ELSKEDE OLGA

FORSIDE
MANUSKRIPTER
ELSKEDE OLGA I. BOG
ELSKEDE OLGA II. BOG

III. BOG
HIMMERRIGETS PORT

Kapitel 1

BUES LABORATORIUM. EKSPERIMENTER OG ANALYSER. EN PROBLEMATISK TEORI. ET ØJE ER ET ØJE, VAND ER VAND. EN REVOLUTIONERENDE OPDAGELSE. DET NYE STOF.

Brise blev, sådan var det.
Brise blev boende, hun og børnene var kommet for at blive. Hvorfor hun havde forladt det fremmede og begivet sig ud på den lange rejse med sine børn for aldrig mere at vende tilbage, fortalte hun aldrig, men ved en enkelt lejlighed antydede hun, at de nærmest var flygtet, både fra børnenes far og fra landsbyen. Men da hun helst var fri for at snakke om det, var der ingen, der spurgte og efterhånden var det hele også ligemeget.
Børnene faldt godt til det nye sted. Enok gik stadig en del for sig selv, men han var heller ikke så åben som Luna, der havde været slyngveninde med Liese og Lykke fra den første dag. Men det skulle nok komme, mente Brise, han skulle bare have tid til at finde sig tilrette og lære sproget.
Sisse havde gjort, hvad hun kunne for at få Bue til at lege med ham, tage sig af ham, men Bue havde ikke tid.
Bue havde aldrig tid.

I Gods gamle skur, der var flyttet neden for gården mellem et par høje fyrretræer havde han indrettet sig med sine remedier og medikamenter. Skuret stod i vejen for den ny længe og istedet for at splitte det ad, som det egentlig fortjente, så gammelt som det var, fik Bue det som værksted. Hans eget laboratorium. I den ene ende af den nye længe havde God så fået en lille lejlighed og i resten af huset boede Brise med sine tre børn, tre - for det viste sig snart efter ankomsten, at hun var gravid og inden året var omme havde hun med Sisses hjælp født en dreng, som hun kaldte Isak.
Der blev igen hyggeligt i det gamle skur.
Kranier, døde fugle, planter, glas med farvede vædsker, sten, æsker med sand i forskellige grovheder, tørrede indvolde, øjne i sprit, ikke underligt at der lugtede, men Bue elskede det, og når et dyr begyndte at gå i forrådnelse, lagde han det i en myretue i skoven og snart efter kunne han hente et hvidrenset skelet, som han kunne bruge til sine studier. For Bue studerede. Studerede og eksperimenterede, hans nysgerrrighed var umættelig, alt hvad han fandt og tog med hjem blev pillet fra hinanden, undersøgt, sammenlignet og sat på forskellige prøver og hele tiden opdagede han noget nyt og undrede sig over som alting var skabt. Rødspætten f.eks. den svømmede modsat de fleste andre fisk på den flade led. Istedet for at svømme lodret i vandet havde den fundet på at baske sig afsted lige over sandbunden, for på den måde at undgå sine fjender. Såsnart den blev forstyrret, rystede den sig ned i sandet og gemte sig.
Havde den nu haft øjnene på hver sin side af hovedet, tænkte Bue, så havde det ene øje altid været ubrugeligt, fordi det var rettet ned mod sandet. Det var som om rødspætten, da den blev skabt, i modsætning til andre fisk havde haft et ønske om at få begge øjne på samme side.
Og det havde den så fået.
Underligt så det ud, som var øjet ved en fejltagelse vandret om på den gale side, munden var, fordi den prøvede at vende sig, blevet helt skæv.
Det var som om rødspætten havde udviklet sig fra en anden fisk, som om en almindelig fisk havde lavet sig om og var blevet til en rødspætte.
Men hvordan?

Bue fandt mange eksempler på, at et stærkt ønske hos et dyr eller en plante var blevet opfyldt. Alle dyr havde en hovedopskrift, de var fugle eller fisk, pelsdyr eller kryb, men når en mus så fik en ustyrlig lyst til at flyve, så blev den ikke lavet om til en fugl med fjer og næb, den beholdt sin hovedopskrift og var stadig et pelsdyr, blot fik den flyvehud mellem fingre og fødder.
Overalt i loftet hang de, tørrede flagermus, med udspilede vinger. På væggen hang skelettet af en sælluffe, den havde været en tur i myretuen, glat og hvid var den, enkel og smuk. Sælens hovedopskrift var den samme som flagermusens, men et ønske om at komme til at svømme havde formet forbenene til finner og bagbenene til hale. Fiskehale.
Dyr kunne udvikle sig. Hvis et dyr virkelig ønskede det, kunne det udvikle sig til et andet. Bue var sikker, alle hans studier viste det. Problemet var bare, at det ikke kunne passe. En kanin fødte kaniner og en mus fødte mus. Kaninerne kunne falde forskelligt ud i farve og størrelse og hurtighed, men kaniner var det altsammen og musene kunne være lyse eller mørke, større eller mindre, men mus var det altsammen. Blandinger fandtes ikke.
Kaniner var kaniner og mus var mus, som sten var sten.
Og vand, vand, Bue arbejdede ikke kun med livet.
Han studerede bølgerne og dråben og vandets hvirvler, der altid drejede til højre. Aldrig til venstre. Og han lod en sten falde ned i en spand og iagttog vandsprøjtet og stenens træge fald mod bunden. Og han hældte frugtsaft i vandet og iagttog hvordan det lod sig blande fuldstændig, i modsætning til vand og olie, der ikke lod sig blande. Saft var altså vand.
Det var olie ikke.
Tilsidst kendte han vandets egenskaber, som han kendte flagermusens og rødspættens og én ting var det altsammen fælles om: det var, hvad det var.
En flagermus var en flagermus, et øje var et øje.
Og vand var vand.

Og så var det han en tidlig morgen i slutningen af vinteren gjorde sit livs opdagelse.
Han så det ikke straks. Solen skinnede lavt gennem bakkerne, kiler af morgenlys fik duggen til at glimte forsigtigt, det var i skyggen, helt inde under bakken, hvor stien går tæt forbi skrænten, at de var, vandpytterne. Eller det som plejede at være vandpytter. Så længe Bue kunne huske, havde de været her, når det havde regnet. Men netop denne morgen var der sket noget mærkeligt.
Straks han så det, vidste han, at han stod over for et enestående fænomen. Noget fantastisk. Han stod derfor fuldstændig stille, andægtigt og turde ikke tro sine egne øjne.
Vandet var blevet til sten.
Han bukkede sig ned og rørte ved det, det var stift. Stenhårdt og iskoldt. Glat og spejlblankt. Fuldstændig fladt. Han kiggede sig omkring, som for at se om der stod en tryllekunstner bag hans ryg, men nej, det var virkeligt. Vand kunne ændre sig. Vand var ikke altid vand.
Han trykkede på det nye hårde stof, og det viste sig, at det kun var en tynd hinde, ikke tykkere end en negl. Det var kun det allerøverste vand, der var blevet til glas. Hvad der end var sket, måtte påvirkningen været kommet fra luften. Noget i luften havde fået vandet til at til at ændre sig.
Han tog et stykke stift vand mellem fingrene, det var glat og klart. Og skarpt. Så knækkede det i en lige linie midt over. Det var skrøbeligt.
Han brækkede flere stykker af fra flere forskellige vandpytter og tog det med op i laboratoriet, lagde det på bordet, satte sig ned og kiggede. Stirrede på det nye stof.
Det lignede glas, men alt det glas han kendte, ruder og flasker var blevet skabt af God, det nye stof havde skabt sig selv.
Og til Bues ligeså store forbløffelse forsvandt det igen, vand dryppede fra flagerne og de skarpe kanter blev afrundede, pytten på bordet blev større og større.
Han kaldte det is.

Han kaldte det is, og han tænkte, resten af dagen tænkte han på is. Og de næste dage. Stod tidlig op hver morgen og gik ned til pytterne, for at se om der var skabt is om natten. Blev hans ånde til lysende tåge, prikkede kulden i hans kinder og gjorde fingrene stive, så vidste han, at isen var dannet.
- I kulde ønsker vand at blive hårdt, sagde han til sig selv, mens han skrev det op i sin bog.
Hvad så med flagermusen?
Hvis vandet kunne blive til sten, kunne en mus vel også blive til en flagermus.
Var det sådan øjet var blevet til?
Havde et dyr engang i tidernes morgen, da de var blinde som planterne, ønsket sig så meget at se, at en del af hjernen havde skabt sig om til et øje?
Sådan pludseligt?
Han følte sig varm om ørerne, og tættere end nogensinde på opklaringen af spørgsmålet: hvordan.

Kapitel 2

SÅDAN VAR DET SKET: PLUDSELIG SOM NYSET. UDVIKLINGSLÆREN ILLUSTRERET MED BYGGEKLODSER OG PUSLESPIL. ARTERNES OPSTÅEN OG ET SINDRIGT UR: ARTERNES TIMEGLAS. HÅBETS MAGI.

Vand havde skabt sig om til sten. Det var ikke langsomt blevet stivere og hårdere, efterhånden som det blev koldere, det ændrede sig ikke mere og mere, som når det langsomt blev rødt af frugtsaft. Vand blev til is med et sæt - som når lynet slår ned. Eller man nyser.
Det var sådan, det var gået til. Sådan var musen blevet til en flagermus, sådan var rødspætten skabt.
Øjet.
Da blinde dyr længe nok havde ønsket at komme til at se, skabtes øjet, sådan! Et nyt dyr blev til som det gamle, men med evnen til at se. I alle dyr der senere blev skabt lå opskriften gemt, hvordan et øje bliver til.
Det var, som faldt de sidste brikker på plads samtidig. Varmen bredte sig fra Bues ører ned ad halsen, han smøgede ærmerne op og kunne ikke lade være at smile frem for sig, mens han tog en stak gamle notater frem.

- Naturen har to måder at bygge på, tænkte han, den ene er som at lege med byggeklodser, man kan lave om og bygge til og ændre ustandseligt, lave utallige variationer, som man nu har lyst til det. Den anden er som at lægge et puslespil. En brik skal se ud på en ganske bestemt måde for at passe, og enten passer den eller også passer den ikke.
Hvor byggeklodserne er ens og kan erstatte hinanden, er puslespillets brikker forskellige, der er op og ned på dem, forside og bagside, byggeklodserne er lige gode, hvordan de end vender.
Når man bygger med byggeklodser, betyder det ikke så meget hvordan resultatet bliver, men når man lægger et puslespil, så skal brikkerne passe sammen på en ganske bestemt måde. Hver brik har sin plads.
Ja, sådan bygger naturen, den udvikler sig stille og roligt, som legede den med byggeklodser, får livet til at gro og ændre sig umærkeligt, men er der brug for det, så skaber den i et nu. Finder brikken frem, der passer.
Vandet har evnen til at blive til en sten i sig, og musen evnen til at blive til en flagermus. Når bestemte betingelser er tilstede vil vandet stivne og flagermusen blive skabt. Pludseligt.
Øjet gled ikke langsomt fra den ene side til den anden. Da der var brug for det, skete det bare sådan! - og Bue knipsede med fingrene i luften, uden at der dog lød hverken smæld eller knald.

