FORSIDE
MANUSKRIPTER
ELSKEDE OLGA II. BOG
ELSKEDE OLGA III. BOG
Elskede Olga!
-en skabelsesberetning
© Morten Bo 1991
Elskede Olga!
-en skabelsesberetning
af Morten Bo
Jeg tror på Gud, men ikke på, hvad man fortæller om ham.
Forord
Olga, min elskede datter, du er nu blevet voksen, og jeg vil fortælle dig om kærlighed.
Ser du, kærligheden, som findes i alle mennesker, er . . . Nej, det er ikke så nemt.
Og alligevel prøver jeg: Olga, jeg tror på kærligheden, og jeg vil fortælle dig om min tro, sådan! Jeg vil fortælle dig om smukt og grimt, om rigtigt og forkert, om hvorfor vi findes. Hvorfor du findes. Jeg vil fortælle dig om forskellen på godt og ondt og om der findes en mening med livet, det er det, jeg vil fortælle dig.
Og altsammen handler det om kærlighed.
Olga du skal tro, og jeg skal fortælle dig, hvad du skal tro. Ser du kærlighed er . . .
Nej, lad mig begynde med begyndelsen, for kærlighed er ikke noget mennesket har lært, men noget vi er skabt af.
Altså må vi helt tilbage til skabelsens dage, til tiden umiddelbart inden det hele begyndte.
I. BOG
DET FØRSTE MENNESKE
Kapitel 1
ÅND OG MATERIE. DEN STORE OPLEVELSE. UNIVERSET SKABES.
I begyndelsen var alting.
I begyndelsen var alting et eneste lille sandkorn, som Den Gamle sad og nulrede mellem sin pege- og tommelfinger. Den Gamle tænkte ikke nærmere over det, men der var nu et eller andet beroligende ved det, noget behageligt, så Den Gamle blev ved, nulrede og nulrede og tænkte som sædvanlig på alt muligt ligegyldigt, mens øjenlågene blev tunge.
Fingrene bevægede sig langsommere og langsommere, gik næsten i stå, men så vågnede den gamle gud igen og fortsatte med at nulre. Det var en dejlig fornemmelse.
Der var en vis tryghed, en forventningens tryghed ved at sidde dér i ingenting og nulre, for der var ingenting, kun det lille sandkorn, som langsomt blev varmt mellem Den Gamles fingre. Alting og så guden, intet andet fandtes, omkring dem var kun sort tomhed.
Hurtigere, rundt og rundt, bevægede fingrene sig, den ene vej, den anden vej, sandkornet trillede rundt mellem fingerspidsernes bløde puder, trillede og trillede og blev varmere og varmere.
- Hvad er der ved at ske? tænkte Den Gamle og kunne ikke lade være at nulre, for det var så dejligt og lysten bredte sig til helt at overgive sig til det lille punkt, som rummede alting og som blev varmere og varmere .
Den Gamle lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene, sukkede og prøvede at tænke på noget andet, mens det lille korn, hvor alting fandtes, langsomt begyndte at vokse.
Det groede fra en lille hård, skarp kerne til en lille kugle på størrelse med en ært, blød og rund.
Og varm. Varmen bredte sig gennem fingrene på Den Gamle op gennem armen ud i kroppen og ind i hjertet. Trætheden forsvandt og tankerne forsvandt og fingrene nulrede forsigtigt den bløde ært hurtigere og hurtigere.
- Hvad er det dog der sker? mumlede guden, for den havde aldrig været ude for noget lignende, og den lille ært, som var begyndt at lyse svagt i mørket, blev større og større.
Og varmere.
Og en vidunderlig lyd kom fra det sorte, kolde ingenting, samtidigt fra alle sider, nærmere og nærmere, de smukkeste toner, de mest forførende, fuldendte toner blandede sig i et uendeligt blidt rum af lyd, der blev stadig kraftigere, jo mere det nærmede sig det lille lysende punkt mellem Den Gamles fingre.
- Hvad er det, der sker? tænkte guden igen, forvirret, fjern. Og hjertet, som blev varmere og varmere, skubbede tankerne væk og lod tingene ske.
Og det skete.
Netop i det øjeblik skete det. Al lyd tog fart mod den kraftigt lysende kugle, og da al verdens lyd og al verdens lys mødtes, blev universet skabt.
I et brag af dimensioner spredtes glødende partikler i mørket til alle sider som flygtede de fra braget, og Den Gamle, som blev ganske overrumplet, vendte ansigtet bort og missede med øjnene i det kraftige lys.
- Åh, Gud!
Det susede stadig for Den Gamles ører længe efter, at braget havde lagt sig, og øjnene havde svært ved at vænne sig til mørket igen efter det kraftige lysglimt, men da guden igen kunne se og høre og tog armen ned, så den, hvad der var sket.
Rundt om, til alle sider var der hvide stjerner i mørket. Fuldt af lysende kugler, nogle som perler, nogle som bolde og nogle som sandkorn. Alle stod de stille på himlen, hver havde sin plads, sole, planeter, galakser, nogle roterede om sig selv, andre om hinanden, og alle blev de langsomt mindre og mindre.
Kapitel 2
SOLOPGANGEN BLIVER GJORT SMUK, LYSET OG DAGEN. SANDKORNENE FRISTER, OG EN STEN BLIVER VÆKKET TIL LIVE. DEN FØRSTE SKABNING.
Og det blev dag.
Det blev dag, og solens første stråler sigtede på de fjerne skyer og farvede dem røde. Himlen var mørk og regnfuld, og overalt på jorden var der vandpytter efter nattens tordenvejr, som nu trak bort.
Den Gamle kiggede frem fra sit ly bag nogle store kampesten og kiggede på sit værk. Bjerge og bakker og overalt store sten, tilfældigt smidt, som af en kæmpe. Bakker og dale, mudrede dale, der glinsede rødt og gyldent, og floder og åer, der bugtede sig ind og ud af bakkernes skygger.
Og solen steg på himlen og spejlede sig i fjordens vand, og aldrig havde Den Gamle set noget lignende, og aldrig havde stilheden været som nu. Mørket og tomheden var væk, og guden besluttede, at det var smukt.
Og den gik rundt mellem stenene på bakkerne, over floderne og langs dalenes vandhuller og gik så ned til stranden, samlede et par sten op og kastede dem i vandet. Samlede et par til, lidt fladere, og slog smut med dem. Satte sig rastløs op ad en sten, som solen havde varmet, kiggede ud over fjorden til det fjerne blå land under den lysende himmel og prøvede at koncentrere sig om, at alt var godt, som det var.
Imens famlede fingrene i sandet.
Tegnede en cirkel, et ottetal.
Lavede et lille hul og dækkede det til igen, hvor mange universer lå ikke gemt i al det sand?
Tog hånden fuld og lod det drysse i en tynd stråle til en lille tue. Glattede det ud igen. Og gentog det.
Et par sandkorn havde sat sig fast på fingrene, men den anden hånd børstede dem hurtigt af igen, og Den Gamle lod ikke til at bemærke det, sad med lukkede øjne og nød himlens varme stråler.
- Nej, ikke flere verdener.
På vej tilbage over bakkerne med solen i ryggen og det fjerne uvejr i horisonten, kom Den Gamle til en lille sø. Lerede klinter rejste sig af det klare vand, et sted skød en tange af småsten sig ud i søen og Den Gamle satte sig ud på spidsen af tangen og stirrede ned i vandet. Småstenene bredte sig nedad og dybt nede kunne guden se bunden, brun og klæg.
- Nej, ikke flere universer.
Fingrene rodede i småstenene og lod dem trille forsigtigt frem og tilbage. Puttede én i munden.
Suttede på den.
Lille, hård og rund var den. Som en ært.
Den klirrede mod tænderne når tungen trillede med den.
- Spyt den ud, tænkte Den Gamle, du kunne få den galt i halsen, men munden blev alligevel ved at sutte, drejede stenen rundt i ganen og trillede den ned under tungen og Den Gamle følte sig endnu tættere på himlen og bjergene og havet og søen, havde lyst til at sluge det altsammen, men tog sig i det og nød istedet den beroligende fornemmelse af den lille salte sten, som legede tagfat i munden.
- Spyt den dog ud, sten er ikke mad, tænkte Den Gamle for sig selv, men tungen gemte stenen under sig og lod som ingenting.
Det blev middag og det blev eftermiddag og den gamle gud må have blundet en tid, for da den vågnede og åbnede øjnene var skyggerne blevet lange og luften kølig og en pludselig rislen ned ad ryggen fik den til blive lysvågen.
Det bevægede sig.
Stenen i munden bevægede sig, og det var ikke tungen, der fik den til det, den bevægede sig selv. Den var ikke længere hård og kold, men blød og varm, og det var, som om den klemte sig længere ind under tungens bløde dyne.
- Hvad er det dog, der sker? tænkte Den Gamle og flyttede tungen forsigtigt for de små skub.
- Den må ud, inden den eksploderer i munden!
Men munden åbnede sig ikke og tungespidsen skubbede blidt stenen længere ind, hvor der var varmt og blødt.
En besynderlig uvant fornemmelse bredte sig som musik i Den Gamles krop, en følelse af noget uendeligt stort og noget helt, helt småt. Noget fantastisk magtfuldt og utrolig skrøbeligt. En total forbløffelse og en fuldstændig tilfredsstillelse.
Og imens blev stenen, som ikke længere var nogen sten, livligere og livligere og sprællede tilsidst så kraftigt, at Den Gamle i forskrækkelse åbnede munden, og det lille væsen sprang ud i luften og ned i vandet, hvor det forsvandt mellem stenene.
- Åh, Gud!
Den Gamle kiggede forgæves efter den lille levende sten, stenen, der kunne bevæge sig, men den var væk.
Den allerførste skabning.
Kapitel 3
LIVET BREDER SIG OG BLIVER KALDT SMUKT. BLOMSTER OG BIER OG DEN ØKOLOGISKE BALANCE. ARTER DØR UD OG NYE KOMMER TIL. MENNESKET SKABES AF SKOVENS LIV, MANDEN AF KVINDEN. ROLLERNE FORDELES.
Og livet bredte sig.
Livet bredte sig i søen og langs bredden og op over bakkerne og ud mod havet, fisk og planter og små buske og pindsvin. Nogle fandt på at flyve, og luften blev fuld af fuglesang, og nogle kravlede i bjerge, og under jorden var der liv og dybt nede i vandet, og kæmpetræer sluttede sig sammen i skove, der snart dækkede sletten og gav ly for et utal af skabninger, der allesammen lignede hinanden på én ting: De var levende.
Den Gamle stirrede på alt, hvad der skete, og var imponeret.
I timevis kunne guden sidde i engens sommerlune græs og lytte til biernes summen i mælkebøttens gule skørter. Hektisk virrede de med deres korte snabler i jagten på sød, lokkende honning, mens blomsterne tavse lod sig befrugte, hvor utroligt, fantastisk - tænk, at den lille beskedne plante selv have fundet på det.
Guden lå på maven og studerede livet, som det foldede sig ud foran dens næse. Plukkede en blomsterstand: en bold af lyse, lette fjer, heftet på små, strittende frø, parat til med et vindpust at blive sendt ud i verden på opdagelse, og guden fyldte lungerne med luft og pustede. Og de fløj. Lettede fra platformen og lod sig bære af vinden ud over engen for i hver sin faldskærm i et vindstille øjeblik at dale mod jorden og gøre sig klar til at skabe sin egen generation.
- Hvor smukt.
Bierne hjalp blomsterne og blomsterne hjalp bierne, ingen kunne undvære hinanden. Eller vinden.
Og den ny plante slog rødder, som drak af jordens saft, og den dannede blade, som labbede solskin i sig.
En kanin ville komme og spise af bladene og en panter, måske, ville spise kaninen, og når panteren døde, ville kragerne rode i dens krop efter godbidder og bagefter ville de sprede deres klatter på jorden, og klatterne ville give næring til mælkebøtterne, og på den måde ville livet gå i ring, det var dog utroligt, som det havde skabt sig, med solen som energikilde og blæsten som budbringer.
Og guden gik i skoven under træerens kroner og nød den skønneste musik: fløjten, basken, puslen, skrig og hyl, raslen med grene og blade. Dyrene spiste og sang, skændtes og jagede, parrede sig.
Og pillede sig.
Og Den Gamle stod stille midt i det hele og lod ekkoet af livets lyde strømme ind i hjertet. Og Den Gamle besluttede, at det var smukt.
Livet var smukt.
De pillede sig og parrede sig, byggede reder og fik unger og passede på ungerne til de selv kunne klare sig, slikkede dem, madede dem, opdrog dem, slægt afløste slægt, den ene dyreart den anden, og hvis en art døde ud og efterlod et tomrum, et stykke skovbund, en trækrone eller et luftrum, så varede det ikke længe før en ny art kom til, som egnede sig til at udfylde netop den plads.
Sådan fik musen, da natøglen forsvandt, flyvehud mellem fingrene, og begyndte at flyve, og da den sidste jordgnaskende snuseøgle endelig døde, havde vildsvinet allerede udviklet sin lange tryne og gik gnaskende rundt og rodede i den duftende skovbund.
Utroligt så opfindsomt livet var.
Og den lavbenede strandslikker vandrede ud i havet og skabte sig om til et vanddyr, fordi der var så mange fisk, men ikke nok til at fange dem. Et landdyr med pels og arme og ben blev til en sæl med luffer og hale og svømme kunne den, som nogen fisk og fiske bedre end nogen haj. Lykkelig tumlede den sig i bølgerne, som var den endelig kommet i sit rette element, livet var fantastisk.
Aldrig kunne Den Gamle blive træt af at stå ved stranden eller gå i skoven eller ligge på engen og nyde livets rytme.
Jo.
Det blev faktisk lidt trist i længden. Den Gamle kom til at kede sig.
Universet var sat igang, livet var skabt, guden følte sig mere og mere som en tilskuer. Stjerner opstod og stjerner brændte ud, dyrearter udviklede sig og andre forsvandt, når først det hele var sat igang, kørte det selv videre. Der var stort set ikke brug for Den Gamle mere.
Selvom det var en fantastisk tilfredsstillelse for guden at se hvordan livet udviklede sig rigt og smukt, så følte den alligevel et lille stik i hjertet. Et lille stik af ensomhed.
Der manglede noget.
Den Gamle satte sig mellem de store sten på bakken over dalen, hvor udsigten var bedst. Blæsten peb på stenens skarpe kanter og raslede med bladene i de spredte buske og lave træer på skråningen. Fuglene skræppede mellem krattets torne og i det fjerne sydede fjordens dønninger mod stranden.
- Næste gang vil jeg selv bestemme, tænkte guden.
Verden af et sandkorn, livet af en sten, ved et uheld og en tilfældighed blev det skabt, næste gang skal fornuften råde, tænkte den og besluttede sig til at få et barn.
Hvor meget vidunderligt kom der ikke ud af at have børn, nogen at være noget for. Nogen at tale med.
- Når jeg kan skabe tid, og jeg kan skabe liv, så kan jeg vel også skabe et barn, tænkte guden stædigt, rejste sig, gik ned ad bakken og ind i skoven. Og da den gamle gud nogle timer efter kom ud igen, bar den i hænderne to hvide æg. To hvide, levende æg, for liv skulle Den Gamle bruge, når mennesket skulle skabes.
Æggene satte den i armhulerne, et i hver, og så begyndte den ellers at koncentrere sig om, hvordan denne skabning skulle være.
- Som jeg selv. Den Gamle smilede og tænkte på sig selv, og det var behageligt.
- God og klog og kærlig.
Der blev varmt i armhulerne og fornemmelsen af, at der inde i æggene var et lille væsen, et lille levende væsen, gav Den Gamle en vidunderlig fornemmelse af at være i tæt kontakt med livet, det liv den ellers måtte nøjes med at kigge på og lytte til.
Det var lidt besværligt at bevæge sig rundt, når armene skulle sidde tæt ind til kroppen, så guden bevægede sig ikke så meget rundt, men sad mest i skyggen af den store sten på toppen af bakken og kiggede ud over verden og tænkte på sig selv og på livet i armhulerne.
Og pludselig, som når solens stråler bryder frem under tordenskyerne, følte den denne skønne isnende lethed, dette stikkende velbehag, denne vidunderlige, rædselsfulde fornemmelse af ikke at være alene.
Det puslede i den ene armhule.
En klump satte sig fast i halsen, en tåre klemte sig frem i øjenkrogen. Den Gamle havde mærket liv.
Uendelig blidt blev æggene taget frem og kysset, og Den Gamle så gennem skallen, ind i æggene, i det ene sad en lille sten, som en ært, i det andet svømmede en haletudse rundt om sig selv.
Den Gamle knugede de to æg i hænderne, kyssede dem og elskede dem. Det var godtnok ikke tudser eller fisk, Den Gamle havde ønsket sig at få, men nu var begyndelsen gjort, og så skulle der ellers bare arbejdes.
Og Den Gamle arbejdede.
Tænkte og tænkte. Tænkte på hvordan mennesket skulle være, og denne gang skulle tilfældet ikke få lov at lege med, det skulle være et ønskebarn. Et barn lavet med omtanke, mennesket skulle være et fornuftsvæsen.
