FORSIDE
MANUSKRIPTER
ELSKEDE OLGA I. BOG
ELSKEDE OLGA III. BOG

---

II.BOG
SLANGEN I TRÆET

---

Kapitel 1

ET BARN ER FØDT. FULDKOMMEN SKØNHED KOMMER TIL VERDEN OG FORÆLDRENE GLÆDES OG UNDRES. GRAVIDITETENS ÆNGSTELSE OG SÆRHEDER.


Nuvel, et barn blev skabt, et menneskebarn af mand og kvinde. Og Vinder kaldte hende Brise, for brisen var det skønneste han kendte, morgenbrisen fra havet, der førte nattens dufte med sig, længsel efter land eller aftenbrisen, der smøg sig om bakkerne og kælede for træernes tyndeste kviste inden den nølende gled ud over den blanke fjord med budskabet om kærlighed og lyst.
Det skønneste barn var hun, for God besluttede, at sådan skulle skønhed være. Som Brise.
Og Vinder så skønheden, da hun kom til syne og fik tårer i øjnene af glæde, først en lille hårtop, så et par øjne, der åbnede sig og flakkede nysgerrigt omkring under loftet, så med ét skuldre og krop og ben, og Sisse, svedig og udmattet fik skønheden i armene og lagde hende til sit bryst.
- Er hun ikke dejlig? - hviskede hun og kyssede hendes hårtop, og Vinder syntes også, at hun var dejlig og hele natten kiggede de på hende, og rørte ved hende og lyttede til hendes åndedræt, og lå hun ubevægelig for længe, aede de hende på kinden, så det sitrede i hendes læber. - Hun lever!
Skabt bag lukkede øjenlåg, skabt i mørke, til at se lys. Vinder kunne ikke blive træt af at stirre ind i Brises øjne, stirre ind gennem den sorte plet midt i mønstret, det blålysende duggede vindue til livet, hvor vidunderligt!
Og hænderne, hendes fingre greb om hans og holdt dem fast og den dejligste fornemmelse bredte sig i kroppen, ned i maven, op i halsen. Fra hjertet. Alting snørede sig sammen som ville kroppen springe ud af huden, hvis ikke der blev lukket, men klumpen i halsen kunne ikke holde og hans stille boblende gråd slap ud som et kuld for tidligt fødte kaninunger. - Er hun ikke dejlig?
Og han tog hende på armen og kyssede hende og lagde hende til Sisses bryst og hun suttede og suttede selvom der endnu ikke var kommet mælk, og hun fik maven fuld af luft og bøvsede og suttede og sked den blødeste lækre chockoladebrune kræm, for tarmen var ikke skabt tom, men fuld af pastaagtigt nøddesmør. Den første lort var skabt på sin plads, for at gøre plads for den rigtige, der skulle komme.
Og han snusede til lorten og mærkede på lorten og Sisse smilede og kiggede på, mens han vaskede det første menneskeskabte væsen og tørrede hende og efterlignede hendes sultne skrigelyde: - Ahr . . ahr . . ahr!

Hun ville have født i vandet, Sisse. Flere gange da fødslen var op over, måtte Vinder hente hende nede ved søen og tage hende med hjem, i det hele taget gjorde hun så mange mærkelige ting op til fødslen. Spiste underlige rødder og planter hun aldrig havde spist før. Blev pludselig bange for dyr, hun aldrig havde været bange for før. Det var, som om en underskov af glemte fornemmelser, fra før hun blev menneske, blev vakt til live, som om selve livets udvikling ikke bare foregik i hendes livmoder, men også i hendes lyster.
Mens Brise som foster fik hale og gæller, kunne Sisse ikke tåle synet af fisk. Eller duften. Hun vaskede sig ustandselig i søen, badede, men fór op, hvis hun så en fisk, eller mærkede noget bevæge sig. Og så begyndte hun at gnaske på de seje tangplanter, hun ellers aldrig havde brudt sig om. Senere i graviditeten kunne hun ikke fordrage dem og kunne så ikke fatte, at hun havde haft lyst til at tygge på dem. Men da havde Brise også smidt halen og havde fået lunger og fingre.
Og så fik Sisse pludselig en fanatisk skræk for svampe. Alt hun puttede i munden skulle undersøges for svampe, der måtte ikke være antydning af svamperest på den mad hun spiste, og hun fattede ikke, at hun nogensinde havde kunne få en svamp ned, og hun syntes Vinder var godt tosset, at han stadigvæk spiste svampe. Det var også på det tidspunkt hun begyndte at smide alle kaninskindene ud. Hun kunne ikke udstå små pelsdyr. Helt galt var det med mus. Lugten af mus gjorde hende desperat, hele huset blev renset og alle huller stoppet, hun var panisk ved tanken om, at der kunne være en mus i huset.
Men jagten på de indbildte farer og deres dufte fortog sig som de ensomme ture efter sære rødder og uvante blade, og da tiden kom, hvor hun skulle føde, tænkte hun kun på om barnet nu var velskabt.
Nat efter nat drømte hun om børn uden arme eller hoved eller fødder og om sin egen omsorg: ustandselig snublede hun i drømme med barnet, så det faldt til jorden og gik i stykker.
Vinder tog det hele mere roligt. Han glædede sig bare.
Glædede sig over det liv, han kunne mærke, når han lagde en hånd på Sisses mave. Glædede sig over hvordan den groede, maven, hvordan brysterne groede, bagdelen, lårene, og han nød den hjerteformede udsigt, når han liggende på knæ bagfra forsikrede Sisse om sin kærlighed og troskab mens han hviskede:
- Nu får den lille mad.
Selv troede han vist ikke på det, på den anden side undrede det ham, hvordan barnet kunne vokse, når det ikke fik noget at spise.




Kapitel 2

YNGELPLEJE GØRES VIDUNDERLIG. DEN FØRSTE KONTAKT. BØRN FÅR EVNEN TIL AT KALDE PÅ OMSORG. FRUGTBARHEDSSKULPTUR OG AFTENELSKOV. MEDLIDENHED OG MISUNDELSE.


Hver dag glædede de sig over Brises fuldkommenhed.
Nød det første smil, som vist mere var en grimasse, nød den første kontakt fra øje til øje, det første blik, der sagde :
- Her er jeg!
Og Sisse nød, at der var brug for hende. Hendes omsorg, mælk, kys. Hendes hænder og mund. Og ører, for hvor kunne hun skrige, Brise, når der var noget hun ville have. Mad eller omsorg.
Eller en rødmalet klods. Sin vilje.
For således havde God skabt dem, at børn skulle kalde på omsorg, og forældre nyde at give den.
Og han gjorde Brises pludren vidunderlig og hendes klynken umulig at gå forbi. Og han gjorde hendes fremstrakte arme uimodståelige: - op - op! og den åbne mund umulig at overse med den lille yndige tunge, der smaskede hjælpeløst i luften: - mad - mad! Og de store tårer, der glimtede som stjerner, gjorde han rørende, vidunderligt ubehjælpsomme, uskyldige, henrivende og gav dem direkte adgang til hjertet: - elsk mig!
Og de elskede hende.
Og de madede hende og de løftede hende op.
Og Sisse sang om sin glæde, bløde melodiske sange om en mors kærlighed og omsorg. Om tryghed. Om at ligge i arm og være mæt og sove sødt.
Og være lille.

Sov min egen
sov nu sødt
drømmelandet venter
Luk dit øje
giv et suk
Briselille

I det uendelige kunne hun sidde og digte nye strofer på den samme melodi og alle havde de omkvædet:

Luk dit øje
giv et suk
Briselille.

Og Vinder tegnede Brise, når hun sov og på gavlen malede han et kæmpebillede: Brise med fremstrakte arme, en stor halvåben, tiggende mund og klare tindrende tårer, der løb som perler ned ad kinderne.
Det lignede ikke specielt Brise og på den grove trævæg var det også svært at male detaljeret, men i store træk var det rigtigt nok, og når Vinder fortalte Sisse, hvad det forestillede, kunne hun også godt se det.
Rørende var det ihvertfald.
Og om aftenen, når Brise var puttet og Vinder og Sisse sad på bænken under træet ved gavlen og nød skovens fjerne stilhed, så tog de hinanden i hånden og kiggede på gavlmaleriet og blev rørte. Det var en dejlig fornemmelse.
Der var brug for dem.
Foran huset stod den store stenskulptur Vinder havde lavet året før: to fyldige, tunge kvartssten, slidt ovale af årtusinders bølgeskvulp, lænede sig tungt op ad hinanden som en kæmperogn, glat og smuk, slidt blank foroven af fedtede hænder, der skulle røre, gnide, klappe.
Smuk var den, som den stod dér og legede med livets former, med bule og spalte, med ude og inde, med runding og spids. Med hjerteform.
Og så lagde Sisse hovedet i skødet på Vinder og knurrede, som Brise plejede at gøre, når hun lige har spist, og hun nød hans hånd stryge gennem håret, en umådelig følelse af tryghed, at blive passet på og holdt af bredte sig i hende, følelsen af at nogen holdt vagt, da hun mærkede hans spyd gro under kinden. Hun smilede for sig selv, og lod ham bide.
Så gik de ind og elskede.

Og God som var flyttet ud i værkstedet, dér var der mere ro, sagde han, lå på sofaen og stirrede op i nattestjernerne og arbejdede netop på den rørende fornemmelse, som skulle få ethvert forældrepar til at made deres børn og blive påvirket af deres tårer: medlidenheden. Af kærlighed havde han gjort den, blød, varm og rund: længsel efter at tage del i andres smerte. Lyst til at hjælpe.
Alle børn har krav på at blive trøstet, madet, passet og hvis moderfølelsen ikke slår til, må der være endnu en følelse, der sørger for at ingen kan undslå sig. Medlidenhed skal mennesker føle, som møder sultne børn, børn, der tigger eller sørgmodige børn med bedende øjne, deres tårer skal kalde på medlidenhed.
Men han arbejdede også på en anden følelse. Længslen efter at tage del i andres goder. Med den skulle mennesker beskytte sig, sørge for sig selv, at andre ikke fik mere. Kold og stiv, gjorde han den, grim som smerte og had.
Misundelse, kaldte han den.
Selv brød han sig ikke om misundelse, men hvis medlidenheden nu ikke virkede? Hvis børn ikke fik, hvad de havde brug for, skulle de så ikke tage fra dem, der havde for meget?
Han tænkte slet ikke på Brise, da han skabte misundelsen, hun havde jo rigeligt af alt, eller på Vinder eller Sisse, men på menneskene, der skulle komme. Hvad ville der ske, når goderne i fremtiden skulle fordeles, hvis der ikke var nok af dem? Hvordan sikrede han sig, at alle fik, hvad de skulle bruge, at ingen fik for meget?
Misundelsen ville blive nødvendig på et tidspunkt, og så kunne han lige så godt skabe den nu. Den hang jo sammen med medlidenheden, de var som to alen af et stykke, som indeni og udenpå, uadskillelige.
Medlidenheden fik menneskene for at de skulle hjælpe hinanden, og misundelsen, for at de skulle hjælpe sig selv.
Have ondt af og gøre ondt på. - Jo, de passede sammen som mand og kvinde. Som moderfølelse og dræberinstinkt.
Selvom han ikke kunne se den, slangen på grenen i træet udenfor, irriterede det ham, at den var der.




Kapitel 3

ET EFTERÅRSBARN FØDES I STORMVEJR. BRISE BLIVER JALOUX OG LIDER NEDERLAG. STOLTHED OG SKAM, SKJULTE TÅRER. MISUNDELSEN KOMMER PÅ EN PRØVE.