Da God havde hørt om hans opdagelse smilede han og nikkede og sagde:
- Ja, sand kan fyge lige så stille, men når en stor sten revner, sker det med et brag. Sådan er det også med livet. Det udvikler sig stille og roligt, fornyr sig og ændres, men når en ny art skabes, sker det pludseligt, som når lynet slår ned.
- Jamen hvordan?
I hver celle i hvert væsen, dyr eller planter ligger livets kerne og der gemmes alle oplysninger om, hvad livet har været, og hvad livet skal blive.
- Hvad livet har været?
- Ja.
- Og hvad livet skal blive?
- Ja. Og i cellerne, der skal blive den næste generation, opfanges alle signaler fra individet om hvordan det har det, hvilke organer det bruger eller ikke bruger.
- Hvad det ønsker sig?
-Ja, netop, Når du går på dine ben, går der besked til dine livskerner, at du er glad for dine ben, at du gerne vil beholde dem, og måske gerne vil have nogle kraftigere.
God smilede og fortsatte.
- Der er også i kernen et ur. Et meget sindrigt ur. Det består af en lille, bitte smule af et særligt stof, der ændrer sig, når tiden går. Sålænge der er bare en anelse af stoffet tilbage, sålænge sker der ingen forandringer, andet end hvad tilfældigheden og den almindelige udvikling sørger for, så er dyret eller planten stadig det samme. Men når al stoffet har ændret sig, ændrer livets kerner sig også. Pludseligt, som en sten, der revner, eller vand, der fryser eller lynet, der slår ned, forvandler de sig. En ny brik bliver dannet.
- Og så er der brug for ønskerne?
- Ja, så er det ikke tilfældigheden, der bestemmer, men livet selv, og den nye art, der bliver skabt, vil gøre alt for at blive bedre end den gamle, sådan er livet nu engang indrettet. Det vil ligne det gamle, men det vil også være nyt.
Dyret, der har brugt sine ben, vil blive til et dyr med stærkere ben og dyret, der har brugt sine klør, vil blive til et dyr med kraftigere klør. Hvis det gamle dyr i utallige generationer har strakt hals efter træernes blade og altid har ønsket sig, at kunne nå højere og højere, vil det nye dyr få en længere hals. Og hvis det gamle dyr i årtusinder har ønsket at gemme sig mellem skovens stribede skygger, så vil pelsen på det nye dyr få striber, der forveksling ligner skovens. Farverne ligger allerede parat: hvid, sort og alle nyancer af brunt, det er bare at vælge de rigtige.
At danne en ny art er et spørgsmål om at vælge. At sige ja eller nej til nogle muligheder. Og for at de nye dyr ikke skal få afkom med de gamle, er deres celler gjort uforenelige, kun med nye skabninger, der har haft de samme ønsker og derfor er skabt på samme måde, kan de parre sig og blive til den nye art.
- Den første flagermus blev altså født af en mus, som ønskede at flyve?
- Ja, da tiden løb ud for musen, blev det muligt for den at ønske, og selvom de fleste ønskede at have det, som de plejede, og derfor fødte almindelige museunger, var der alligevel nogle, der ønskede, at de kunne flyve, og så fødte de børn med flyvehud. Og fordi der var mange mus, der havde samme ønske, blev flagermusen i stand til at overleve.
Bue lyttede og spurgte:
- Ligger der så også et nyt slags menneske i mine livskerner? Han var lige ved at snuble over det svære ord: livskerner, men det var vigtigt for ham at sige det.
God kastede et skævt, lunt blik til ham og sagde :
- Ikke ét. Nej, tusinder.
- Jamen hvordan?
- Hver gang du forstår lidt mere, sagde God og tog ham om skulderen, opdager du endnu mere, du ikke forstår.
Han gav ham et faderligt klem og sagde, nærmest til sig selv:
- Iøvrigt er det kun tiden, du ikke fatter.

Kapitel 3

DRØMMEN OM DEN STORE HJORT. VINDER ER FORVIRRET OG BETROR SIG TIL GOD. DRØMMENES VERDEN OG VIRKELIGHEDENS. OM LØGN OG SANDHED, TRO OG VIDEN.

Elskede Olga, hvad har alt dette med kærlighed at gøre, tænker du sikkert, men jeg siger dig, at netop ved at tale om de kræfter, der holder alting på plads og dyrene i deres art, de kræfter, som sørger for at alting er, hvad det er, netop derved nærmer jeg mig kærligheden.
Det kan godt være nemmere at erkende en guddommelig kraft i dig selv, og kærlighed er en guddommelig kraft, hvis du først har set den i en sten. Eller i en mus. Hvis du har set den blive til for dine egne øjne, is? - ja, nu nærmer du dig, jeg lover dig, det handler om kærlighed.
Men vent, der er endnu et stykke vej, for hvad hjælper det hele, hvis du ikke kan skelne det guddommelige fra det menneskelige, drømmen fra virkelighed. Hvis du bytter om på tro og viden. Hvordan finde kærlighed, hvis du ikke kender sandhed, drømmenes og virkelighedens, hvis du ikke ved, hvad det vil sige at findes.
Jo, jeg vil føre dig til kærligheden, men først skal du kende til at tro. Så at finde.
Hør nu her.
Det skete den følgende sommer, at det en aften bankede på døren til Gods lejlighed og Vinder trådte indenfor.
- Goddav.
- Jamen Goddav! lød Gods overraskede stemme, han rejste sig og ville give Vinder et knus, men tog sig i det, det skulle heller ikke virke for påfaldende, at det var længe siden Vinder sidst havde banket på hans dør. Det var i det hele taget længe siden nogen overhovedet havde opsøgt ham. Oftere og oftere sad han alene og småblundede i sin nye lejlighed, hvor han iøvrigt slet ikke befandt sig godt.
Sisse havde syet gardiner og forsøgt at gøre lejligheden hyggelig, men han savnede sit gamle skur. Den velkendte duft, utæthederne, den hjemlige knirken, udsigten til stjernerne og regnens venlige trommen på taget, han følte sig indespærret i sit nye hjem. Tomheden bredte sig i ham, ligegyldigheden.
Fornemmelsen af at være til overs.
På netop sådan en dum dag, hvor alting var tungt og gråt, og God sad og tænkte på at forlade det hele, stod Vinder pludselig i stuen og smilede genert:
- Ja, det er altså ikke fordi, det er noget særligt, sagde han og holdt sig selv i hænderne.
God smilede og bød ham sætte sig, mens han hentede en skål lækkerier, der altid stod parat.
Vinder satte sig i lænestolen, den var blevet storblomstret siden sidst, Sisse havde syet den et nyt betræk, men den lød da som i gamle dage, når man satte sig i den.
- Ja, nu må du jo ikke tro, sagde Vinder og vred hænderne, mens God forsøgte at se så imødekommende og tillidsvækkende ud som muligt.
- Sig kun frem, sagde han og skubbede skålen over mod Vinder.
- Ja, det er altså det, at jeg har haft en mærkelig drøm.
- Ja?
- Jo, jeg var på jagt med Brise, da vi pludselig så en hjort, der var stor som et af de største træer i skoven. Den dukkede op lige foran os på stien og spærrede os vejen, hvis vi da ikke skulle have gået gennem dens ben. Geviret var som en trækrone, godmodigt stod den der og nikkede med sit kæmpehovede, men jeg var ikke bange. Jeg tænkte bare, at det kunne ikke passe.
Han gjorde en kort pause og så på God.
- Sådanne dyr findes ikke, tænkte jeg og Brise, som var et rådyr, stod lige bag ved mig og hviskede mig i øret:
- Jo, det er den største i skoven. Du kender den da.
God smilede, nikkede og lod Vinder fortsætte.
- Jeg undrede mig ikke over at Brise var et rådyr, det faldt mig ikke ind, at hun ikke altid havde været det, og det undrede mig heller ikke, at hun svarede på et spørgsmål, som jeg kun havde tænkt. Men så bøjede den store hjort hovedet mod os, skrabede lidt i jorden med forbenet og sagde med en dyb stemme, som et menneske:
- Ivan, Vinder, menneske, er du mennesket, som er skabt af God?
- Ja, sagde jeg.
- Så findes du? spurgte den.
- Ja, sagde jeg, men jeg var overbevist om, at der var snyd med i spillet. Jeg kender jo skovens dyr og ved, at der ikke findes hjorte så store, jeg ved, at intet dyr taler med menneskestemme, jeg var overbevist om, at det måtte være en drøm. Jeg så syner, det var indbildning, det vidste jeg.
- Ivan, Vinder, menneske, skabt af kærlighed, ser du mig?
- Ja, sagde jeg, jeg ser dig
- Så findes jeg?
Jeg vidste, det var en drøm, og hvad man ser i en drøm, findes jo ikke i virkeligheden og Brise, der stod bag mig og stødte i jorden med sine stive, tynde klovede ben, hviskede i mit øre:
- Du tror ikke på ham?
- Nej, sagde jeg.
- Så knib dig selv i armen og mærk, om du drømmer.
Jeg kneb mig selv i armen, på underarmens inderside, hvor jeg er mest ømskindet, og det gjorde ondt. Så vidste jeg, at jeg ikke drømte, men at det hele var virkeligt, at hjorten fandtes og kunne tale som et menneske.
God lyttede. Nikkede fortroligt.
- Da jeg så vågnede næste morgen, kunne jeg ikke få drømmen ud af hovedet. Det hele var så virkeligt, mødet med hjorten. Jeg havde i drømmen været fuldstændig overbevist om, at den fandtes, og at jeg snakkede med den, lige så sikker, som jeg nu er på, at det hele er en drøm.
Og så er det, sagde han og gned sig på næsen, jeg er begyndt at tænke på, og det bekymrer mig en smule, om jeg i virkeligheden lever i en drøm. Om jeg en dag vågner op og opdager, at det hele var snyd, at mit liv var indbildning, bare en forestilling. Om at alt, hvad jeg nu tror er sandhed, i virkeligheden er noget jeg drømmer.

God smilede forstående, kiggede et øjeblik ud ad vinduet, som tænkte han sig om, så sagde han:
- Mennesket lever i to tilstande, en vågenverden og en drømmeverden, og begge steder findes sandhed, for sandhed er det, som findes.
Alt som findes er sandhed. Alt som finder sted. Alt, du finder ud af.
Sandhed er, hvad du finder, og det er sandhed i den verden, hvor du har fundet det.
Virkeligheden er sandhed når du er vågen og fantasien er sandhed når du drømmer, og kniber du dig i armen i virkeligheden, så mærker du, at du findes og kniber du dig i armen i drømme, drømmer du at du mærker det.
- Men hvordan kan jeg så vide, om jeg er vågen eller drømmer, når det ikke hjælper at knibe mig selv i armen?
- Hvorfor vil du vide det? Hvorfor er du bange for at leve i en drøm? Er det løgnen, du er bange for? Men du skal vide, at løgnen først opstår, når du bringer drømmen ind i virkeligheden og bilder dig selv ind, at den er sandhed.
Tror du, at Den store Hjort også findes, når du er vågen, at du kan møde den i skoven i virkeligheden, at den kan få kid med et almindeligt rådyr, et kid som er en blanding af drøm og virkelighed, af tro og viden, så lyver du. For alfer og trolde og nisser er troens børn og hører fantasien til som Den store Hjort.
Måler du i drømmen, det du ser, med virkelighedens målestok, så opstår løgnen, og du bliver bange for selv at være et bedrag. Men stoler du på dine øjne og dine ører, og accepterer du din verden, hvadenten du drømmer eller er vågen, så har du intet at frygte. Heller ikke selvom du en dag skulle befinde dig i en ny verden på den anden side af virkeligheden. Når bare du ikke bringer sandheden med dig og fortsat kalder den sandhed.
For tager du drømmenes sandhed med i virkeligheden, så er den ikke sandhed længere, men eventyr og fabel. Og kalder du eventyret for sandhed, så lyver du, snyder og bedrager, for sådan er løgnen: at bringe fantasi ind i virkelighedens verden og kalde den sandhed.
At kende sandheden i den verden man befinder sig i, er at vide. At kende sandheden i en anden, er at tro.
Du kan tro på Den store Hjort, men kun i drømme kan du vide, at den findes.
Vinder nikkede, som gik der usynlige tråde fra Gods til hans hovede, så sukkede han lydløst og rettede sig i lænestolen uden at tage blikket fra Gods læber, og God fortsatte:
- Da du så den første gang stå dèr på skovstien, var du sikker på, at det var indbildning, du afviste sandheden, fordi du ikke gav dig hen i drømmen. Du havde stadig det ene ben i din vågenverden. Og da du i drømme sagde: - det kan ikke passe, om hjorten, da løj du for dig selv, for det var drømmenes sandhed, der stod foran dig, og ligesom det er løgn at benægte, at Den store Hjort findes i din drøm, sådan er det løgn at sige, den findes i virkeligheden. Og løgnen er grim og ond, den skaber forvirring, ødelægger dømmekraften, giver en falsk tryghed, som kan vise sig katastrofal.
Vinder satte hænderne på armlænene, som for at støtte sig.
- Hvor løgnen træder istedet for sandhed, kan mennesket ikke orientere sig, for den giver sig ud for at være sandhed, og når mennesket, som længes efter sandhed - sådan er det skabt - tager den til sig, så må den virkelige sandhed vige.
Vinder følte sig som i søgang og holdt fast på armlænene.
- Sandheden er som et lys i natten, sagde God, og løgnen vil gøre alt for at flytte det. Lykkes det, vil du gå i den forkerte retning, og hver gang, du tror at have fundet vejen, vil løgnen igen flytte det og tilsidst vil du ikke vide, hvor du er, men opdage, at du er gået vild.
Han holdt Vinders blik fast. Ubevægelig, næsten uden at trække vejret sad Vinder og stirrede ind i Gods øjne, som var det selve livets spejl han så ind i.
- Løgnen skal du bruge for at bekæmpe dine fjender, den vil forvirre dem, tappe dem for kræfter, tage modet fra dem, få dem til at tvivle på sig selv. Tvivle på, at de findes. Og det menneske, der tvivler på sin egen eksistens, er et let bytte.
God bøjede sig let frem.
- Når du nu er så bekymret for, om din virkelighed er endnu en drømmeverden, så er det fordi du er bange for at have mistet evnen til at kende sandheden. Og uden sandhed bliver du usikker, og usikkerheden gør dig utilpas, for så ved du ikke, om du selv findes. Men jeg siger dig - God lænede sig tilbage i stolen og lagde hænderne beslutsomt på armlænene:
- Sandheden er gjort af kærlighed, og af den er du skabt. Så længe du elsker, skal du også kende sandheden, og kender du sandheden, da skal du heller ikke være i tvivl om, at du findes.
Vinder nikkede med et lille smil, som ville han sige tusind tak. Så gjorde han mine til at rejse sig.