Den Gamle lettede lidt på den ene arm og kiggede til ægget. Jo, halen var skrumpet ind, gudskelov, og der var ved at komme ben. Og arme.
Og Den Gamle pressede forsigtigt i tankerne armenes ender flade, som et par luffer, og klemte fire fordybninger større og dybere, og langsomt tog fingrene form. Og tæerne tog form. Først blev de lange og tynde som fingrene, men så tænkte Den Gamle dem små og tykke, og straks blev de små og tykke som dens egne. Og hele tiden skulle guden kigge, om det nu også gik som den tænkte.
Om det kom til at ligne. Det gjorde det.
Det var to piger.
Egentlig burde det jo ikke overraske guden, men det gjorde det alligevel. Når Den Gamle havde taget to æg i skoven, var det selvfølgelig fordi den ville lave en mand og en kvinde, og det kom derfor som lidt af en overraskelse, at de begge var piger, men det skulle nu ikke forhindre den i at få sin vilje.
Uendelig blidt trak den i tankerne den lille ært mellem benene på det ene foster til en tap og lod de bløde, røde kønslæber forme til en pung, lod æggestenene glide derned og gjorde dem til sædsten. Og således blev manden skabt af kvinden.
Og til pigen hviskede Den Gamle:
- Du skal føde børn.
Og til drengen:
- Du skal holde vagt.
Og begge blev de skabt dertil.
Således skete det, at mennesket kom til verden, under armene på kærlighedens gud, for en dag med stiv kuling fra sydvest, hvor Den Gamle var gået i ly i et vindtæt krat klækkede æggene, først det ene, så det andet og de spæde små faldt hjælpeløse til jorden og blev straks efter lagt i to udhulede græskar, som guden på forhånd havde gjort parat til det store øjeblik.
Nok var de små begge to, hang lidt med hovederne, og sov næsten hele tiden, men de levede og lignede fuldstændig Den Gamle. Og bortset fra episoden med den sorte pels, der til gudens fortrydelse pludselig var begyndt at dække de små kroppe, var alt gået efter planen. Pelsen fik den bekymrede gud standset igen, det var en ren og skær fejl, det havde hele tiden været meningen, at mennesket skulle være nøgent som Den Gamle selv.
- Vi bruger da ikke pels, vel? smånynnede den til sine små i græskarrene, mens den vuggede dem fra side til side og havde for første gang nogensinde sagt: vi.
Kapitel 4
FORTIDENS OVERFLØDIGE REFLEKSER OG NOGLE ANVENDELIGE. ALLE FORSØG PÅ KONTAKT AFVISES. MENNESKET GIVES GLÆDEN VED KÆRLIGHED. TILBAGE TIL VANDET. MENNESKET KRAVLER. SKJULT OVERVÅGNING.
Mennesket var skabt.
Af livet i skoven blev mennesket skabt, og en gammel guds kløgtige tanker.
Og de famlede med små strittende fingre, menneskene, efter et fast greb i Den Gamles pels, som ikke var der. Forgæves krammede de fingrene om en hudfold eller en håndfuld gamle rynker. Og de famlede efter en pattevorte og gav sig straks til at sutte, uden at der selvfølgelig derfor kom en dråbe mælk ud af de små, hårde brystvorter. De stødte, bankede, pressede med hænderne i de tørre hudlapper, og en behagelig kildren fyldte Den Gamles krop med vellyst, en stor, blød, rund følelse af at blive tilbedt, at blive elsket. At være nødvendig.
Suttereflekserne fungerede.
Men så snart de små opdagede, at der ikke var mad i brysterne og heller ikke kom det, sluttede det behagelige, skrigeriet begyndte, og det standsede først, da Den Gamle havde givet dem noget at spise, små bidder af søde, saftige frugter.
Guden elskede sine små og nød at made dem og pusle dem og pleje dem og skabe dem til mennesker. Og når den kildede dem med fingeren under foden, og de forsøgte at gribe fat, som var de aber i skoven, der skulle gribe om en gren, så klukkede guden, for de små, korte tæer kunne ikke gribe om noget. De var til at gå på.
På jorden.
Et skur havde den skabt, guden, og ved vinduet et puslebord, og hver gang børnene blev båret hen til bordet, først den ene, så den anden, forsigtigt holdt guden dem med begge hænder, selvom de sagtens kunne ligge i hver sin, hvor var de dog små og kære, som de lå der og lod blikket danse under loftet.
- Dikkedik!
Med pegefingeren strøg guden på tværs af de kære, små hager.
- Kan vi smile lidt?
Men det blev kun til en akavet grimasse og selvom guden placerede sit store hovede, hvor de smås flakkende blikke nu tilfældigvis befandt sig, så lykkedes det ikke at få forbindelse, det var som om de slet ikke så på noget, men bare eksisterede. Var nærmest sig selv nok, interesserede sig slet ikke for det udenfor. Verden og Den Gamle.
Hvor skønt ville det ikke blive, når der kom et lille smil, bare et blik, når Den Gamle kunne trænge ind og få kontakt med det liv, den havde skabt.
- Dikke-dikke-dik?
Nej, kun en småirriteret hoveddrejning, som ville den lille helst være i fred.
Den Gamle lagde forsigtigt håndklædet over ansigtet på hende.
- Borte . . .
og tog det hurtigt væk igen.
- . . . tit-tit?
Øjnene blev presset sammen, forsvandt i hud, munden fortrak sig nedad, sitrede, læberne strammedes, kinderne posede sig, som skulle de sprænges, lungerne blev spændt til bristepunktet og så kom det, skriget, i desperate ryk, mens arme og ben spjættede rasende og Den Gamle blev flov og forlegen og begyndte forgæves at trøste hende, ved at tage hende op på hånden og klø hende i nakken, men så begyndte drengen at hyle, som var et vildt dyr ved at flå ham levende, og det er slet ikke nemt at finde på en beroligende, søvndyssende vuggevise og samtidig holde to sprællende, skrigende børn i favnen.
Men om aftenen, da børnene lå i mørket med hovederne stikkende ud af de udhulede græskar, og fredfyldt gumlede på hver sin bløde radise, så smilede den trætte gud ved sig selv og mumlede:
- Det er smukt. Mennesket er smukt.
Og Den Gamle lagde sig på knæ, sukkede dybt og rørte med en finger hver af deres pander og fyldte dem med kærlighed.
Og da morgenen kom med stille pludren, lå guden stadig på gulvet med en arm rundt om græskarrene og en sær, vidunderlig fornemmelse af at blive suttet på lillefingeren.
Halvt i søvne tog den børnene ud af deres pupper og lagde dem på sin mave, hvor de snart fandt hver sin uddøde pattevorte og det varede ikke længe før de hylede og skreg, og Den Gamle måtte op og finde mad.
Men da de mætte og tilfredse igen lå mellem rynker og folder og gnaskede på lapperne, syntes den gamle gud at se i deres ansigter et smil, som varmede helt ind i hjertet, og den lukkede øjnene, holdt om sine børn og koncentrerede sig om at give dem glæden.
Glæden ved kærlighed. Glæden ved at elske.
Og blive elsket.
En dag tog Den Gamle tog de små med sig ned til søen, hvor livet var begyndt. Der var frodigt nu. Siv og store grønne planter med kæmpeblade bredte sig, træer hang ud over vandet og fugle skræppede fra grenene. Den lille tange var nu grøn af græs og her satte guden sig med sine små og nød naturens pragt og det varme solskin.
Vandet var varmt og guden badede børnene og lod dem svømme selv. Det morede Den Gamle at se, som de pjaskede med arme og ben og holdt hovedet oven vande med øjnene spærret vidt op. Og selvom de fik vand i ansigtet, blev de ikke forskrækkede. Den Gamle smilede og tænkte på det allerførste liv, skabningen der sprang i søen og blev til alt liv på jorden, også livet i de hvide æg, som mennesket blev skabt af.
- Noget hænger altså stadig ved, tænkte guden, og nød smilende sine spædbørn, der svømmede omkring med pjaskende arme og udspilede fingre.
- Nej, I har ikke svømmehud, grinede guden, den skrumpede ind, da I gik på land, men glæden ved at svømme har I, og den vil jeg ikke tage fra jer.
Og Den Gamle lod mennesket beholde evnen til at svømme og glæden ved at gå i vandet.
Hver morgen i tiden derefter gik den med sine små ned til badestedet for at se menneskebørnene pjaske omkring, som var de stadig vanddyr. En dag da guden havde blundet lidt i skyggen mens børnene plaskede rundt i søen, blev den vækket af små kolde, våde hænder, der tjattede den på lårene. Ungerne plejede ellers altid at skrige nede fra vandet, når de ville op, men denne gang var pigen selv kravlet op af vandet og drengen kom efter. Selvom han var kommet op på land, svømmede han videre, sparkede med benene og padlede med armene og græd ikke, da hovedet med et bump bankede i græsset. Benene kravlede stærkere end armene kunne følge med til, og lettere opgivende blev han liggende med hovedet på siden i græsset og skævede til Den Gamle, som havde taget pigen på skødet, kyssede og krammede hende og roste hende, fordi hun kunne kravle.
Grinende kaldte Den Gamle på drengen og tænkte, at sådan måtte livet have set ud, da det første gang dukkede op af søen og forsøgte at gå på land.
Ingen opdagede, at der i træet over deres hoveder lå en slange snoet om en af de tykkeste grene. Fuldstændig udtryksløs lå den og stirrede ned på guden og menneskene, som ventede den på, hvad der skulle ske.
Kapitel 5
USTANDSELIGT SKRIGERI. SPÆDBØRN GIVES LYSTEN TIL AT SPISE ALT, DE FÅR I MUNDEN. FØLELSERNES SPROG OG FORSTANDENS. BILLEDER, MUSIK OG DANS. KUNST OG MÅL.
Mennesket kravlede. Mennesket rejste sig og mennesket gik.
Og det skreg.
Satte sig på halen med et bump og skreg i vilden sky, mens guden gjorde alt for at trøste det.
Tit gik det hurtigt over, men ikke på netop denne dag, som var en rigtig hyledag, hvor guden ikke lavede andet end at trøste og trøste og forsøge at finde ud af, hvad der var i vejen.
- Ondt i maven, tænkte den og lavede kamillete, men det hjalp ikke.
- Sulten, tænkte den så og madede den lille skrighals, men det hjalp heller ikke, ungen svajede ryggen som i en krampe, kastede nakken tilbage og skreg fuldstændig vildt, hysterisk, mens maden løb ud af munden, og Den Gamle blev ude af sig selv af fortvivlelse
- Kan du så spise, råbte guden og besluttede lidt uoverlagt måske, at små børn skal spise alt, hvad de får i munden.
Så standsede brøleriet for en tid, mens den lille stædige snøftende sank de skefulde , der blev sat af på gummerne samtidig med, at den gumlede på en gulerod, sine fingre, en klods eller hvad den ellers kunne få fat i og lidt senere, da den havde fået tørret mund og fingre og var blevet sat udenfor også sten og jord.
Da et hyl igen lidt senere fik Den Gamle til at blinke med øjnene, sukke dybt og gå udenfor for at se, hvad der var galt, var munden på den lille fuld af splintret sneglehus.
Og næppe var den ene færdig med at tude, før den anden begyndte, satte sig med et bump på halen og skreg i vilden sky.
Hele natten gik Den Gamle op og ned ad gulvet, travede med de små på armene frem og tilbage i det lille skur og nynnede søvndyssende melodier, men ligemeget hjalp det, hver gang de var lige ved at falde i søvn tog hyleriet pludselig fart igen. Først den ene, så den anden.
- Hvad er der dog i vejen, tænkte den trætte gud og anede ikke, hvad den skulle gøre. Stak en finger i munden på børnene, som for at lukke for hylet.
Da var det, den mærkede tanden.
Et lille skarpt hjørne var brudt frem af gummerne, hjørnet af en tand.
- Selvfølgelig har de ondt for tænder, tænkte Den Gamle, og så satte den sig forstående til at gnide gummer på de små, indtil de alle tre ud på morgenen faldt i søvn.
Den næste dag traf guden en stor beslutning: mennesket skulle have et sprog. Det skulle være slut med skrigeriet. Men som mennesket var skabt med omtanke, sådan skulle sproget også skabes med tankens hjælp. Altså begyndte Den Gamle at tænke.
- Mennesket har brug for at fortælle to ting: at det gør ondt, og hvor, det gør ondt. Mennesket har brug for at fortælle både med følelserne og med forstanden. Altså skal der være to sprog.
Et for tanken og et for hjertet.
Forstanden skal have sit sprog, så den kan fortælle, hvad der er i vejen, give erfaringer og meninger videre, og kærligheden skal have sit sprog, så den kan fortælle om glæde og smerte.
Et sprog til forstanden og ét til følelserne.
Og så lukkede Den Gamle øjnene og tænkte dybt og længe på hvordan følelsernes sprog skulle være, hvis det ikke skulle være skrig og skrål det hele.
Og da guden åbnede øjnene igen havde den skabt billedet.
For som Den Gamle havde skabt mennesket i sit billede, således skulle mennesket også skabe billeder af sig selv. Lave billeder af sine følelser. Billedet skulle være følelsernes vindue. Glæde, sorg, raseri eller skam måtte aldrig spærres inde, og ved at lave billeder, gjorde mennesket følelserne synlige. Og Den Gamle tænkte på sine egne erfaringer, hvordan det lettede hver gang følelserne blev omsat til noget konkret. Noget skabt.
At skabe er nødvendigt for mennesker, de vil aldrig glemme at skabe, tænkte Den Gamle og forestillede sig alle mulige slags billeder: en figur i ler, en tegning i sandet, farver på væggen og musik, musik skal være ørets billeder. Og Den Gamle drømte sig væk i urskovens lyde og blæstens, i ildens knasen og tordenens bulder og tænkte:
- Det skal også være menneskenes sprog.
Og guden gjorde menneskets ansigt til et billede, lod øjnene blive sjælens spejl og gav kroppen dansen og sangen for at glæde og fortvivlelse kunne komme ud.
- Det var hjertet og kroppen, så kommer forstanden.
Og den gamle skaber tænkte og tænkte og gned næseroden med tommel- og pegefinger som den havde for vane, når den virkelig skulle koncentrere sig,
- Tankens sprog, ja det er ikke let.
Den havde ikke selv noget sprog, havde blot givet lyd til sprogløse tanker, når der var brug for det, men den kommunikation passede ikke til mennesker, men guden gav ikke op og fandt da også på noget. Ordet.
I begyndelsen var billedet, bagefter kom ordet. Ordet kom tilsidst, for det var sværest, og det blev da heller ikke nogen genial opfindelse, og når Den Gamle tænkte på menneskets hyl og skrig og hidsige armbevægelser vidste den, hvor svært det ville blive, at få det til at tale og skrive.
Hvordan sproget mere præcist skulle udformes og anvendes, bukkes af bogstaver, kombineres i sætninger, og hvordan det skulle udtales, måtte blive menneskets egen sag. Sproget skulle være levende som mennesket selv.
- Men tungen skal nok gøres lidt smidigere, tænkte Den Gamle, - og fingrene.
Og så lukkede øjnene sig. Og tanken.
Kapitel 6
DE FØRSTE ORD. GOK-UGEN OG DUM-DAGEN. PERSONERNE FÅR NAVNE. U SOM UHYGGELIG.
I begyndelsen var billedet, bagefter kom ordene.
Det første ord var "da", og alt fik navn. På skift pegede børnene på alting og gav det navn og alt kom til at hedde da og da-da og de snakkede sammen, lange indviklede sætninger hvor tonefaldet var uhyre vigtigt:
- Da-da-da? Dadada-daa-daah. Armbevægelser og ansigtsudtryk blev taget i brug, endnu kunne ordet ikke stå alene.
Men det blev sværere. Det næste ord var "ih" og gav i kombination med "da" utallige nye muligheder. Dadih, ihda, didder, dadder, didah, intoneringen var stadig afgørende, dada - diiih! - eller dih-da, ligesom det var vigtigt, hvad børnene pegede på, mens de sagde det, og hvordan de så ud i ansigtet.
- Mam, sagde pigen en dag helt umotiveret, nærmest ved at tilfælde, og så blev der den uge næsten kun sagt mam. Alting blev mam og mam-mam og mama og mamamama? Mam-mama.
Ugen efter var alting han.
Hanan eller haaan eller ham-ham eller hana-ham.
Så kom gok-ugen. Når et nyt ord kom til, var det, som om de glemte alt, hvad de havde snakket om i de foregående uger. Alt blev gok. Maden blev gok og legetøjet og møblerne og hovedet og hinanden. Og Den Gamle og fuglene, der pippede og mariehønsene i græsset og sneglene, som knaste, alt blev gok i gok-ugen. Så kom tordenen.
En rigtig lummer, tung eftermiddag med snigende, mørkegrå skyer begyndte det pludselig at blæse op. Vinden kom i stød, som var den irriteret over et eller andet, og skyerne lod sig forskrække og drev med, tumlede over himlen, som blev stadig mørkere og det begyndte at regne.