Ud på efteråret, da skoven klædte sig nøgen og pindsvinet gjorde sig klar til at gå i hi, da trækfuglene forlængst var draget afsted mod de fjerne bjerge, i sydende flokke eller imponerende formationer, fødte Sisse sit andet barn.
Efter et natligt stormvejr, der ruskede i tagpladerne og peb i sprækkerne i det lille hus, fødte hun ud på morgenen et lille velskabt hulkindet efterårsbarn med de mest vidunderlige, store bedende, brune øjne, så smuk han var. Storm kaldte de ham, for at han skulle blive stor og stærk som stormen, der havde revet og rusket i huset hele natten, som veerne havde flået i Sisses krop.
Storm.
Han skreg ikke, peb kun, men det gjorde blot Sisses opmærksomhed større, ustandselig tilbød hun ham sin mælk, men den var tynd og sparsom og blev ikke federe vinteren igennem.
Men så yndig han var. Når han kiggede på Sisse med sine store, våde, vidunderligt smukke øjne, var hun ved at smelte, blev blød i knæene og elskede sit barn af hele sit hjerte og følte, at han havde mere brug for hende end nogen anden i hele verden, for sådan havde God bestemt det. Og så lagde hun ham igen til brystet og pressede lidt vintermælk i munden på ham og syntes at mærke, at han groede en smule.
Og han groede. Umærkeligt blev han tykkere, større og stærkere. Og det blev forår med skud og spirer og sommer med bær og grønt, men selvom han spiste sundt og godt, blev han ingen kraftkarl som Brise.
Storm var lille og forsagt og morsyg, han gik sjældent langt fra Sisse, gemte sig helst under hendes skørter med sin sut og sin dukke. Og hun elskede at pylre om ham, made ham og pusle ham, og Storm nød at blive behandlet som et spædbarn, længe efter at han havde lært at gå.
Forældrene nød at føle medlidenhed med det hjælpeløse barn og Storm elskede at mærke deres hengivenhed.
Forgæves prøvede Brise at gøre sig bemærket, at fange deres opmærksomhed, men hun struttede af kraft og sundhed, var en vild krabat, der allerhelst ville bestemme alting selv, og det fik hun så lov til af de overbærende forældre.
Det var nu heller ikke medlidenhed, hun savnede.

Havde Brise altid skrammer og blå mærker, så var Storm altid ren som sin mor. Og Brise ålede ham:
- Øv, hvor er du tøset, du tør ikke engang klatre i træer, og Storm løb ind til mor og gemte sig mellem hendes ben, mens Brise klatrede op til fuglereden, skræmte skaden bort og spiste det nylagte æg. Det var varmt og hun nød det. Så slap hun taget i grenene med begge hænder og balancerede på den lille afsats, hvor stammen delte sig, mens hun råbte til Storm og Sisse i huset:
- Se hvad jeg kan - uden at holde!
Så faldt hun ned.
Der var helt stille, hvor hun faldt. Ikke en lyd kom fra hende. Det blødte fra næsen, foden smertede, og det føltes som om skulderen var mast. Arme og hænder havde lange rifter. Men hun sagde ikke noget.
Sisse kom styrtende ud med Storm på armen, men Brise ville ikke trøstes. Hun rejste sig hurtigt op, tørrede blodet af munden med bortvendt ansigt, Sisse måtte ikke se tårerne i øjenkrogen. Så humpede hun bort.
Sisse trøstede Storm istedet og rystede fortvivlet på hovedet, da Brise forsvandt ad stien. På vej op mod huset syntes hun at høre fjern gråd. Skjult hulken.

Og Sisse gik til God og sagde:
- Hvad har du gjort, hun er ikke som os andre.
Og God svarede:
- Der var altid nok af alt til jer, til dig og Vinder. Bær i skoven, kaniner på engen, fyldt til randen var I af kærlighed, og derfor stolte over at kunne fylde kurven og fange kaninerne, I behøvede ikke prale for at få beundring, den kom af sig selv. I behøvede ikke håne hinanden, for der var kærlighed nok til Jer begge, og at håne er at tage kærligheden fra en anden. Den kærlighed, som intet menneske kan leve uden, kærligheden til en selv. Stolthed.
Jeg har skabt mennesket til at elske sig selv, til at være stolt, men ligesom kroppen gror af føde, gror stolthed af kærlighed, og ligesom du samler føde for at blive mæt, må du samle kærlighed for at elske dig selv. Og elsker du ikke dig selv kommer skammen og skammen gør ondt.
Det var første gang Sisse hørte ordet: - ondt, det lød ikke rart, mørkt og tungt, som et råb i en grotte. En fugtig grotte, dyb, kold. Ondt. Et råb i en grotte, rungende hult og så pludselig hvislende skarpt som slangeskriget før den hugger: Ondt. Ondt.
Længe var der stille, så sagde Sisse:
- Skam er det en straf?
- Skal man straffe den, der mangler kærlighed?
- Den der ikke får mad straffer du med sult, den der ikke passer på flammerne straffer du med smerte.
- Så er skam er straf, sagde God. Og det er nok den værste, for sulten får dig til at spise, og smerten får dig til flytte dig, men skammer du dig, så forsager du kærligheden.
- Og Brise får ikke kærlighed nok?
- Nej.
- Jamen . . .
- Hun tigger om beundring, men I føler medlidenhed. Hun tigger om ros, men I vil trøste.
- Jamen ingen bliver da beundret og rost som Brise, hun har ingen som helst grund til at være misundelig på Storm.
Storm, ordet stod stille i luften, som ventede det på resten af sætningen, som firbenets stumpede bagdel, når den af skræk har smidt sin hale og tøver et sekund inden den piler afsted: Storm.
God så hende i øjnene. Og Sisse kiggede ned.
- Der er kærlighed nok til alle, sagde God og tog hendes hænder mellem sine. Så omfavnede han hende og kyssede hende og sagde:
- Vær stolt af den kærlighed du giver. Og han tørrede hendes tårer væk.
- Gode tider og dårlige hører sammen som liv og død. Som pral og hån, som godt og ondt. Giver du kærlighed, så skal du aldrig frygte misundelsen.
Og han trykkede hende ind til sig.
- Jeg elsker dig.




Kapitel 4

PÅ JAGT. FRISKE SPOR OG ET LYDLØST SPROG. STORM OG ROTTEN RASMUS. SPORENE SLUTTER MED EN SÆR FORNEMMELSE. FINTER I KANINSLUGTEN, BRISE ER OVERMODIG. RASMUS' ENDELIGT. DEN FØRSTE LØGN.


Det var den skønneste morgen, blå, blå som evigheden, som havde himlen lagt sig til hvile på jorden. Lette skyer af hvid glemsomhed smøg sig om bakkerne, puttede sig i dale og drev over engen, og hvor de havde været, efterlod de et glinsende tæppe af morgenfriskhed.
Nattens sidste jægere luskede til skovs, det var som om fuglekoret i de sparsomme buske på engen og i de vindblæste træer på bakken hyssede ad dem og kaldte på solen, på lyset, på dagen. Og hinanden.
Og glemslen forsvandt og evigheden og nattens stilhed druknede i solens skær, først spæde toner, røde, orange så stadig skarpere stråler, hvislende gule, der grådigt slugte blomsterduggen og åbnede kronerne i en mangfoldighed af kulører i det grønne, det var en dejlig morgen.
De fulgte dyrenes stier, Vinder og Brise, på vej over bakkene, gennem krattet, over engen, gennem dalen, ind i skoven. Hver havde de en kølle over skulderen. Vinders var lige så stor som Brise, og det var Brises også. Men hun var stærk og kunne sagtens bære den. I en læderrem om hofterne havde de hver en kniv. De var på jagt.
I flere timer fulgte de friske spor fra en hjort. Den var stor, men syg. Trak på det ene bagben. Gik rundt uden mål, lidt den ene vej, så den anden vej, rastløs var den og træt. Flere gange lagde den sig til hvile, men kun kort, så måtte den op igen og videre.
Brise elskede at være på jagt. Læse dyrenes historie i sporene, følge dem og hele tiden mærke den ulmende forventning om et møde. Mødet med dyret, hun havde fulgt og kendte gennem aftrykkene i leret, fordybningerne i græsset, stammernes afpillede bark, eskrementerne. Mærke nærheden af det dyr hun skulle besejre, hun elskede at vinde, overvinde, dræbe. Fastere holdt hun om køllen og spejdede efter det næste spor.

Sammen havde de udviklet et lydløst sprog, fingeren på tværs af læberne betød tavshed, fingeren ved øret: lyt og fingeren ved øjet: se. Hånden var knyttet, men pegefingerens yderste led angav diskret retningen, hvor hun skulle kigge eller lytte.
De talte ikke meget sammen, eller så på hinanden, og alligevel vidste de hele tiden, hvad den anden tænkte, havde opdaget og ville gøre, og de lydløse tegn blev aldrig overset, selvom de sjældent kiggede på hinanden.
De havde også tegn for de forskellige dyr. Hjorten var to strittende pegefingre, hejren to baskende håndflader med krydsede tommelfingre. Kun få gange hviskede de sammen, når de stod bøjet over et utydeligt spor, der skulle tolkes.

Og hun kunne skjule sig, Brise, gemme sig, blive ét med græsset, træerne, nedfaldne, mosbegroede grene, hun kunne stå fuldstændig stille og falde sammen med naturen, være en del af den, og så bevæge sig et par skridt og igen stå stille og lytte. Og iagttage.
De fandt blodspor på det næste sted, hvor hjorten havde ligget, lidt størknet blod med materie og sårrester. På hoften sad såret, den højre. Og de gik videre.
Da solen stod højest på himlen standsede de, spiste bær og frugter, de havde samlet undervejs. Og græshopper. Pludselig løftede Vinder en finger til læberne og kiggede op i løvet over dem. Det puslede i ryk.
Lydløst gik han hen til træet, kravlede forsigtigt op ad de tykke slyngplanter, der viklede sig rundt om stammen, satte sig til at vente i en grenkløft et stykke oppe.
Brise havde også fået øje på egernet og så snart Vinder var på plads, klappede hun i hænderne, råbte op, og med et sæt sprang og hoppede egernet lige i favnen på Vinder. Lynhurtigt greb han det i halen og med et raskt snuptag bøjede han dets hovede bagover, så det kvaste.
Så kastede han det ned til Brise.

Hjemme på gårdspladsen sad Storm i sin sandkasse og byggede en borg. Omhyggeligt klappede han sandet helt fast og jævnt, der måtte ikke være det mindste aftryk af hans fingre på murene, tilsidst dryssede han dem forsigtigt med sukkersand.
Det var en rotteborg.
Rotten Rasmus, en stor doven rotte, havde han haft siden forsommeren, hvor han havde fundet den, lille og forladt. Siden havde han leget med den hver dag, givet den mad og havde lavet en hule til den ude i skuret, men den var der nu aldrig, for den var næsten altid sammen med Storm, sad altid på hans skulder eller lå og varmede sig under hans hage, når han sov. De var uadskillelige.
Under borgen havde Storm gravet gange. Hans arme var en anelse tykkere end Rasmus' mave, så når han stak en arm gennem sandet blev tunnellen, der kom ud af det, lige akkurat stor nok til at Rasmus kunne krybe igennem.
Der var mange tunneller i borgen, i flere lag, på skrå, og de havde alle forbindelse med hinanden, så Storm kunne aldrig vide, hvor Rasmus dukkede op, når først den var kravlet derind.
Hvis den dukkede op. For Rasmus nød at ligge godt beskyttet midt inde i borgen. Måske kunne Storm se rotten gennem et af hullerne, men det var ikke sikkert, for gangene buede, og der var mørkt.
- Rasmus? kaldte Storm og peb med læberne på en helt speciel måde, han havde lært af Rasmus, det betød - kom her! - eller - hvor er du? Og så lagde han øret til en af udgangene og lyttede. Håbede på, at Rasmus gad svare.
- Rasmus? phib-phib-phib-er-du-der?
Hvis ellers den var i humør til det, kunne de godt tale sammen, et særligt rottesprog, Rasmus havde opfundet.
Storm lagde sig på maven og snakkede ind i et hul, der gik ind til hvor Rasmus puttede sig i midten af borgen.
- Kom nu ! sagde Storm.
- Jeg gider ikke, her er så hyggeligt, sagde Rasmus på rottesprog.
Storm havde lyst til at kravle ind til Rasmus og hygge med, eller i det mindste stikke en arm ind og kæle for den, men han gjorde det ikke, han var bange for at sandet skulle brase sammen.
- Kom nu ud og leg!
Der var helt stille derinde.
- Vil du have en nød?
Endelig kom Rasmus luntende, tungt slæbte den sin tykke mave hen over sandet. Næsten ude i lyset stod den stille, lagde hovedet på skrå, kiggede på Storm og sagde:
- Hvor er den?
Storm tog en nød op af lommen og rakte den hen mod Rasmus.
- Her!
Så kom den, men inden den fik sin nød skulle den lige have et kys og et kram, bare et forsigtigt, for den var fuld af sand.
Og mens Rasmus gnaskede, børstede Storm sandet af dens ryg, glattede pelsen og kiggede bekymret på rovfuglene, der kredsede over bakken.