Kapitel 4

GOD FORTÆLLER OM EKSISTENS. VINDER TVIVLER, MEN BØRNENE VISER VEJ. EN IKKE-EKSISTERENDE FLUE SKABER LATTER OG IRRITATION. GENFÆRD OG SPØGELSER, MIRAKLERNES HEMMELIGHED. EN VERDEN HINSIDES: GODS VERDEN.

- Hvad nu, sagde Vinder på vej ud ad døren, hvis noget findes i virkeligheden, men man bare ikke ved det, er det så sandhed? Hvis noget har fundet sted, uden at nogen har set det?
- Hvis du hører om, at noget findes og du stoler på, at det er rigtigt, så er det sandhed og så findes det.
- Jamen, hvis jeg ikke har hørt om det?
- Så har andre måske hørt om det.
- Hvis nu noget sker, som ingen ser, ingen overhovedet? Jeg fulgte engang med Brise efter en såret hjort. Sporene fulgte vi hen til en dam, så forsvandt de ud i søen. Men hjorten så vi aldrig. Har hjorten så aldrig eksisteret, når hverken vi eller nogen anden har set den?
- Hvad du ved findes, det findes også, selvom du kun har set sporene. Eller hørt om dem. At noget findes betyder, at det er erkendt af mennesker. Med vore sanser har vi set, hørt, følt eller lugtet det. Eller vi har hørt om nogen, der har sanset det. Sådan er sproget, sådan er ordet, virkelighed betyder: det menneskene sanser.
- Vil det sige, at tingene bliver til efterhånden som menneskene opdager dem?
- Det er ikke anderledes i virkeligheden end i drømmen. I samme øjeblik du mødte Hjorten, fandtes den. Den talte til dig, det var ikke dig, der bestemte, hvad den skulle sige, du svarede den, og alligevel er det kun i kraft af dig, den findes. Uden din oplevelse, ville den ikke eksistere.
Alt hvad du finder i drømmen, får eksistens i samme øjeblik du oplever den. Og så snart du vender opmærksomheden mod noget andet, forsvinder det og findes ikke mere. Drømmen er, hvad du oplever.
Sådan er virkeligheden også, den findes i kraft af din oplevelse.
- Bliver skoven måske til, fordi jeg ser den? spurgte Vinder.
God nikkede.
- Og dyrene bliver til, fordi jeg ser dem?
God nikkede.
Og de forsvinder, når jeg går indenfor og tænker på noget andet?
God smilede og sagde:
- Noget som ingen har set og ingen har hørt, som aldrig har givet lys til noget øje eller lyd til noget øre, tavs og gennemsigtig i evighed, findes det? Nej, sådan er ordet, at når du siger virkelighed, så betyder det alt, hvad du ved findes. Intet andet er virkelighed.
Du skaber virkeligheden med dine sanser, som du skaber drømme med din fantasi. Gå afsted ud i verden, og du vil skabe den. Rejs til den fjerneste stjerne, og du vil udvide universet, stadig finde nye stjerner, og i samme sekund, du opdager dem, skaber du dem og hele deres fortid fra den første dag. Gå med tiden, og for hvert sekund der går, vil der være et nyt, der skal opleves. Du skaber rummet ved at gå og tiden ved at gå med.
Men er du i en anden verden, en anden tilstand, så forsvinder virkeligheden, og først når du vågner findes den igen.
- Jamen, hele verden forsvinder da ikke, fordi jeg sover, Sisse er måske vågen.
- Hvis Sisse er vågen, så eksisterer virkeligheden selvfølgelig for hende, men den findes først for dig, når du forlader drømmen og ankommer til virkeligheden.
- Jamen når jeg vågner, kan jeg da se, at den har eksisteret, mens jeg sov, tiden er jo gået.
- Såsnart du opdager det, ja, så er det også en del af din virkelighed.
Ville blæsten eksistere, hvis du ikke kunne høre den pibe og suse og se træerne bevæge sig? En ensom vind, uden noget at blæse med, ville den eksistere, hvis ingen nogensinde havde mulighed for at opdage den? Nej. Eller det usynlige, som ingen kan føle eller høre eller nogensinde har hørt om eller set spor af, eksisterer det? Nej.
Virkelighed er vågenverdenens sandhed, hvad mennesker kan sanse og fatte. Virkeligheden er begrænset af menneskets evne til at se, høre, lugte, føle og forstå. Solen. Ville den eksistere for de blinde, hvis de ikke kunne mærke stenene blive varme og føle, hvordan blomsterne vender sig imod den? Nej, solen findes, fordi vi kan se den, og vinden findes, fordi vi kan høre den, og virkeligheden er, hvad vi ved findes.
Vinder så ikke ud som om han var enig, eller også forstod han det slet ikke. Umærkeligt havde han åbnet døren og stod nu med det ene ben på dørtrinet.
- For den, der hverken kan se eller høre, sagde God og fulgte ham ud, eksisterer fuglene ikke.
Hvordan tror du virkeligheden ser ud for dyrene, som har udviklet helt andre sanser end mennesket, fugle kan finde vej i mørke, planter kan finde vand. Deres virkelighed er ikke som vores, for dem er sandheden en anden.
Vinder var lige ved at snuble ned af dørtrinet, da han trådte baglæns ud ad døren.
- Nej, virkeligheden ville blive alt for stor, hvis du vidste det hele.

I dagene herefter tænkte Vinder meget på, hvad God havde sagt. Han ville så uendelig gerne fatte betydningen af, at alting fandtes i kraft af hans oplevelse, det gjorde ham jo ret betydningsfuld, men han havde svært ved at tro det.
En dag på tur i skoven med pigerne Lykke, Liese og Luna, de skulle samle snegle, men det var dage siden det havde regnet, sneglene var væk og pigerne legede derfor istedet, gik Vinder i sine egne tanker, lukkede øjnene og åbnede dem igen.
- Nu er alting væk - og nu er det her igen.
Men nej, han kunne umuligt tro på det. Selvfølgelig forsvandt børnene ikke bare fordi han lukkede øjnene et øjeblik, det kunne simpelthen ikke passe.
Så prøvede han med en stor trækævle. Tog den i armene.
- Jeg mærker den, altså findes den.
Med en kraftanstrengelse smed han den ind i tykningen hvor den landede med et bump.
- Nu findes den ikke længere, sagde han til sig selv og prøvede virkelig at tro på det, men det var umuligt, selvfølgelig lå den stadig, hvor han havde kastet den fra sig.
- Virkeligheden findes kun i kraft af min oplevelse. Når jeg ikke oplever den mere, så findes den heller ikke.
Pigerne var løbet i forvejen, de legede skjul. Men pludselig kom Liese klynkende hen til Vinder.
- De er blevet væk, sagde hun snøftende og Vinder kunne ikke lade være at grine. Han tog hende på armen og kyssede hende.
- Du skal se, vi finder dem nok igen.
Og de fandt dem igen, de var ikke blevet væk. Kun for Liese. Og Vinder følte at han et eller andet sted forstod en lille smule mere af Gods uforståelige snak. Det var jo slet ikke indviklet og uforståeligt, men uhyre simpelt og enkelt. Hvad man ikke kan finde er væk. Borte-tit-tit!!
Sådan gik Vinder i sine egne tanker og glemte at kigge efter snegle, han tænkte også på Den store Hjort. Tænk, hvis den pludselig dukkede op her i skoven. Han så den for sig, nej, det ville være umuligt, så store dyr fandtes ikke, kun i drømme. Men alligevel. Hvis nu den pludselig stod foran ham, hvad ville han så gøre? Ønskede han et sekund, at den ville vise sig? Ønskede han, at han befandt sig i en drøm, lige nu?
En svag kuldegysning gik gennem ham, sådan som det så ofte havde gjort det sidste års tid ved tanken om, at han ikke befandt sig i virkeligheden, men et helt andet sted, i en drøm eller i en anden verden, - hvor var pigerne forresten? Han stod stille og lyttede. Holdt vejret og syntes at alting i et sekund var ham fuldstændigt fremmed. En isnende smerte jog gennem kroppen og fingrene prikkede, nakken føltes varm, det var, som var han selv i et sekund borte.
Men så hørte han ungerne le og råbe og spæne afsted gennem skovbunden lidt længere fremme, og han følte sig igen som Vinder, tørrede sveden af panden og gik videre.
På vej hjem mødte de God, han sad på en høj, lænet op ad en stor kampesten og småblundede. Pigerne vinkede til ham med deres siv, de havde plukket ved søen, og alle gik de op til ham, men han havde lukkede øjne og så dem derfor ikke, hørte dem heller ikke.
- Lad ham bare sove, hviskede Vinder til pigerne og gjorde tegn til at de skulle gå videre, men da var Lykke allerede kravlet op på stenen og lå på maven over Gods hovede og kildede ham forsigtigt på den ene kind.
God klaskede sig halvt i søvne på kinden.
Så viftede hun ham på den anden kind, og straks klaskede han sig på den anden kind. Liese og Luna måtte holde sig for munden for ikke at komme til at grine højt.
Så rakte hun sivet lige ned foran ansigtet og pirrede ham midt på næsen. God gryntede, mens han rystede hovedet og uden at åbne øjnene slog i blinde efter den flue, som aldrig havde eksisteret. Nu kunne Vinder heller ikke holde sig, kom til at sprutgrine og straks var God lysvågen, uden at han dog kunne forstå, hvad de grinede af, menneskene, der stod og sad omkring ham.
- Er det fluen? spurgte han forundret idet han igen slog sig i ansigtet til de andres store latter.
- Ja, det er fluen, grinede Vinder og nu kom også Lykke på stenen til at grine og sandheden gik op for God.
Pigerne løb grinende videre med deres siv og mens Vinder rejste sig for at følge dem sagde han nærmest henkastet til God:
- Forresten, den der verden, du snakkede om, som jeg ikke skulle være bange for at vågne op i, hvordan ser den ud, er den sådan ligesom vores?
- To verdener er du skabt til, sagde God, gned øjnene og børstede sivfnulder af ærmet, virkelighed og fantasi. Men hvad der ligger før drømmen og efter virkeligheden, det kan intet menneske fatte. Hvilken verden du vågner til, når virkeligheden hører op, det kan intet menneske forstå. Thi sådan er det skabt.

Så plukkede han et græsstrå, lænede sig tilbage, lukkede øjnene og sagde, mens han nippede til strået:
- Og skulle et enkelt menneske alligevel ved en fejl, et uheld, eller presset af en sjælden stærk følelse alligevel bryde ud af sin verden, af sin tilstand, så vil ingen tro det. Det er svært at skelne de ægte genfærd fra de falske, og falske spøgelser vil der altid være fuldt af. Nej, mirakler er sjældne, men er de virkelig ægte, da er de besøg fra en anden virkelighed.
Han kiggede op på Vinder og missede med øjnene mod solen, og Vinder sagde:
- Du kommer fra sådan en anden virkelighed, ikke?
God svarede ikke, lod nærmest som om han ikke havde hørt det.
- Jamen du findes jo, altså er du sandhed, men alligevel . . .
- Du har ret, sagde God med en opgivende stønnen og lukkede øjnene. Jeg er ikke af denne verden.

