|
Fatamorganaer. Mellem luftspejlinger og ragnarok Artikel om Fatamorgana (1989 - 2012) og Morten Bo af Anja Tollan Glasnost og perestrojka, russiske slagord for åbenhed, ytringsfrihed og krav om radikale politiske forandringer, lyder i gaderne i Moskva og Leningrad. Byer ændrer navn og mure smuldrer. Elever fra Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole er massivt tilstede, da Berlinmuren falder en nat i november 1989. Politiske magtstrukturer og kulturelle barrierer smuldrer på få timer for øjnene af et globalt TV-publikum. Klassiske sort-hvide fotografier med motiver af graffitibemalede mure, soldater og nærbilleder af ansigter i bevægelse fra de bevægede døgn i Berlin vises efterfølgende på en kirkegårdsmur ved en befærdet gade på det folkerige Nørrebro i København. Ingen ser dem, konstaterer Morten Bo (f. 1945), skolens stifter og karismatiske leder, lakonisk. Han ved det med sikkerhed, for han har iagttaget billedernes og udstillingens skæbne siddende i dagevis i sin trange bil parkeret på den anden side af gaden sammen med nogle af fataeleverne. Fra den nystartede billedskole udgår de følgende årtier en række af nyskabende billedaktivister, som frit og udogmatisk inddrager alle kendte virkemidler i deres fotografiske værker og projekter og opfinder helt nye genrer med rødder i fotografiets, billedkunstens og teatrets verden. Eleverne ønsker, at deres billeder skal ses - og berøre ! I eksperimenter og internationalt prisbelønnede reportager, udstillinger og bøger af Jakob Carlsen (f. 1969), Charlotte Haslund-Christensen (f.1963), Mette Frandsen ( f. ?), Nicolai Howalt (f. 1970), Jacob Aue Sobol (f.1976) og Trine Søndergaard (f.1972) udfordres tabuer og dagspressens fotografi - og billedkulturen i bredeste forstand i Danmark. Nævnte fotografer er blot et radikalt udsnit af en langt større skare af billedaktivister og billedpoeter, som har befolket og strømmet igennem Fatamorganaskolens ydmyge lokaler i mere end to årtier. Den tidligere fataelev Jacob Aue Sobol, i dag medlem af fotogruppen Magnum i Paris, markerede med sin bogudgivelse Sabine (2004) et internationalt gennembrud for ”fataånden”, som skolens helt særlige billedpædagogik og billedsyn betegnes i daglig tale. Skolen står i gæld til fotogruppen Ragnarok ( 1983 – 2000?) med Morten Bo og Per Folkver (f. 1953) som omdrejningspunkter. Per Folkver påvirker siden hen en generation af pressefotografer som fotograf og fotochef på Dagbladet POLITIKEN (2001-09). Arven efter de svenske fotografer Christer Strömholm (1918 – 2002) og fotografen Anders Petersén (f.1944) og Nordens Fotoskola i Stockholm mærkes som en stabil puls, som akkompagnerer samtidens internationale billedstorm, som med tornadoagtigt kraft rammer den danske billedkultur i starten af 1980’erne. Fataskolens unge elever er glubske arvtagere til traditionenerne og tilføjer en ny vildskab, en råhed og en hensynsløs ærlighed og nysgerrighed over for det, der er os givet. Intet derude censureres – alt undersøges og billedliggøres. Fataeleverne er vokset op under et massemedialt billedbombardement, som kalder på performative afværgemanøvrer og en spytten ud: Appropriering og iscenesættelse og digitale collageteknikker er selvklare værktøjer. Retro-teknikker og retro-strategier sættes i scene. Alt afprøves, forkastes, tilegnes og blandes på nye måder. Den indre og ydre verden skal undersøges, måske forandres gennem enten nøgternt , repetetivt registrerende eller overlæssede, episk fortællende, konstruerede, ekspressivt sansede og frem for alt ærlige billeder – og i få ord. Modsatrettede visuelle virkemidler indlejres bevidst i opposition til hinanden. Farve – og sort-hvide billeder optræder strategisk i samme projekt. Farver kan vægte eller devaluere både motivet afhængig af kontekst og frem for alt fotografens intentioner. Alle klassiske regler og forestillinger om fotografiske genrer med givne og eksklusive virkemidler tilhører fortiden. Billeder af lidende og kæmpende og elskende mennesker, ødelagt natur og fortabte steder motiverer og er motiv for nye, antiautoritære visuelle strategier, hvor ingen regler på forhånd har autoritet eller i sig selv giver mening. I slidte og små lokaler, indrettet og istandsat af fataeleverne selv først i hjertet af Københavns latinerkvarter og siden hen i udtjente fabriksbygninger på Amager, tager de deres første livtag med fotografiet. I jubilæmsbogen, trykt til skolens 10-årsjubilæum i 1999 fortæller de tidligere fata-elever og i dag etablerede billedkunstnere Kine Ravn og Thomas Seest drilsk og godmodigt om Morten Bo og fænomenet kontaktarksgennemgang ”...og så var der forklædet, maoskoene, arkitektlampen, markørpennen og hans lille hjerteformede æske med briller og spritpenne... du skulle over til daddy i sofaen og vise alle kontaktarkene, du måtte ikke vælge noget fra og forsøge at redde en fiasko. Han skulle se alle beviserne, så