Sporene gik ud i vandet. Langsomme, usikre skridt, der stavrede fra side til side, det var hjortens spor, den sårede hjort. I sandet ved søbredden kunne Brise og Vinder se striber, som havde den sænket geviret inden den travede ud for at drukne.
Et øjeblik stod de stille ved bredden og kiggede ud over vandet. Der var en særlig højtidelig stemning. De følte noget for den hjort, selvom de aldrig havde set den, men kun forestillet sig den. De havde fulgtes med den hele dagen, følte de kendte den, og dog var sporene det eneste, de havde set. Spor af et liv. Og nu var den så død.
Det var, som om den lå og kaldte, derude på søens bund, lokkede med sin historie, med sin hemmelighed. Grinede den ikke af dem, hoverende? Sagde den ikke, at den nok selv skulle bestemme, hvornår den skulle dø?
Det var de ikke vant til, jægerne, at et dyr bestemte, hvornår det skulle dø, det plejede at være deres opgave. Vinder fik en vis respekt for hjorten, den var noget særligt, måske var det godt, at de ikke havde fået ram på den, tænkte han.
Sådan tænkte Brise ikke, hun ærgrede sig over, at det ikke var lykkedes dem at indhente den, inden den gik i søen.
- Måske er den bare svømmet over til den anden side og gået i land der? sagde hun, men Vinder var ikke i tvivl.
Han mærkede den sære stilhed forplante sig i kroppen, han kunne se på søens krusning, at noget var anderledes. Søen gemte på en hemmelighed.
- Kom, sagde han bare og så gik de videre.
En hjort, der valgte døden, var ingen almindelig hjort.
To gange kiggede han sig over skulderen, da de gik videre, som for at være sikker på, at den ikke dukkede op igen.
Da de var gået lidt, lagde han en arm om skulderen på Brise og sagde:
- Gad vide, hvem vi sætter spor for.

På vej hjemover slog de et slag forbi kaninslugten, meget kød var det ikke blevet til i skoven, egernet, et par mus og en pose græshopper og biller, men i kaninslugten var der altid mad at få, og Brise elskede at løbe vildet op. Hun fintede og spurtede og kastede sig og lurepassede og fangede den ene kanin efter den anden med hænderne, brækkede nakken på dem og satte dem i en bøjle, hun havde om livet. Spurten, den lynhurtige og den lange seje, hun elskede det pludselige temposkift, så kaninerne fistede og fór til højre og venstre og ikke vidste, hvor de havde hende, før det var for sent.
Vinder strakte sig i græsset, kiggede på himlen og solen og antydede, da Brise havde fem slappe dyr i bøjlen, at de skulle hjemad. Og så er det pludselig det sker.
Det sker ikke hver dag, det sker ikke hver måned, der kan gå år imellem, for nogen sker det kun få gange i livet, det er aldrig til at vide, uheldet kan man ikke regne med.
Og måske netop derfor er det så vigtigt at regne med. Ikke hvornår det sker, men at det sker. En bilbaslange, den giftigste af slettens slanger, er sky. Den angriber kun byttedyr, mus og kaninunger og er derfor ikke farlig for mennesker. Og selvom den lever i græsset på sletten og engen, så er den næsten umulig at komme til at træde på, for den flygter, når den hører skridt.
Men møder mennesket alligevel en bilbaslange, så er det eneste, det ikke må, at angribe den.
Ihvertfald ikke med de bare ben.
Og dét gjorde Brise. Hun sparkede ud efter den bilbaslange, der rejste sig foran hende og spillede med tungen i et kantet, pansret hovede, på størrelse med en knyttet barnehånd. Hun var ikke bange. Men det var Vinder.
- Stå stille! hvislede han, men det var som om, hun ikke var til at nå. Hun sparkede fortsat og ramte et par gange det tunge hovede, mens hun behændigt undgik dens lynsnare udfald mod de nøgne ben.
- Brise! skreg Vinder, mens han fortvivlet rodede i krattet for at finde en gaffelgren.
Men hun sparkede fortsat, sprang til side når den huggede. Et sekund var det, som ville den tage flugten, så ramte hun den på øret. Idet samme kom Vinder styrtende med en gren, tvedelt i enden, men for sent, hun havde kvast dens hoved med hælen.
Med vidtåbne øjne og lettelsens gråd i halsen stirrede han på hende.
- Er du fuldstændig vanvittig? sagde han.
Så omfavnede han hende, men hun smøg sig ud af hans favn, samlede bøjlen med kaninerne op, satte den i bæltet, vippede med tæerne den døde slange om på ryggen, så at dens hvide bug lyste i græsset. Spor efter Brise.
Og da hun kom hjem til gården, og Rasmus kom luntende hende i møde tog hun rotten i hænderne og brækkede nakken på den, så det kvaste. Så smed hun den hen i et hjørne og gik ind på sit værelse. Ingen hørte hende græde.
Men da de senere bebrejdede hende, hvad hun havde gjort, sagde hun, at hun ikke havde kunne kende Storms rotte, hun troede, det var en af de vilde.




Kapitel 5

SISSE BLIVER GRAVID OG FØDER ROSE. ILDEVARSLENDE ULVEHYL. STORM BYGGER VANDMØLLE OG BRISE PASSER ROSE. EN KATASTROFE. BÆKKEN FARVES RØD. FORNÆGTELSE OG ANGER.


Sisse var med barn. Maven groede og groede og navlen strittede og noget sparkede og Vinder syntes, hans kone blev smukkere end nogensinde. Storm, som efterhånden var en stor dreng, der var begyndt at læse og skrive, sov stadig i forældrenes seng, men hver gang Vinder foreslog, at han skulle ligge et andet sted, holdt Sisse ham hen:
- Lad nu den lille nye komme til først, så går det nok helt af sig selv, og så faldt Storm stadig i søvn med en tommelfinger i munden og benene mellem sin mors hver aften.
- Er du jaloux? grinede Sisse til Vinder, og det var han.
Så lagde hun en hånd på hans kind, og han tog den og kyssede den, og de snakkede om, hvad den lille ny skulle hedde.
Rose, Rose kaldte de hende, for rosen var det smukkeste Sisse vidste, den havde de modne frugters farve og duften var for evigt den smukkeste, man kunne tænke sig, og så bar den i sin blomst alle livets hemmeligheder, jo - Rose skulle det være, nu måtte det være slut med vindene, nu skulle Sisse bestemme, og Vinder havde det da også udmærket med rosen, farven holdt han af, men noget tornet var den jo. Og ganske unyttig.
Og Rose blev det dejligste barn, smuk og velskabt og Sisse kunne ikke fatte, at så meget skønhed kunne rummes i så lille et menneske, og hun krammede hende og elskede hende og tænkte, at hellere ville hun dø end miste sit barn.
Brise hjalp til i huset, gjorde rent, vaskede op, lavede mad, tændte op og passede Rose. Hun var en stor hjælp for Sisse. Og Sisse roste hende.
- Åh, det er da ikke noget, sagde Brise.
Hun elskede at gå omkring med Rose siddende på armen. Med sin lille tykke, strittende arm pegede Rose på alting i hele verden og sagde: - Hvad er det? - med den anden holdt hun et fast tag om Brises hals. Brise elskede Rose, og for hver dag Brise gik sådan rundt med Rose på armen og kunne fortælle hende om verdens hemmeligheder groede kærligheden mere og mere i hende, og hun blev mere glad og tilfreds. Det var som om Roses kærlighed trængte ind i kroppen på Brise, ind i hjertet. Det var næsten ligemeget, hvad Brise var igang med, så havde hun Rose på armen.
Kun ikke når hun var på jagt.

Gråulvene holdt til i et klippefyldt område nedenfor skoven, langt borte på den anden side af floden, om natten kunne man høre dem hyle derovre, og selvom Vinder og Brise på deres jagter fandt spor af ulvene og rester af deres bytte, så havde de aldrig set dem ved bakkerne på deres egen side af floden.
Men efter en nat hvor vinden bar ulvehylet over floden over bakkerne og op til huset og lod det gnide faretruende op ad ruderne, da bad Sisse næste dag Vinder forstærke indhegningen, og hun lod ikke de små ude af syne.
Storm var netop blevet stor nok til at færdes på egen hånd, men kun når han sagde, hvor han gik hen, og kun når han holdt sig på denne side af bækken.
Det havde regnet i flere dage, jorden var blød, bækken var fuld af vand, grene og blade lå på jorden under træerne, for det havde været uvejr. Men nu klarede det op, græsset rejste sig og blomsterne åbnede sig. Og børnene gik ud igen.
Ned til bækken.
Storm byggede en dæmning. Holdt vandet tilbage i en lille sø, hvor strømhvirvlerne formede en grav i den bløde lerbund. Han ledte et overløb udenom dæmningen hen til en vissen blomsterstand, der var sat i et hult rør. Når vandet faldt på blomsterstanden, drejede den rundt. Verdens første vandmølle.
Men han var ikke tilfreds og var i fuld gang med at udbedre den. Brise gik med Rose på armen og nød altings friskhed. Vinden var let, men den bar væk fra huset, ned mod bækken, mod skoven og floden i det fjerne, måske var det derfor hun ikke mærkede noget, Brise.
Hun havde fundet et par buske, fulde af saftige, modne bær, hun plukkede af dem og de spiste, hvad de kunne. Dejlige syrlige bær, kølige. Og der var mange.
- Storm!
Storm reagerede ikke, for skovlene var lige gået af hjulet for anden gang.
- Storm!
- Ja, kom det nølende.
- Smutter du ikke lige op efter en skål, der er fuldt af bær.
- Ikke lige nu, sagde han og lukkede forsigtigt op for slusen.
Brise stod lidt og kiggede på hans ingeniørkunst, og billedet, der tegnede sig på nethinden af Storm på knæ opslugt af vandets ufravigelige lovmæssigheder og det konkrete udslag af menneskets opfindsomhed, skulle hun aldrig slippe fri af.
Resolut satte hun Rose ved siden af Storm og sagde:
- Så henter jeg den selv.
Hun vendte sig om to gange på vej op til huset, den ene gang standsede hun og fortrød, at hun ikke havde sagt, at han skulle kigge efter hende.
Men selvfølgelig kiggede Storm efter hende.
Indtil gråulvene kom. Så spænede han skrigende og hulkende op til huset.
Det var Sisse der fandt hende.

Hun lå i bækken med ansigtet nedad og armene ud til siden. En rød stribe flød med strømmen, Sisse skreg og holdt hænderne for munden. Så tog hun Rose op.
Blodet sivede fra åbningen i halsen, hun havde åbne sår på armene og læben var revet op og det ene øre hang underligt.
Hun var fuldstændig slap, hovedet hang træt på skulderen af Sisse. Hun var død.
Et sekund var Sisse lige ved at smide hende fra sig. Hun troede ikke på det. Hun magtede det ikke. Så hulkede hun voldsomt og pludseligt og knugede det våde slappe barn til sig.
Hun så ikke på Brise, der stod ved siden af og rystede. Græd en lydløs gråd, mens tårerne fossede ned over kinderne.
- Mor, sagde hun og rørte hende uendelig forsigtigt.
- Rose, sagde Sisse.




Kapitel 6

MISTÆNKSOMHED OG DESPERATION. SKYLDPROBLEMER. SAVN OG TILBUD OM ERSTATNING. HÅN OG PROVOKATION. HÆVNEN BLIVER GIVET TIL MENNESKENE.