Kapitel 5

VINDER LIGGER FOR DØDEN OG FÆLLESSKABET KOMMER PÅ EN PRØVE. RACISME, JALOUSI OG FORARGELSE. STORMS FREMMEDE VEN. DEN NY FAMILIE.

Den følgende sommer skete det imidlertid, at Vinder blev syg.
Han blev stadig mere træt, kunne klare mindre, begyndte at sove til middag og lod andre klare arbejdet for sig, ung var han jo heller ikke længere.
Sisse passede ham, da han ikke længere kunne være oppe, og selvom han strittede imod, lod han sig alligevel overtale til at blive i sengen, når han havde det rigtig skidt.
Og det blev værre.
Selvom Sisse plejede ham og gav ham god, sund mad og rigeligt at drikke, blev sygdommen stadig værre og alle vidste, hvor det bar hen.
Vinder skulle dø.
Og så kom dagen da, hvor det kunne ske når som helst.
Alle var kommet for at være tilstede, når deres far og bedstefar, mand og søn, det første menneske på jorden skulle tage afsked med livet.
Sengen stod midt i rummet, så at man kunne komme til den fra alle sider og for at undgå, at det støvede fra revnerne i loftet, havde Storm bygget et tag på fire hjørnestolper og på indersiden malet de smukkeste hvide stjerner på en dybblå bund. Når Vinder med mellemrum åbnede øjnene, var det, som så han lige op i den virkelige himmel og syntes at kunne se evigheden et sted dér, mellem stjernerne.
Gardinerne var trukket for vinduerne, rummet lå hen i halvmørke, og selvom der var fuldt af mennesker, var der stille, som ventede man på, at en forestilling skulle begynde, at noget skulle vise sig. Der var en stille hvisken, dæmpet gråd, barnepludren, én rømmede sig med mellemrum. Den syges anstrengte, dybe, hæse vejrtrækning bølgede midt i rummet, langs væggene lød stilfærdig puslen.
Og ind imellem hørtes fodtrin, en dør åbnedes og lukkedes næsten uden at give lyd, det var Sisse eller Brise, der gik med forfriskninger og småmadder, eller hvad gæsterne ellers havde brug for.
Tidligt i morges var der blevet sendt bud efter alle, Sisse havde ment, at nu var tiden kommet, men morgenen og formiddagen forløb, uden at der skete noget, blot blev Vinder svagere og svagere. Der kunne ikke være langt igen.
Bag et bord i den fjerne ende af stuen legede pigerne at - være - syg, Lykke, Liese og Luna. Lykke var far og Luna mor. Liese var syg. Hun havde trukket blusen op og lå på gulvet mens Lykke trykkede hende på maven og kiggede hende i halsen, og så vendte Liese sig om, for at hun også kunne blive følt på ryggen.
- Hvad fejler hun, hviskede Luna, hun talte ikke med accent som sin bror, hun var heller ikke så anderledes i ansigtet, så mørk. Hun lignede de andre piger, og de tænkte ikke et sekund på, at hun var født i det fremmede.
Anderledes med Enok. Han gik mest for sig selv. For det meste undgik han pigerne, når de var sammen. Han hadede deres tavshed, når han nærmede sig, deres fnisen bag sin ryg. Og så råbte de efter ham: - Næsehorn! eller - Gorilla! Men når han vendte sig mod dem, spænede de skrigende videre med hinanden om halsen, mens de rakte tunge, han hadede dem, når de var sådan.
Men en gang imellem var de søde nok og ville godt have ham med, han kunne aldrig føle sig sikker.
Han havde sat sig på et stol et stykke fra de legende piger, sad dér og skævede til dem.

De snakkede lydløst, fnisede, Lykke hviskede noget til ham og vinkede, at han skulle komme. Han rejste sig, gik derhen, satte sig på hug ved siden af hende og trykkede Liese på maven, sådan som Lykke viste ham, han skulle gøre.
Liese opdagede ikke noget lige med det samme, men så åbnede hun pludselig øjnene, og så, at det var Enok, der rørte ved hende
- Adr - hvor ulækker! hvæsede hun højlydt, og vred sig fri. Lykke var ved at flække af grin, hun måtte holde sig for munden, for ikke at slippe latteren løs. Enok skyndte sig op på sin stol igen, mens Liese og Luna rakte tunge af ham.
I sofaen sad Storm og Den Fremmede. Sidste sommer var en fremmed kommet til gården, og han og Storm havde syntes så godt om hinanden, at han var blevet boende. Hos Storm.
I enhver henseende var de hinandens modsætninger, hvad Storm ikke kunne, kunne Den Fremmede og omvendt, også hvad angik udseendet, Storm var blid i trækkene, lys og glat, Den Fremmede var grov, havde en stor næse, sorte øjne og stridt hår. Han lignede Enok. Storm var faldet for den flotte fyr, såsnart han havde vist sig på gården. I starten havde Brise været tolk, hun talte jo hans sprog, men Storm fik snart lært ham deres eget, han brød sig ikke om, at Den Fremmede var for meget sammen med Brise. Så virkede hun underlig, gjorde sig til.
Det var rigtigt, at Brise øjnede et godt parti i den flotte fyr, hun savnede et mandfolk, og Enok savnede en far. Men Storm vogtede over ham, og Brise fandt snart ud af, at Den Fremmede aldeles ikke gik med samme tanker som hun gjorde, så den idé slog hun snart ud af hovedet.
Men af bare jalousi væmmedes hun, når de kælede og kyssede, eller som nu, hvor de sad i sofaen og holdt i hånd.
Det kunne hun ikke snuppe. Så valgte hun at se den anden vej.
Glemme dem. Skubbe tankerne væk om, hvad de lavede i dobbeltsengen, når hun om morgenen hørte lyde gennem det åbne vindue.
Men Enok undgik ikke Den Fremmede, tværtimod, han følte sig i familie med ham. Når de to var sammen, var Enok ikke fremmed, ikke anderledes, de talte samme sprog, og Enok talte ikke med accent. Hos Den Fremmede følte han sig hjemme, og han sad ofte i timer ved stien ned mod fjorden og ventede på, at Storm og Den Fremmede skulle komme hjem. Det var ikke altid, de var i humør til at snakke, og det var ikke altid det passede Den Fremmede at få besøg, men det gjorde ikke noget, for som regel var der en eller anden tjeneste Enok kunne gøre, og det fyldte ham altid med varme at kunne gøre Den Fremmede tjenester.
Umærkeligt flyttede Enok stolen hen mod sofaen. Hen mod Den Fremmede.
Bare et lille stykke.
Men det skramlede og Brise tyssede på ham.

Storm græd. Siden han var kommet ved morgengry havde han grædt, ikke højlydt, men stille og med mellemrum. Røde øjne havde han, opsvulmede kinder, en gang imellem tog Den Fremmede ham til sig og knugede ham. Tørrede hans øjne og sagde ømme trøstende læbelyde, som til et spædbarn, der har ondt i maven, mens han kyssede ham på panden og fik den sidste snøften til at lægge sig. Så sad de stille igen en tid, og Enok flyttede sig ikke nærmere.
På den anden side af sengen sad familien Thor og Risle.
En sommeraften for år tilbage havde forelskelsen ramt dem, midt mens de legede, uventet og alligevel med en indlysende selvfølge, grinende kan de stadig i hinandens arme småskændes om, hvem, der blev forelsket først, hvem der lokkede hvem.
Og så snart det første barn var kommet til verden, byggede de et hus ved fjorden, Thor var begyndt at fiske, og de fandt det derfor naturligt at flytte til vandet og ikke op i bakkerne. Hjemmefra skulle de.
De ville være sig selv. Begge satte de en ære i at kunne klare sig. I lange perioder kom de ikke på gården, de havde simpelthen for travlt med at sætte garn, røgte dem, rense dem, reparere dem og passe børn, Liv som lige havde lært at tale, og Lyn som stadig var spæd. Men så kom de andre til dem, Sisse kom med gedemælk og grøntsager og fik fisk med hjem, og Brise kom med en kanin - eller haresteg og Storm kom med øl og tegninger til en båd, som han havde tænkt sig at bygge, for at Thor kunne komme længere fra land end på de sammenbundne træstammer, han ellers balancerede på.
Familien havde taget et tæppe med, det sad de på, bredt ud på gulvet. Og de havde taget mad med og drikke. Det lignede en skovtur, som de havde disket op. Og legetøj havde de med sig og ekstratøj til den lille og tæpper, hvis det skulle blive køligt. De klarede sig.
Thor var høj. Ranglet, han måtte bukke sig, når han gik gennem dørene. Halvlangt hår, havde han, og skæg, dunene på kinderne blev til rigtigt skæg på kindbenene og på hagen. Og han havde overskæg, tyndt og blødt. Han så alvorsfuld ud. Og voksen.
Og Risle, som ammede Lyn havde langt lyst hår, det hang hen ad tæppet, når hun sad ned, og hendes øjne var lyseblå og der var et fredfyldt udtryk i hendes spinkle, nøgne ansigt, som hun sad der på tæppet med Lyn i armene, og lod ham sutte og slubre og slå med fast knyttede næver i det spændte bryst.
Ved hendes fødder småsov Liv med den ene finger i munden. En gang imellem fik hun lov at sutte brystet færdigt, så hun havde gjort det til en vane at være i nærheden, når lillebror fik mad. Men ofte ende det med, at hun faldt i søvn med erstatningspatten i munden, roen og trygheden og lyksaligheden ved mors fødder med de søvndyssende slubrelyde var for meget.
Og midt i det hele lå Vinder i himmelsengen, begravet i sin tykke, tunge dyne, og sagde lyde, en rolig stønnen eller let snorken, i den ene hånd holdt han Sisse, i den anden God.
- Hvordan var det nu, sagde Vinder, det hele begyndte. God havde netop fortalt historien om begyndelsen, om himlens og jordens skabelse, om hvordan livet blev til og menneskene, men i sin feberdøs havde Vinder enten ikke hørt efter, eller også glemt det igen, så God fortalte om begyndelsen én gang til. Om den smukkeste musik, der pludselig samlede sig fra alle verdenshjørner og mødtes i et punkt, som i det samme blev til alt verdens lys som spredtes til alle sider og skabte universet.
Sisse, som sad ved hans anden side tørrede sveden af hans pande og duppede hans sprukne læber.
- Mere! hviskede han.
- Og af en lille glat sten på størrelse med en ært groede livet og spredte sig til hele jorden som planter og dyr.
Vinder lukkede øjnene og faldt hen, vejrtrækningen blev roligere, men han sov ikke.
- Mere! hviskede han.
- Og af skovens liv blev mennesket skabt. Mand og kvinde, som levede i kærlighed sammen. Og kvinden kaldtes Iris og hun fødte 9 børn, og manden kaldtes Ivan og ham er du, Vinder, verdens første menneske.

Kapitel 6

STORE SPØRGSMÅL OG JORDNÆRE PROBLEMER. TIDEN ER EN RING. OM BEGYNDELSE OG SLUTNING. DE SMÅ LEGER DØD. DEN UFATTELIGE INTETHED.