Med ét begyndte det at regne, det styrtede ned, vinduet blev lukket, dørmåtten taget ind, på knæ ved vinduet lå de små og stirrede på regnens piskeslag i pytterne. Så kom tordenen, først et lysglimt over skoven, så et rungende bulder: DUUUM!
Og ordet var: dum.
Det blev en dum-dag og da guden senere, da tordenen forlængst var trukket over, i irritation over et eller andet ubetydeligt, ligegyldigt, skældte børnene ud, kom menneskenes første meningsfulde sætning:
-Dadi dum! Og så snakkede de ellers indforstået sammen de to små, lange flydende selvretfærdige sætninger om hvor dum Dadi var.
Som ugerne gik blev sproget større, det voksede, flere ord kom til og det blev mindre og mindre nødvendigt at pege, for tingene fik efterhånden hver deres navn, hønen blev gok, maden blev mam og Den Gamle: Dadi.
Børnene kaldte hinanden for Ihda, men det syntes guden var upraktisk, så den gav dem to forskellige navne, Ivan og Iris, og da den nu var igang, kaldte den sig selv for God (kunne de sige gok, kunne de vel også sige God) og det accepterede børnene og kaldte ham altså Dadi-God. Men da deres barnagtige da-ord i mellemtiden havde ændret sig til fa-ord kaldte de deres gud Fadi-God eller bare FarGod.
Ivan, Iris og FarGod.
Men allesammen hed de: han. Indtil u-ordene dukkede op, uha, puh, muh, ud og altså hun. Hvor a- og i-ordene var affødt af smilet, de var glade og venlige, varme og flade, var u-ordene nattedystre og tunge, beslægtet med gråden, ulvenes hylen eller uglens tuden. Tordenen. Hvorfor Iris blev kaldt hun, er helt uforståeligt, det var Ivan, der fandt på det, og hun fandt sig i det.
U-ordene fik deres eget område, alt ubehageligt, uhyggeligt fik et u- eller y-navn. Uha blev ordet for noget man helst var fri for og det man ikke skulle putte i munden blev kaldt puha. Fy! blev det almindeligste skælde-ud-ord.
Efterhånden blev det ikke nødvendigt for Ivan og Iris at stikke armene i vejret, når de ville op eller række tungen ud, når de var sure.
- Mig op! eller - Ihda dum! var tilstrækkeligt.
Sådan var ordet, at det gjorde livet nemmere.
Kapitel 7
EN SLANGE AF EN PYBÆ. DUFTEN GØRES ULÆKKER. SLANGEN BLIVER NÆRGÅENDE. IVAN GIVER DEN NAVN OG FARGOD JAGER DEN BORT. DENS BEVÆGELSER BLIVER GJORT UHYGGELIGE, DENS ØJNE, KROP OG LYDE. ANGSTEN KOMMER.
De lærte at tale og de lærte at gå og de lærte at male og de sang og skrålede og dansede og legede med ler, og en dag da FarGod kom hjem, var det ikke ler, Ivan sad og formede til en panter, det var en puha. En bæ. En blød, brun pybæ.
Og FarGod standsede lige et øjeblik i døren og tænkte sig om. Ivan havde jo aldrig lært, at mennesker ikke leger med afføring, og hvad forskel gjorde det egentlig om det var ler eller lort? Hvis nu han blev skabt til at synes, at det var ulækkert at lege med lort, ville det så ikke også være ulækkert at lege med ler, som det jo både i farve og konsistens lignede fuldstændigt?
FarGod var i tvivl, det var ikke nemt at skulle forudse hvad der ville ske, hvis han traf den ene eller den anden beslutning.
- Det er ikke nemt at være skaber, sagde han for sig selv, mens Ivan klemte panteren lang og tynd som en slange. Men da drengen med et stort grin slikkede fingrene og blev brun op til begge ører, var FarGod ikke i tvivl: det skulle ikke igennem én gang til.
Nok havde han selv lært de små, at de skulle spise, hvad de kom i nærheden af, men nu fortrød han. Noget måtte gøres, og han besluttede, at gøre afføring grim. Ikke grim at se på, det ville gå ud over leret, men grim at lugte til.
Han indførte begrebet pu-ha-badr, som betød: spyt bæen ud, badr havde intet sødt, smukt eller dejligt over sig, det var en ren efterligning af den lyd, det giver, når tungen skubber en mundfuld på gulvet, og så gjorde han bæens karakteristiske duft væmmelig for mennesker. Han koncentrerede sig dybt og tænkte på menneskenes vegne, at det var en ubehagelig lugt.
Og det skete. Lorten kom til at lugte modbydeligt eller rettere, den lugt afføring havde, syntes mennesket fra nu af var væmmelig.
FarGod smilede stolt, men Ivan bemærkede ikke noget og legede videre.
- Ja, ja, det hele kan vel ikke virke lige med det samme, tænkte FarGod, tog ungen under armen og bar ham ud til vasken.
- Pu-ha-badr, pu-ha-badr, skændte FarGod og kyssede Ivan et rent sted på numsen.
Sådan gik det i det lille skur i dalen, hver dag blev der skabt billeder, og hver dag blev der skabt ord. Det næste fandt Ivan på.
I græsset foran huset lå slangen og solede sig. Det var en dejlig sommerdag, med frisk duft af nyudsprungne hyldeblomster. Den lyse zigzagstribe ned ad ryggen fik den til at forsvinde fuldstændigt mellem tuernes visne strå, den var umulig at få øje på. Da FarGod kom ud med børnene og satte dem i græsset, lå den helt stille, bange for at blive opdaget, men så snart han gik ind snoede den sig fremad, hen mod børnene.
Da den var lige foran dem, løftede den hovedet og spillede med tungen, som ville den snakke med dem.
- Puha-badr, sagde Ivan og pegede. Han mente åbenbart at kunne genkende den, strakte en finger imod den og lod den langsomt sno sig op ad hånden, rundt om armen. Forundret stirrede han på den, mens den kom glidende ud af græsset, længere og længere blev den, som havde den slet ingen ende.
- Puha lang, sagde han og slangen dækkede næsten hele armen, som et tykt, massivt armbånd fra skulderen ned til håndleddet, mens en tvedelt tunge spillede i gabet:
- Shshshshshsss . . .
Det pansrede hovede vajede fra side til side, mens den prøvede at fange drengens blik.
- Shsh - lang, sagde han lige så stille og kiggede nysgerrigt på slangen.
Så hylede Iris.
Ikke fordi hun havde noget imod slangen, men fordi den edderkop, hun var begyndt at plukke benene af, bed hende så slemt i fingeren, at det begyndte at bløde. FarGod, som stak hovedet ud ad vinduet for at se, hvad det var, opdagede til sin forfærdelse slangen på Ivans arm og råbte nærmest desperat, at den skulle forsvinde, hvad den så gjorde.
Sådan havde børnene aldrig set ham før, fuldstændig rasende kom han løbende ud og kiggede efter slangen, hvor den forsvandt i græsset. Heldigvis var der ikke sket noget, men han vidste, hvor galt det kunne gå, han kendte udmærket slangen og besluttede derfor at gøre noget alvorligt.
Han satte sig ned, tog børnene på skødet og suttede på Iris' blodige finger, mens han tænkte sig om. Arbejdede.
Bevægelsen, slangens glidende, bugtende bevægelse gjorde han til den mest uhyggelige bevægelse af alle, og den glatte, skællede, blanke krop, til den mest uhyggelige krop af alle. Og slangens hvislende, hvæsende lyd gjorde han til den mest uhyggelige af alle lyde, og alt ved slangen gjorde han grimt og væmmeligt, de linseformede øjne blev ondskabsfulde, og den gule zigzagstribe ildevarslende, og den tvedelte sorte tunge, som den spillede med, blev gjort slesk og forrædderisk.
Og de dødsensfarlige gifttænder, gjorde FarGod til de grimmeste og mest uhyggelige, skrækindjagende tænder, dem måtte ingen se uden at blive bange, og havde slangen haft en lugt, havde FarGod gjort den stinkende modbydelig, men slangen lugtede slet ikke, og måske derfor var den så farlig.
Den aften havde de svært ved at falde i søvn, de små, for vindens susen, som ellers var sød musik, blev nu til slangens hæslige hvæsen, og pindene de havde leget med, som flød på gulvet måtte lægges væk, for de var nu væmmelige og ækle.
Og de skulle begge ligge i arm, da de skulle sove, for frygten var kommet.
Og angsten.
Kapitel 8
TRYGHED ER AT HOLDE I HÅND. MENNESKET FÅR FORSKRÆKKELSEN. BØRNENE GIVER DYRENE NAVNE. MØDE MED EN FORFADER. MENNESKET FÅR MYREKRYB OG ANGST FOR FREMMEDE. EN TEATERSLANGE.
Og de holdt i hånd.
På vej gennem skoven gik de hånd i hånd, Iris og Ivan, forsigtigt ad stier under urskovens tætte kroner, de gik forrest, bagved gik FarGod og nød synet af sine elskede små, der nu var blevet så store, at de var blevet bange for at gå alene.
Jo, det var nødvendigt at være bange, have respekt for de farer, der lurede, og det var ikke kun slangen, der gemte sig i tykningen og ventede på at noget skulle komme forbi.
Og som han nu gik der efter sine betuttede børn, besluttede FarGod at give mennesket den beskyttelse, det er, at kunne blive forskrækket. Smerten havde FarGod givet mennesket for at det skulle passe på sin krop, sulten for at det skulle give den mad. Og nu kom så forskrækkelsen for at mennesket kunne blive advaret, når der var fare på færde.
Smerte, sult og skræk.
Han havde udvidet slangeskrækken til ikke blot at gælde slangens gifttænder, men alle blottede tandsæt, især spidse hjørnetænder, som mange dyr brugte til at true med, den trussel skulle mennesket også forstå og respektere. Og truende lyde skulle de frygte, aggressiv knurren, pludselig tæt skræppen eller den snigende, listende lyd af en uset angriber.
Men også insekter skulle de være bange for, og FarGod gjorde derfor edderkoppens lådne ben uhyggelige. Benene og den måde den gik på.
Og for at beskytte mennesket mod farer i skumringen og om natten, gjorde han mørket uhyggeligt, og han gjorde det farligt at gå alene, bedre var det at være to og gå i dagslys, hånd i hånd.
Og sådan gik de gennem skoven, to små og en stor, mens de kiggede på livet og gav navne til de dyr de mødte. Kragen fik navn efter sit skrig, andre efter deres udseende.
- Se, skild - ryg!
- Ja, den har et skjold på ryggen, det er en skjoldpadde.
- Skildpadde!
Og pindsvinet. FarGod tog en betuttet unge op i hænderne og viste den til børnene.
Den havde den sødeste lille tryne, som et lille, bitte vildsvin, langsomt trak det hovedet til sig og rullede sig sammen til en kugle.
- Se, hvor den stritter med piggende, sagde FarGod, men Iris rettede ham:
- Det da pinde!
Og så fik pindsvinet navn.
FarGod havde arbejdet meget med forskrækkelsen, det var vigtigt, at de små forstod, hvor nødvendigt det var, at reagere, når der var fare på færde, men at det ikke var altid , de skulle reagere ens. Nogle gange skulle de løbe, spæne afsted og skjule sig, andre gange blive stående. Hvis uhyret var en svagtsynet gammel tiger, var det bedst at stå stille og FarGod havde derfor givet mennesket evnen til at blive stiv af skræk. Stå fuldstændig urørlig uden at blinke eller næsten trække vejret og alligevel være parat til at spæne afsted, hvis faren kom for tæt på.
Men var det et langsomt eller klodset dyr, så skulle de løbe, når de blev forskrækkede, om bag et træ, ind i et krat eller bare væk.
Endelig var der muligheden at angribe og forsøge at tage kampen op med uhyret, hvad det nu kunne være, men det var vist ikke noget for børnene endnu.
Og dog.
Ivan sprudlede af stolthed, da han turde gå hen til en farlig gren og slå på den med sin pind
- Fyyy! sagde han og bankede løs, mens han sikrede sig at FarGod så det, for mod var værdsat og et angreb krævede mod.
De kunne også, når de blev bange gøre som så mange dyr: lade som ingenting. Fortsætte med at gå, ikke begynde at løbe eller pludselig standse, men bare passere forbi, som om de ikke var spor bange og så alligevel være klar til at spæne afsted.
FarGod nød at gå efter børnene og holde øje med, om forskrækkelsen virkede som den skulle, men et klart billede fik han ikke, for alle sære lyde eller enhver uvant raslen i krattet fik dem til at komme hen til ham og strække armene i vejret:
- Op, Dadi, op!
Så snakkede de babysprog, det hjalp, vidste de, og FarGod tog dem op på skift og tænkte:
- Måske er de også for små til det med at blive forskrækkede.
Men alligevel kunne han ikke dy sig, og såsnart de troede sig uden for fare, standsede han pludselig op.
- Hør! sagde han og fik ungerne til at stå musestille og lytte med bankende hjerter, mens han knagede ud ad mundvigen som en gammel tiger
- Grgrgrgrgrgrgrgr . . .
- Dér!
Børnene for sammen, holdt vejret og stirrede som lamslåede ind i tykningen.
- Grgrgrgrgrgrgrgr . . .
Men inden de nåede at plage om at komme op, opdagede de, at de var blevet snydt, og så grinede de og løb fra ham, for så havde han ingen at holde i hånden, hvis han skulle blive bange.
- Nej, I må ikke løbe fra mig, fjollede han og lod som om han ikke kunne følge med, mens han godtede sig over at skrækken virkede som den skulle.
I den næste lysning ventede Ivan, han lå på knæ foran en myretue og studerede de små travle væsner der havde taljer som sytråd og flade, pansrede hoveder med antenner, der virrede på korte, tynde stilke.
De slæbte nåle rundt i bunken, visne grannåle. Et blad kom vandrende med en myre under, utroligt, at den kunne få bladet bakset ned gennem den snævre indgang. FarGod satte sig på knæ ved siden af.
Iris var gået lidt videre. Pludselig stod hun overfor noget, hun aldrig havde set før. Hun var ikke bange, for det var ikke aften, og væsnet var ikke en slange eller en edderkop og lignede ikke en panter, var slet ikke truende på nogen måde, den var der bare, sad og gloede, og Iris gik roligt hen til den af bare nysgerrighed .
Der var noget bekendt ved dens blik. Den kiggede på Iris, først skeptisk, så ligeglad, så nysgerrigt, mens den blev siddende på hug og pillede, af bare generthed, barken af en gren med sine sorte negle og tykke, kraftige fingre.
Iris kiggede.
Den havde hår over det hele. Langt sort hår, der hang fra armene, strittede fra skuldrene og hang ned i øjnene, brune øjne, mørkebrune, der sad dybt i ansigtet under kraftige øjenbryn.
Iris var imponeret, hun sagde ingenting, men rakte den hånden.
Det store dyr lod som om den ikke så det, puttede lidt barktrævler i munden, kiggede op i trækronerne, hvor en skade skræppede og pillede så resten af barken af grenen.
Så gjorde den med munden, som om den skulle til at sutte eller kysse, mens den roligt strakte en arm ud mod Iris og rørte ved hendes fremstrakte hånd.
En uendelig følelse af tryghed fyldte hende og hun rakte begge hænder op mod det fremmede dyr.
- Ihda op?
Det store sorte dyr tog hende op, satte hende på nakken, og så gik det ellers i luntetrav ind mellem træerne.
Iris var lykkelig. FarGod gad aldrig hoppe sådan afsted med hende, selvom hun altid prøvede at få ham til det, når hun sad på hans ryg. Men nu red hun. Vuggede gennem junglen på nakken af et af skovens største dyr.
Og hun grinede.
FarGod havde fået en tanke. En idé. Ivan havde selvfølgelig ikke kunne nære sig for at stikke en finger i tuen, så der kravlede myrer på hænderne, det vrimlede med dem. De kravlede også på fødderne, men det gjorde ham tilsyneladende ingenting.
Hvis nu det ikke havde været de forholdsvis uskadelige myrer, der kravlede på ham, men farlige insekter, så skulle han selvfølgelig blive forskrækket, men forskrækkelsen ville ikke hjælpe ham stort, for hvadenten han blev stående, stiv af skræk eller løb i skjul, ville han ikke kunne undgå, at blive bidt. Altså fandt FarGod på en forskrækkelse der specielt galdt kryb. Myrekryb.
Han gav mennesket myrekryb, en fornemmelse af at blive kvalt, hvis der var for meget kryb. Hysteri og desparation skulle få mennesket til at baske vildt med armene, rode i håret, og sparke med benene for at få myrerne væk. Eller bierne eller billerne eller hvad der ellers kunne tænkes at ville sætte sig på mennesket i hundredevis.
Et stykke borte balancerede dyret med Iris på ryggen op ad en tyk gren, der fra trækronen gik næsten ned til jorden. Hun grinede fordi det kildede i maven, og fordi det var lidt farligt.
Oppe i en grengaffel satte de sig og kiggede på hinanden. Iris sad på skødet.