Skygger af mistænksomhed, af kulde og indeklemt bitterhed lagde sig over huset. Fortrydelse og krybende foragt bredte sig som mugpletter med en lunken, sødlig duft, tomheden flyttede ind med ligegyldigheden i hånden og afmagten, Vinder, hvor er dine tårer?
Og pludselig som et lyn, der flækker en stamme, desperationens nådesløse skrig: - Hvorfor! Og så denne hulken, der gennemryster sengen og huset og sætter sig i alt og gør det skrøbeligt som ubrændt ler. Som ormædt træværk. Storm græder meget, men han er bange for sin mor, når hun skriger. Så kommer han til far.
Brise er glat og flink. Hun ordner alt i huset. Vasker op og skifter blomster og rydder op. Lufter ud. Og lukker forsigtigt døren, når Sisse går ind og lægger sig. Hun ryster på hænderne og gråden snører halsen sammen. Hele tiden er hun i sving, for ellers kan hun ikke holde tårerne tilbage, og hun vil ikke græde.
Heller ikke da hun sammen med Vinder lægger Rose i hullet i jorden, de sammen har gravet bag huset, græder hun.
- Det var ikke din skyld, siger han og standser op et øjeblik.
- Det ved jeg godt, siger Brise og sender ham et sødt smil. Hendes hjerte skal sprænges, indvoldene rives ud, kroppen flåes i stykker, men hun smiler sødt til Vinder.
God har problemer.

Det er ikke småpludren, hyggesnak og nynnen, der om aftenen glider over gårdspladsen til Gods skur. Og da han en aften hører Sisse skrige, at hun ikke vil leve mere, hvorefter at sandt uvejr af tallerkener og potter, der bliver smadret, bryder løs, så bliver God bekymret.
Savn havde han givet mennesket, for at det skal mindes det tabte, som det elskede, og søge at genvinde det.
Men Rose er jo død, hun kan ikke genvindes.
- Vi kunne få et nyt barn? Han mente det oprigtigt, Vinder, det var velovervejet og fornuftigt, men uvejret brød løs igen, skrig og hulken og smækken og smadren og ensomhed, ætsende ensomhed.
Og så pludselig igen råbene tværs gennem huset:
- Jeg vil have Rose tilbage! Kan du ikke forstå det?
Hun gik ind til ham.
- Jeg skal ikke dulme mit savn med erstatninger, jeg skal ikke tænke på noget andet eller arbejde savnet væk, hvad nytter det, at vi bare får et andet barn og et andet barn og et andet barn, når ulvene kommer og æder dem? Og hun hulkede rasende.
- Tror du jeg er skabt for at lave mad til gråulvene!
Vinder nærmede sig forsigtigt med en hånd, men hun skubbede den væk:
- Og hvad gør du? Vil du lade dem æde dine egne børn ét efter ét mens du bare står og kigger på? Eller vil du spærre børnene inde, til de er voksne? Hvad har du egentlig tænkt dig! - Jæger!
- Jeg kan da ikke slå alle gråulve ihjel, sagde han spagfærdigt.
- Hvorfor ikke! Hun skreg så højt at Storm vågnede og begyndte at græde. Brise gik ind og trøstede ham. Sang en sang, men lyden kom ikke nede fra lungerne, kun fra de sitrende læber.
- Hvorfor ikke? sagde God for sig selv.
Tre ulve havde der været ved bækken, en udvokset han og to unger, det havde de læst i sporene, Vinder og Brise.
- Hvorfor ikke?

Hævn. Ordet kom til ham først, betydningen bagefter, lysten til at straffe, en uimodståelig lyst til at belære med magt. Vejlede med smerte. Selvfølgelig kunne Vinder ikke slå alle gråulve ihjel, men han kunne måske give dem en lærestreg. Og havde han ikke lyst eller mod til at gøre det, så måtte han gives lyst, og God gjorde hævntørsten, som er længsel efter at straffe, glæde ved at gøre gengæld, give smerte tilbage.
Og således drog de da afsted, Brise og Vinder med deres køller for at hævne Roses død og straffe gråulvene.




Kapitel 7

MENINGEN MED DØDEN OG LIVET. SORG OG SANG. SISSE LAVER ET GRAVSTED: MINIVERDEN OG LEGELAND. HÆVNENS TIME. SEJRHERRENE KOMMER.


Det smerter at miste et barn, sådan havde God bestemt det. En del af smerterne blev givet videre af hævnen, men der var stadig en del tilbage, og God gav dem navnet sorg og Sisse sørgede.
Som tung ligegyldighed, farveløst mørke bredte sorgen sig i stuerne, på gårdspladsen, mellem bakkerne, gjorde blikket stift, ansigtet dødt, bevægelserne mekaniske og trætte, som var hver eneste den sidste.
Sove kunne hun ikke, men heller ikke være vågen, fjern og tavs var hun, et spørgsmål var frosset til is i hendes strube:
- Hvorfor? Hvorfor hendes Rose.
De kælede sammen, God og Sisse, han trøstede hende med nænsomme lyde og kærlige bevægelser, men Sisse ville have sat ord på fortvivlelsen:
- Der må da være en mening.
- Nej, sagde God. Der er ingen mening. Livet har mening, men ikke døden. Lyset har mening, men ikke mørket, mørket er intet, mangel på lys, som død er mangel på liv. Mørke og død er tomhed. Du er skabt til at ville finde en mening i alting, men mening i tomheden findes ikke, døden er meningsløs som mørket.
En solsort skræppede udenfor vinduet, baskede i buskadset reden.
- Jamen, hvad er da meningen med livet, spurgte Sisse og lod blikket glide i ligegyldige cirkler på bordet, som havde det opgivet at finde noget at kigge på.
- Meningen er . . . sagde God og tøvede. Meningen med livet er . . .
Han strøg hende blidt over håret, kyssede hende i tindingen, lænede sit hovede ind mod hendes og kunne mærke, at ord var nødvendige.
- Meningen er at bringe kærlighed videre. Livet blev skabt af kærlighed og kun når livet går videre fra forældre til børn, kan kærligheden leve videre. Uden livet dør den, kærligheden, som er meningen med livet. Ingen har bestemt, at Rose skulle dø, det var et uheld. Meningsløs tilfældighed, men sørge skal du og huske din sorg, for så vil du lære at passe bedre på og måske holde uheldet borte næste gang.
Tårer løb over hendes kinder og hun græd. Med sammenbidte læber og hovedet ved Gods bryst græd hun.
- Aldrig, sagde hun, aldrig.
Og hun samlede Roses legetøj og bar det ud på graven og lagde det mellem blomsterne og sagde: - Aldrig mere, for hendes sorg var stor.
Og hun begyndte at synge:

Rose min
i sorten muld
sov kun sødt, min lille
Rose, af din jord skal gro
en rose rød
min rose

Og hun satte blomster på graven og rev små fine gange og lavede en lille have, som stærene spankulerede i, og hun satte kviste i jorden som træer: Her bor Rose, og af pinde lavede hun en indhegning, som hegnet om deres egen have.
Og Storm byggede et hus på graven, Roses hus, som lignede det hus, hun var vokset op i, og man kunne løfte taget og sætte et lys ned i stuen, så at det om aftenen så rigtig hyggeligt ud, med lys i vinduerne. Og over døren skrev han med sirlige, røde bogstaver: ROSE MENNESKEBARN. FØDT OG DØD.
Og Sisse satte sig i Roses have med ryggen op ad gavlen på det lille hus, tog Storm på skødet og sang og sang:

Rose, af din jord skal gro
en rose rød
min rose

Og hun knugede Storm til sig og Storm lod sig behandle som var han på Roses alder.
Hun strøg ham over håret og han gav hende velvilligt en let snorkelyd, der mindede om Roses, når hun sov.

Rose min
i sorten muld

Og det var som om klumpen i halsen smeltede, hænderne blev roligere, hun tørrede øjnene og livet vendte tilbage og på tredjedagen efter, at Vinder og Brise var taget afsted, så Sisse fra højen bag huset røg i det fjerne, og hun vidste, at hævnens time var kommet.

Rose min
de ulve kom
blodet farved bækken
hævnen kommer sød og rød
skøn ulvedød
min rose

Døden havde ingen mening, ikke når det galdt mennesker, med ulvedød var det noget andet. Som dagene gik, blev hendes sang lettere og lysere og oftere gik hun på højen for at se nyt fra det fjerne.
Røgen lagde sig, og da hun endelig en dag i horisonten fik øje på to små sorte prikker, der bevægede sig uendelig langsomt imod hende, blev hendes nynnen til sang, og hun omfavnede Storm og svingede ham rundt og jublede:
- De kommer!
Og de gjorde huset fint og rev gruset på gårdspladsen og på graven og satte et nyt lys i Roses dukkehus og skiftede de visne blomster ud. Og igen gik de op på højen og fulgte de små sorte prikker gro til mand og barn, far og søster, to uhyggelige fabeldyr lignede de, jægerne, for ulvepelse havde de på, halen på den mindste slæbte hen ad jorden, forbenene var bundet om halsen, hovedet med de tomme øjenhuller havde hun på som en hætte, snuden var tør og mat, men ørerne strittede i luften, som var de stadig på vagt.
- De kommer.




Kapitel 8

GENSYNSGLÆDE, FEST OG DANS. BERETNINGEN OM DEN GRUSOMME HÆVN. ET NERVEPIRRENDE RITUEL MED ET USKYLDIGT OFFER.


Og sikke en fest, der blev.
Danset og sunget og krammet og grinet og Vinder ville ikke give slip på Sissemor, han følte sig mere lykkelig ved at se hende igen, end han nogensinde havde gjort før, og Sisse følte sig tryggere og lykkeligere end nogensinde før i sin mands arme. Og Brise var glad og stolt, igen og igen fortalte hun, hvordan de havde overmandet ulvene.
Først havde de samlet kvas og vissent græs og lagt det i en ring uden om en ulvehules ene udgang. Så havde Vinder stukket en tot brændende hø på en stang ned i hulens anden udgang og med køllerne stillede de sig så parat og smadrede kraniet på ulvene, efterhånden som de, tvunget af røgen, kom ud.
Og de, der undslap, blev jaget ud i det brændende gærde, der var en hylen og bjæffen. Hule efter hule havde de taget i hele ulvenes område, og de strejfende hanulve havde de om natten lokket i baghold.
I en kløft med stejle sider havde de bundet en abeunge til et træ, hele natten skreg den på hjælp, ulvene kunne høre den overalt og efterhånden, som de, drevet af sult og nysgerrighed gik ind i kløften, som var afspærret i den anden ende med tjørnekvas, gik jægerne løs på dem med deres køller.
Brise fortalte hvordan ulvene forgæves søgte at slæbe sig væk på brækkede ben eller undslippe med tarmene hængende ud af maven, og hvordan det lød, når hun kvaste deres hoveder med køllen.
Og hun fortalte hvordan ulvene hver og én blev hængt op i halerne i træerne, efterhånden som de blev fanget. Med blodet løbende fra munden, med pelsen sortbrændt eller med kroppen flænset halvt i stykker hang de dér og dinglede som straf.
Og Vinder tog trommen og han trommede hele historien én gang til, mens Brise dansede til.
Først stille, som lå de på lur, man kunne høre puslen i græsset og anspændthed i luften, så kraftigere og truende, og da ilden blev tændt og nedslagtningen begyndte, voldsom og hidsig. Vildere og vildere blev dansen, hujende roterede Brise over gårdspladsen, mens stumpe, stærke barnearme svingede med imaginære køller.

Nu sad de ved bålet, bænken havde de flyttet hen til flammerne, der blafrede så roligt. Vindstille var det og Roses hus lyste i vinduerne af liv og varme.
Ulvene var væk. Væk for altid.
En forpote af hver var blevet skåret af og sat i bælterne, og der sad tæt med poter både i Brises og i Vinders.
Han var træt nu. Tidligt havde han været oppe i morges, og hele dagen havde de vandret, ung var han jo heller ikke længere, det kunne han godt mærke. Og nu festen.
Hans håndled var ømme af at tromme. Han var øm i armene af de mange kølleslag, en forbrænding havde han på underarmen og på den ene fod. Rifter fra ulvebid, ikke noget alvorligt, men nu, hvor han var træt, følte han dem svie. Men det var en behagelig svien.
Og en behagelig træthed.

