vi hygger os”, Claus Ørsted indfanger byens puls og fokuserer på hverdagslivets vilkår under temaet ”Vi har travlt” også med at komme ”ind og ud af Byen”, som er temaet for Klaus Lindewald’s bidrag. Gregers Nielsen og den senere Politiken fotograf Lars Hansen bidrager med fotografier under overskrifterne ”Kulturen” og ”Systemet”. Jytte Hauch-Fausbøll , som nogle år senere skriver manus til og instruerer den landskendte semidokumentariske TV-serie Sonja fra Saxogade, skriver udstillingsteksterne. I tilbageblik understreger Morten Bo den åbenhed og bevidste æstetiske strategi, Jesper Høm lagde for dagen ved stiftelsen af deltagruppen. Det fjerde bogstav i det græske alfabet ”D”/ Delta rummer en oprindelig betydning, som vedrører refleksioner over forskelle i værdier og disse forskelles betydning for de enkelte værdiers identitet. For Jesper Høm - og senere for Morten Bo - var det selvklart, at fotografer, som arbejdede indenfor vidt forskellige genrer skulle slutte sig sammen og lære af hinanden. Overvejelser og billedvisioner, som gjorde sig gældende indenfor mode- og arkitekturfotografi (Jesper Høm), reklame- og modefotografi (Klaus Lindewald), portrætkunst (Ole Brask), presse- og reportagefotografi (Gregers Nielsen) udgjorde et selvfølgeligt, multiæstetisk og genrenedbrydende krydsfelt for gruppens bidrag til danskernes visuelle kulturarv. I 1972 går gruppens medlemmer hver til sit. Indflydelsen fra Delta Photo og dens medlemmer og deres internationale fotografiske forbilleder som f.eks. Robert Frank, William Klein og Diane Arbus , dog i en mere mild skandinavisk udgave - og mindre åbenlyst – påvirkninger fra danske og internationale avantgardekunstneres respektløse og konceptuelle eksperimenter med det folkelige fotografiske snapshotmedie kan efterfølgende spores i årtier fremefter. Fototeoretikeren Mette Sandbye har i sin bog Kedelige Billeder. Fotografiets snapshotæstetik (Politisk Revy, 2007) påpeget og eftersporet krydsfelter mellem fotografi og avantgardekunst og har herigennem givet mulighed for nye læsninger og fortolkninger af 1960’ernes og 70’ernes nyskabende dokumentarfilm og sociale fotoreportager. Deltagruppens medlemmer forgrener sig institutionelt i 80’ernes atelierfællesskab i 5c, i fotogruppen Ragnarok, i oprettelsen af Billedhuset og i Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole, stiftet af Morten Bo i 1989. Morten Bo bidrager op gennem 1970’erne med såvel eksperimenterende som socialkritiske billedfortællinger og modtager i 1981 PH-prisen for bogværket Folkets skole, udgivet på forlaget Albatros i 1980. I nøgterne fotografier og tekster udfordrer Morten Bo myterne om den demokratiske, klasseudjævnende folkeskole og stiller spørgsmålstegn ved den herskende pædagogik og selektionsmekanismerne i klasserummet. Nogle år tidligere har han udgivet en fotografisk rapport fra tvangsanstalter og nødhjem med titlen Lyset slukkes kl. 22.00. ( Det Danske forlag 1975). Bag denne dramatisk underspillede titel gemmer sig intet mindre end et dansk socialfotodokumentarisk hovedværk om nødstedte og svigtede borgere i Danmark og de vilkår, de bydes i 60’ernes og 70’ernes opgangskonjunktur og velstandsbølge, som Danmark ikke tidligere har set mage til. I 270 sort-hvide fotografier – eller billeder – som Morten Bo benævner dem, fra 20 forskellige fængsler, kaserner, svangrehjem, spædbørnehjem, børnehjem, kvindehjem, forsorgshjem, herberger, plejehjem, handicaphjem, åndssvagehjem og politistationer, by- og landsretter og fangetransportvogne fastfryser Morten Bo i et neddæmpet og stiliseret fotografisk sprog magtens og afmagtens rum. Billederne virker næsten 3-dimensionelle. Morten Bo’s baggrund i og faglige og praktiske viden om arkitekturteori og modellering af rum omkring levet liv tilfører det todimensionelle fotografiske medie et rumligt nærvær, som forstærker billedernes afrapportering af menneskefjendsk møblering og arkitektonisk tristesse. Velstand uden velfærd og en em af systematiseret anstaltsmoralisme slår betragteren i møde. De forvarede fremtræder som tyste udråbstegn i en ødelagt semantik– frataget mening, kontekst, nære relationer og fantasi. Bag disse tremmer og lukkede vinduer kan selv duften fra vilde roser ikke trænge igennem. Morten Bo har i dette værk lagt lyrisk ekspressionisme og eksperimenterende billedkompositioner bag sig. Det nedtonede og minimalistiske billedsprog og den serielle gentagelse af næsten ens motiver ”virker forklarende og afslørende i sig selv”, skriver Morten Bo i forordet. Virkelighedens og kulturens overflader kan i sig selv afsløre en atmosfære, noget utilsigtet. I sin takketale i Hofteatret i 2008 ved modtagelsen af Fogtdals Hæderslegat for mangeårig og overbevisende indsats for dansk fotografi er det en berørt Morten Bo , som vedkender sig sine forbilleder og forklarer, hvorfor han i slutningen af 80’erne opgiver fotograferingen, sætter kameraet på hylden og tilslut forlader fotogruppen Ragnarok og starter forfra: Med rødder i danske Niels Frederik Severin Grundtvigs dannelsesfilosofi for medborgere og de franske reformpædagoger Celestin og Elise Freinet’s pædagogiske eksperimenter begynder Morten Bo at opbygge et sted, der skal syde af ånd og billeder. Et værksted, hvor intuitionen og eksperimentet er de vigtigste redskaber. Et sted, hvor billeder bliver til af nødvendighed, ikke på andres bestilling, ikke for at illustrere andres meninger, men fordi kreative mennesker må skabe. Fra denne skole udgår i 90’erne, 00’erne og 10’erne nye kuld af fotografer, som i billedeksperimenter, udstillinger, bøger og reportager på afgørende vis medvirker til at forny og forandre den fotografiske diskurs og billedkultur i Danmark. Læs mere om oprettelsen af Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole i essayet Mellem luftspejlinger og ragnarok. Fatamorgana opstår. |