han hurtigt kunne spotte hvordan du bevægede dig med kameraet, om lyset var ok, om du var tæt nok på. Med kontaktarkene kunne han forklare kvaliteten ved et billede frem for et andet på en måde så selv blinde kunne se det”. Tiden på Fatamorgana betegnes af skolens tidligere elever (over 1.000 elever har gennemført kurserne) som afgørende for modet til at gå egne veje i de (billed)projekter, de siden hen har involveret sig i. I hemmelighed skriver Morten Bo på en skabelsesberetning parallelt med opbygningen af den nye fotografiske billedkunstskole Fatamorgana. Et uortodokst billedevangelium er ved at tage form med hjerterødder i gamle myter, i Niels Frederik Severin Grundtvigs dannelsesfilosofi og grundtvigianismens højskoleidealer. Og i de franske reformpædagoger Celestin og Elise Freinet’s banebrydende, pædagogiske eksperimenter, som Morten Bo har fulgt på nærmeste hold gennem sine egne fire børns skolegang på Freinetskolen ved Valby Langgade i København. Skabelsesberetningen udkommer først 2 årtier senere på Fatamorgana’s 18 års fødselsdag. Bogen Elskede Olga – en skabelsesberetning (Forlaget Fatamorgana, 2007) er forsøgt udgivet tidligere og på andre forlag, men er for syret og ude af trit med tidsånden, siges det afværgende af nære venner i forlagsverdenen – og af Morten Bo selv. Han reagerer med ægte forbløffelse, da jeg fortæller ham, at jeg har læst bogen med begejstring. Bogen er skrevet som en fabel tilegnet datteren Olga og er en suggestiv og livsklog indføring i Morten Bo’s billedpædagogiske principper og eksperimenterende undervisning. Fotografen og billedjournalisten Jakob Carlsen, uddannet på henholdsvis Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole i København og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ved linien for fotojournalistik i Århus, udgiver i 2011 på forlaget Ajour udgivet en omfattende billeddokumentation af tilværelsen for såkaldte kasteløse i Indien, Pakistan, Bangladesh og Nepal. 250 millioner mennesker bliver betragtes som ”urene” og udsættes dagligt og minutiøst for systematisk diskrimination, foragt og misbrug. Projektet har været undervejs i 8 år og har indimellem været finansieret af egne midler. Fotografen og billedkunstneren Charlotte Haslund-Christensen, oprindeligt uddannet som lærer og siden hen uddannet på Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole i København har udfordret klassiske fotografiske værker og projekter med konceptuelle og performative strategier. I dialog med filmhistoriker og kulturforsker Jane Rowley har hun under temaet Det etnografiske kamera indkredset forskelssættende visuelle koder i antropologiske feltstudier, som har været anvendt som en nedvurderende, kolonial registrering og dokumentation af ”de andre”. Under tre såkaldte Danmarks-ekspeditioner ledet af Charlotte Haslund-Christensen i perioden 2000 - 2008 har hun i sit værk Natives: The Danes, ”De indfødte” fotograferet samtidens danskerne på række forfra og bagfra på nøjagtigt samme måde som ”indfødte” blev fotograferet i Danmarks tidligere kolonier i Afrika og Vestindien. Jakob Carlsen og Charlotte Haslund-Christensen sætter fokus på samtidens smertepunkter og demokratiske underskud og arbejder med det fotografiske medie og dets koder på hver sin måde. Jakob Carlsen stoler på den følelsesmæssige patos, som er indlejret i den fotodokumentariske genre, som vil appellere til beskuerens engagement og empati med de udstødte. I Charlotte Haslund-Christensen´s konceptuelle værker opstår konceptuel patos via værkernes påpegning af den potentielle lighed, der er mellem de affotograferede og beskueren af fotografierne. Som Morten Bo ville sige: Begge fotografer arbejder i udgangspunktet ærligt med det fotografiske medie og offensivt med dets koder – intet censureres, alt afprøves. Pressefotografiet, det engagerede dokumentar- og reportagefotografi og anfægtende konceptuelle kunstfotografiske projekterer er omgivet af en megaloman og udlevende billedkultur og visuelle hybrider. Hvordan kan massemedier med public service som målsætning imødegå en overvejende kommerciel og manipulerende billedkultur ? Fatamorganaelevernes projekter anviser nogle veje. Afkodning af forskelssættende visuelle koder i overfloden af massekulturelle billedkonstruktioner og i det fotografiske medie er afgørende for en oplysende og demokratisk orienteret formidling i massemedierne. Indenfor dagspresse og nyhedsmedierne generelt kunne dette styrkes ved at kunst- og konceptuelt orienterede fotografer med engagement i samtidens hændelser blev knyttet til og ansat på lige fod med klassiske presse- og reportagefotografer i nyhedsmediernes redaktioner. Ved at lade forskellige billedstrategier belyse samtidens begivenheder kvalificeres og nuanceres det offentlige rum for samtale og refleksion. Læs mere om Morten Bo og Delta Photos i essayet Mellem leksikon og atlas. Roserne strejker ikke. |