Storm satte sig på hans skød og tog ham om halsen.
- Hvor mange er mange? spurgte han, og klappede ham på kinderne.
- Det er . . . Vinder smilede til Sisse, der ikke kunne lade være at le.
- Hvorfor har du sådan en stor næse? spurgte han så og Vinder kiggede på sin næse og blev helt skeløjet.
- Er den stor? spurgte han forbløffet, og Sisse lo igen og kyssede ham på kinden.
- Den er kæmpe!
I den anden ende af gårdspladsen puslede det. Slæbende trin og en mørk monoton messende stemme lød, uforståelige, uhyggelige ord, der kom nærmere, det var Brise.
Ørerne strittede vagtsomt, ulveører. Det mørkegrå hovede med de tomme øjenhuller skjulte hendes ansigt, hendes mumlen lød dyb og dæmpet bag snuden. Poterne var bundet om halsen, slapt hang de på brystet, og de skarpe hvide klør lyste i mørket, det var Vinders alt for store ulveskind hun havde taget på. Langsomt trådte hun hen mod bålet:
- Ulvehyl og ulvehævn, messede hun.
Storm holdt fastere om Vinder, og Sisse lagde hovedet ind til ham, mens de sammen iagttog deres datters dødedans.
- Nu skal nattens ulve danse.
Det var som om et overnaturligt væsen talte, stemmen lød dyb som fra det underjordiske, og kun langsomt trådte hun ud af mørket, et skridt ad gangen hen mod bålet.
Vinder satte sig igen bag trommen og gav skuespillet et akkompagnement, der fik det til at sitre i Storm og Sisse.
- Ulvehævn er ulvedød, ulvehævn er ulvedød!
Trommeslagene blev kraftigere og de blafrende skygger hårdere, og Storm klemte sig ind til Sisse, da den mystiske ulveklædte gik tæt forbi dem.
Ind på graven gik den, stadig med armene tæt ind til kroppen, skjult i den døde ulv.
- Ulvehævn er ulvedød, messede hun mens hun rundede Roses lille hyggelige hus. Trommeslagene steg i styrke, da hun igen nærmede sig bålet.
Sisse kastede et bekymret blik til Vinder, men han smilede beroligende, stolt over datteren.
Et sekund stod hun stille, lydløs. Så tog hun armene frem.
I den ene hånd holdt hun en kylling stramt om halsen, den sprællede med benene og gispede halvkvalt. Så smed hun den på bålet. Skriget fik God til at vågne, Storm til at græde.
Med fjerene i flammer spænede kyllingen hen mod Roses gravsted, tumlede imod indhegningen og ændrede kurs, fortsatte tværs over gårdspladsen og tørnede med et klunk mod skulpturen med de to ovale frugtbarhedssten, der lænede sig kælent mod hinanden. Så bredte mørket sig igen og alt blev stille, kun et par ynkelige sidste vingeslag og Storms rystende snøften hørtes.
Rose var hævnet.




Kapitel 9

HVEM SKAL BESLUTTE RETFÆRDIGHEDEN? SKAL GODHED GØRES SMUK, ONDSKAB GRIM? KANNIBALISME OG SEXUEL OMGANG MED DYR. KRIG OG REKLAME. EN SKABER I TVIVL.


I månederne, der kom tænkte God mere og mere på retfærdigheden, han måtte se at blive færdig. Om rigtigt og forkert. Om godt og ondt.
Problemet var, at hver gang han havde truffet en beslutning om rigtigt eller forkert, så fortrød han straks efter.
Inderst inde ønskede han måske slet ikke at bestemme menneskenes retfærdighed, nej, der skulle ikke være nogen opskrift på godt og ondt, retfærdigheden måtte menneskene selv udvikle, som de udviklede sproget og dansen.
Evnen til at tale og evnen til at danse havde han givet dem, men hvordan de brugte den, måtte de selv om. Sådan skulle det også være med godt og ondt. Evnen til at kunne se forskel skulle de have, men menneskene skulle selv dømme om rigtigt og forkert.
Og dog.
God huskede endnu forskrækkelsen ved bålet, da han blev vækket af kyllingens skrig, var det ikke selve Den Onde, der trådte frem i mennesket og fortrængte Gods kærlighed? Hvordan ville det ikke gå mennesket, hvis det onde fik magten? Hvis tilfældig død og lemlæstelse blev retfærdiggjort?
Nej, elskede Olga, at vælge sig harmløse uskyldige ofre skulle til alle tider være uretfærdigt, her kunne han ikke lade menneskene bestemme. Han følte kyllingens dødsskrig som en advarsel om, at han skulle gøre en retfærdighed for menneskene, så at de kunne leve i fred og fordragelighed.
Hvad med at gøre godheden smuk?
Alt, hvad mennesket havde brug for, havde han gjort smuk: de røde bær, de grønne blade, det klare vand og lyset, livet. Og han havde givet mennesket en uimodståelig længsel efter skønhed. Den unge kvinde og hendes bagdel, manden og hans muskler, moderens bryster, barnemunden, der gaber efter mad, fandtes der noget mere rørende? - og tårerne der rinder ned ad kinden og tigger om omsorg, smukt og uimodståeligt var det. Skulle han gøre godheden lige så smuk?
Og ondskaben grim. Modbydelig, ulækker, uhyggelig, skulle mennesket gøres bange for ondskaben, som det var bange for slanger og edderkopper? Skulle ondskaben gøres grim som sygdom og alderdom og vanskabninger? Som råddenskab og vædskende sår, som fråde om munden?
Han kunne give mennesket en uimodståelig lyst til at være gode, en slags nødvendighedens refleks, som forelskelsen. Eller hævnen.
Eller lysten til at sætte efter et pelsdyr på flugt?
Træt gned han sig i øjnene og drog et suk, mens han tog sin lille kasse frem igen.
Med sedlerne.
Fuld af papirslapper var den, og på hver lap stod der et spørgsmål, som skulle besvares for sådan var retfærdigheden, at den var svaret på en række spørgsmål.
MÅ MENNESKER SPISE MENNESKER? stod der på den første, han tilfældigt fik i hånden.
Menneskets succes afhang af føde, formering og yngelpleje. Evnen til at finde noget at spise, parre sig, og passe sine børn. Men hvad nyttede det hele, hvis de begyndte at spise hinanden. Eller deres børn.
Hele arbejdet med skabelsen ville være nyttesløst, hvis mennesker begyndte at spise hinanden, det var typisk en afgørelse, det ikke kunne overlades til mennesket selv at træffe.
Hvis det blev fint eller bare accepteret at spise menneskekød ville det snart kunne tynde ud i en befolkning, nej, selvfølgelig skulle det være forkert at spise hinanden, selvom kødet smagte udmærket, var sundt og nærende som alt andet kød.
Han kunne give det en dårlig smag eller en ulækker farve?
Igen gned han øjnene, gabte lidt og tog en ny seddel fra æsken, et par stykker røg på gulvet, men han orkede ikke at samle dem op.
MÅ MENNESKER ELSKE DYR?
Hvis mennesket fik lov at bestemme, vil det så ikke gøre det rigtigt at elske dyr. Lade det være udtryk for godhed at behandle dem som mennesker? Tage dem til sig som børn, opdrage dem som børn, være ven med dem, leve sammen med dem, elske med dem?
Ville mennesker ikke bruge dyr som erstatning for deres behov og dermed lige så langsomt gøre mennesket overflødigt, få menneskeheden til at gå i opløsning?
Nu lå der jo allerede i mennesket en lyst til at elske med andre mennesker, men der var intet forbud mod at bruge dyr, og hvad der ville ske, hvis det blev sådan, at det var udtryk for godhed at parre sig med dyr, det kunne God ikke overskue.
Han trak en ny seddel.
MÅ MENNNESKER SLÅ MENNESKER IHJEL? stod der.
Dræberinstinktet, han vidste det godt, var en farlig ting. Hvis det blev brugt mod mennesker i større stil, var det en katastrofe. Hvis mennesket selv fik lov at bestemme om rigtigt og forkert, ville de så ikke myrde deres fjender i flæng og kalde det godhed?
Ville de ikke modarbejde alt, hvad han, God havde bygget op af kærlighed i mennesker? Ville menneskets fremtid ikke være risikabel, hvis drab, hvis krig nogensinde kunne kaldes god og retfærdig?
Med mindre det var hævndrab, selvfølgelig. Eller et medlidenhedsdrab, for det var vel godhed at befri et andet menneske for smertens lidelser, ligesom det måtte være ondskab at påføre at andet menneske lidelse.
Eller sig selv. Jo, det skulle være ondskab at gøre ondt på sig selv, smerte var kun skabt for at advare om, at noget var galt, og jo før den blev bragt til ophør des bedre.
Selvmordet var altså godhed? Hvis det blev gjort for at standse ulidelig smerte, ja, for at komme ud af en uudholdelig pine, men ikke ellers.
Hvad ville der ske, hvis mennesket skulle bestemme? Ville massedrabet så blive en retfærdig handling? - det ville være en trussel mod menneskeheden, nej aldrig kunne det tillades, at mennesket kom til at bestemme. Han smed sedlen fra sig. Som et vissent blad duvede den mod jorden og lagde sig på tværs over en af de andre sedler: MÅ MENNESKER LYVE OG LOKKE?
Træt tog han sig til hovedet og pressede fingerspidserne lindrende i tindingen. Mest af alt havde han lyst til at lade det hele ligge, lade tingene udvikle sig af sig selv. Retfærdigheden ville så blive forskellig fra sted til sted, fra tid til tid, den ville skifte med vilkårene, følge menneskets udvikling, tage form efter behovet, jo, det var fristende at lade retfærdigheden ligge.
På den anden side . . .




Kapitel 10

BRISE FÅR SIN MENSTRUATION OG LUKKER SIG INDE. FANGELEG OG FRÆKKE FANTASIER. FORAGT FOR KÆRLIGHEDEN. EN HEMMELIGHED I SKOVEN.


Hun vidste det kom, og alligevel kom det som et chok for hende, at hun begyndte at bløde. Brise fik menstruation. Og da hun var kommet sig over forskrækkelsen, blev hun rasende og ulykkelig. Sissemor mente hun havde forberedt hende på, hvad der skulle ske, indviet hende i forplantningens veje og kvindens byrde, men Brise havde aldrig taget det alvorligt, og da hun en sen eftermiddag, hvor hun legede fangeleg med Storm, blev klistret mellem benene, og Storm spurgte om hun havde slået sig, var det, som om en fuldstændig overrumplende katastrofe ramte hende.
Hun følte en væmmelse ved den røde stribe blod, der uvedkommende drev ned ad benet, en væmmelse ved sin egen krop, at den kunne svigte hende på den måde. Hun styrtede op til huset og låste sig inde på sit værelse, og der sad hun så resten af dagen og hadede mænd, voksne, og mest af alt sig selv.
Hun ville ikke være kvinde.
Hun hadede den babyagtige klukken, når moderen om aftenen satte sig halvt på skødet af hendes far, og hun hadede lydene, kysselydene fra sengen bag tæppet og fniselydene og de ulækre støn og pust og slubren, tanken om, at hun selv en dag skullle være så ulækker, afviste hun, inden den nåede frem til overvejelse. Aldrig.
Tanken om at nogen mand skulle . . . nej, synet af moderens skinnende numse og faderen på knæ bagved havde hun fortrængt, aldrig, aldrig skulle hun selv opføre sig sådan, aldrig skulle nogen mand få lov. Synet fortrængte hun, og ordene, men lydene, den stønnende vellyst klistrede til tapetet og møblerne, gemte sig i krogene og var overalt. Moderens lokkende spinden.
Brise isolerede sig.
Da Rose var lille, gik Brise altid rundt med hende på armen eller legede med hende, men Thor, som nu var den lille, rørte hun helst ikke. Han var ikke spæd længere, var ved at lære at gå, men det var ikke Brise, der øvede med ham. Hendes forældre var sikre på, at det var ulykken med Rose, der var skyld i det, men sandheden var, at Brise ikke brød sig om Thor, fordi han var et barn. Tanken om, at hun selv en dag skulle være mor, gjorde hende rasende, og hun hadede moderens dikkelyde og overdrevne smil til den lille pludrende, og hun hadede hans skrig og skrål og foragtede sig selv, hvis hun et sekund mærkede en varm fornemmelse i sig, når han lod sin tykke hånd omslutte hendes tommelfinger med et fast greb.
Så vred hun sig løs, og forlod stuen, det var, som om hun var bange for at blive lokket.
Efterhånden legede hun heller ikke med Storm længere. Hele sommeren inden hendes første blødning havde de leget fangeleg som aldrig før. Voldsommere og voldsommere var den blevet, legen, og Brise var gerne fangeren, og Storm lod sig vælte omkuld og sparke for sjov, og hvis det blev for meget, og han kom til at græde, så hånede hun ham og truede:
- Din tøsedreng, tror du virkelig, jeg gider lege med sådan en piveunge, skrub hjem i mors skørter!
Men så tørrede Storm øjnene, rejste sig op og løb efter hende, og med begejstrede hvin løb hun præcis så hurtigt, at han godt kunne fange hende, og hun lod sig falde om i græsset og armene lod sig falde ud til siden og nakken strakte sig, så halspulsåren blev blottet, men Storm bed ikke, han blev stående ved siden af og kiggede lidt forskrækket på sceneriet.
- Prøv at tegne noget, sagde hun så, væltede om på maven og trak op i blusen, og Storm tegnede et hus med en blød pegefinger på hendes glatte hud.
Det kildrede.
Hun lukkede øjnene og lod sig glide om på ryggen, og Storm fortsatte tegningen på maveskindet. Omkring navlen.
Så var den der igen, denne sære fornemmelse, sød som hævnen.
Og hun lod, som om hun sov, drømte om at blive overfaldet af en tiger med sylespidse, hvide tænder og en kæmpestor rød tunge, der slikkede hende og pludselig samlede hun benene forskrækket, skubbede Storm væk, rejste sig op med et sæt. Og gik.
Sådan havde det været, men nu legede hun ikke mere. Gik sine egne veje.
- Hvad er der med hende Brise, sagde Vinder en aften til Sisse, da de var gået i seng, hun er så underlig.
- Hun er bare ved at blive voksen, smilede Sisse.
- Hun siger aldrig noget mere, gider dårlig nok gå med på jagt, det er som om, der er et eller andet i vejen.
- Kunne du ikke spørge hende? spurgte Sisse.
Vinder kiggede skeptisk på hende.
- Vi plejede da nok at kunne snakke sammen.
- Sådan er det i den alder. Det går over.
- Hvis der er noget galt, må hun da sige det. Han bankede et par gange i puden, inden han lagde hovedet tilrette.
- Brise skal have lov at have noget for sig selv, sagde Sisse. Hun lagde sig om på siden og Ivan lagde sin hånd på hendes tykke mave, som han plejede.
Måske hun har en hemmelighed, sagde hun med et drilsk smil.
Så sov de.