Og Vinder smilede, og Sisse tørrede sveden af hans pande og Bue, som sad ved benenden og lyttede, hviskede til God:
- Men før begyndelsen, hvad var der så?
God bøjede sig mod Bue og sagde:
- Som is blev skabt af vand og flagermusen af en mus, sådan blev universet også skabt af noget andet.
- Så var begyndelsen altså slet ikke begyndelsen?
God skævede til Vinder, men en let rolig snorken fortalte, at han sov. Så gav han slip på hans hånd og satte sig hen til Bue i benenden.
- Du har ret. Det var ikke begyndelsen. Det var blot et vendepunkt. Alting skiftede plads. Fra det ene univers til det andet.
- Jamen, så skabte du det slet ikke?
- Jeg satte tiden igang, men alting fandtes allerede. I et punkt. Og før da var det hele omvendt, spejlvendt, modsat: Al verdens lys samledes i punktet, men fra den anden side - nej, det begyndte ikke, og det slutter aldrig. For tiden er en ring.
- Men livet har du da skabt?
- Måske. Livet var i stenen, men jeg fik det til at gro. Som livet er i alle frø og alle sporer, sådan er det også i hvert et sandkorn, i hver en sten. Kun betingelserne bestemmer om det skal udvikle sig. Frøet skal have fugtig jord så udvikler det en plante, og stenen bliver til liv, hvis den får guddommelig kraft. Jo, jeg skabte livet.
- Og mennesket? spurgte Bue.
- Ja, sagde God og sukkede let. Jo, mennesket har jeg skabt. Men . . .
Et halvkvalt vræl erobrede stuen, det var Lyn, der med et svup blev trukket fra patten for at komme op at bøvse, men det havde han aldeles ikke lyst til og skrigeriet fortsatte indtil Risle havde lagt ham til brystet igen.
- Intet er kommet til og intet er forsvundet, hverken stof eller liv. Det har udviklet sig, ændret sig som alt andet, men intet er opstået af intet, og intet er forsvundet. Alting fandtes, da tiden blev sat igang, og tænker du på noget andet end begyndelse, så vil du forstå det hele.
Dit liv, dit 'jeg' begynder og slutter. Du bliver født, og du skal dø, og derfor ønsker du, at alt har en begyndelse og en slutning, men det har det ikke. Bredden om søen, havet om jorden, jorden om solen, solen og stjernerne, alt går i ring. Selv universet krummer sig.
Der lød stille gråd ved Gods fødder, det var Isak, der sad fast under sengen. Han var kravlet derind for at gemme sig for Sam, de legede jæger og hjort. Isak var hjorten og selvom det var lykkedes ham at komme ind under sengen, kunne han ikke komme ud igen, men da han vidste, han skulle være stille, turde han heller ikke råbe om hjælp. Hans hoved var kommet i klemme under de lavtsiddende vanger, og hver gang God rettede sig i benenden så klemte han Isaks hoved ned i gulvet, så at tårerne løb.
God trak ham op i armene, mens Bue holdt hans ører fri af sengen, og Sam skød ham med sin gennemsigtige bue.
- Død, hviskede han højt og kravlede i skjul bag skabet, hvor han ventede indtil Isak livede op igen. Det gjorde han, når han havde talt tre gange til ti.
- Når rummet er blevet så stort, og lyset så tyndt, at det er næsten forsvundet, så vender det umærkeligt og samler sig igen.
Der lød klynken henne fra skabet, Brise gik hen og åbnede, og dér i mørket stod Isak og snøftede:
- Det var Luna, der smækkede døren i.
- Sccchhyy! - hun tyssede på ham og hev ham let i øret.
- Øv, hvor er du åndssvag, sagde Luna til Sam, der lynhurtigt var smuttet hen under sofaen.
- Rum er, sagde God, at lys er trængt ud i intet. Som tid er at tid er trængt frem i intet.
I det samme fik Vinder et hosteanfald, så at sengen rystede og Sisse, som sad ved hans side, holdt hans hovede op fra puden og tørrede ham om munden.
- Mennesket kan fatte tid og sted, men intetheden vil de aldrig forstå. En uendelig, ikke eksisterende tidløshed, som giver plads for tid og rum, hvor det breder sig.
- Og liv, sagde Bue.
Om Vinder havde fulgt med i samtalen, eller det var et tilfælde, er ikke til at vide, ihvertfald lød hans røst pludseligt klar og tydelig:
- Og her ligger jeg og skal dø.
Det gav et ryk i dem allesammen. Og der blev stille.
Sisse tog hans hånd og kælede for den. Tavs.
- Ak, ja, hvad skal der blive af mig, sagde han.
- Du har 8 børn og 5 børnebørn, trøstede Sisse, mens hun klappede ham på hånden. Din kærlighed lever videre i dem.
- Jamen hvad med det her? Vinder klappede sig selv på brystet.
- Død! hviskede Sam. Jægeren havde igen ramt plet, men Isak løb videre og kravlede ind under bordet.
- Ved siden af Rose skal du ligge og . . .
Tårerne løb hende ned ad kinderne. En klump satte sig fast i halsen, og hun hviskede:
- Evig, drømmeløs søvn, Vinder. Min Vinder.
Og hun tog hans ansigt i sine hænder og kyssede det, og han så hende i øjnene og sagde:
- Evigheden, Gods verden.
Og God lænede sig mod Bue og hviskede:
- Intetheden. Uendelig intet.
- Det vi ikke forstår, sagde Bue.

Kapitel 7

ENOK BLØDER OG LEGEN BLIVER ALVOR. BRISE SPØRGER SIN SKABER, HVEM HAN EGENTLIG ER, OG DENNE GANG FÅR HUN SVAR. ORDEN OG KAOS. BRISE LØSER KÆRLIGHEDENS GÅDE.

- En blomst, sagde Liese, hun skulle vælge, hvilken tatovering hun ville have tegnet på armen og Lykke ridsede forsigtigt en blomst i hvide streger.
- Et hjerte, sagde Lykke, og Liese ridsede et hjerte, men det var svært at ridse rundt, så bulerne blev lidt kantede. Luna ville have et hjortekid, men det var ikke nemt at få til at ligne. Det blev noget krims-krams.
Lykke vinkede igen til Enok, at han skulle komme. Han sad så alene på den stol og skævede hele tiden til dem.
- Jo, kom nu!
- Hvorfor det? hviskede han.
- Du skal have en tatovering, sagde hun og vinkede til ham.
Han gik derhen, lagde sig på maven, som de sagde han skulle og Luna begyndte at tegne.
Det gjorde ondt, og han ville rejse sig op, men de holdt ham fast.
- Av!
Brise, som sad med Vinder i hånden, tyssede på Enok.
- Tøsedreng, hviskede Liese tæt i hans øre og holdt den ene arm, mens Lykke holdt den anden. Luna ridsede i skulderen. Det skulle være et næsehorn. Hun syntes ikke det så ud af noget særligt og ridsede lidt mere. Lidt hårdere.
Tårerne løb ham ned ad kinderne, men han pressede læberne sammen og blev liggende til Luna var færdig.
Det sved. Og da han tog hånden om for at mærke efter, opdagede han, at der var blod på fingrene.
Han stivnede, da han så det. Stirrede bare på de røde fingre.
Så tørrede han øjnene og gik sammenbidt ud ad døren.

- Hvordan var det nu . . . ? spurgte Vinder og kiggede op på God med et mat, træt blik. Ansigtet var mørkt, rynket, lignede et landskab, der var vant til hårdt vejr, som en skorpe lå huden, størknet på de nøgne bakker.
- Hvordan var hvad? sagde God og smilede.
De ellers markante, buskede, mørke øjenbryn havde helt mistet deres stolte karakter, pjuskede, blege, nærmest vemodige lå de og strittede ubeslutsomt i landskabet.
- Begyndelsen, sagde Vinder igen, fortæl om begyndelsen, og han blinkede træt med øjnene, der var slappe og våde og havde et gulligt skær af sygdom.
Og God fortalte igen om den skønneste musik, der fra alle verdenshjørner samlede sig mellem hans fingre og skabte al verdens lys og alverdens sten, solen og jorden og alle stjerner og planeter og han fortalte om livet, der blev skabt af en sten, og om mennesket, der blev skabt af livet.
- Og den ene var en kvinde og hun fik navnet Iris, og den anden var en mand, og han fik navnet Ivan, og det var dig, Vinder. Ivan, Vinder, menneske.
Og Vinder smilede og sukkede, øjnene faldt i og det varede ikke længe før en let snorken bredte sig fra himmelsengen.

- Ja, os har du skabt, sagde Brise med et skælmsk smil til God, hun sad ved Vinders anden side og holdt ham i hånden, men hvem har egentlig skabt dig?
- Sidste gang du spurgte mig, hvem jeg egentlig var, fik du ikke noget svar, sagde God, men nu er tiden inde, og jeg skal sige dig det.
Som jeg har skabt mennesket, har mennesket skabt mig. Som jeg har gjort mennesket i mit billede, har de gjort mig i deres.
Jeg har givet mennesket en længsel efter tryghed, den tryghed, det er at kende og vide alt, se en sammenhæng i alting, en længsel så stærk, at når de står overfor noget, de ikke kan forstå, ikke kan forklare, så skaber de en forklaring.
Sådan blev jeg skabt.
Jeg er forklaringen på det uforståelige, sålænge jeg er til, findes der svar på alt.
- Først skaber du mennesket, så skaber mennesket dig, det lyder ikke logisk? sagde Brise.
- Jeg findes ikke i tid, og jeg findes ikke i sted, jeg kan ikke måles med logikkens målestok. Kun med troens.
- Dog sidder du her?
- Ja, for også du tror.
- Du findes kun for den, som tror?
- Ja.
- Og du er, hvad vi tror du er?
- Ja.
- Og kun mennesker, der tror på dig, er skabt af dig?
- For dem, der tror at Akila, Den store Ørn, skabte mennesket, for dem er jeg Akila. For dem, der tror naturen skabte, for dem er jeg natur.
- Rødspætten! - lød det pludseligt fra benenden.
Bue så helt betuttet ud over, at en tanke sådan sprang ham ud af munden, og både Brise og God kiggede forbløffet på ham.
- Jamen, så er det altså dig, der laver brikkerne, formerne, jeg mener de forskellige slags, der bliver skabt? Arterne?
- Naturen har . . . sagde God, men Bue afbrød ham ivrigt:
- Jamen sagde du ikke, at du var natur?
- Jeg er naturens skaberkraft. Livet har jeg skabt, naturen folder det ud. Bruger det. Bevarer det. Udvikler det. Skiller brikker ad og danner nye.
Brise så skeptisk ud, hun forstod ikke, hvad de snakkede om og God så på Bue istedet.
- Der er i alting to kræfter, den destruktive, som vil opløse, nedbryde og ændre alting, sprænge rammerne, vide sig ud, og så er der den samlende, som vil bevare og holde fast. Stabilisere og føre videre. Samle.
Den ene kraft er koas. Den anden orden.
Han kastede et kort blik på Brise.
-Alting har sin orden, sagde han. Uden orden vil alt falde fra hinanden, ændre sig uafbrudt, vand vil blive til luft og himmel og hav vil stå i ét, dyrearter vil udvikle sig ustandseligt, tilfældigt, og forgå lige så hurtigt. Intet vil fortsætte, som det plejer, intet vil bestå. Som vand holder sammen i dråber, og jorden holder sammen i en kugle, sådan holder universet også sammen og tiden, for alting har sin orden. Uden denne orden vil alt være kaos.
Brise kiggede interesseret på God.
Hun tænkte på noget.
Bue tænkte også, men på noget helt andet, og uden at Brise hørte det, nærmest for sig selv, sagde han:
- Kaos er når det spredes, orden, at det samles igen.
- Mennesket er bange for kaos, sagde Brise, og elsker orden? Hun kiggede spørgende på God. Og derfor ønsker det at sætte alting på plads, ikke? Se en orden i det hele, hvadenten den er der eller ej?
Hun holdt en kort pause, som tænkte hun sig om, mens hun stadig holdt Gods blik fast.
Så var det, som gik der et lys op for hende, og hun sagde :
- Kærlighed, er det menneskets orden?
- Ja.
- Og| du er kærlighed.
- Ja.
- Du er skabt af menneskets tanke til at holde det fast i denne orden?
- Det er min opgave, ja, at holde mennesket i sin orden.
- Jeg begynder at forstå.
Hun lænede sig tilbage og slap hans blik, der længselsfuldt efter at slippe fri baskede rundt i det dunkle rum.
- Så har du ikke længere brug for mig, sagde God lige så stille.
- Har jeg nogensinde haft det?
I samme øjeblik blev døren smækket op.

Kapitel 8

ENOK GÅR AMOK. VINDER BLIVER BLIND. DE SÅREDE FORBINDES, ROEN SÆNKER SIG OG DEN SYGE FÅR FRED.