Dyret pillede ved hende, lod en finger glide ned over hendes pande, øjne, læber, og Iris greb fingeren og suttede på den. En stor, sort finger.
Aben sad helt stille og nød det. Stirrede betuttet på det lille menneskebarn, tog så selv sin finger i munden, og så eftertænksom ud.
Den smagte af menneske.
Og Iris grinede. Grinede så højt og hjerteligt, at gorillaen også kom til at grine, ihvertfald åbnede den sit store gab og gav en mærkelig ru gispende lyd fra sig, mens den trak læberne tilbage og blottede de store, spidse hjørnetænder, som Iris instinktivt hadede og vidste, hun skulle flygte fra.
Så skreg hun
Ivan havde fået myrekryb. Fuldstændig hysterisk, panisk, baskede han med armene, sparkede med benene og gjorde alt for at slippe fri af den hæslige fornemmelse, at blive kvalt. Myrerne løb forvildede omkring på hans arme og ben for at komme i sikkerhed, nogle blev rystet af, flere blev tværet ud, FarGod grinede. Men pludselig tav han stille og lyttede.
Så løb han.
Efter skriget og grinet. Og Ivan løb efter.
Skrigende kom Iris løbende imod dem et stykke fra træet, hvor hun var faldet ned. Gorillaen havde kigget lidt uforstående efter hende, da hun snublende spænede afsted gennem skoven mod råbene.
FarGod kyssede, skændte og tog hende på nakken, men hun havde fået nok af at ride for idag, nu ville hun bæres.
Og så bar han hende på armen, mens de gik hjemad og undervejs gav han mennesket en rædsel for store, sorte væsener, en angst for fremmede, og en frygt for at blive væk.
Og jo mere bange og pivet og farsyg Iris blev, jo mere modig og dristig blev Ivan, og det var ikke kun falske pantere, han jog på flugt. Kragerne flagrede forvirret til alle sider, når han triumferende, med en løftet gren i hånden og lukkede øjne, stavrede ind i flokken, mens han imiterede gigantens sultbrøl.
Så puttede Iris sig endnu tættere ind til FarGod og stak en finger i munden.
Og da Ivan om aftenen derhjemme, i halvmørket inden de skulle i seng lod sin tissemand bugte sig henover bænken mod Iris, mens han hvislede som en slange, så var det for meget for hende, hun hylede i vilden sky og nærmest sprang op på skødet af Fargod og ville ikke sove alene og slet ikke sammen med Ivan, så Fargod måtte lægge sig med hende til hun var faldet i søvn.
Men, det var ikke hende, der sov først.
Og det var heller ikke Ivan, for han lagde sig til allersidst i benenden.
Kapitel 9
FARGOD GØR DE RØDE BÆR SMUKKE OG MENNESKENE FÅR LYST TIL AT PLUKKE DEM. IKKE ALT, HVAD DER ER RØDT ER SØDT. IRIS PLUKKER BLOMSTER. BLOMSTERNES DUFT GØRES OGSÅ DEJLIG FOR MENNESKER.
En dag hen på sommeren, hvor solen skinnede varmt fra morgenstunden og en let brise luftede over engen med frisk kølighed, tog FarGod sine børn med til et busket krat i skoven, hvor bærrene netop var blevet modne. Sprængfyldte af saft var de, sunde og læskende, altid havde FarGod været alene, når han plukkede bær, det havde været for farligt at have børnene med, når de ikke var bange for noget, men nu var de blevet store nok, store nok til selv at plukke.
- De skal være helt røde, sagde FarGod og begyndte at plukke, så er de bedst.
Ungerne kiggede på buskene, de kunne ikke se noget rødt. Først når bærrene lå i kurven, kunne de finde dem.
Da FarGod havde plukket så mange bær, at de dækkede bunden, havde børnene plukket et par stykker hver, små og grønne. De undskyldte sig med, at der var for mange torne, men sandheden var, at de slet ikke kunne finde bærrene. De kunne simpelthen ikke se dem.
- Prøv at se dér! sagde FarGod og pegede på et mørkerødt, saftigt bær mellem de grønne blade.
- Hvor? spurgte Ivan og kiggede.
FarGod plukkede det og så kunne Ivan også godt se det.
- Pluk også et til mig, sagde Iris og FarGod plukkede også et til Iris og tænkte:
- Hvad hjælper det, at de har fået sulten til at give kroppen mad, hvis de ikke kan finde noget at spise.
Selvom de gjorde sig umage, kiggede og kiggede og holdt grenene til side, som FarGod havde vist dem, at de skulle gøre, var det mest hvide og grønlige bær de fandt, eller små bærformede visne blade og knopper. Tilsidst syntes de ikke det var sjovt.
- Tag den store, der! - sagde Iris og pegede, mens hun holdt en gren tilside.
Ivan plukkede den. Det var en snegl.
- Jeg gider altså ikke mere, sagde han og smed den. Iris gad heller ikke mere og FarGod tænkte, at det var nødvendigt at gøre noget alvorligt ved deres manglende evne til at plukke bær.
Han besluttede at tænke sig om.
Lagde sig i græssets spredte lyspletter og kiggede op i trækronernes gnistrende løv.
Kærlighed.
- Jeg må bruge kærligheden, tænkte han. Jeg må give dem lyst.
Give mennesket lyst til at finde bær - og så tænkte han på den første dag, den allerførste dag, selve skabelsens morgen, hvor smukt havde alting ikke været, lyset og havet og jorden, han huskede den lyst, han havde haft til at sluge det hele, kunne han bare gøre bærrene lige så smukke og give mennesket samme lyst til at plukke dem, sluge dem.
Kærlighed. Med kærligheden gjorde han bærrene smukke, han gjorde deres røde farve smuk og besluttede at rødt i grønt er noget af det smukkeste for mennesker. Og han gjorde bærrenes sødme til en dejlig smag for mennesker og han skabte i børnene en længsel efter sødt, for at de skulle spise rigeligt med modne bær.
Søde, røde bær.
En uimodståelig lyst, fik mennesket, til det søde, en lyst til at spise det og finde det. Plukke det. Røde prikker mellem grønne blade blev gjort smukt som lyset og dagen og livet.
Og kærligheden.
- Tag de røde, de er bedst, sagde han, stadig med lukkede øjne, nærmest i trance, da børnene igen var begyndt at plukke.
Og de plukkede de røde. Havde ikke besvær med at finde dem, de lyste jo ligefrem med deres provokerende, hjertelige farve, som længtes de efter at blive plukket.
Plukket og spist.
- De skal være helt røde, sagde Iris, spyttede et umodent bær ud og tænkte, at den røde farve var buskenes tegn til, at de var klar til at blive plukket.
Og det var de. Når bærrene skiftede farve var det fordi de var klar til at blive spist, få spredt deres frø. På den måde kunne buskene også beskytte de umodne bær mod at blive spist. Grønne, som de var, kunne de nemmere skjule sig mellem bladene og vente på at frøene blev modne og stærke nok til at tåle turen gennem tarmsystemet på det dyr eller menneske, der slugte dem. Ivan og Iris undgik de umodne, de var både hårde, sure og bitre, og surt og bittert var ikke noget for mennesker.
Men røde bær i grønne buske, hvor var det dog smukt.
Saftige, spændte smukke bær, der tiggede om at blive puttet i munden, det var, som om buskene vidste, at Iris og Ivan ville komme idag, så pyntede var de med kødfulde bær. Og i sig bar de hemmeligheden: det nye liv, der skulle spredes over jorden.
Men det var ikke kun buske, der ville plukkes, også træer, selvom de var umulige at komme op i for mennesker, men de satsede vel på fuglene eller træernes dyr?
Og da FarGod vågnede havde Ivan og Iris allerede plukket kurven halvt fuld og var næsten ikke til at få med videre, men der var andre bær end dem i krattet.
Skovbær og tyttebær bredte sig i skovbunden, de ville også plukkes og jordbær. Jordbær, som bar deres frø udenpå, var så store, at de ikke kunne spises i én mundfuld, men ville alligevel være sikker på at afsætte deres frø, også selvom der kun blev taget små bidder af dem.
Børnene plukkede og plukkede, fandt hele tiden steder, hvor der var større og rødere bær, og saftigere, og hvor der var flere af dem.
Og FarGod kaldte de rene og hele bær for smukke og de grumsede og plettede for grimme. De glatte og skinnende kaldte han smukke, og de smattede, grimme. Sådan sørgede han for, at Ivan og Iris som valgte det smukke, plukkede det bedste.
På forunderlig vis havde planterne formået at indrette sig efter livets vilkår og muligheder og mennesket var nu blevet en del af denne cyklus, en transportmulighed for plantefrø og som gevinst fik de sundhed og kølig velsmag.
Kurven blev snart fuld og de gik hjemad, forrest gik børnene, bagest gik FarGod. Han var i godt hurmør, glad og lykkelig over som livet artede sig og alting lykkedes for ham.
Ud af skoven gik de, over sletten hvor spredte tornede buske stikkende strittede med små, hårde, sorte bær. Dem ville de ikke plukke, men der var andre buske og flere lokkede med den røde farve.
- Adr, hvor er den ulækker! sagde Ivan og prøvede forgæves at spytte hybenkernerne ud, de klistrede til ganen og tungen og det var væmmeligt. Smagte modbydeligt. Bittert. Med fingrene i munden prøvede han at skrabe tungen fri for de ulækre, behårede maddiker, mens han spyttede og hostede og følte sig snydt.
- Alle tricks gælder, smilede FarGod og respekterede hybenbusken, at den forsøgte at afsætte sine frø med lidt rød farve, selvom indholdet ikke levede op til menneskets forventninger.
Ivan kløede sig på armene og i nakken og over det hele, og jo mere, han kradsede sig sig, jo værre blev det, for han havde hybenfrø på fingrene.
- Du skal ikke tro, at alt, hvad der er rødt smager godt, sagde Iris gammelklogt og gik i forvejen.
På vejen hjem over engen, hvor blomsterne stod spredt i det grønne græs, bøjede Iris sig og begyndte at plukke. Rødt i grønt.
FarGod smilede.
- Ikke alt, hvad der er rødt smager godt, gentog han drillende. Blomster er ikke mad, den røde farve er ikke et tegn til dig. De vil ikke plukkes, blomstenes sprog er til bierne, de vil bestøves.
Men Iris var ligeglad.
- Du tænker da også kun på mad, sagde hun og plukkede videre.
En uimodståelig trang havde sat sig fast i hende. Rødt i grønt var smukt. Og det røde skulle plukkes. Og hun plukkede en buket og tog den med hjem. Og FarGod smilede og gav hende ret, den var smuk som den stod dér, buketten og lokkede med sin røde farve.
Og da FarGod så, hvor glad Iris var for blomsterne, tænkte han, at duften, de spredte for at lokke bierne til sig, også skulle være dejlig for mennesker.
Og sådan blev det.
Kapitel 10
LEGEN BLIVER SKABT OG BØRNENE LEGER GRINEDYR. DRILLEPIND OG LOKKEDUE. DE LEGER MED FORSKRÆKKELSEN OG FRISTELSEN. TRO ER ALVORLIG LEG.
FarGod havde bestemt, at menneskene skulle lege, og de legede.
Om morgenen legede de, at de var sæler, der skvulpede i sengens bølger, og de kravlede rundt på gulvet, for stå på baglufferne kan sæler jo ikke, og de spiste ikke med hænderne, men stak hele hovedet ned i skålen, og de kunne selvfølgelig ikke sige ord, kun gø som sæler, men pludselig kunne de ikke lade være med at grine, og så legede de grinedyr hele formiddagen, og grinedyr har kun et ben, så de hoppede rundt fra det ene helle til det andet og grinede mere og mere anstrengt, for det er slet ikke nemt at grine så længe ad gangen.
Da de havde grædt én gang hver, sluttede legen.
Men det varede ikke længe, så begyndte den igen.
En ny leg. Iris skulle tage bind for øjnene og så skulle Ivan prøve at få hende til at tage bindet af, uden at røre hende.
- Grgrgrgrgr . . .
Som en gammel sulten tiger listede han rundt om hende, uden at hun fortrak en mine, heller ikke, da han åbnede sit farlige gab og viste sine skarpe tænder og klør: - GRGRGRGRRRR . . . lod hun sig mærke med noget.
Stilheden bagefter var værre.
- Ivan?
Lyden af en hvislende slange, ramte hende med isnende kulde, hun følte hårene rejse sig i nakken (endnu et levn fra en fortid med pels) og utrygheden væltede op i hende.
- Ivan! - Jeg ved det bare er dig!
Gåsehuden bredte sig ned ad armene, rødmen steg i kinderne og pludselig kunne hun ikke holde skriget tilbage, hun knyttede hænderne, mens hun skreg og skreg og lavede skriget om til et grin, fordi hun ikke ville vise hverken Ivan eller sig selv, at hun var bange, selvom hun hørte slangen bugte sig frem over gulvet hen mod hende. Hun ville ikke kigge, hun VILLE IKKE KIGGE!
Ivan behøvede bare strejfe hende med en finger op ad det ene ben, så spjættede og sparkede hun, mens hun flåede bindet fra øjnene, og så blev det Ivans tur til at grine.
Han elskede at lege blindeleg og nu var det hans tur til at tage bind for øjnene.
Iris ville ikke forskrække, hun ville friste.
- Nej, hvor er den lækker, uhm! - sagde hun og slubrede på en drivvåd køkkensvamp
- Vil du smage?
- Hvad er det?
- En vandmelon.
- Vi har ikke nogen vandmelon.
- Uhm, hvor er den saftig. Vil du have en bid?
Selvom Ivan godt vidste, at det måtte være snyd, kunne han alligevel ikke lade være at mærke, at han var lidt sulten, faktisk var det da forresten snart spisetid, han sank spyttet, som samlede sig i hans mund.
- Tror du ikke jeg ved, det er snyd!
- Så, nu er der kun én bid tilbage. Hun slubrede og suttede fingre.
- Men nu kommer der noget rigtigt, sagde hun, og Ivan kunne høre hende tage kagedåsen ned og åbne den.
- Uhm, småkager smager også godt, sagde hun og knaste en bid foran hans blændede øjne.
Han kunne høre, det var rigtigt, men alligevel var nysgerrigheden efter at blive helt sikker fristende stor.
- Skal du ikke have en?
- Du ved vi ikke må tage dem
- Nå, nej, det må vi heller ikke, så er det altså ikke småkager alligevel. Uhm!
Ivan hørte hende rasle med kagerne i dåsen og putte en småkage i munden og knase den. Det var virkeligt, hun kunne ikke lave den lyd på anden måde, hvor var det tarveligt at gøre det rigtigt, han var vild for at kigge.
- Tager du rigtigt en? - spurgte han usikkert.
- Nej, sagde hun med munden fuld.
- Når du må, så må jeg også.
- Må hvad?
- Spise småkager?
- Jamen jeg spiser da ikke småkager.
- Giv mig så en!
- De smager slet ikke godt.
Han rakte ud efter hende, men hun flyttede sig med dåsen.
- Jamen, så sæt dig pænt ned, så skal du få en.
Ivan famlede sig hen til bordet og åbnede munden tillidsfuldt mens Iris lydløst dyppede en småkage i vand, inden hun gav ham den i munden.
Eksplosivt spyttede han ud over bordet, flåede bindet fra øjnene for at se, hvad det var.
- Adr, hvor ulækkert, sagde han halvt fornærmet, men Iris' smittende latter kunne han alligevel ikke modstå, og så hjalp det også, at han, så snart han havde skyllet munden, gav sig selv to tørre som trøst.
Forbudte, søde småkager.
Kapitel 11
IRIS DRESSERER EN FUGL OG LEGER SKABER. IVAN KÆMPER MED EN SKILDPADDE OG LEGER MODIG. FARGOD SKABER DRØMMEN OG TROEN. PÅ EN FREMMED PLANET. EN MÆRKELIG SKABNING.
Iris havde en fugl, hun havde gjort tam. Den sad på hendes hovede, når hun gik tur og sov på en pind ved hendes seng. Den kom når hun kaldte på den.
- Siiis!
Og hun kunne få den til at sætte sig på fingeren.
Når hun trængte til at være alene, gik hun med Siis til et hemmeligt sted, og der fortalte hun den om alle de vigtige ting i livet.
Den begyndte at tale. Det sprog hun selv talte, da hun var lille. Og den abede efter. Lagde hovedet på skrå, når hun lagde hovedet på skrå. Og lukkede øjnene, når hun lukkede øjnene.
Efterhånden kunne den bevægelsernes navne, og hun behøvede bare at sige navnet, så gjorde den, hvad hun bad om:
- Luk! sagde hun og den lukkede øjnene.
- Skrå! sagde hun og den lagde hovedet på skrå.
- Kys! sagde hun og den kyssede hende.
Og hun legede, at der kom en stor kat som ville spise den.
- Så så, du skal ikke være bange, sagde hun, tog den på sin finger, holdt den ind til kroppen og strøg den med fjerene over hovedet, og så sad den helt stille, for den elskede at blive kælet for.