Brise havde en hemmelighed.
Den hang i et træ i skoven, et egern. Poterne var sømmet til en lavthængende gren, strakt ud og ørerne. De var også sømmet fast, lidt størknet blod, kun lidt. En dag eller to havde den hængt der, slapt svævende over jorden, nu kom hun med mad, nødderne knækkede hun omhyggeligt og tog kernerne ud. Fodrede egernet og talte sødt til den. Som en mor til sin baby.
Og den tyggede.
Gnaskede på kernerne og tabte halvdelen i den akavede stilling, kiggede på Brise med skræmte øjne. Mørkebrune. Og hun smilede igen og gav den endnu en kerne, mens hun nynnede trøstende lyde.
Så samler hun en bunke visne blade, lægger dem under egernet, tager bukserne af og lægger sig tilrette på bladene, så egernets hale når hendes skød. Vifter i hendes dejlighed.
Hun nyder det. Pirker lidt til egernet med en pind, så den vifter kraftigere med halen. Mærker sødmen skylle gennem kroppen, ud i benene. Op i brysterne. Hun bliver varm i hovedet, hed i ørerne. Bevæger forsigtigt underlivet op og ned, rundt. Kaster hovedet til siden og spreder benene endnu mere. Hører ikke sin egen stønnen.
Så tager hun fat om egernets krop og vifter med dens hale hurtigere og kraftigere og dejligheden vokser og varmen gror og noget nærmer sig og så kommer den, Den Store Oplevelse, omslutter hende, favner hende, krammer hende og det vidunderlige . . .
- Åh, Gud!
Det er som om skoven åbner sig, lyset fejer alle skyer bort, og alt er muligt i et uendeligt sekund. En ubeskrivelig følelse af lykke fylder hendes krop.
Udmattet falder hun hen med egernet i hånden, og jeg vil helst ikke sige mere, for det er modbydeligt, det her, men sådan er livet også, barskt og ondt og jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt at fortælle sandheden, men Olga, min elskede, hvordan kan jeg fortælle dig om kærlighed, uden også at fortælle om ondskaben, der snor sig som en slange om kærligheden, for sandheden er ikke kun godhed, og skønhed kan også være grusom og hadet gemme sig i lyst.
Jo, Brise falder udmattet hen med egernet i hånden, forpoterne er flosset i stykker, ørerne revet halvt af. Den er varm, slap og våd.
Hun kysser den.




Kapitel 11

ET OPGØR. BRISE BEKENDER KULØR OG SPYTTER UD. ET AFGØRENDE SPØRGSMÅL FORBLIVER UBESVARET. BESKYLDNINGER OG POSTULATER. FRIHEDSTRANGEN FORLØSES OG KÆRLIGHEDEN FORHÅNES.


Brise elskede at komme i skoven, og hun elskede sin hemmelighed.
Og hun hadede den.
Hverken Vinder eller Sisse kendte noget til den, de havde travl med deres lille nye, Risle, kaldte de hende. Brise passede sig selv og hjalp til i det daglige, rastløsheden og længslen, der kom over hende oftere og oftere, bemærkede de knap nok, for Brise forstod at skjule den, og når hun følte at tiden var inde, opsøgte hun sin hemmelighed og blev så rolig og afslappet igen.
Ingen bekymrede sig om det.
Andre end God.
Han var fuldstændig klar over Brises problem, og accepterede at hun under de nuværende omstændigheder klarede det på sin egen måde, så da han en dag hen på forsommeren, hvor græsset var lysegrønt og bakkerne gulplettede, det er mælkebøtten, der lokker, bad Brise kigge ind, var det ikke fordi han ville bebrejde hende noget, men kun for at give hende et godt råd.
Han følte sig vel også lidt ansvarlig for hendes problemer, følte måske at den foragt for elskov, hun havde fået til at beskytte sig med, sålænge hun endnu ikke var helt voksen, var faldet anderledes ud, end han havde forestillet sig.
Tingene gik ikke efter planen, eller også var der slet ingen plan, ihvertfald følte God, at han var kørt fast, og at han i den nuværende situation måtte tale med Brise. Men det havde han nu aldrig haft særlig let ved, og allerede midt i den første sætning fortrød han.
- Ja, Brise, du er jo ikke noget barn længere, sagde han og glemte, at hun ikke var noget barn længere. Nu er du jo kommet i den alder . . .
Brises øjne blev smalle og skarpe.
- Ja, det er ikke fordi, det betyder noget særlig, sagde han og prøvede at skjule, at det betød noget særligt.
Brise sad i den bløde, støvede sofa som på en hård skammel. Hun rørte den knap.
- Se, der er noget jeg godt vil snakke med dig om. Det er jo ikke underligt, hvis du har visse . . .
Brises læber strammede sig til en farveløs streg, næsefløjene sitrede ganske let, og hun bed tænderne sammen. Indædt beslutsom stirrede hun på Gods ældede ansigt, grå hår stak ud af den store næse, og i hårene sad en bussemand, grønlig og klæbende, helt upåagtet af situationen driblede den ind og ud efter den skiftende vindretning.
- . . . hvis du har visse problemer, selvfølgelig har du det, det er da en naturlig ting, og på sin vis, synes jeg også, at du løser dem udmærket, men nu er der altså det, at . . .
Hun afbrød ham, og han fik aldrig talt færdig.
Hun talte uden at åbne munden, overlæben løftede sig knap fra tænderne, det lød nærmest som en hvislen:
- Hvem er du egentlig?
Det var som om tiden gik i stå et par sekunder.
- Du som kalder dig himlens og jordens skaber, sig mig, hvem er du, du som er så god, at selve godheden er opkaldt efter dig? For vigtig til at arbejde, for dygtig til at hjælpe, men ikke for fin til at lade andre pukle for dig. Forlange og bestemme, det kan du, men tage en kost i hånden, det er under din værdighed. Hvem er du, snylter? For fin til at dræbe, men ikke for fin til at lade andre slå ihjel. Du som aldrig har elsket, og dog påstår, at du er gjort af kærlighed, hvem tror du egentlig, du er?
Hun så stift på ham og skød underkæben frem.
- Og hvad er det for en kærlighed, du altid snakker om. Den, der har gjort far og mor til nogle blødsødne nikkedukker, som du kan sno om din lillefinger og få til at gøre, som det passer dig? Den, der får dem til at te sig som pattebørn og parre sig som dyr? Tror du ikke de var lykkeligere uden din forlorne kærlighed?
God lyttede. Tavs. Hans blik var fanget af hendes, havde ingen mulighed for at undslippe.
- Men du var snedig, du bildte dem ind, at de var afhængige af den, at de ikke kunne klare sig uden dig, så du kunne blive boende, blive beværtet og underholdt, blive beundret, så at forestillingen kunne fortsætte. Din forestilling.
Du taler om, at jeg har et problem, men mon ikke det er dig, der har et problem: Der er ikke brug for dig!
Umærkeligt rettede han sig op og rømmede sig. Lydløst. Og Brise fortsatte:
- Længe nok har vi været brikker i dit spil, deltaget i dit skaberi, åh så megen godhed, åh så megen kærlighed, lå du ikke om aftenen i mørket her i dit snuskede skur og lyttede gennem de tynde vægge til elskovslyde, nød du det ikke og drømte om en elskov, som du aldrig selv vil komme til at opleve? Er det derfor, du har skabt mennesket, for at du kan lure på dem, når de elsker? Ligger du også på lur i skoven, hvad? - når jeg tror, jeg er alene. Nyder du at se mig tage bukserne af og høre mig stønne, nyder du at blive forarget over, hvordan kærligheden også ser ud, eller fortrænger du dine små fejltagelser? Dine problemer.
Men mig kan du ikke fortrænge. Mig kan ingen fortrænge.
Du troede, at jeg blev som mor, artig og underdanig, mild og smilende, blid og forsigtig, du håbede, jeg ville elske at gå hjemme og rydde op og passe børn og opvarte dig og betro dig mine hemmeligheder og bekymringer og hjælpeløst græde ud ved din skulder, når det hele blev for meget. Men du forregnede dig, og nu er det for sent at fortryde. Jeg er, den jeg er, og jeg skal ikke laves om, ikke pilles i, jeg er færdig med at blive skabt. Jeg blev ikke, som du håbede, men nu findes jeg altså. Jeg er også et menneske, og jeg hører til her. Mig slipper du ikke af med.
God trak underkæben på plads.
- Ingen slipper af med mig! Tror du ikke jeg så din skuffelse, da jeg kom hjem fra ulvenes land, i live, den kunne du ikke skjule. Jeg skulle have været bidt ihjel, ikke, som Rose, var hun også en fejltagelse? Blev hun skaffet af vejen, fordi hun ikke passede i dit rollemønster, skulle hun dø, fordi hun ikke var, som du forventede, men hang på mig hele tiden, holdt af mig, var det fordi hun elskede mig, at hun skulle dø, var det? Hvad er du så bange for? Er det mennesket, som du selv har skabt?
Eller dig selv? Din sygelige misundelse. For bild mig ikke ind, at du er fejlfri, du er som os, vi er jo skabt i dit billede, ikke?
Er det derfor du hader mig, fordi jeg viser dig, hvordan du selv ser ud? Når du lurer på mig i skoven, er det så din egen ophidselse, der forarger dig? Skammer du dig ikke?