Døren blev smækket op og Enok gik resolut ind i stuen uden at lukke den efter sig. Hans ansigt var forgrædt, næsten ophovent, hans mund var fortrukket, øjnene stirrede stift ned i gulvet. Uden tøven gik han tværs gennem stuen, over til hjørnet, hvor pigerne sad, tog en kniv frem og begyndte vildt at hugge og stikke med den, mens han skreg hysterisk på det fremmede sprog. Luna blev ramt i armen, Liese i panden, de skreg mens de forsøgte at komme væk, men Enok fægtede videre, mens han hulkede noget ingen kunne forstå. Brise fór derover og greb fast i ham, men han nåede at skære hende i armen først.
Sisse kom løbende og begyndte at skrige, da hun så blodet løbe ned ad Lieses ansigt, Den Fremmede sprang til, tog kniven ud af hånden på Enok og sagde stakåndet:
- Du være da fuldstændig sindssyg, du?
- Han har nok haft sine grunde, sagde Brise hårdt og gik med et jerngreb om Enoks håndled ud gennem døren og smækkede den efter sig.
Udefra lød en knaldende lussing, og Enoks gråd standsede.
Men da var det allerede sket.
For da Sisse var begyndt at skrige, havde Vinder fægtet vildt med armene og råbt: - Jeg kan ikke se, jeg kan ikke se! Og Bue, som sad i benenden var straks gået hen til ham og havde løftet ham op, drejet ham halvt rundt i sengen, så at han bedre kunne se, men da han havde haft svært ved at holde ham, var Vinder faldet ned på siden og havde slået hovedet i sengekanten.
Risle var, da Enok begyndte at hugge, med Lyn på armen styrtet hen til Liv, som sad for sig selv i den anden ende af stuen og gnaskede brødskorper, havde taget hende op og var begyndt at trøste hende. Thor, som slet ikke havde opfattet, hvad der var foregået, troede, at det var Liv, der var sket noget med, og var løbet hen mod Risle, der stod med børnene knuget ind til sig, og på vejen, da han var ud for sengen, var det så, at Vinders hovede med et brag var dunket i sengekanten,
- Jeg kan ikke se, stønnede han, mens Thor hjalp ham op på plads, øjnene stirrede tomt ud i luften, som havde de fået øje på noget i en anden verden.
Vinder var blevet blind.

Pigerne blev forbundet, der blev tørret op på gulvet, trøstet og tørret øjne, fra længen ved siden af lød voldsomme råb, det var Brise, der skændte på Enok.
Familien Thor og Risle havde igen taget mad frem, og gæstfrit bød de dem, der var sultne, og dem, der slog sig ned.
Sam plagede Isak om at lege mere, men Isak gad ikke, selvom han godt måtte være jæger, og selvom Sam lovede hele tiden at halte på det ene ben.
Luna sad på skødet af Den Fremmede med en finger i munden, Liese og Lykke sad hos Sisse, og Bue var blevet så forskrækket over at have væltet Vinder, at han gemte sig i den fjerneste krog fordybet i studiet af et udstoppet pindsvin.
Ved Vinders side sad God. Og sov.
Der havde han siddet under hele optrinnet, men alting var gået så stærkt, at han slet ikke kunne følge med, ikke engang da Vinder havde banket hovedet i sengekanten lige for næsen af ham, havde han nået at reagere, før Thor var kommet til. Og så snart roen havde lagt sig, lod han trætheden få sin vilje, og han lukkede øjnene som Vinder.
Men pludselig lød Storms gråd igen, kraftigere end tidligere, han stod bøjet over sengen og holdt sin fars slappe ansigt mellem sine hænder, øjnene stirrede tomt op i himlen.
- Åh, Nej! - græd han, Åh nej!
God vågnede, forsøgte forgæves at undertrykke en let gaben, og alle kiggede hen mod himmelsengen hvor Storm hulkede:
- Han er død, far er død!

Kapitel 9

GOD BLIVER PASTRORAL OG FORRETTER JORDPÅKASTELSEN. HVEM SKABTE DEN FREMMEDE?. ER DJÆVLEN OGSÅ EN GUD? GOD BEKENDER SIN TRO.

God besluttede sig til at forlade menneskene.
Da de vækkede ham og fortalte, at Vinder var død, var hans første tanke:
- Nu må det være.
Han havde længe ville tage beslutningen, der var faktisk ikke brug for ham mere, mennesket var skabt, hvad andet kunne han gøre? Nu måtte det klare sig selv.
Så da han ved Vinders begravelse havde holdt en kort, smuk tale - den var virkelig kort - og rent symbolsk havde kastet en håndfuld jord på Vinder i graven, mens han sagde: - Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du som liv opstå, - så fortsatte han i et lidt lavere tonefald:
- Iøvrigt rejser jeg videre i morgen.
Menneskene græd, tørrede tårerne bort, men nye løb til, og de små holdt forskrækkede fast i en hånd eller strakte begge arme i vejret og tryglede om at komme op i sikker favn.
FarGod nikkede med varme i øjnene til hver især med en mine som rummede både overbærenhed og taknemmelighed, som var det ikke Vinders, men hans afgang, man sørgede over.
Men Brises blik fangede han ikke. Hun var rasende.
En ting var, at han tillod sig at smide den første jord på hendes far, men at han også forsøgte at stjæle deres tårer, det var bare for meget.
Sisse kyssede FaderGods hånd og sagde:
- Hvorhen dog?
- Der er brug for mig, sagde God i et højtideligt tonefald .
Sisse smilede forstående gennem tårerne.
- Jeg kunne ellers nok få brug for dig, sagde hun og mente det.

Næste morgen tidlig gik God rundt til menneskene og sagde farvel. Først hos Storms. De bød på et lille glas på sengekanten, de var endnu ikke stået op, og Storm takkede for de gode år, og God kyssede dem begge på panden og ønskede dem held og lykke og sagde, mens han trykkede deres hænder:
- Det vigtigste er, at bringe kærlighed videre. Så rejste han sig og gik ud.
Men inden han var nået gennem køkkenet, var Storm løbet efter ham i det bare ingenting.
- Min ven vil gerne vide, sagde han fortroligt, - ja du må ikke tage det ilde op, at jeg spørger, det betyder virkelig noget for ham og iøvrigt også for mig, han vil gerne vide . . .
God smilede, som tegn til at han trygt kunne sige frem.
- . . . om han også er et menneske.
- Jamen selvfølgelig,! sagde God og gik tilbage mod soveværelset, selvfølgelig er du da et menneske, han smilede til Den Fremmede, der havde trukket dynen helt op omkring sit fremmedartede ansigt.
- Jamen, sagde Storm, han er jo ikke skabt af dig?
- Jo, vist er du skabt af mig, sagde God, det kan du tro. Mennesket har jeg skabt, uanset hvordan det ser ud. Eller hvor det kommer fra.
- Jamen, min ven siger, fortsatte Storm, at der var mennesker i det fremmede land længe før, der var mennesker her?
- Siger han det? Nå, ja så. Men betyder det egentlig noget? Lidt før det ene sted, lidt senere det næste. De er dog alle skabt på samme måde og alle er mennesker, om Akila eller jeg kom først, er det afgørende? Guderne, der skabte mennesket er alle gjort af samme stof.
Kald mig Akila, hvis I vil, Den store Ørn, himlen er mit vingefang, tordenen min røst. Min kærlighed er den samme.
Den Fremmede sprang op af sengen og omfavnede God, havde nær væltet ham. Det var et næsten uoverskyggeligt problem for ham, at Storm og han havde to forskellige guder, der nu var løst mirakuløst. Guderne var identiske, så bare forskellige ud. Storm og han kunne leve sammen som andre elskende med én og samme gud, uden at han behøvede opgive sin barnetro. Det betød meget for Den Fremmede, og derfor også for Storm.
Grinende og med hinanden om livet, så nøgne, som deres gud havde skabt dem, fulgte de ham ud til døren og vinkede til ham da han gik.

Han gik ned til Bue. På værkstedet.
Det var lidt vemodigt at skulle sige farvel, både til Bue, som han ville komme til at savne, og til dette dejlige rum, hans eget gamle skur. Duften sad stadig ved den vakkelvorne sofa, som Bue havde arvet, fordi det ikke havde kunne betale sig at sy den et nyt betræk, der var så velsignet rodet allevegne, her havde han tilbragt mange dejlige stunder, liggende på ryggen i sofaen, mens han kiggede ud ad tagvinduet op i stjernerne og tænkte.
Og skabte.
Han prøvede sofaen en sidste gang, flyttede en stak uordnede notater, noget tøj, nogle kasser og et par døde dyr, skubbede resten tilside, og spurgte om han måtte sætte sig.
- Ja, selvfølgelig sagde Bue uanfægtet og fortsatte med at krænge pelsen af en pungrotte, der skulle udstoppes.
- Ja, nu rejser jeg så, sagde God og kiggede op i en trækrone.
- Mmmm, mumlede Bue og skar lige så forsigtigt pelsen fri fra kødet.
- Men du skal nok klare dig.
- Ja, ja, sagde Bue. Han delte dyret i to. Et ydre med huller til øjne og mund, med løst hængende forpoter med klør og et indre med stirrende øjne og blottede tænder i en rød, nøgen nyslagtet krop.
God sukkede, ville bare vente til Bue var færdig, og øjenlågene, der tryglede om at måtte prøve at lukke sig - bare et kort øjeblik, fik ikke lov.
- Nu rejser jeg mig op, sagde God til sig selv og blev liggende. - Jeg ville bare sige farvel, sagde han.
- Ja - ja, sagde Bue og løsnede pelsen det sidste stykke fra den slatne kødklump. - Forresten . . . han vendte sig om mod God, tørrede kniven og sine hænder af i en klud - der var noget jeg ville spørge om.
God satte sig op.
Siden God havde snakket om kaos, havde Bue været fascineret af dette udvidende fænomen, som var skyld i, at stof ændrede sig, at arters orden gik i stykker, at ting gik i opløsning. At universet blev større, stadig større.
- Du er menneskenes skaber, og din opgave er at holde mennesket i sin orden, sagde Bue, men . . . han tøvede, - men findes der også en skaber, hvis opgave det er at lave kaos?
Bue nød stilheden der fulgte. Så sagde God:
- Ikke en skaber. Kun en gud der samler, kan skabe, og vi er alle gjort af kærlighed, men der er en ond ånd, der kun arbejder på at ødelægge, skille ad, brække i stykker og opløse, forhindre kærligheden i at opstå og forhindre lykke i at brede sig. Alt hvad der er bygget af kærlighed, forsøger han at rive ned. En satan er han, en djævel, af had er han skabt, og hvor han får magten, der dør kærligheden.
Han rejste sig med besvær fra det bløde leje og omfavnede Bue.
-Du kender ham, denne ånd? sagde Bue, hvad sagde du han hed?
Han har mange navne og mange skikkelser, jo, jeg kender ham, men ser ham aldrig, for hvor jeg viser mig, forsvinder han. Vi er som dag og nat, som ild og vand.
- Og dog uadskillelige, sagde Bue.
- Du er så klog. Ja, det er rigtigt. Han er min bror og lige så ond som jeg er god.
- Og dog kan du ikke undvære ham?
- Selvfølgelig kan jeg undvære ham.
- Uden kaos til at bryde ned, hvordan skulle vi så klare os? Uden ild? Hvis ikke det visne og døde forgår, er der ikke plads til det nye, der skal komme. Græsset gror af muld, og muld er liv, der er nedbrudt. Nye art opstår, fordi de gamle gik i opløsning. Opløsningens ånd kan vi ikke undvære, den er en forudsætning for livet, jamen det er den da! Den er også en del af livet, ikke? Ingen orden uden kaos.
- Hadet kan vi godt undvære.
- Er mennesket ikke både dig og ham, både godt og ondt, som rotten er to, han tog fat i den afpelsede pungrotte, både pels og krop, sådan er mennesket også to, både had og kærlighed, ikke?
- Tal ikke for meget om ham, så tror han bare han er noget. Får han lov at bestemme, er det sket med kærligheden. En slesk slange er han, som ikke fortjener for meget opmærksomhed.
- Men undvære ham kan vi da ikke, sagde Bue.
- Hvis han får magt, bliver det hadets tid. Alt vil opløses, gå fra hinanden, blive til løsrevne atomer, intet vil holde sammen på noget, hverken stof eller art eller menneske. Farvel, min dreng, sagde han og klemte Bue ind til brystet. - Jeg tror på dig.

Kapitel 10

GOD TAGER AFSKED OG SISSE KOMMER MED EN DRISTIG ANTYDNING. ENOKS HEMMELIGE BILLEDSKÆRERI. BRISE FØLER SIG OVERFLØDIG OG ANTYDER, AT GOD BÆRER PÅ EN SKJULT HEMMELIGHED.