Iris udhulede en asie og legede, at Siis var den første fugl i verden. Men Siis ville ikke baglæns ind i asien, og den kunne ikke vende derinde,så hun måtte lave hul i den anden ende også, for at få den derind.
Og så fødtes da den første fugl i verden, af en asie, og Iris tog den op til brystet og kyssede den og talte stille til den og gav den al sin kærlighed.
Overalt hvor Iris gik, sad Siis oven på hendes hovede og lunede sig i den filtrede rede, den lavede sig ved at baske med vingerne. Og med Siis på hovedet gik hun rundt i huset og fortalte på babysprog, hvad tingene hed, hvad der var mam og fy og gok.
Og hun gik rundt med den på hovedet ude på engen, og hele tiden dukkede der usynlige katte op, som ville spise den, og så måtte fuglen ned fra håret og ind på maven.
Og Ivan havde en skildpadde, der hed Skjold, som altid gik rundt i en ring, fordi den var lam på det ene bagben. Ivan elskede at ligge på maven foran Skjold og se dens mærkelige hoved nedefra, når den strakte hals. Kigge på dens skællede klodsede ben med de spidse klør. Og kigge på de mærkelige folder af løs hud mellem skjold og ben og hoved.
Og han legede, at skildpadden, som var på størrelse med hans eget hovede, var en kæmpeskildpadde så stor som bakken bag huset.
Og han legede, at han selv var lille som en bille og ganske tæt på at blive trådt ihjel af det kæmpe uhyre. Han tog et strå, brækkede det til som spyd og begyndte at prikke til skildpadden, legede, at han kæmpede for sit liv.
Og kæmpeuhyret nappede efter sværdet, vristede det fra ham og gumlede det i sig.
Men den tapre lille fyr tog istedet en gren og selvom skildpadden nappede efter den, lykkedes det ham, fordi han var så utrolig stærk, at løfte skildpadden til vejrs, så de to ben svævede i luften, og den væltede rundt, landede på ryggen, lå der og cirklede hjælpeløst med benene i luften, mens hovedet vred sig på den lange tynde hals og sendte sejrherren et blik om nåde.
Og Iris, som sad og madede Siis med lækre solsikkefrø, kunne ikke forstå, at man kunne være så ond ved dyr.
Men så lod de kæledyrene være og løb istedet ned til sivene ved åen, hvor de legede, at de lige var landet på en fremmed klode, og alt hvad de så, var fuldkommen nyt og fremmed for dem. Og de lod som om de blev rædselsslagne for alt, hvad der bevægede sig.
Imens var skaberen, tidens og livets, den gamle FarGod netop ude at gå tur.
Han nød at bevæge sig afsted på jorden under himlen med livet omkring sig, han tænkte så godt, når han gik, tænkte på det menneske, han var ved at skabe.
At lege var sjovt, men FarGod ville gøre legen til alvor. Skabe en leg, hvor det ikke var nødvendigt at tage bind for øjnene og hvor man ikke bare kunne tage bindet af, når man ikke gad lege mere. Han ønskede at skabe en leg, der førte deltagerne på rejse til en anden verden. En anden tilstand.
Ned over bakkerne gik han, gennem slugten, op over engdraget, og her lagde han sig på en god plet i græsset, plukkede et strå, nippede lidt af stilkens honning og tænkte, mens han kiggede på de skumhvide klodeskyer, der drev henover ham:
- Drøm.
FarGod tænkte drøm og drømmen var skabt, oplevelsen af det uvirkelige.
Og han gav menneskene drømmen, for at de skulle kunne se virkeligheden fra alle sider.
Og han gav menneskene drømmen, for at de skulle kunne bevæge sig frit i alle tider og på alle steder. I alle ting.
Og han gav menneskene fantasien til at forestille sig det uvirkelige, så drømmen havde noget at rejse i.
Skyerne gjorde ansigter og hænder og sære dyr på himlen og FarGod vidste, at hvis drømmen og fantasien skulle bruges rigtigt, hvis mennesket skulle drage virkelig nytte af at kunne forestille sig, udvikle, skabe, så måtte det også have troen.
Troen på at fantasien var virkelig. At det usete fandtes. At drømmen var sandhed.
Mennesket måtte tro.
Og han gav mennesket indbildningskraften, for at det kunne tage drømmen og fantasien alvorligt. Skabte troen og overtroen og eventyret, fablen, sagnet, myten, det overnaturlige og alle religioner og puttede det ind i legen og gjorde dermed legen til alvor, mens de to små fra den fremmede planet forundret trængte frem gennem det ukendte.
Skabte legen til en lejr hvor børn kunne øve sig i at blive voksne, og voksne øve sig i at være børn. Hvor drømme og fantasi kunne blive til virkelighed, og hvor mennesket kunne hente sin tro.
Det er vigtigt, at have en at holde i hånden, og har man ikke det, må man lege, at man har en.
Dukke eller gud.
Det er vigtigt at frygte det farlige, og kan man ikke se faren, må man lege, at den er der.
Og de legede, at de blev sultne, og de legede, at de spiste noget mærkeligt mad, de aldrig før havde spist. Og de legede, at maden var giftig, og de legede, at de fik så ondt i maven, at de var lige ved at dø, men heldigvis opdagede de noget, der lignede et hus, som de selvfølgelig ikke vidste, om der boede nogen i.
Og med frygtelige smerter kravlede de på maverne op til huset, for at bede om hjælp, og inde i huset, som var forladt, fandt de nogle mærkelige kager, som de aldrig før havde kendt, men som netop hjalp mod mavesmerter, legede de.
- Hvor ser her mærkeligt ud, hvor styrer man?
- Det er da ikke noget rumskib, det er et hus.
- Det var da et underligt hus, her er så tomt, hvor spiser man?
- Derinde, sagde Iris og pegede ind under bordet.
Ivan krøb derind og lagde sine småkager foran sig i en bunke
- Det må da være nogen små nogen, der bor her, prøv selv at se, sagde Iris og stak en tøffel ind til ham under bordet.
- Orv ja, hvis det er en seng, så er de ikke særlig store.
- Det er nok til et barn.
Iris fik øje på noget inde bag Ivan
- Pas på! - hun nærmest skreg og Ivan samlede lynhurtigt småkagerne sammen og kravlede ud igen.
- Nej, se hvor ulækkert, hvad er det, tror du det er et dyr?
- Det sover ihvertfald.
- Det kan godt være farligt alligevel.
Ivan tog en pind og stak til rabarbergrøden. Han havde igår eller en anden dag spildt en klat ned bag bordet og nu lå den og skuttede sig halvt op ad væggen som en mærkelig søvnig skabning.
- Adr, prøv at se!
Hinden var hård men tynd. Væsenet gik i stykker og Ivan fik grød på pinden.
- Jeg tror den er død.
- Øv, hvor er den ulækker. Giv mig lige pinden.
Iris stak huller i det døde dyr
- Tør du tage den? - sagde hun.
- Hvorfor det?
Så kunne du putte den ned i dens seng, så kunne vi lege, at sengen var en kiste og at den skulle begraves.
Ivan prøvede at tage klatten med pinden.
- Tør du ikke tage den med hænderne, den er jo død?
- Det kan du selv gøre, sagde han
- Ih, hvor du lokker!
Da de lidt senere gik udenfor og fandt endnu et mærkeligt væsen uden ben, men dennne gang med fire arme, som den lå og strittede med i luften sagde Iris :
- Skal vi ikke vende den om?
Og Ivan legede, at han var en dyrplager, der vendte det ukendte benløse dyr om på ryggen, hvorefter det i bare forskrækkelse tumlede afsted på armene.
Rundt i en ring.
Og pludselig kom en mærkelig baskende skabning flyvende gennem luften og satte sig på hovedet af Iris og da Ivan slog ud efter den, for at redde hende, holdt Iris op med at være på en fremmed klode og legen sluttede
- Din dyrplager, sagde hun og gik sin vej med Siis på hovedet.
Og Ivan blev sur. Sparkede ud efter Skjold, ramte ved siden af, tog den i hænderne og gik om på den anden side af huset, hvor den havde sin hemmelige hule.
Så puttede han den i seng og sang godnatsang.
Kapitel 12
TIDSFORDRIV OG STAGNATION. INSTINKT OG LÆRDOM. MENNESKET FÅR LYSTEN TIL AT LÆRE. TRADITIONEN SKABES. VERDENS FØRSTE SANGLEG. VIDENSKAB OG FÆRDIGHEDER. FORNEMMELSEN, EN UUNDVÆRLIG RODEKASSE. NEDARVET ERFARING.
At lege og at lære.
Efter at menneskene havde fået legen, legede de næsten altid, den ene leg afløste den anden, de samme lege gentog sig dag efter dag.
Mindst èn gang hver dag legede de blindeleg, og næsten hver gang legede Ivan slange og altid endte det med, at Iris tog bindet fra øjnene for at se, om det ikke alligevel var en rigtig slange denne gang.
Hun blev ikke klogere. Det bekymrede FarGod.
Det bekymrede ham, at de igen og igen lavede de samme fejl, slog sig hver gang på samme måde, de samme steder, faldt altid ned fra den samme gren. De blev ikke klogere.
Og så bekymrede det FarGod, at deres sproglige udvikling var gået næsten i stå.
Efter at de var begyndt at lege, snakkede de mere og mere babysprog, de lavede ikke nye ord, eller brugte de svære, brugte hellere de gamle, sagde: - mig ha' og - ihda dum! - omtalte FarGod som Dadi, kaldte alting i dagevis for gok.
Det bekymrede FarGod.
Om det var en leg, eller de virkelig var holdt op med at finde på og huske, kunne han ikke finde ud af, men han ville nødig gribe ind, og legen var jo så ny og spændende, så . . . måske skulle han bare vente.
Men der var også andre ting.
Ivan var kræsen, ville aldrig prøve noget nyt, spiste altid kun det samme og ville i perioder kun have vælling og grød, rørte ikke frugt og grønt.
Iris havde et andet problem: hun kunne aldrig finde ud af noget. Sad der en sten i klemme i døren, kunne hun stå og smække med den igen og igen, så at FarGod var ved at gå i spåner. Hun skænkede det ikke en tanke, at der var en grund til, at døren ikke kunne lukke.
Forgæves havde FarGod vist dem, hvordan man bruger en blyant, en saks, nål og tråd eller andre af de nødvendige redskaber, han havde skabt, men de ville meget hellere lege. Og det fik de så lov til, for de få gange, hvor FarGod havde insisteret på at de skulle blive siddende og se, hvordan man gjorde, da havde de intet fået ud af det.
FarGod var opsat på, at mennesket skulle være en succes. En skabning med fremtid i. Alt for mange var gået til grunde, fordi de ikke havde forstået at omstille sig, men havde været bundet af en alt for stram arvemæssig instruks, der fortalte, hvordan de skulle handle i alle livets forhold.
Fisk, der var kodet til at gyde deres æg et ganske bestemt sted, uddøde, når stedet blev tørlagt, fugle forsvandt, fordi kursen og flyvetiden, når de var på træk, var en nedarvet oplysning og ikke noget de lærte fra fugl til fugl. Deres muligheder for at ændre retning var taget fra dem, også selvom forholdene på jorden ændrede sig, generation efter generation nægtede at flyve anderledes, de kunne ikke tage ved lære og uddøde derfor efterhånden.
Selvfølgelig kunne FarGod gøre det til en medfødt evne at bruge en saks, nål eller tråd, men hvad så, når nye værktøjer kom til?
Evnen til at synge og spille havde de, men ikke sangene og musikken.Talegaverne var medfødt, men sproget skulle menneskene selv udvikle og lære
Grundliggende for alt levende var, at det gentog sig selv. Enhver aflægger eller ethvert afkom var en gentagelse. En gentagelse af forældrenes udseende, instinkter, slægt efter slægt videreførte de livets forskelligartede særpræg, men mennesket, som blev skabt med omtanke, skulle mere end nogen anden skabning selv tage ved lære. Det skulle ikke kun være arven, der bestemte dets handlinger.
Mennesket skulle tage ved lære.
Og lære videre.
Fra generation til generation, fra forældre til børn skulle de lære det videre, som ingen var født med, men som alle skulle kunne. Og FarGod gav mennesket lysten til at lære.
Lyst til at tilegne sig færdigheder, lærdom, lyst til at analysere, drage konklusioner og udnytte erfaringer.
Og han gav mennesket nysgerrighed, lyst til at gå på opdagelse og glæde ved at blive klogere. Og traditionen blev skabt, gentagelsen af en handling fra slægt til slægt. Som livet gentog sig selv, skulle traditionen få mennesket til at gentage sig selv.
Og således gik det til, at FarGod en dag sagde til menneskene:
- Hør nu her, nu skal I ikke lege. I skal lære.
- Hvad skal vi lære, spurgte Iris.
- I skal lære at lære, sagde FarGod og mennesket følte en stor lyst til at lære.
Den første øvelse var at abe efter, og det faldt dem ikke svært, det kunne de faktisk i forvejen.
Når FarGod sagde et ord, skulle de gentage det. Det var nemt. Men det blev sværere, for bagefter skulle de huske ordene og sige dem i kor. Det gik ikke så godt, men de øvede og øvede og tilsidst sang de dem.
Verdens første korsang:
Ord er svære
når man ikke
kan forstå
at de er lette
Det er ligesom at lege, grinede Iris og ville godt lære at lære mere.
Det var ordet og musikken, så kom bevægelserne.
FarGod tog et skridt frem og børnene tog et skridt frem, så tog han et tilbage og børnene tog et tilbage, så klappede han i hænderne og børnene klappede i hænderne, og tilsidst skulle de så dreje sig rundt.
Først lærte de bevægelserne, så øvede de dem sammen, mens de sang:
Ting er svære
når man ikke
kan forstå
at de er lette
Det er ligesom at lege, sagde Iris igen og ville danse mere.
- Nej, nu skal I lære at opdage, sagde FarGod.
- Opdage hvad? spurgte Ivan
- Ja, det er altså det, I skal finde ud af, sagde FarGod.
- Hvordan finder man ud af? spurgte Iris.
- Det er det, I skal lære. Hør nu her. . . men Ivan og Iris dansede bare videre og sang og FarGod smilede og tænkte, at evnen til at drage nytte af sine erfaringer og trangen til at gå på opdagelse kunne de få en anden dag, og så gik han en tur ud over bakkerne.
- Menneskene skal lære med kroppen, tænkte han og de skal lære med hovedet, og han gjorde en treenighed af tanke, ord og viden, og kaldte det videnskab. Ingen skal fødes med at vide, og ingen viden skal kunne arves, for deres viden skal være levende som sproget, og kun ved at lade hvert enkelt menneske selv lære sit sprog, sin viden, bliver sprog og viden holdt i bevægelse.
Lærdom til kroppen var færdigheder. Lærdom til hovedet var viden
Og så var der fornemmelsen.
I virkeligheden var fornemmelsen jo det allervigtigste. Denne antydning i følelsen af hvordan, det skal være. Hvad man skal vælge. Eller gøre. Eller mene. FarGod var fast besluttet på at tænke det hele grundigt igennem, inden han besluttede sig for noget endeligt.
Fornemmelsen var først og fremmest baseret på erfaring. På lærdom. Noget man har hørt, men halvvejs glemt, noget man har tænkt, men ikke rigtig kan huske, andres erfaringer eller egne, men fornemmelsen bestod også af noget andet.
FarGod havde gjort hvad han kunne for at rense livet for fremmede, uvedkommende ting, inden han skabte det videre, men efterhånden gik det op for ham, at der faktisk var en hel del tilbage, som det ikke var lykkedes at komme helt af med. Rester af gamle instinkter, brugte koder, drifter og sære evner, dem lagde han i fornemmelsen. Fornemmelsen blev altså ikke kun et sted for halvglemt viden, den blev også gemmested for kasserede instinkter.
Og lidt nedarvet erfaring.
Nedarvet erfaring? - Nej, erfaring er lærdom, ikke drift eller refleks. Sprog, viden og erfaring kan ikke arves.
Han nåede toppen af bakken og satte sig til hvile ved en af de store sten. Hvor var den smuk, solnedgangen.
Skyernes lilla bånd lyste over den rødlysende skive, lillaorange, røde, lyseblå bånd flagrede mellem hinanden, mens solen langsomt dykkede i havet.
- Håbet, tænkte FarGod, håbet kan vi vel arve. Ønskerne.
Og han lagde i fornemmelsen, drømmen om, hvordan mennesket skal udvikle sig.
Der kunne den ligge skjult og upåagtet i generationer uden at blive brugt. Eller nogle tusind. Den kunne slutte sig sammen med andre ønsker, hvis der var mange af samme slags. Og gro.
Solen forsvandt og skyggerne strakte sig og mødtes, det blev køligt. Han måtte hjem. Øjnene lukkede sig og sære lysende striber dansede for hans indre blik, så blev det mørkt og hans vejrtrækning dyb og rolig.
Leg og lære. Viden og kunnen. Fornemmelsen er vigtigst, elskede Olga, husk det. Fornemmelsen har altid et svar til den, der lytter. Den råber ikke så højt som ordet og bevægelsen, som hoved og krop. Måske den bruger dine egne erfaringer, når den skal svare dig, måske lidt halvglemt lærdom eller resterne af et medfødt instinkt.