Brise holdt en kort pause, og sank ned i sofaen. Hun var blank på panden og blussede i kinderne. Gods tunge åndedrag fyldte stuen, hans mørke, bløde ansigt lå i vante folder, og gjorde ikke mine til at ville tale. Men der var i hans blik en dyb, fjern stolthed, som nød han at blive irrettesat, at blive sat til vægs af sin egen skabning. På en mærkelig måde holdt han af Brise og hendes oprør, for beviste det ikke netop, at mennesket ikke kun var så artigt, ydmygt og medgørligt, som hun sagde, men både trodsigt, modigt og stærkt? Var Brise ikke i virkeligheden selv beviset på, at menneskene var andet end lydige børn, skabt for at tilbede deres skaber?
Han smilede for sig selv uden at fortrække en mine, og Brise fortsatte:
- Hvorfor skabte du mennesket? For at blive beundret, er det ikke rigtigt? Vi er skabt, for at nogen kan tilbede dig og se op til dig og vise dig hengivenhed, og derfor er jeg en fejl, for jeg beundrer dig ikke, jeg ser ikke op til dig.
Jeg kan se, hvordan du har ødelagt far og mor, hvordan de er blottet for selvstændighed, for stolthed, troen på, at de selv kan klare noget, at de er noget. Kan du da ikke se, at de trænger til at træffe nogle beslutninger selv, få et ansvar, gøre noget på egen hånd. Hele livet har de levet under din beskyttelse, aldrig har de skulle stå til ansvar for deres handlinger, alt har du klaret for dem, du og din sødsuppekærlighed.
De trænger til at lave nogle fejl. Begå nogle bommerter og tage konsekvenserne. Fuldstændig isolerede, forkælede og frelste bevæger de sig i en guddommelig pseudoverden, hvor alting er - åh, så fuldkomment. Hvordan kan man nogensinde få respekt for sig selv som menneske, når du hele tiden er der, et eller andet sted står du og lurer. Og lytter og griber ind, hvis det ikke bliver, som du ønsker. Altid har du skulle bestemme, du har haft ansvaret for alt, og de har beundret dig.
Og aldrig været i tvivl.
Sådan er jeg ikke. Jeg står ikke i gæld til dig, jeg har mit eget liv, jeg er ikke skabt af dig, jeg er skabt af mennesker.
Jeg skal sige dig noget, hun lænede sig frem mod God og sagde dæmpet, nærmest fortroligt:
- Du tror, hele verdenen handler om dig, at der kun findes dig og din tanke og din kærlighed og dit menneske, men du tager fejl, og inderst inde ved du det godt.
Så rejste hun sig resolut fra sofaen og gik rask hen til døren.
- Hvem du så end er, så find et andet sted at forlyste dig, at få tilfredsstillet dine sygelige tilbøjeligheder. Find nogle andre ofre for din egoisme, kan du ikke finde nogle andre beundrere, et eller andet sted må der da være nogen, der har brug for dig.
Der var foragt i stemmen.
- Trænger du ikke til at skabe noget? Jamen så gør det, bare ikke her, for her er skabt nok.
Hun smækkede med døren, da hun gik, men den smækkede op igen, og over skulderen råbte hun mod den blafrende skurdør:
- Og tag kærligheden med dig, når du rejser!




Kapitel 12

STORM BLIVER VOKSEN. HAN OG SISSE HYGGER SIG OG BRISE BLIVER MISUNDELIG. HUN FACSINERES AF SKØNHEDEN OG FÅR EN SÆR FORNEMMELSE OG EN SKÆBNESVANGER LYST.


Storm blev stor.
Pludselig begyndte benene at gro og halsen, hans stemme blev underlig, og Sisse måtte læne hovedet tilbage, når hun talte til ham, for han var lige så høj som sin far, men endnu havde han kun dun på overlæben.
Køn var han, en flot fyr efterhånden, og Sisse mindedes Vinder, da han i den alder løb efter hende på engen, og selvom Storm var for tung at have på skødet efterhånden, holdt hun ikke op med at nulre ham i krøllerne, eller ae ham på kinden, og Storm nød det.
Han elskede at blive puslet og nusset og Sisse smurte hans ryg, gned salven godt ind i huden, for at der ikke skulle komme grimme filipenser og bumser, og hun fandt små hudorme, hvide eller sorte, som hun omhyggeligt pressede ud.
Storms ryg holdt hun ren som Roses gravsted, intet ukrudt fik lov at komme her, den blev passet og plejet, og som et rosenbed duftede den, når hun havde gnedet den ind. Og hun badede hans tæer og klippede hans negle, mens hun bemærkede, at hans fødder var blevet store, og at de var begyndt at lugte som hans fars.
Storm lagde hovedet tilbage, lukkede øjnene og nød den tætte fortrolige stemning af tryghed og velvære.
Og bagefter smurte han sin mors fødder ind og masserede hendes ømme lægge.
- Av, hvor er det godt! - av! Storm kunne ikke forstå, at hun kunne nyde det, når hun sagde av, men han tog alligevel hårdere fat, som hun bad om. Hele læggen skulle æltes igennem, og Storm gned muskerne bløde med olie og Sisses velbehagelige stønnen fyldte rummet med intens hygge, og så skulle hun have salve på indersiden af knæet, en sviende balsam, der trængte ind i knæet og holdt leddet smidigt og sundt, sagde hun.
- Åh, hvor er det godt, av! Salven sved, hun bed sig i læben, rakte ud efter hans hoved og trak ham til sig og kyssede ham.

Storm og Sisse hyggede sig, men Brise hyggede sig ikke.
Hun hadede hygge. Når Storm blev friseret af sin mor gik hun demonstrativt ud af stuen, hun brød sig ikke om at se og høre, hvordan der blev pylret om ham, hvordan de grinede sammen og kælede.
Når hun så dem hånd i hånd komme gående på deres aftentur, lo hun hånligt til sin bror:
- Har du noget, du mangler?
Men Storm og Sisse smilede bare igen og tog sig ikke af det.
Sådan var Brise jo.
Men hun var ikke kun sådan.
Brise var også en anden. Hun elskede at gå i skoven og kigge på skønhed. Hun kunne falde helt i svime over et smukt sceneri, som når tågen sneg sig langs sivene og viskede farver og konturer ud og lagde et mystisk, uvirkeligt skær over søen og bredden, og gjorde lydene præcise og klare, som var de ivrige efter at afsløre hvor de kom fra. Eller når fuldmånen lyste natten op og gav spinkel form til glemte stolper, der som evige monumenter stod fremmede og uventede langs den kendte sti og skiltede med deres eksistens. Hvor hun nød at være i naturen.
Være lille i naturen.
Og alene.
Og en tidlig aften, hvor solens knitrende stråler fejede lavt ind under træerne i en lysning i skoven og malede stammerne i orange striber og skovbunden rødlig og varm, standsede hun op og kiggede. Og nød hvad hun så.
Løvet lyste i grønne kulører, gult og hvidt, der var stadig kraft i solen. Afbarkede granstammer lænede sig op ad hinanden i en pyramide, et par lå på jorden, nøgne og hvide. Lange skygger dansede i græsset. Og så denne ryg.
Midt i det hele var en ryg. En manderyg.
Hun kunne se hver muskel arbejde, de legede som mus under huden, når han huggede med øksen, det var en utrolig smuk ryg, mørkorange med bløde former og skarpe skygger, der fulgte bevægelserne og gav dem styrke og kraft. Det var Storm.
Han havde bar overkrop, det var varmt og sveden fik den til at skinne glat og blank i aftenlyset. Hun gik nærmere.
Han så hende ikke, for han stod med ryggen til, hørte hende heller ikke, økseslagene og hans pusten overdøvede hendes puslen. Men så holdt han en pause, satte sig i græsset. Med ryggen til.
Hun stirrede. Den ryg fascinerede hende. Og halsen. Hun fik en pludselig lyst til at røre ved den, føle på den, lugte til den og sødmen bredte sig i hende, som en bitter smag. Duften af brand stak hende i næsen, det måtte være varmen i græsset, så gik hun hen til ham.
- Hej, sagde han, og blev siddende.
Hun stod bag ved ham, bøjede sig ned på knæ og rørte ved ham. Lod en hånd glide ned over skulderen, den var varm og fugtig, fast. Så følte hun på hans ryg og mærkede skulderbladene, kraftige og store, kun huden dækkede dem, og rygraden, ribbenene, stærke knogler bølgede under det tynde, glatte skind, hun vidste ikke, om hun skulle grine højt eller græde, et eller andet ville sprænges i hende. Han duftede så stærkt og kendt, og hun følte en besynderlig længsel. Længslen efter at komme nærmere.
Hun satte sig på hug foran ham.
- Hej Brise.
Han smilede til hende, og der var både forundring og forståelse i hans smil. Hun svarede ikke, men førte en hånd til hans kind og lod den kæle for ham, glide hen over hagen, ned over halsen og over brystet. Den strejfede en brystvorte, og Storm sad ubevægelig, mens smilet blev til alvor og han søgte et svar i Brises stirrende blik. Men det var fuldstændig udtryksløst, som om hun ikke var der, og alt kunne ske.
Hun rykkede nærmere og strøg ham igen over kinden, halsen, brystet, mens hun holdt hans blik fast. Smilte hun ikke?
Var det ikke antydningen af et smil, han så inde bag de små, sorte pupiller, som sugede hans blik til sig, lyste de ikke svagt, hendes øjne? Så rørte hun ham igen uendelig blidt, kind, mund, hage . . .
- Selvfølgelig måtte det ske, tænkte han, tanken havde bare aldrig strejfet ham, at . . . og der var jo kun de to. Han og Brise. Hvis . . .
Det var altså meningen?
At de . . .
Hun nåede bukselinningen med hånden og fulgte den med en finger på tværs af maven. Det kildede.
Han ville gengælde hendes kærtegn, men turde ikke alligevel, løftede kun hånden let og smilede usikkert. Igen lod hun hånden blidt glide ned over hans krop, lod fingrene følge hver en hulning, hver en bakke, de snoede sig om et par enlige hår på brystet, legede i navlen, fulgte bukselinningen og lagde sig umærkeligt på forhøjningen mellem hans ben.
Med et suk lukkede han øjnene, skuldrene faldt ned og han stønnede let, så tog hun ham om halsen.
Med begge hænder.
Med begge hænder tog hun ham om halsen, den var stærk og senet, huden blød og fin, forsigtigt fandt hun med tommelfingrene strubehovedet og den lille hulning lige nedenunder, hvor luftrøret sidder. Han rakte ud efter hende, som ville han omfavne hende, og hun smilede.
Så klemte hun til.




Kapitel 13

DE MINDSTE LEGER FAR - MOR - BØRN OG FINDER STORM. STORM VENDER TILBAGE TIL LIVET. OG BRISE FORSVINDER. ANGSTEN BIDER SIG FAST: MASKINFEJL ELLER FEJLKONSTRUKTION?


De fandt ham først næste dag.
Thor, Risle og Bue legede i skoven, de legede far-mor-børn, Bue var barn, spædbarn, havde Risle bestemt.
Om morgenen var de gået hjemmefra med legevognen fuld af tæpper, legetøj, kiks og saftevand og resterne fra de foregående dages ture, som stadig lå i vognen: knogler, kranier, mærkelige pinde og sjældne svampe, hvad de nu havde fundet af vigtige ting, og oven i det hele lå Bue på ryggen og nød verden glide forbi, mens han gnaskede på et æbleskrog. Han elskede at være på tur. Og han elskede at lege lille.
Thor trak, Risle skubbede. Siden Risle havde lært at sidde selv, havde de været uadskillelige, altid var de sammen, de to. Thor var ældst. Som hvide marmorstykker pressede de nye fortænder sig ud mellem mælketænderne og demonstrerede både erfaring og fornuft, Risle havde stadig hele rækken af små hvide perler, der skinnede når hun grinede. Men en af dem var løs, og mens hun gik, vippede hun den med tungen i håb om, at den skulle falde ud og give plads for en ny stor.
Thor var ældst, men det var Risle, der bestemte, og efter at Bue var blevet gammel nok til at lege med, legede de altid far-mor-børn. Bestemte Risle. Og alle syntes, det var en god idé. Thor elskede at være far, over den ene skulder bar han en bue, næsten så stor som han selv og over den anden et kogger med pile. Bue elskede at lege lille, at blive kørt og båret. Han levede sig fuldstændig ind i sin rolle, talte babysprog, rakte armene op og sagde - Ma-ma-op, og når Risle sagde, at nu var det tid at standse, tog hun ham op og madede ham og skændte på ham, fordi han spyttede maden ud, og Bue elskede at blive skældt ud. For sjov.
Så grinede han vildt og inderligt og daskede sin mor i hovedet og hældte mudderet, som de legede var vælling, ud på jorden for at få endnu mere skæld-ud, og til sidst måtte moderen lægge spædbarnet i seng, fordi det var så umuligt.
- Nu skal du sove, sagde hun og stoppede tæppet godt ned om ham, og gik så selv afsted for at samle ting og sager, men hun nåede ikke mange skridt væk, før den lille var kravlet ud af vognen og kom stavrende efter hende.
- Bue osse med!
Faderen var på jagt. Han forfulgte en kæmpeokse, sneg sig afsted gennem tykningen og standsede hele tiden for at lytte. Lytte til grene, der brækkede, skrigende fugle, klunk fra klove der stødte i jorden, prusten fra dens kæmpenæsebor, var det ikke dyrets ånde, han kunne høre puste til de visne blade? Var der ikke noget, der bevægede sig dér, mellem træerne? Modigt spændte han buen og sigtede på en tyk gren, der stumpede mod jorden, det lignede til forveksling nakken på en tyr, en kæmpetyreokse. Thor skød og ramte.
Med et svirp satte pilen sig fast og Thor legede, at tyren rejste hovedet og brølede rasende, så at træerne rystede og løvet blafrede af rædsel. Da var det han fik øje på Storm.
Gennem underskovens løv så han i lysningen foran sig blandt spredte, hvide, afbarkede granrafter en lysende krop, armene lå slapt, hovedet hang så underligt.