Og God gik til Sisse.
Luna var der også, det havde hun været hver dag siden Vinder var død. Forbindingerne havde givet pigerne et særligt fællesskab, og iøvrigt var det lettest, at de var sammen, når de om aftenen skulle have dem skiftet, og da de så alligevel havde taget tøjet af, var det lige så let, at de også sov sammen.
Det var i hvert fald, hvad Luna sagde til sin mor, da hun plagede om at måtte sove der. Men nu var det næsten blevet en vane, og da God kom ind i stuen, var de midt i en pudekamp omkring den store himmelseng. Sam løb jublende rundt og slog, hvem han kom i nærheden af, eller han gemte sig under sengen og spændte ben for de andre, efterhånden som de spænede forbi.
Sisse stod i køkkenet, og han gav hende et knus.
- Først Vinder og nu dig, sagde hun og tørrede hænderne i sit forklæde.
- Du kan da vel blive et øjeblik? Hun satte et par glas og en skål nødder på bordet.
God satte sig og kiggede på hende:
- Kan du huske . . .
Han tænkte på dengang i deres lille skur, da de var små, Ivan og Iris, da de kravlede rundt. Og ville op. Og da de blev trøstet ved hans mælkeløse bryster og skulle puttes om aftenen og kravlede op til ham, når de drømte noget uhyggeligt, - Ak, ja! Han sukkede og nippede til glasset. - Hvor jeg elskede jer.
- Ja, kærlighed var der nok af, sagde Sisse.
- Hvordan går det iøvrigt med pigerne?
- Sårene læges som de skal. Det skal nok gå. Og Enok har fået lov at bo hos Storm og Den Fremmede indtil videre. Brise mener han savner en far, og det er nok rigtigt. Ak ja, den kærlighed.
Hun skænkede mere i glassene.
- Han skal lære at elske sig selv, sagde God stille. Det var det samme med Brise, det er stoltheden, det kniber med, stoltheden over at være menneske. Glæden over at være til.
- Men det kan være svært, når man er blevet drillet, som Enok er det, sagde Sisse.
- Mennesket skal stole på egen kræfter, sagde God, være stolt af, hvad det gør, tage imod lykken, når den viser sig og aldrig miste kærligheden. Til livet eller sig selv. Heller ikke når det er allersværest, ser mest umuligt ud må det miste kærligheden til sig selv. Selvrespekten. Lykken ved at være menneske.
- Ja, det er godt med dig, sagde Sisse med et skævt smil, og nu tager du så bare afsted og overlader det hele til os? - Men vi må jo prøve at få det bedste ud af det. Vi blev jo ikke alle, som du havde tænkt dig. Brise og Enok er jo nok mennesker, men ikke som du ønskede det. Sig mig, har der været andre involveret i den skabelse?
God sagde ikke noget og det forventede hun heller ikke.
- Nej, det er ikke nemt at føle stolthed, sagde hun, når man som Enok er flov over, hvad man har gjort. Sådan har du skabt mennesket.
- Ja, ja, sagde God, i mit billede har jeg skabt det, mennesket er mit værk og mit alene, men han lød ikke videre overbevisende, mere som om han bare tog ansvaret på sig. Så nuppede han en peanut.
- I skal nok klare jer.
- Hvis bare der bliver ved at være dyr i skovene og vand i brønden, så lider vi ingen nød. Sisse smilede.
- Ja, Sisse, du klarer dig, men kniber det for andre at elske sig selv, da må du vise dem kærligheden. Give dem ros og beundring og lyst til livet, få dem til at opsøge andres kærlighed, for elskes skal de ellers . . . Han drak ud og rejste sig.
- Mennesket kan ikke leve uden kærlighed, sagde han, kyssede børnene ét efter ét og Sisse igen, og så gik han over til Brise.

På vej over gårdspladsen hørte han lyde inde fra udhuset. Det var Enok. Han sad ovre i hjørnet under det højtsiddende vindue i halvmørket og snittede i et stykke træ.
- Hvad skal det blive, spurgte God.
- Det ved jeg ikke, sagde Enok uden at løfte hovedet.
- Et hovede? spurgte God.
- Det kan godt være.
Dolken, Enok brugte til at skære med var alt for dårlig, den var af sten, og træet flossede, det var umulig at skære præcist.
- Du skulle få dig en ordentlig kniv, sagde God.
- Det har jeg.
- Hvorfor bruger du ikke den?
- Mor har taget den.
- Jeg idiot, tænkte God, og så snakkede de ikke mere om det, istedet lokkede God ham til at vise nogle andre hoveder frem, han havde lavet.
De lå omme bag kvasbunken, hvor katten plejede at gemme sine killinger, der havde Enok sit gemmested, og mens God måtte vende sig om og lukke øjnene, halede Enok det ene hoved frem efter det andet, fint udskårede hoveder med fantasifulde ansigter, alle uhyggelige eller ulykkelige.
Én skreg, én græd, én rakte tunge, øjnene stirrede vildt i et hæsligt ansigt.
- Hvor er de smukke, sagde God og beundrede træfigurerne.
En figurs ansigt var flosset helt i stykker.
- Hvad er det her?
- Den blev ikke god. Så snittede jeg den i stykker.
- Kan du ikke snitte den god igen? - Den skal da have et ansigt.
- Ja, sagde Enok, man skal da have et ansigt.

Han hentede en stor udskåret drage med ben og hale og en frygtindgydende mund med en sylespids tunge midt i. Det måtte have taget måneder at få den færdig, utroligt kunstfærdigt var den snittet, God blev virkelig benovet og overrasket og spurgte:
- Men hvorfor gemmer du dem herude, de skulle da stå inde i stuen, hvor alle kan se dem.
- Synes du?
Så lød Brises røst fra døren:
- Nå, hvad snakker I to mænd om?
God hæftede sig ikke ved, at hun lagde tryk på ordet: mænd. Det var først senere, da han tænkte tilbage.
-Jeg beundrer hans trædukker, sagde God, det er synd, han ikke har sin kniv mere.
- Ja , det kan han takke sig selv for, sagde Brise og smilede til dem begge.
Hun bød på en kop kaffe og sammen gik de over i hendes køkken.

God satte sig på en taburet og Brise skænkede kaffe.
- Du lavede jo også selv billeder, sagde God, du spillede teater, kan jeg huske?
De grinede sammen, jo, hun huskede kyllingen i vild fart over gårdspladsen med ild i fjerene.
- Ligesom du ville fortælle noget med din teaterforestilling, så vil Enok fortælle noget med sine figurer, du skulle prøve at forstå ham.
Brise fnøs.
- Forstå? Jeg synes, han skulle finde på noget bedre at bruge sin tid til. Altid sidder han derude i mørket og snitter. Gider ikke lege med de andre, snakker dårlig nok med nogen. Han er så sær.
- Han har det vel ikke for nemt, sagde God. Og når han nu kan lide at snitte, og han er jo dygtig . . .
Han fuldendte ikke sætningen, men sagde istedet:
- Det er godt for mennesker at gøre billeder. Gøre sine følelser synlige for sig selv og andre. Man skal gøre sin bekymring og sin angst i billeder og sin længsel, for billedet er følelsernes sprog, som ordet er forstandens. Nogle er bedst til at fortælle med ord, Enok er nok bedst til at bruge billeder.
Brise rakte ud efter tobakken og rullede en smøg.
- Når man længes efter skønhed skal man forme det smukke og kæmper man med det onde, skal man forme hæsligheden. Og havde du taget Enoks figurer højtideligt, havde du prøvet at forstå, hvad det var, han ville fortælle, så havde han måske ikke haft behov for at afreagere som han gjorde.
- Skal det nu være min skyld, at drengen går amok? Brise tændte og sendte God et vredt blik og en røgsky.
- Næ, hvis jeg havde taget hans skærerier højtideligt, så havde jeg taget kniven fra ham noget før. Og så havde vi undgået det, der skete.
God sukkede, nippede til kaffen og snakkede om noget andet.
- Storm og Den Fremmede virker så glade, det er nok en god idé, at lade Enok bo der en tid.
Brise rejste sig, satte hænderne i siden. Hun var vred.
- Nå, det synes du? Luna hos Sisse og Enok hos Storm. Og hvor vil I så placere Isak? - eller ham får jeg måske lov at beholde? Hun gik ud mod døren, åbnede den, og God forstod at besøget var forbi. Han gav hende et knus, men hun gengældte det ikke.
- Farvel Brise.
- Farvel . . . MorGod!
Han vendte sig om og kiggede spørgende på hende:
- Mor?
- Tror du ikke jeg har vist det hele tiden, smilede hun. Stemmen var honninggylden og slesk. Fortrolig, nærmest hviskende.
- Du troede måske det var din lille private hemmelighed, hvad?
God vendte sig og gik.
- Og det, du sad og nuldrede mellem dine fingre i tidernes morgen, er du helt sikker på, at det var et sandkorn?

Kapitel 11

EN NOSTALGISK SPADSERETUR. HOS THOR OG RISLE DER SELV HAR SKABT DERES NYE STED. TØMMERFLÅDER OG FISKENET, BÅL PÅ GULVET OG HØNS I STUEN. MENNESKET BEGYNDER FORFRA OG HISTORIEN BEGYNDER.

Og God gik ud af gården, ned over bakken, hen ad stien langs hegnet, gennem krattet, forbi søen, hvor de små havde svømmet som børn, hvor var alting dog forandret. Her havde han badet med Ivan og Iris fra før, de kunne kravle, hvor mange lykkelige timer havde han ikke tilbragt ved bredden i skyggen af de store træer, der begærligt bredte sig ud over vandspejlet efter mere lys. Han skulle lige til at sætte sig i græsset og nyde mindet om de pjaskvåde spædbørn og deres kolde næver på den bare mave, så fortrød han og gik videre.
- Så længe siden og dog som igår, tænkte han og så det hele for sig, som det havde været og undrede sig over, hvor tiden var blevet af. Ved den lille tange ud i søen standsede han. Den yderste ende var stadig kun småsten, ingen planter, intet græs kunne der gro, det var som dengang.
Dengang livet blev skabt.
Lerede klinter havde der været langs søen, ingen træer og buske eller dyr, ingen stier, ingen fjerne fugleskrig, tomt og øde havde her været, hvor forandret var alting ikke nu.
Og dog.
Solen var den samme, himlens lysende blå og søens form, klinternes gule ler sås nu kun som pletter i de grønne skråninger, og alligevel lignede det sig selv, lidt langhåret var det hele blevet, men det var stadig det sted.
Stedet hvor livet blev skabt.
- Ak ja, som tiden går, mumlede han og gik ad stien ned gennem dalen, udenom tornekrattet, gennem fyrreskoven ned til stranden, langvejs fra kunne han se røgen, der sivede op gennem stråtaget på den lille græstørvshytte, der i ly af en klit klemte sig ned i sandet mellem marehalm og tang.
Her boede Thor og Risle med deres børn.
På pæle omkring huset hang net til tørre, og på udspændte snore fisk, rødspætter hængt op i halerne, den ene ved siden af den anden og bag huset resterne af en tømmerflåde eller to, var det vist filtret ind i hinanden og et par kasserede net, flosset tovværk prøvede at bugte sig fri af stammernes algegrønne rodebunke. Hvide mugpletter bredte sig.
Men ved stranden lå den nye flåde halvt trukket op på det hvide sand. Tykt reb holdt stammerne sammen og på den afhøvlede mast, der blev holdt på plads af fire barduner, var der surret en kraftig tværbom. Rillede spor førte ud til vandkanten, hvor bølgerne, rytmisk som en sovendes hjerte vaskede sporet bort i et roligt tempo. Klirrede med bæltet af blankslebne småsten.
Som dengang.
- Ak ja. En verden af et sandkorn.
For ikke at falde i staver skyndte han sig hen til huset, men kunne ikke finde indgangsdøren. Han havde været der flere gange før, men selvom han gik to gange rundt om huset, kunne han ikke finde den. Græs og småplanter med blomster i sarte kulører groede i de tykke græstørvsvægge, et par steder inde under taghænget var der huller, røg stod ud, der duftede af tang. Og fisk.
Både Thor og Risle havde været enige om, at de ikke skulle bo i et hus som de andres. De ville selv bygge deres, og det skulle ikke være skabt eller bygget af gamle rester, de var begge indstillet på at begynde fra bunden. Begynde forfra.
Overhovedet begynde.
Det skulle være så enkelt som muligt, og det skulle være helt deres eget.
Vinder lærte aldrig at forstå, hvorfor de hellere ville have bål midt på gulvet istedet for en rigtig kakkelovn, som de havde på gården. Og komfur. Og han gav dem nødig ret i, at røg sagtens kan gå ud gennem stråtaget, det var slet ikke nødvendigt med skorsten, påstod de.
Sisse var lidt mere forstående, eller også skjulte hun bare sin undren.
- De unge skal selvfølgelig selv bestemme, sagde hun til sig selv og lod være at kommentere at hønsene og gederne gik rundt inde i stuen, som var hyttens eneste rum, at Liv altid var snavset og aldrig blev friseret.
Rummet var højloftet, røgen stod tykt under stråtaget, og fra spærrene hang kødstykker og fisk i bundter, og under de lave bjælker, hængekøjer med tæpper og tøj. På gulvet stod potter og pander og på væggene hang sleve og kroge og tørrede blomster, buketter, der engang havde givet duft. En enkelt lysegrøn snerle snoede sig op ad tørvene mod lyset fra et kighul.
På hug ved det svage bål sad Risle med Lyn på armen og knyttede endnu et net, en høne spankulerede rundt på det trampede lergulv og pikkede til prikker og krummer og småsten.
Liv lå i sin køje, et lavthængende net med sin konkylie for øret. Det ene ben hang ud over kanten, hovedet lå lavere end resten af kroppen, nettet gyngede behageligt under røgtæppet. Her lå hun og lyttede til havets lyde, mens hun gnaskede på en tørret fiskehale. Pludselig vinkede en hånd i et kighul og Gods ansigt kom til syne:
- Hallo, det er mig! - sig mig, hvor er døren?