Måske en anelse fra en ukendt forfader eller uddød art?
I fornemmelsens skatkiste ligger hele menneskets historie. Hvis du lytter, kan du finde den i et skår, en flis, en stump af noget sket og glemt. Noget oprindeligt. En lyst, en frygt, en viden, uudgrundelig og paradoksal. Ingen ord må komme her i det ubevidste, sproget er billeder, og fornemmelsen sidder i hjertet, for den kræver varme.
Kapitel 13
I SPØRGEALDEREN. HVOR BEGYNDER JORDEN? HIMLEN SLUTTER ALDRIG. UFATTELIGE DIMENSIONER. VERDENSRUMMET ER ET SANDKORN. DET STORE I DET SMÅ.
Og de kom i spørgealderen, de spurgte og spurgte og spurgte. Iris spurgte om ting, hun gerne ville have svar på. Var der noget, hun havde tænkt over, uden at være kommet til noget resultat, så spurgte hun. Hun spurgte, når- der var noget, hun gerne ville vide. Hun spurgte, når hun stod over for noget, hun mente, hun ville kunne forstå, hvis hun fik det fortalt.
Ivan spurgte for at spørge, og mange gange var han ligeglad med svaret, det var spørgsmålet, der var det vigtigste.
- Hvorfor er en krage ikke en tiger? Det var ikke altid lige nemt at svare på Ivans spørgsmål, så var det nemmere, når det var Iris, der spurgte:
- Bliver det regnvejr i morgen?
Resultatet var, at Iris altid fik et præcist svar med det samme, mens Ivan blev holdt hen med en svævende bemærkning om, at han nok skulle få svar en dag, og det var ikke småting, der efterhånden lå i ventekassen og ventede på svar.
Men så en vinddød dag, hvor regnen silede ned fra morgenstunden og lerede pytter bredte sig smaskende omkring huset, på sådan en dag, hvor sommerkulden trænger op gennem gulvet og man rykker sammen om de levende lys, på sådan en dag ud på eftermiddagen efter at Ivan og Iris havde leget vildt og grædt og var blevet gode venner igen, på sådan en dag spurgte Ivan, mens han sad bøjet over endnu en halvfærdig solnedgang:
- Hvor begynder jorden?
Iris sad ved siden af og broderede røde prikker på sit forklæde, FarGod sad overfor og lavede ingenting. De hyggede sig og for en gangs skyld besluttede FarGod sig for at svare.
- Når du går over sletten, ind i skoven og ud på den anden side og over havet og over land, gennem slugter, over bjerge, gennem skove og ud til havet og over havet og over land, over floder og gennem skove og over havet og gennem skove, over engen, gennem slugten, så kommer du tilbage hertil.
Ivan tegnede videre og FarGod fortsatte.
- Når du tror du går ligeud, går du i virkeligheden rundt, for jorden begynder ikke, og jorden slutter ikke. Ligesom bredden rundt om en sø ikke begynder og ikke slutter.
Som altid, når Ivan fik serveret noget, han ikke fattede, fandt han hurtigt på et modspørgsmål:.
- Hvad så med himlen?
Og FarGod fortalte:
- Hvis du rejser fra jorden ud i verdensrummet, længere og længere væk, så langt som man overhovedet kan tænke sig og længere endnu, så kommer du tilbage til jorden igen, for heller ikke verdensrummet begynder eller slutter. Men det er svært at forstå.
Mennesket er skabt på en kugle og kender ikke til universets dimensioner.
Iris greb ordet i luften:
- Hvad er dimensioner, sagde hun og håbede, at det var et lige så svært spørgsmål som Ivans, og at det ville tage lige så lang tid at svare på, for der var så hyggeligt, dér om bordet. Hun nød den trygge og fortrolige stemning, de tre sammen, med levende lys og FarGods dybe, rolige stemme.
- Lad os lege at dette er en verden, sagde han, og holdt et stykke garn i fingrene, én verden, med kun én dimension. Alt, hvad der findes i denne verden kan kun måles på den ene led, ting har kun en længde og intet andet, ingen tykkelse eller højde. Alt levende i den verden kan bevæge sig frem eller tilbage, aldrig andet.
Han viftede med garnstumpen i luften
- De kender ikke til andet end frem og tilbage, de mærker intet til andre dimensioner, for de lever i en verden med kun én retning.
Børnene syede, tegnede og lyttede.
- Her er en anden verden.
FarGod tog en kasseret solnedgang fra bunken af halvfærdige, der var nok af dem, Ivan kunne aldrig få gjort en tegning færdig, før han startede på en ny, - den er i to dimensioner. Alt, hvad der findes i denne verden kan måles på to ledder: det har en længde og det har en bredde.
Alt levende i denne verden kan bevæge sig i ét plan. Frem og tilbage og på tværs. På kryds og tværs, på skrå, i zigzag, i cirkler på alle mulige måder kan de bevæge sig i deres verden, som er et plan af to dimensioner. Men de fatter ikke, hvad der er uden for deres dimensioner. FarGod viftede med tegningen, så den bølgede i luften.
Nu vores verden, vi har tre dimensioner frem-og-tilbage, på-tværs og op-og-ned. Vores verden er et rum.
Vi kan se på kryds og tværs og op og ned vi kan forstå tre retninger men ikke mere, uanset, hvad der foregår i den næste dimension.
Lad os lege, sagde han, og tog garnstumpen i den ene ende, at vi bukker enderne sammen på den første verden.
Han lagde garnet som en ring på bordet. De mærker det ikke, dem, der bor der, for de kender kun til frem og tilbage, men de bliver forbløffede, når de opdager, at selvom de bliver ved at gå den samme vej, er de på et tidspunkt, hvor de startede, nøjagtig som hvis du går rundt om en sø. De er også gået rundt, men de kender ikke til rundt, kun til frem og tilbage, altså forstår de det ikke.
-Se nu dem i verdenen af to dimensioner, de kender kun til at bevæge sig i et plan. Han foldede tegningen til et rør.
- Men hvis vi kommer fra vores verden med tre dimensioner og blander os, folder deres verden sammen, så vil de ikke mærke det, de tror stadig de går ligeud, når de bliver ved at gå i den samme retning, og bliver derfor forbløffede, når de opdager, at de pludselig er, hvor de startede. Nøjagtig som du ville blive det, hvis du gik rundt om jorden. Han lod fingeren spadsere rundt om den sammenrullede tegning.
Hvad nu med vores verden? Hvad nu, hvis den næste dimension vifter med vores verden og folder enderne sammen på os?
Vi mærker det ikke, men bliver forbløffede, når vi opdager, at hvis vi bevæger os ligeud i verdensrummet, så er vi på et tidspunkt tilbage, hvor vi startede.
Hvergang, der føjes en ny dimension til, så går den gamle verden i ring, sådan er det også med vores.
Solen, der gik ned i havet, var et nærbillede, solbuen fyldte næsten halvdelen af papiret, under den var vand og over den fem eller seks streger ud fra solen, det var strålerne, de sidste stråler.
- Hvor mange dimensioner har solen, spurgte Ivan
- Ja, hvad tror du?
- To, sagde han og fortsatte med at skravere den fuldstændig flade solskive.
- Nej, for så kunne du ikke se den, kun ting, der har både længde, bredde og dybde kan man se. Solen er rund som jorden.
- Og månen, sagde Iris og trak tråden igennem til en ny prik.
- Alt stof i universet er af tre dimensioner, vi kan ikke opfatte andet, lige meget, hvor meget den fjerde dimension blander sig. Og selvom alt stof, stjerner, planeter og sole bevæger sig væk fra det punkt, hvor det hele begyndte i tidernes morgen, længere og længere væk bevæger det sig, så vil det alligevel en dag ende, hvor det startede. Jo større verdensrummet bliver, jo nærmere er det på at være et punkt.
Flammen blafrede let i trækken fra vinduet, og lyden af regnens trommen blandede sig med blyantens skrattende skravering, Ivan tænkte stadig på den fuldstændig flade solskive, som han kendte så godt, når den ildrød sank i havet, det var en skive, ikke en kugle, det kunne enhver da se. Men månen var en kugle, det var rigtigt nok.
- Det er nu ikke kun universet, der bider sig selv i halen, sagde FarGod og så dem skiftevis i øjnene, som om han insisterede på, at de forstod, hvad han sagde, - alting går i ring.
Vores verden er et sandkorn på en strand i en anden og større verden, og den verden er et sandkorn på en strand i en verden, der er større endnu.
Og hvert et sandkorn på vore strande er verdener, og hvert et sandkorn på de verdeners strande er hver især en verden. Og i den mindste af alle verdener er hvert et sandkorn de største verdener, der findes. For det største univers findes i det mindste.
Han lænede sig tilbage, strakte sig og kiggede på regnen, der silede foran vinduerne.
- Det største univers findes i det mindste, gentog han mumlende for sig selv, og fulgte regndråbernes dryppende perlerække fra tagskægget.
Og de små stønnede. Iris gabte, Ivan havde lagt hovedet på bordet, skraveringen blev stadig langsommere.
- I virkeligheden er de lige store, sagde FarGod henkastet uden at tage blikket fra vanddråberne, det kommer bare an på fra hvilken side, man ser dem.
Kapitel 14
IVAN ER FJOLLET OG RASTLØS, IRIS, FORNUFTIG OG ARBEJDSOM. DEN FØRSTE SPORTSGREN. ØVELSE GØR MESTER, VILJE TIL SEJR. FARGOD GIVER MENNESKET DRÆBERINSTINKTET.
KØD PÅ BORDET. BLOD ER SMUKT. ET VÆGMALERI.
Ivan kom over sit vællingetrip og begyndte at spise, hvad der blev sat på bordet, men han var ikke vild med maden. Selvom Iris gjorde sig umage for at gøre den så varieret og lækker som mulig, så gad han dårlig nok kigge på den, når han spiste.
FarGod lavede mad, og Iris hjalp ham, sådan havde det været længe, men efterhånden var det faktisk kun Iris, det var hende, der fandt på, hvad de skulle have og hvordan det skulle laves, hun sørgede for det hele og fik kun lidt hjælp. Hun elskede at lave mad
Rødder, råkost, salat og grøntsager med svampe og knopskud, sunde retter hver dag og nye retter. Hun fandt tit på noget, de ikke havde prøvet før, og altid var det lækkert tilberedt og smukt anrettet med røde bær og små grønne kviste eller med dekorative mønstre af blomsterknopper og kronblade, alt efter årstiden. Hun gjorde virkelig noget ud af det, selvom Ivan overhovedet ikke interesserede sig for det. Han ville bare have noget at spise.
Og når maden så kom på bordet, skovlede han bare i sig, hvis han ellers var sulten. For var han ikke særlig sulten, så stak han til maden, legede med den, spildte og svinede, mens han grinte overstadigt.
Ivan var inde i en fjolleperiode.
Det var som om han gjorde alt, hvad han kunne for ikke at være fornuftig.
Fornuftig som Iris.
Han provokerede og pjankede og tog ingenting alvorligt, var rastløs og usikker på alt, hvad han lavede, gad aldrig noget og gad ihvertfald ikke gøre noget færdigt. Altid mistede han interessen på halvvejen og lod resterne ligge og flyde.
Jo mere hjælpsom, fornuftig, sød og betænksom Iris blev, jo mere umulig og ligeglad blev Ivan, altid skulle han demonstrere sin ugidelighed og lod hende arbejde.
De var ved at vokse fra hinanden.
Også rent bogstaveligt, Iris var snart et hovede højere end Ivan, hun groede og groede, voksede både i højden og bredden, mens Ivan stadig var lille og spinkel.
Men Iris tog sig ikke af Ivans opførsel og det generede hende heller ikke, at det altid var hende, der skulle arbejde. Det, som irriterede hende var, at FarGod forkælede ham.
Han lod ham te sig, som han havde lyst til og tog ham højtideligt, når han kom med sine provokerende indfald.
- Hvorfor skal vi altid have grønt, hvorfor skal vi ikke have kød?
- Kød? FarGod så forundret på Ivan.
- Hvad er der galt med grøntsager? sagde Iris og dækkede bordet med friske grøntsager og den dejligste salat
- Jeg vil hellere have kød, sagde Ivan.
Og så var det FarGod til Iris' fortrydelse sagde, at det var da en god idé.
Næste dag gik FarGod med Ivan hen til skråningen bag engen, hvor kaninerne holdt til.
Bag nogle buske ikke langt fra kaninernes huller satte de sig og ventede på, at en kanin skulle løbe ud på engen.
De første gange Ivan satte efter én beregnede han kursen helt fejlagtigt. Han løb efter kaninen, hvor den befandt sig, og ikke efter hvor den ville være, når han nåede den. Han kom derfor til at løbe alt for langt, og var stadig langt bagude da han nåede ud til, hvor den havde været.
- Jamen jeg kan da ikke vide, hvor den har tænkt sig at løbe hen, sagde han forurettet til FarGod
- Øvelse, Ivan, øvelse. Prøv igen.
Han prøvede at sigte efter et punkt der lå i kaninens bane, så at de, hvis kaninen fortsatte lige ud, ville mødes i ét og samme punkt, og det gik bedre.
Men selvfølgelig drejede kaninen af, inden de mødtes og Ivan var slet ikke så hurtig, skiftede kurs for sent og halsede håbløst bagefter. Så prøvede han igen.
Han prøvede at koncentrere sig om netop retningen. Og da en kanin næste gang løb ud på engen, tog han sigte efter et punkt lidt længere fremme i kaninens bane. Men samtidig var han parat til at ændre kurs i samme øjeblik kaninen drejede fra, og så ikke bare løbe efter den, men sætte kurs efter et punkt i dens nye bane. Princippet virkede, men han var for langsom i skiftene, hver gang kaninen skiftede retning, kom han bagefter, og da han ikke kunne løbe hurtigere end kaninen, måtte han opgive og vente på en ny.
Og en ny.
Kaninerne var lette og lynhurtige, kunne ændre retning ustandselig, Ivan var for tung i det, skulle først tage farten af kroppen inden han kunne skifte kurs.
- Jeg kan ikke, sagde han pustende og stønnende til FarGod, som sad henne mellem et par enebærbuske og fulgte ham.
- Selvfølgelig kan du, sagde FarGod. Hvis du virkelig vil, så kan du også.
Og FarGod gav mennesket en uimodståelig trang til at sætte efter kaniner på flugt.
- Men du skal øve dig. Og prøv så at arbejde med antrittet, afsættet. Op på tæerne, tag ikke for store skridt i starten, læn dig forover når du løber, lad kroppens vægt arbejde og spar på benenes kræfter.
Og Ivan løb og løb og øvede antrittet og balancen og sveden løb af ham og han stønnede og faldt grinende om i græsset da han kom hen til FarGod, efter at tre kaniner var rendt fra ham.
- Jeg skal nok få dem, sagde han og knyttede hænderne.
Hele eftermiddagen øvede han sig. Og han lærte af kaninerne de små tricks med pludselig at dreje skarpt til højre eller venstre for så efter et enkelt hop at dreje lige så skarpt tilbage igen. Ustandselig faldt han over sine egne tæer, men han øvede sig i at holde balancen, det afhang af benenes placering, fandt han ud af. Og så øvede han benarbejdet.
Kursen, antrittet, balancen, benarbejdet, og vigtigst af alt måske, lærte han at økonomisere med kræfterne. En del af kaninens taktik var netop at køre ham træt. Men længe øvede han sig i at spare på kræfterne til den afgørende spurt.
Igen og igen gik han tilbage til FarGod, pustede ud og ventede på, at en ny kanin ville dukke op. Og hver gang inden han satte af, koncentrerede han sig om de ting han skulle huske: benenes placering, tempo, retning, fart.
Balance - jeg må passe på ikke at lade mig overraske af en skarp finte igen. Økonomi - jeg vil give den snor, ikke sætte kraftigt ind, før jeg kan nå den, bare holde afstanden.Og han missede med øjnene mod den lyse himmel.
Og satte af.
Ivan fangede ingen kaniner den dag, men næste dag fortsatte han ude på engen.
- Du skal være henne ved kaninen i tankerne, sagde FarGod, og hele formiddagen øvede Ivan sig i at være henne hos den forfulgte kanin i tankerne. Og jo dygtigere han blev, jo mere kunne han forudse, hvad kaninen ville gøre.
Dreje, finte eller sætte farten op. Balancen på det rigtige ben, armene ud til siden, han var hele tiden lidt tættere på kaninen i tankerne end i virkeligheden, opfattede den mindste bevægelse i kaninens krop og omsatte den lynhurtigt til en tilsvarende bevægelse af sin egen krop, så bevægelserne skete næsten samtidig.
Det var, som havde kaninen Ivan i en stram snor, hver gang den drejede, drejede han, satte den farten op, satte han farten op, hans balance var perfekt, timingen ok, hans opmærksomhed på toppunktet, koncentrationen lige i halen af kaninen, nu fungerer det, nu kører det!