Kapitel 12

AFSKEDEN. MENNESKET OVERHØRER EN AFGØRENDE UDTALELSE OM GODT OG ONDT. GOD FORKLARER KÆRLIGHEDEN: GLÆDEN VED ARBEJDE OG KAMPEN FOR RETFÆRDIGHED. KONKURRENCERACET STARTER. DEN FORLADTE REDE. EN ØRN FLYVER VIDERE.

Man var altid velkommen hos Thorisle, som familien blev kaldt, og Risle undskyldte mange gange, at hoveddøren havde været svær at finde, den var efterhånden så overgroet af mos og lav, at den faldt fuldstændig sammen med resten af huset. God blev sat i husets bedste kasse, der var foret med rigeligt blødt tang, og snart sad han med Lyn i armene og Liv på tværs over benene, og han nød det.
Små veltilfredse smaskelyde gik fra Lyns læber ind gennem Gods øre og lige ned i hjertet, hvor de rørte ved nogle gamle, glemte fornemmelser, et sekund tog han sig i at fortryde beslutningen om at forlade mennesket. Der var hyggeligt her i hytten, og Risle var så åben og varm og ligetil, så rar at være sammen med, han nåede lige akkurat at tænke tanken, om ikke han skulle blive - ikke oppe på gården i den kedelige lejlighed, der stadig lugtede nymalet - nej her ved fjorden, ved jorden, i duften af tang og røg og tørret fisk, da Risle spurgte:
- Og hvor skal du så hen?
Han blev fuldstændig overrumplet, havde i grunden ikke tænkt nærmere over det og undgik at svare, fordi Thor i det samme kom ind ad døren med en favnfuld brænde.
- Jamen, ser man det, er her gæster?
Og Thor trak støvlerne af, satte sig tilrette og spurgte til Gods velbefindende.
- Og du har ikke fortrudt, at du vil afsted? spurgte han.
- Nej.
Svaret kom promte, God undrede sig over hvor det kom fra, men vidste, at det var fra hans egen mund. Han måtte afsted.
- Og hvor skal du så hen? spurgte Thor, for sådan havde han og Risle det med hinanden, at enten sagde de det samme samtidig, eller også sagde de det hver for sig. Som et par tvillinger var de, tænkte ens og var altid enige.
- Derover, sagde God og pegede med en pludselig indskydelse gennem kighullet ud over havet mod det fjerne blå land.
- Jamen så skal Thor nok sejle dig, sagde Risle hurtigt.
- Ja, selvfølgelig, alene skal du da ikke tage over havet, sagde Thor.
- Men det er da forsent idag, indskød Risle, imorgen måske.
- Ja det er jo en dagtur, derover og tilbage igen.
- Har du ikke lyst til at blive her sålænge?
Fristelsen var stor, men igen svarede munden først:
- Jeg skal afsted nu.
- Jamen, så smører jeg en madpakke, sagde Risle og gik igang. Lykke, som netop var kommet efter mælk, blev trods Gods indsigelser sendt hjem til gården med besked om, at de sejlede. Og Thor riggede flåden til og slæbte ned i båden, hvad de fik brug for: sejl og reb og en fiskekasse med tang til at sidde i.
God var ked af at være til så meget besvær, men alligevel nænnede han ikke at standse dem. Altså lod han som ingenting.

Og således forlod han da menneskene, Den Gamle, FarGod, himlens og jordens skaber og menneskenes, på en tømmerflåde, med den ene hånd på masten og ivrigt vinkende med den anden.
Og inde på bredden stod de allesammen: Sissemor med Sam på armen, Storm og Den Fremmede, Liese og Lykke med Luna imellem sig, Bue, Risle med Lyn på armen og Liv ved fødderne, Brise og Enok lidt oppe i klitten og Isak på enden på vej ned, alle var de der, menneskene og alle vinkede de til deres gud og skaber og så er det, at God rømmer sig og taler til menneskene nærmest råber, for at alle skal høre det, disse vise ord:
- Godhed er at følge min mening, ondskab, kun . . . da Thor i det samme sætter fra med stagen og båden med et ryk får God til at tabe balancen, og da han vil undgå at falde forover i vandet lader sig falde baglæns ned i sin fiskekasse med et bump, så at alle på land kommer til at grine og derfor ikke hører fortsættelsen:
- . . . ondskab, kun at følge mit ord.
Så sejler de.

Med et menneske ved roret, en gud i kassen og flaget, det lasede flag fra retfærdighedens dag vajende fra mastetoppen, sejler de afsted på denne Gods sidste dag hos menneskene mod den fjerne fremmede kyst, det blå land.
Vinden er god, himlen er klar med enkelte lette skyer, vandet roligt, strømmen fin, tavs sidder God i kassen og nyder bølgernes lette skvulpen, vindens friske pust, mens han langsomt vænner sig til den beslutning, han har taget.
Nu er der ingen vej tilbage.
- Det du sagde . . . spurgte Thor uden at tage blikket fra havet, det du sagde om godhed. Jamen, jeg kunne da godt tænke mig at være god.
God sagde ingenting. Kiggede tilbage mod landet de havde forladt, som en langstrakt bælgfrugt i kølige blågrønne nuancer klæbede det til horisonten, hytten kunne han ikke se længere, eller gården eller enkelte træer kun skov, ikke bakker kun et bulet landskab, der strakte sig fjernt til begge sider.
- Og jeg kunne da godt tænke mig at lære mine børn at være gode.
Han sagde det nærmest til sig selv, Thor, mens han skuede mod det fremmede landskab, der langsomt fik farve og groede til grønne bakker og tætte skove.
Stammerne knagede i rebene, som bandt dem sammen, vandets vuggen formede flåden, den var ikke fuldstændig stiv, kunne give sig i sammenføjningerne, gav efter for bølgerne. Vinden havde godt fat i sejlet, trak det afsted, så at mast og båd måtte følge med, og vandet småsvulpede ind over stammerne og gav med sin beskedne rastløse plasken vindens susen værdighed. Så lød Gods stemme pludselig fra fiskekassen, dyb og andagtsfuld, som var det selve blæretangen, der talte:
- Du skal bygge et skib. Du skal bygge et skib, hvor vandet ikke trænger ind, et skib, som bærer flere sejl, som sejler hurtigere og sikrere, og når du har sejlet med det så hurtigt, at sejlet er ved at flænge og rebene ved at sprænge, når du har sejlet det så hurtigt, som det kan sejle, så skal du bygge et nyt og bedre. Og når du ikke kan sejle bedre med det skib, da skal du bygge et nyt og bedre, og med det skal du sejle og sejle, nyde at sejle, thi den, der har lyst og arbejder, skal blive dygtig, og den, der er dygtig og arbejder, skal blive bedre.
Han holdt en kort pause, mens han så ud over vandet, som kiggede han efter et eller andet, så fortsatte han stille:
- Godhed er at kæmpe. Du skal kæmpe for retfærdighed, ikke den som står skrevet, men en større, den som var meningen, og som du føler i hjertet. Og du skal kæmpe for skønheden, ikke hvad andre kalder smukt eller dejligt, men den skønhed, som fylder dig med varme og som både er smuk og grusom og som er sandheden. - Ja, sandheden, Thor, sandheden skal du kæmpe for, hvis du vil være god.
Han kiggede Thor fortroligt i øjnene og Thor skævede til sejlet og smilede genert.
- Du skal kæmpe, du skal blive god, og du skal nyde at blive bedre, og den dag du selv er god, så god, at ingen anden er bedre, den dag du er den bedste, da er du det perfekte menneske, og det er kærlighed. Tro mig, jeg vil altid være i menneskene.
Thor smilede mod vinden, gav sejlet mere reb og drejede roret, så at vinden stod ret ind, og bølgerne skvulpede over dækket.
- Fuldkommen kærlighed.

Om det nu var en pludselig indskydelse eller fordi God mente, at han nu var endelig færdig med sit arbejde på jorden, ved jeg ikke, ihvertfald sagde han efter en lille stund at have siddet i tavshed og nuldret med blæretangens bobler:
- Nå, men jeg må videre, og så forsvandt han. Med et vingesus, der fik båden til at vippe, forsvandt han og Thor kiggede forbløffet på den tomme fiskekasse, der med sin rede af blødt sammenpresset tang demonstrerede sin forladthed, og han forstod med det samme, hvad der var sket.
- Jamen maden . . .? sagde han nærmest til bølgerne, mens han rakte madpakken frem og kiggede ud over havet, der var lige så åbent og roligt, som det hele tiden havde været.
Så tog han sejlet ned og gav sig til at spise, for han var sulten.
Højt over ham kredsede en ørn i himlen.

Efterskrift

Sådan, ja sådan er kærligheden, min elskede Olga, en gud og en vej på samme tid, en uimodståelig trang og et uopnåeligt mål, både meningen med livet og det perfekte menneske, jo, kærligheden er i dig, Olga, også du er kærlighed.
Og som du bærer din gud i dig, sådan bærer alle mennesker deres gud i sig, hvadenten de ved det eller ej, og som din gud er vejen og målet, både kærlighed og svar, sådan er alle menneskers gud både kærlighed og svar, lysten til livet og svaret på det ufattelige, jo, Olga, min elskede datter, du bærer en gud i dig, som du altid kan spørge til råds om det ufattelige eller det nære og hvadenten det nu er en ørn eller en olding eller en Olga? - hvordan din gud end ser ud, så skal du vide, at den er kærligheden og uden kærlighed finder ingen lykken.
Ja, nu ved du det, og lov mig så at glemme det hele igen, alle ordene, for det er kun ord, en leg med ord, og som den gamle gud sagde netop da han ville forlade menneskene, så er det ondskab, kun at følge hans ord, mens godheden er at følge hans mening.
Glem altså ordene og husk meningen. Gem den et stille sted i et hjørne af erindringen, i fornemmelsen, dèr hvor jeg selv har fundet den, for sådan har jeg fået denne viden om den første tid, ved at rode i fornemmelsen, i erindringens glemte kroge.
Måske bryder du dig slet ikke om, at du nu kender sandheden, det hele bliver måske mindre spændende og udfordringen og lysten til at gå på opdagelse mindre? Jamen så glem det hele, men glem ikke, at der findes en forklaring. Der findes en mening med livet.
Og får du nogensinde brug for at fortælle den videre til dine børn, måske eller til et andet menneske, så led, som jeg i fornemmelsen og find den frem, sandheden om kærligheden. Til den tid ser den nok helt anderledes ud.
For troens sandhed er levende som kærligheden.

Tusind kys og knus, din far.

ELSKEDE OLGA I. BOG
ELSKEDE OLGA II. BOG
MANUSKRIPTER
FORSIDE