Han nød begejstringen, flammen som varmede hans krop, letheden som løftede ham og benene, som bare arbejdede af sig selv, da kaninen pludselig drejede 180 grader og løb lige mellem benene på ham, så de eksede i et akavet forsøg på at vende fødderne den gale vej. Udmattet faldt han omkuld på jorden og hev efter vejret.
- Jeg skal nok få den, hvislede han, men han orkede ikke at knytte hænderne.
Den næste dag rørte han ved en kanin.
Og næste dag igen rørte han ved to. Men fange dem, magtede han ikke.
Og da han tredje dag kom hjem og fortalte, at han havde fanget en kanin, men at den var sluppet fra ham igen, fordi han tabte den, da den sprællede, gav FarGod mennesket dræberinstinktet.
FarGod skabte i mennesket en uimodståelig lyst til at slå ihjel. En trang til at tilføje dødelige sår. En uimodståelig lyst til at se blod.
Han overskuede ikke problemet fuldstændigt, tog måske en for hurtig og uafklaret beslutning blot for at give Ivan det sidste skub til endelig at få noget gjort færdigt. Men han var sikker i sin sag. Nu skulle Ivan endelig føle, at han gjorde noget fuldt ud, at der var brug for ham. At han duede til noget.
Og så kom der jo kød på bordet, og kød var både sundt og nærende.
- Bare du ved, hvad du gør, sagde Iris tørt, mens FarGod kyssede hende, smilede og tænkte, at hun var smuk.
Da Ivan næste formiddag kom hjem fra engen, bar han to kaniner i hver hånd. Blodet dryppede fra deres åbne sår i struben. Den ene var næsten flået, skindet hang fra den røde krop og halvdelen af kødet var spist.
Ivan smilede over hele hovedet da han åbnede døren.
- Se her, sagde han stolt og blodet løb fra hans hage ned over hans bryst.
Iris væmmedes og FarGod sagde ingenting.
- Så er der kød til alle! Med et klask landede kaninerne på køkkenbordet.
Og da Iris og FarGod kom hjem efter at have været i skoven og plukke bær havde Ivan malet alle vægge med blod.
- Er her ikke blevet fint, grinede han til dem. - Smukt, ikke?
Og så tørrede han sine blodrøde hænder af på brystet.
FarGod lo.
- Jo, det er smukt, sagde han.
Og sådan blev det.
Kapitel 15
JAGTBILLEDER OG KÆLEDYR. LIVET BREDER SIG I HUSET, SPOR EFTER LIV. BLOMSTER OG KRANIER. DUFTENE BLANDER SIG. KAN EN BLOMST FØLE SMERTE? LIVET STUDERES.
Blod på væggen var smukt, og kaniner på flugt var smukt, og Ivan malede kaniner, der flygtede tværs over væggen, og han satte kaninskind op og haler og afskårne poter. De første håndaftryk forsvandt snart i flere hænder, i mere blod, i flygtende kaniner, det hele var meget livagtigt.
Et billede.
Iris kunne ikke lide det.
Livet var smukt havde FarGod bestemt og Iris elskede livet. I timevis kunne hun sidde og kæle og kysse og lege med sine bløde unger.
Ivan var en dag kommet hjem med en kaninunge, som han ikke havde slået ihjel, fordi han tænkte, at Iris ville blive glad for at få den levende, den var iøvrigt også alt for lille til at det kunne betale sig at pelse den og tilberede den, så istedet for at dræbe den, puttede han den i lommen og tog den med hjem.
Og Iris blev glad. Puslede den, som var den et lille barn, gav den saftevand i en sutteflaske og tyggede selv salaten, inden hun stak små bidder i munden på den. Den sov i hendes seng og hun gjorde den tam. Senere byggede hun en hule til den og kom med mad, kælede med den og snakkede til den, som hun havde gjort med Siis.
Efter at hun havde fået Nina, som hun kaldte sin kanin, var hun holdt op med at savne sin fugl, der pludselig en dag fløj til skovs for ikke mere at vise sig.
Hun blev omend endnu mere glad for Nina, end hun havde været for Siis. Skjold, som overhovedet ikke interesserede Ivan mere, passede hun også, men hun holdt ikke specielt meget af den, den kunne man ikke kæle for. Med Nina var det noget helt andet, hun var både blød og kær.
Et stykke tid var hun forsvundet fra sin hule, men så kom hun igen og fødte sine unger, små nøgne, lyserøde, hjælpeløse unger, der peb når moderen et kort øjeblik gik fra hulen. Iris elskede de unger og Ivan respekterede fuldstændigt, at de ikke var mad.
Det var som om Iris var en slags mor for dem, og det var klart, at hun ikke brød sig om billedet på væggen af flygtende kaniner og blodige håndaftryk.
Men istedet for at gøre vrøvl, accepterede hun at Ivan malede, hvad han ville, hun gjorde bare det samme. Malede, hvad hun ville, og det blev til de sødeste kaninunger med fantasifulde store øjne med de sjoveste udtryk i ansigterne og de yndigste små munde, der så så søde ud, det var meget menneskelignende kaniner, der legede i et blomsterbed af kulørte prikker.
Og hele vejen rundt om billedet, som også rummede andre dyr, alle nuttede kæledyr lige til at putte med, satte hun visne blomster i ranker, røde og brune og blå farver, tørre men smukke, så smukke - næsten - som livet, det liv, hun holdt så meget af.
Ivan respekterede, at hun holdt af livet, når blot han fik lov at holde af jagten, og så malede han videre på væggen med blod, de dyr, han kendte så godt.
Kaninerne, han vidste præcist hvordan de så ud i løb, spring, eller når de sad stille og ventede på hans næste bevægelse. Og hjorte. En flok hjorte på sletten malede han, et par stykker holdt vagt, mens de andre græssede, og en snigende panter, mørkerød snigende panter, blodet løb fra dens hale, ned over den store gorilla, som han drømte om at komme til at nedlægge en dag og standsede lige over Iris' sirlige kæledyr.
Små og store figurer var der, imellem hinanden, inden i hinanden, hvor der nu var et stykke bart væg, da behovet for at male meldte sig.
Mange af de gamle tegninger, solnedgange, måne over oprørt hav og det lille hus på bakken hang der stadig, men de var blevet malet over eller gemte sig bag noget nyere og mere interessant.
En hugtand fra et vildsvin, et gyldent skræppeblad, flere svanefjer, en ørnevinge, indtørrede fladfisk, kranse med evighedsblomster, tørrede valmuestængler og andre smukke ting, det var efterhånden svært at finde en ledig plads, for alt, hvad de fandt af smukke ting skulle op at hænge.
Og det bredte sig. Noget blev pillet ned og lagt på et bord eller i et hjørne, noget var der ikke plads til, det kom aldrig op at hænge, men lå stadig i bunker på bordet.
Også maleriet bredte sig. Det bredte sig hen over loftet, ud over gulvet, hvor der nu var plads. Hver gang Ivan havde været igang med blodet, gik Iris igang med sine plantefarver. Jagtscener og kærlige dyrefabler blandede sig med pressede blomster og jagttrofæer.
Ivan interesserede sig for kranier. Overalt i huset var der kranier. Kranier, som han havde studeret i timevis, i dagevis, han så skønheden i dem, livet var jo smukt, det havde God forlængst bestemt, og kranierne var jo selve livets æske. Der var kranier, som skulle renses eller repareres eller bare gemmes, for Ivan var en samlernatur, og han nænnede ikke at smide noget ud, de skulle lugte meget slemt, før de røg udenfor. Der var også nogle udstoppede fugle, de hang under loftet med udspilede vinger og blå sten som øjne.
Og der var blomster. Friske blomster i vaser og planter i potter og små buske, Iris elskede at have grønt omkring sig, hver en vindueskarm var fyldt.
Efterhånden som kranier, skeletdele, potteplanter og blomsterbuketter bredte sig, blev pladsen, hvor børnene kunne lege og sidde og arbejde indskrænket, og det blev mere og mere vanskeligt at komme omkring. De kunne simpelthen ikke være der.
Ivan havde sin hyggekrog bag en vold af skind, grene, kranier, og en halv udstoppet svane, dér sad han og tegnede på væggen, hvad han ønskede sig eller havde oplevet.
Og så studerede han sine kranier.
Han elskede at føle på dem. Den glatte buede hjerneskal med den skarpe kam. De fine tynde broer, de spidse tænder. Kindben og øjenhuler. Og han elskede at se på dem, hvor fint det var lavet. Hvor præcist og sparsomt. Tynde stærke, hvide ben, groet sammen til et stativ, som fortalte om skabningens liv. Og han elskede at drømme, at dyrene var levende. Han holdt et kranie op foran sig og bevægede underkæben, så at de skarpe, gullighvide tænder klirrende nappede efter hans næse, og det rislede lækkert ned ad ryggen på ham.
Iris kunne ikke lide kranierne, de så uhyggelige ud, syntes hun, for de havde altid blottede tænder. Hun kunne ikke lide det døde, de tomme øjenhuler, livet skulle være levende.
Levende dyr og blomster.
Hver dag plukkede hun farverige buketter på engen, langs åen og ved søen, og så satte hun dem i vaser, når hun kom hjem, og satte dem mellem potteplanterne i vinduet, som var selve engen vokset indenfor, det var smukt og hvor det duftede. Ivan syntes det var forfærdeligt, der var andre dufte han holdt mere af, men de respekterede hinandens dufte og lod dem blande sig, duften af kaninskind og engblommer.
Iris holdt øje med planternes knopper, når de skulle til at springe ud. Længe kunne hun sidde og kigge og bilde sig ind, at hun kunne se dem bevæge sig.
Hun fik lyst til at se, hvad der foregik inde i knoppen, hvordan det kunne gå til, at der pludselig kom en stor, færdig blomst ud af sådan en lille fast knop.
- Du kan da bare skære en i stykker sagde Ivan forundret, han kunne ikke se, at det var noget problem.
- Du må ikke være rigtig klog. Så kan den da ikke blive til en blomst.
- Jamen bare én, der er da så mange?
- Det er i orden at du gør ved dine kaniner, hvad du vil, men mine blomster skal altså ikke skæres levende i stykker.
- Levende? Ivan var målløs, - jamen hvad så med dine grøntsager, dem kan du da ellers nok tage livet af? - Eller salaten!
- Det er noget anden, det skal jo spises.
- Man må altså godt slå ihjel, hvis bare man spiser det bagefter?
- Ja.
- Jamen hvad så med de blomster du har plukket, de skal jo ikke spises, tror du ikke, det gør ondt på dem? Du har jo revet deres ben i stykker!.
Iris sad helt stille og kiggede på sin knop. Hun anede ikke hvad hun skulle sige.
Fik våde øjne.
- Det er altså noget andet med kaniner, og hvis du nogensinde rører Nina eller hendes unger . . . hun var tæt på at komme til at græde, snøftede lidt.
- Hvorfor skulle det være noget andet med blomster end med dyr? Hvis det er synd for dyr at blive skåret i, er det vel også synd for blomster?
- Jamen hvorfor vil du så skære den i stykker, hulkede Iris, og løb hen til FarGod og satte sig på skødet.
FarGod sad som sædvanlig i sin lænestol ved vinduet og arbejdede med retfærdigheden, det gjorde han altid, når han ikke vidste, hvad han ellers skulle lave.
- Nej, nej, blomsten har ingen smerter, sagde han, og strøg Iris trøstende over håret
- Jamen den er da levende, sagde Ivan.
- Jamen den kan ikke flytte sig.
- Den kan da vende sig efter lyset, sagde Iris stille, - og den springer ud.
- Hør her, sagde FarGod og børnene lyttede:
- Planter længes efter lys og de længes efter vand, og derfor kan de føle tørst og være så sultne efter lys, at de har det forfærdeligt. Rødderne vil gøre alt for at finde vand, og stænglerne vil strække sig og strække sig ud mod lyset. Ligesom I føler, at I er ved at blive kvalt, når man holder jer for munden, sådan føler planten også, at den er ved at blive kvalt, hvis den ikke får lys.
Sult og tørst er givet alt levende, ligesom fornemmelsen af at blive kvalt. Men smerten er kun for dem, der kan bevæge sig. Det er naturens besked til dem om, at de skal flytte sig. Flygte. Eller, hvis det gør ondt, når de løber, ligge stille.
Men planter, som ingen mulighed har for at flygte, har heller ikke fået smerten. En blomst har ingen mulighed for at slippe væk, derfor gør det heller ikke ondt på den, når Iris plukker den. Eller skærer i den.
Iris tørrede øjnene, gik igen hen til bordet, plukkede en knop, gav den til Ivan og sagde:
- Tag den så.
Ivan skar den igennem og sammen foldede de knoppens blade ud, de var vidunderlig tynde, rynkede, skabt sammenfoldede i et lille grønt hylster. Og i midten fandt de støvfanget, nøgent og blegt og støvbærerne, sorte og bløde, endnu ikke stive nok til at holde sig selv. Iris følte en utrolig ømhed for den ufødte blomt.
- Men kaniner kan godt bevæge sig, sagde hun uden at kigge op.
Kapitel 16
AT FINDE VEJ OG FINDE TING. ROD OG RODEHOVEDER. MENNESKET FÅR ORDENSSANSEN. DER SORTERES OG RYDDES OP. ALFABETET. SYSTEMER OG KARTOTEKER. NATTEHIMLEN ORDNES I STJERNETEGN.
Ivan kunne finde vej.
Altid, når han gik, registrerede hans indre retningsviser, hvor han bevægede sig, og han vidste derfor altid, hvor han var og kunne finde tilbage igen. Og han behøvede ikke gå hjem ad den vej, han var kommet, kunne altid finde en genvej, en nemmere vej, hurtigere, mere direkte, også steder, hvor han aldrig havde været før.
Det var en fornemmelse han havde, en slags sjette sans, en rest af en kodning fra urskoven, hverken Iris eller FarGod havde det på den måde, men det var ganske praktisk, når Ivan var med, så kunne man altid finde hjem.
På samme måde havde han det med at finde ting. Selvom hele huset flød med hans kranier og mumier og ben og dyr, skind og sten og andet, så vidste han altid, hvor hver enkelt ting var. Han kunne altid finde, hvad han skulle bruge, selvom det lå nederst i en bunke og ikke havde set lys i måneder.
Men for Iris var rodet derhjemme lidt af et problem.
Det var ikke, fordi hun egentlig var direkte generet af det. Hun elskede dyngernes hygge og væggenes udsmykning, hun kunne godt lide, at der lå ting overalt, det var hjemligt og varmt og blødt, det var såmænd heller ikke, fordi gulvpladsen begrænsede sig til snart kun at være en sti gennem huset, hun ryddede bare en ny plads, når hun skulle bruge det og øgede dyngerne lidt på hver side, nej, problemet var, at hun aldrig kunne finde noget.
Ligemeget hvad hun skulle bruge, et skind, en kniv, en sko, en potte eller kande, så var den væk. Og selvom hun granskede sin hjerne og prøvede at huske, hvor hun havde sat den, eller brugt den sidst, så var den stadig væk. Hun kunne lede og lede i dyngerne, i hjørnerne, i karmene, på bordene, overalt. Hun kunne bare ikke finde ting.
Og selvfølgelig var hun irriteret på Ivans sjette sans, undtagen naturligvis, når han skulle hjælpe hende med at lede.
FarGod var opmærksom på problemet.
Selv var han ret ligeglad med rod, han havde simpelthen ikke nogen ting, der kunne blive væk, og han ledte derfor aldrig efter noget, og at han skulle skræve over et par ting og sager, et tørret græskar og en udstoppet ræv, når han skulle over til sin plads foran vinduet generede ham ikke. Han mente at børnene var blevet så store nu, at de selv måtte rydde op efter sig, og så accepterede han, at de valgte ikke at rydde op.
Når alt kom til alt, var det jo også ganske hyggeligt.
FarGod var ikke noget ordensmenneske, og da børnene var skabt i hans billede, var de det lige så lidt. Men han tog problemet højtideligt, det var jo trods alt menneskeheden det galdt, og han kunne glimrende forestille sig hvilke bekymringer mennesket kunne få, fordi det ikke kunne finde, hvad det ledte efter.
FarGod besluttede derfor at give mennesket ordensansen. En uimodståelig trang til orden.
Måske var det en forhastet beslutning, ikke ordentlig gennemtænkt, måske havde det været bedre, om den sjette sans, at finde vej og finde ting var blevet ophøjet til en helt almindelig menneskelig evne, men FarGod holdt fast ved sit, og Iris begyndte at rydde op.
Hun sorterede, ordnede, lagde alle nært beslægtede ting i samme bunke, skind i en skindbunke, kranier i en kraniebunke. Hun lavede stabler og rækker, og så satte hun alle de røde blomster i én vase og alle de gule i en anden, og de visne bundtede hun og hængte op i loftet.
Ivan lavede også orden.
Han systematiserede. Lavede orden i dyreriget. Satte gedden og rotten i samme gruppe, fordi de begge havde spidse tænder og satte anden og odderen i samme gruppe, fordi de begge havde svømmehud mellem tæerne.
Han katalogiserede og nummererede og for at kunne det, måtte han først sætte bogstaver og tal i rækkefølge, de havde hidtil ikke haft nogen orden, men lå spredt mellem hinanden i vild forvirring.
Og da han var færdig med dyrene, gik han igang med planterne, og Iris syntes, at det var fuldstændig ligegyldigt, om blomsterne havde fire eller fem bægerblade, og Ivan kunne egentlig heller ikke svare på, hvorfor det var så vigtigt, han ordnede bare.
Og ud på efteråret, da dynger af visne blade havde lagt sig beskyttende på livet i skoven og driverne ved huset endelig var faldet til ro, havde han ordnet alt i grupper og rækker og arter og en aften, det var klart og roligt og ikke for koldt, gik han med Iris op på bakken, og sammen ordnede de stjernene i billeder.
Kapitel 17
SKØNHEDSIDEALET INDKODES OG MENNESKE SØGER MENNESKE. PROPORTIONER OG DEFORMITETER. FORFØRELSEN. FORELSKELSEN SKABES AF KÆRLIGHED.
Og tiden gik.
Tiden gik og det blev vinter og det blev sommer og Ivan fangede kaniner og Iris samlede bær og FarGod hyggede sig med sine to små, der efterhånden blev store.
Han hyggede sig og ventede. Ventede på at tiden blev moden.
Lige siden Ivan og Iris stak hovederne ud af græskarrene og demonstrerede at mennesket var skabt, havde han ventet på at tiden blev moden, at dagen skulle komme, dagen hvor mennesket selv skulle skabe et menneske. Mange forberedelser havde han gjort, cellerne, det nye barn skulle gøres af, lå klar, hele processen havde han tænkt igennem utallige gange, og besluttet, hvordan cellerne skulle møde hinanden og smelte sammen til et nyt selvstændigt individ, halvt kvinde halvt mand. Naturen havde, med sine rige erfaringer, givet ham mange gode råd, og hvert eneste punkt i forplantningen gik han nøje igennem, for menneskeslægten skulle gøres med omtanke, og hvor han kunne, skabte han forbedringer.
Den rent tekniske side af sagen, navlestreng, livmoder, pigmentering, fosterudvikling var ikke det sværeste, nej, det der tumlede rundt i FarGods hoved morgen efter morgen, når han gik sine lange ture over bakkerne, gennem dalenes døsige morgentåge og op i det spædt glimtende sollys på toppen, det var ikke mekanikken. Det var forførelsen.
Han satte sig ved stenen, skuede ud over landskabet og lod tankerne sive gennem hovedet, indtil han blev træt. Så blundede han tomt et par minutter og tog så tråden op igen.
Samme art, tænkte han, samme proportioner. Samme symmetri. Og så lokkede han mennesket til at elske dets egen symmetri og dets egne proportioner. Forholdet mellem højde og afstand mellem udstrakte hænder, mellem hovedets størrelse i forhold til krop, mellem benenes længde og føddernes størrelse og fingrenes størrelse og ørernes placering og hjertets placering, alt blev omsat til tal og forhold og sammen med symmetrien kodet som et skønhedsideal i mennesket.
Formålet var, at menneske skulle holde sig til menneske og vælge den bedst egnede partner. Hoved og arme skulle sidde rigtigt på kroppen, benene skulle være rørige, og de skulle være sunde. Eksem og sår og bylder gjorde han grimme. Vorter. Og skaldethed, og ar og deformiteter. Og alderdom. I sexuel henseende blev alderdommen gjort grim.
Han gumlede længe på det sidste og tænkte det godt og grundigt igennem, men holdt fast. I forplantningens tjeneste måtte han gøre rynker grimme.
Og gråt hår.
Og en krumbøjet gang.
Og så skal mand søge kvinde og kvinde søge mand, selvfølgelig, og det vakte ingen problemer hvad angik Ivan og Iris, for de var skabt mand og kvinde, men alle deres efterkommere ville bære både manden og kvinden i sig, og det kunne nok komme til at give problemer. Men på den anden side hellere barnløs kærlighed end slet ingen kærlighed, når bare forførelsen var en fornøjelse, og kærligheden satte sig spor, så var det ikke afgørende, om elskoven i alle forhold blev til børn. Det vigtige var trods alt at bringe kærlighed videre.
Og han gjorde det maskuline smukt for kvinder: smalle hofter, brede skuldre, skæg og store hænder, og det feminine smukt for mænd: store bryster, røde kinder og et kraftigt bækkenparti. Fortrød så i det samme, for nok var der fremtid i et par store madposer og et godt blodomløb, men fremtidens unge piger, som FarGod satsede så meget på, havde jo slet ikke den statur, som ældre erfarne, der havde været flere barnefødsler igennem, og så gjorde han istedet ungpigedyderne tiltrækkende: det eftergivende, blege, spinkle og ubehjælpsomme, der råber på beskyttelse og omsorg.
Fortrød så igen.
- Jeg skal jo heller ikke bestemme alting, mumlede han og døsede et par minutter.
- Jo, jo, jo! - sagde en stemme i ham, - jeg skal bestemme, og han så for sig, hvad der ville ske, hvis mennesket selv skulle bestemme om artens udvikling og beståen. Hvis mennesket med sin fornuft skulle beslutte, hvem der egnede sig bedst til at få børn, hvem der skulle være de udvalgte.
- Himmel! Det må ikke ske.
Og så besluttede FarGod at skabe et modstykke til fornuften.
Et redskab, der ud over alle grænser skulle styre forplantningen, så stærkt skulle det være, at ingen tanke kunne hamle op med det, end ikke den sundeste fornuft, og hvad var mere nærliggende at bruge som råmateriale end det stof FarGod selv var gjort af: kærlighed.
Lysten springer af kærlighed, og netop lysten, den ubrydelige længselsfulde lyst til elskov blev en byggesten i forelskelsen.
Forelskelsen.
Og God gjorde forelskelsen uimodståelig, som åndedrættet, veerne og hjertets slag.
Kapitel 18
MANDDOMSPRØVER. ØVELSE I OMSORG: AT HOLDE PÅ ET SPÆDBARN. KRAFTPRØVEN. FANGELEG.
Når Ivan gik med Iris i skoven for at plukke bær, var det altid Iris, der holdt kurven, hun kunne aldrig finde på at lade Ivan, der altid løb efter alt, hvad der bevægede sig eller slog med kæppe på træstammerne, have ansvaret for den, hvis der var noget i den, og Ivan blev da også helt målløs, da hun en dag sagde:
- Hold lige den! - og rakte ham en næsten fuld kurv med røde bær.
Han spærrede øjnene op og tog kurven, forsigtigt, mens hun plukkede videre og fyldte flere og flere bær i kurven.
- Det er altså nemmere at holde den sådan, sagde hun og gav ham kurven op i armene. Ivan turde næsten ikke røre sig og holdt kurven tæt ind til brystet som et spædbarn, da en mus i det samme smuttede forbi på skovstien, og han måtte lukke øjnene og koncentrere sig af al kraft om at holde fast på den betroede værdigenstand, der rystede faretruende.
Men pludselig tog Iris den fra ham med et sæt og dansede fjollet afsted hen ad skovstien, så at bærrene skvulpede, mens hun råbte til ham, at han hverken duede til at plukke bær eller fange mus, og kun kunne brække småpinde. Og Ivan lod sig narre og sprang omkring efter alt, der bevægede sig i bladene, fandt større og større kæppe, og bankede dem mod stammerne, så at stumperne føg, og Iris demonstrativt kiggede den anden vej.
Ivan syntes hun var underlig.
Og så, da de var nået ud ad skoven og var på vej over engen, satte hun kurven fra sig og stillede sig an.
- Fang mig, sagde hun, og begyndte grinende at løbe baglæns.
Ivan elskede at lege fangeleg.
Elskede finterne, timingen, at lokke den ene vej og gå den anden, at løbe hende træt, det nyttede normalt ikke noget, at han løb til, for så indhentede han hende på ti skridt, det var heller ikke det, at fange hende, der var dejligt, det var det at løbe efter hende. For det meste gav han hende et langt tilløb, for ellers kunne han ikke øve sig i antrittet, og netop antrittet elskede han. Og det at sætte kursen.
Men idag løb hun anderledens end hun plejede. Hurtigere, tættere, lod ham komme helt tæt på, inden hun satte tempoet op og løb fra ham. Han skulle virkelig anstrenge sig. Det var hende, der styrede det, kunne han mærke. Hun fintede bedre end hun plejede, hun grinede mere, når han snublede.
Hun drillede, når han måtte standse for at puste.
FarGod stod hjemme i skuret og så dem gennem vinduet.
Så sendte han forelskelsen afsted.
Kapitel 19
DET FØRSTE KYS. FORELSKELSEN. ØJNENES NAT OG FORVENTNINGENS.
Og det skete.
I samme øjeblik Ivan indhentede Iris skete det. Han kastede hende omkuld på jorden og bed hende i halsen. Som død lå hun, armene slapt ud til siden, håret blødt om ansigtet, øjnene lukkede. Forsigtigt løsnede han sit greb, satte sig op og kiggede på hende, kinderne var røde, halsen lang og nøgen, det var det smukkeste syn, han nogensinde havde set. De tynde bløde lukkede øjenlåg, øjenvipperne så fine og lige og næsen, så smuk og ren og panden - åh, Gud!
Forsigtigt bøjede han hovedet mod hendes bløde hals og nappede uendelig blidt i den fine hud lige der, hvor halspulsåren banker. Nappede med læberne, suttede forsigtigt. Han mærkede hendes hånd i sin nakke, og vovede at se på hende igen. Så åbnede hun øjnene, og Ivan så ind i midten af Iris, så ind i hjertet og der var varmt. Og med en antydning af bevægelse med hånden i hans nakke førte hun hans ansigt mod sit, lukkede igen øjnene og drejede hovedet og deres læber mødtes, og det gik som en umærkelig sitren igennem ham, at denne fornemmelse var den vidunderligste af alle fornemmelser, og da han et sekund kom til at tænke på, hvad det egentlig var, der foregik, sagde han: - gå væk, tanke, - og gemte sig i forventning og nysgerrighed.
Hans krop var spændt til det yderste, hver en muskel var parat til hvad som helst, og hans krop var uendelig slap, den sitrede sjasket og var ikke i stand til noget som helst og han var så uendelig træt, og havde aldrig været så vågen før i hele sit liv.
Og Iris borede sit blik ind i hans mørke øjne og malede kærlighed på nethinden. Og hun nød at styre ham med den mindste antydning, en lille bevægelse med læberne og han kyssede hende, en lille hoveddrejning, og han nappede hende i halsen, en let berøring i nakken og hun fik et knus. Og som hun lå der i græsset og kiggede op i skyerne, der drev forbi og mærkede hans læber, hans tunge og tænder, følte hun sig som verdens lykkeligste menneske.
- Vinder, hviskede hun i hans øre, og hun mærkede en tåre dryppe på sin hals.
Det blev sent, da de kom gående op til huset med kurven imellem sig, og de fortalte ikke, hvad der var sket. FarGod lod som ingenting, men kunne ikke lade være at smile for sig selv, når de ikke så det, over deres ændrede adfærd. De kunne ikke koncentrere sig om noget, glemte alting, kiggede ikke på hvad de lavede, strøg hele tiden tæt forbi hinanden og udsendte små korte blikke, der hægtede sig sammen i luften.
FarGod fandt på et påskud for at sove i værkstedet den aften, og de unge mennesker lod knap til at bemærke det, da han tog sin dyne, sagde godnat og gik.
Det blev øjnenes nat og den fine berørings, og der blev hvisket. Igen og igen strøg Ivan Iris over håret og kyssede hende på panden og næsen og munden og halsen og mellem brysterne. Og hun så igennem hans øjne og ind i sjælen, der bedøvet af forelskelse tryglede om kærlighed.
- Sisse, min.
Og hun holdt ham i sine arme mens han suttede på hendes brystvorter som et spædbarn og lysten brændte sig vej gennem hendes krop.
- Min Vinder.
Og hun puttede sig ind til ham, krummede sig sammen som et foster, og lod sig holde om og lysten brændte sig vej i hans krop, lysten til at beskytte.
Og en lyst mere.
- Åh Gud! tænkte han. Hvad skal der ske.?
Så faldt de i søvn i hinandens arme.
Ingen så slangen, der lå snoet om en af de tykkeste grene i træet ved gavlen. Fuldstændig udtryksløs lå den og stirrede ud i luften, som ventede den på hvad, der skulle ske.
Kapitel 20
DEN NØGNE KROP GØRES SMUK. HJERTEFORM BLIVER KÆRLIGHEDSSYMBOL. NATTENS ELSKOV. FARGOD GIVER DEN STORE OPLEVELSE TIL MENNESKENE. EN FUSION I RUMMET. MENNESKET SKABER.
Og det blev morgen, og det blev dag, og det blev aften, og Fargod vandrede igen over i værkstedet, hvor han havde forsøgt at gøre det lidt hyggeligt midt i al rodet, lagde sig i sengen og stirrede på stjernerne gennem det lille tagvindue, mens han tænkte.
På kærlighed.
Og Iris lod hånden glide op ad Ivans krop og hver en muskel, hver en hulning blev uendelig smuk i det øjeblik, hun rørte den. Den hårde læg, det bløde inderlår, lysken, maven, navlen og brystet, Ivan havde hår på brystet, ikke meget, men det, der var, var smukt. Og uendelig trygt. En ny tryghed. Hun lagde hovedet til brystet og fornemmede ribbenene under huden løfte sig og sænke sig og hans hjerte bankede i hendes tinding.
Og Ivan gjorde hendes krop smuk med hænderne. Formede de runde kurver i skulder, bryst, mave, lår, numse, lod hænderne glide op og ned ad den nøgne hud, som udsendte den smukkeste duft, Ivan kunne tænke sig. Og han slikkede den og bed i den og kyssede den og gemte smagen og duften og bakkerne og kløfterne.
Og de satte sig på knæ overfor hinanden og kiggede på de nøgne kroppe, og FarGod bestemte at de var smukke.
For hinanden.
Således er skønhed til alle tider: numsens bløde krumning, ribbenets skjulte styrke. Lyskens blide hulning og læggens spændte form.
Og da de var trætte af at føle på skønheden faldt de i søvn i hinandens arme, og det blev morgen, og det blev dag, og det blev aften, og FarGod gik som sædvanlig over i værkstedet for at sove, og der lå han så og kiggede ud i natten og tænkte på kærlighed.
På forelskelse og vellyst. Og på Den store Oplevelse.
Den store Oplevelse, hvor alle stjernerne var blevet skabt mellem fingrene på ham, og han mindedes den vidunderlige musik, der nærmede sig, og varmen og det pludselige bragende lysglimt og bagefter denne befriende følelse af fuldkommenhed. Nyfødt fuldkommenhed, der bredte sig lydløst til alle sider og gav rum.
Hun lå på knæ, med hovedet i puden og spredte ben, ryggen svajet, skulderbladene stikkende frem som stejle bjerge, håret faldt om ansigtet, om de lukkede øjne, om munden og næsen og Ivans hænder trykkede varmt på hendes bagdel, mens hans ensomme ribben pirkede til hendes dejlighed, og hun spredte benene lidt mere.
Som vagtelæg, forsigtigt tog hun dem i hånden, ovale, bløde sten, tunge og pakket i det blødeste dundækkede hud. Kølige, hun lod dem hvile i hånden, vejede dem og varmede dem, og skønheden tog dem til sig.
Hvad Ivan så, på knæ bag Iris, var det smukkeste syn han kunne forestille sig: To elskende rundinger, et hjerte så fyldigt, en lysende frugt, stor og moden, kløvet til kernen.
Og han mærkede hendes fingre gribe om sit lem, der var ved at sprænges af uforløst kærlighed og føre det mod blomsten, de saftige læber, himmel!
- Nyfødt fuldkommenhed, der breder sig til alle sider og skaber rum, tænkte den gamle med et suk, åh, - Gud! - hvilken vidunderlig fornemmelse.
Han fik lyst til at give den videre. Give den videre til de unge elskende ved siden af, der forblændede af forelskelse legede tagfat med kærligheden og hinanden.
Og menneskeslægten.
Give den videre, Oplevelsen, som en belønning. Give Den store Oplevelse til mennesket som en gave? Som en tak? Men nej, selvfølgelig var det umuligt, Den store Oplevelse var en éngangsfornøjelse for guder.
Og dog.
Det skete: Et glødende gys, et lysende brag af vellyst blev skabt i det sammenfiltrede par, hun krampede ham til sig med armene og benene og han accellererede de sidste hektiske kærlighedens stød og I et brus af lykke og fuldkommenhed blev de til èn: hoved ved hoved, bryst mod bryst, ham i hende, og rummet blev skabt.
Nyfødt fuldkommenhed bredte sig, elskovs belønning.
Stakåndede og svedige og lykkelige løsnede de grebet om hinanden og uendelig svævende træthed bredte sig som varm musik, mens en stjerne og en planet smeltede sammen i Iris og skabte det første menneskebarn.
Mennesket skabte.
ELSKEDE OLGA II. BOG
ELSKEDE OLGA III. BOG
MANUSKRIPTER
FORSIDE