- Jeg kan da virkelig ikke holde øje med ham altid, sagde Brise, da hendes mor ved aftensmaden, dagen før, havde spurgt hende, om hun ikke vidste, hvor han var.
- Er han ikke snart gammel nok til at passe på sig selv?
Hun spiste videre med en robotagtig præcision, maden hun førte til munden var afmålt, hver en tyggebevægelse var kontrolleret, hver en synkebevægelse som besluttet, intet tilfældigt forekom. Hun var på vagt.
Sisse og Vinder vidste straks, at noget var galt, men hvad, opdagede de først senere.

De bar ham hjem liggende på et par af de afbarkede rafter. Bleg var han med indfaldne kinder, han lignede et vinterbarn, der var faldet i søvn, øjnene var lukkede, som tilklistrede, munden let åben, læberne blå. Vinder og Tor bar ham og ved siden af båren trippede Sisse, hun holdt ham i hånden, forsøgte at varme den med begge sine:
- Storm, hviskede hun, - hun var holdt op med at råbe, - Storm!
Hans hovede gyngede slapt, det lå på siden og to symmetriske, mørke pletter dansede demonstrativt under halsens strubehovede.
Sisse trak tæppet op om ham, klappede ham på kinden, mens hun passede på ikke at snuble over grene og stubbe eller hænge i med sjalet, tornede buske groede tæt langs stien.
- Storm, hviskede hun igen og igen næppe hørligt. - Lille skat.
Hun syntes han bevægede læberne, eller var det bare gyngeturen, der fik dem til at ryste? En finger lagde hun på dem, hårde var de, tørre og kolde.
Så begyndte hun igen at græde, mens hun småløb for at følge med.
Men Storm var ikke død, læberne bevægede sig forsigtigt.
- Mor, hviskede han og klemte hendes hånd.
Brise var ikke fulgt med, da de var styrtet afsted hjemmefra.
- Jeg kommer, råbte hun, men hun kom ikke.
Og da de bar båren ind gennem havelågen og gik op mod gårdspladsen, kom hun dem ikke i møde.
Brise var rejst.

I månederne, der kommer, passer Sisse Storm, plejer ham, og lige så langsomt bliver han rask igen og kan så småt begynde at arbejde.
Men han tør ikke.
Han tør ikke gå i skoven. Hvad han er bange for, ved han ikke, men ved den mindste lyd farer han sammen og ryster af angst. Hvis en gren strejfer ham på ryggen eller halsen, bliver han helt panisk af angst, hjertet dundrer, sveden driver, og han tænker kun på at komme hjem i seng.
Der ligger han så og stirrer op i loftet og forsøger at berolige sin krop. Prøver at fortælle den, at der ikke er noget at være bange for. Ikke mere.
Men kroppen stoler ikke på ham, og når Bue hopper op til ham i sengen, så snører halsen sig sammen i rædsel for, hvad der skal ske.
Vinder, som altid har kælet meget med sine børn, kysset og krammet dem, kan ikke forstå, at han ikke må røre Storm. Når han alligevel gør det, en hånd på en skulder, eller han roder ham faderligt i håret, så sker det ofte at Storm bliver bange, kan ikke få vejret, kommer til at græde og må gå i seng. Vinder ryster på hovedet og forstår ingenting. Jaloux er han også, for Sisse må godt røre Storm.
Når Storm strækker armen frem mod hende, kan hun godt lægge sin hånd i hans, uden at der sker noget. Og hun kan tage hans hånd til munden og kysse den. Og han tager hendes til munden og kysser den og Sisse synes det går fremad.
Men Vinder fatter ingenting.
- Er han ikke blevet lidt mærkelig? siger han og lader ham være i fred. Undgår ham.
Thor og Risle passer på ikke at komme til at forskrække ham. De går ikke for tæt på, vænner sig til altid at tale til ham forfra og ikke at røre ham. Og de vænner sig til, at han får sine ture, så taler de dæmpet, kigger ned i gulvet og lister ud ad stuen.
Lader ham være.
Og da Sisse spørger God om han dog ikke kan gøre noget, trækker han bare på skuldrene.
- Jamen, siger hun, det kan da ikke være meningen!
- Nej, siger God og finder noget ligegyldigt på bordet at trille mellem fingrene, det er ikke meningen.
Alle vænner sig til Storm. Vænner sig til, at han ikke tør gå nogen steder, at han ikke laver noget, men bare tusser rundt.
At han er lidt mærkelig.
Men ikke Sisse.
Hver gang han tager hendes hånd for at kysse den, kommer hun et lille stykke nærmere.




Kapitel 14

EN MODERS OMSORG OG KÆRLIGHED OG EN VIDUNDERLIG FORNEMMELSE. SMAGEN ER BITTER. EN HVID LØGN.


Og en nat hen på vinteren, hvor fuldmånen dulmer mørket og giver kølighed til nattens onde drømme, går Sisse ind til Storm og sætter sig på sengekanten, længe har hun ligget vågen og lyttet til hans rastløse uro i sengen, - nu har han vel mareridt igen?
Han er vågen, tager hendes hånd.
Smiler til hende, stille. Håret tjavser, fugtigt i spidserne, panden er blank, øjnene mørke.
Han er smuk.
Sisse siger ikke noget, der er ikke noget at sige, hun ser bare på ham, ser ham i øjnene, og fører uendelig langsomt prøvende en hånd mod hans ansigt. Hun rører ham. Rører hans kind.
Hun får lov at røre hans kind. Han smiler og lukker øjnene.
De er af det blødeste skind, øjenlågene, som gemmer de nyfødte fugleunger, forsigtigt lader hun en finger glide hen over den ene kuppel og rundt i tindingen, i tindingens hulhed, uendelig blidt. Og ned over kinden, glat og blank som en moden frugt, og ud på overlæben med de blødeste ferskendun, umærkeligt kysser han hendes fingre, hvor er han dog utrolig smuk.
Så åbner han øjnene og ser på hende, det er, som trækker han hende ind til sig. Hun mærker knæene skælve, nu er det ham, der er rolig. Uden at tage blikket fra hendes fører han begge hendes hænder til sin hals og lægger begge hendes tommelfingre på sin strube. Roligt, næsten beslutsomt, som skal det gøres.
Længe sidder hun sådan med hans bankende puls i fingrene og hans blik i sit, tigger han ikke om omfavnelse? Om kærlighed.
Hun vil sige noget, men halsen snører sig sammen, noget sætter sig fast, spærrer gråden inde. Blidt kæler hun for hans hals og skulder, så stærk og rund er den, fylder hendes hånd, han er som skabt til at fylde hendes hænder. Forsigtigt fører hun hans fingre til sit ansigt, kysser dem, lægger dem på sine kinder.
En vidunderlig, befriende fornemmelse fylder hende, rusker i hende, varmer hende forventningsfuldt, det er som om alting passer sammen, som om noget pludselig går op for hende, som opdager hun skønhed for første gang, hun mærker ham på sine kinder og føler, at jorden åbner sig foran hende og vil give hende alt, hvad hun ønsker. Tage hende til sig.
Dybere og dybere synker hun, bliver tungere og tungere, lettere. Svæver.
Med lukkede øjne tager han imod hendes blide kys, varme, våde. På panden, øjnene, læberne, han græder.
Tårestriber lyser ned ad kinderne, og han smiler med en blanding af forundring og lettelse. Som lykkes det ham endelig at give op. Give lov.
Sisse sætter sig nærmere hen til ham og lader en finger glide over hans ansigt, over brystet til navlen. Hun kysser ham igen. Nattens lys er sparsomt, farveløst, kun hans ansigt kan hun se, men kroppen kan hun føle, den er varm og anderledes. Ribbenene mindre, tyndere, brysterne nøgne og brystvorterne blødere. Lårene er ikke så kraftige, lettere og rundere og inderlåret finere, fastere i huden, smidigere.
Hun tager hans dueæg i hånden. Vejer dem. Varmer dem, og nyder hans fjerne sukken. Bøjer forsigtigt hans ben til side og tager fat om mandigheden, der strutter som en pralsvamp efter natteregn, varm og kåd, hun bøjer sit ansigt mod den og tager blommen i munden.
Sutter på den.
Lader tungespidsen følge slidsen og læberne kanten, den nubrede kant, det er, som om hun nærmer sig den absolutte nærhed, det punkt hvorfra man ikke kan komme tættere.
Kærlige fingre nulrer hende i nakken og fornemmelsen af at være et spædbarn ved moders bryst strømmer gennem hende. Fast holder hun om spyddet med den ene hånd, holder æggene i den anden, mens hun sutter på frugten, glansen som på en fersken.
Sukkene bliver kraftigere, benene falder helt til siden, forsigtigt presser hans hendes hovedet rytmisk frem og tilbage, stadig hastigere.
Hastigere.
- Åh, Gud!
Og så kom den, saften, varm og tyk. Det var som bristede skindet på den modne frugt, sødligt, bittert smagte det.
Grebet om hendes nakke slappedes, hun rettede sig op og tørrede ham med en snip af lagenet.
Tørrede sig om munden.
Så gav hun ham tæppet på igen, kyssede ham på panden, sagde godnat og listede ind til sig selv.

Vinder lå vågen.
- Hvor har du været, spurgte han tonløst.
- Hos Storm. Han havde mareridt.
- Så længe?
Jeg blev der til han faldt i søvn, sagde hun og klappede ham beroligende på kinden.




Kapitel 15

LYKKE KOMMER TIL VERDEN OG GOD HAR PROBLEMER. FLOKKEN BLIVER SKABT OG FOLKET. MAGTBEGÆR OG SLAVEMENTALITET. RANGORDEN OG ÆRE.


Sommeren gik og vinteren kom og Sisses nattebesøg blev efterhånden en vane. Vinder lod sig ikke mærke med, at han vidste, hvad der foregik
- Hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af, tænkte han, og hvad jeg ikke har fået at vide, ved jeg ikke. Han lod derfor være med at spørge, og Sisse kunne roligt, ud på morgenen, komme listende tilbage til sin seng uden at risikere nærgående spørgsmål. Sin jalousi beroligede Vinder med, at hvad Sisse end gjorde, var det kun for Storms skyld.
For hans helbreds skyld.
Og han fik det også bedre. Da vinteren forsvandt, forsvandt angsten og mareridtet og pigen, Sisse fødte på selve dagen, hvor træerne sprang ud, kaldte hun Lykke, for mere end nogensinde følte hun at lykken var kommet.
Det var det yndigste barn, man kunne forestille sig, Sisse nød at amme hende, passe hende, bære hende på maven, når hun plukkede spirer i den lysegrønne skov, hvor var livet dog dejligt.
Børnene var sunde og raske og voksede ustandselig ud af deres tøj, Bue måtte, hvor nødigt han end ville, holde op med at lege lille, fordi han simpelthen blev for stor til at blive trukket og madet og slæbt rundt på, og Risle fik sine fortænder to store skrå klodser, der strittede ud af munden og gav hende den ydre autoritet hun havde længtes efter. Hun og Thor var stadig uadskillelige, aldrig var der et ondt ord imellem dem, og hvis det ikke altid havde været hende, der bestemte, så var det det ihvertfald nu. Storm var igen begyndt at gå i skoven, og Vinder var blevet så kærlig og stolt, da han opdagede, hvor meget den lille nye lignede ham, at forholdet mellem ham og Sisse blev som i gamle dage, jo lykken var igen kommet til menneskene.
Brise var der ingen, der savnede.

Eller God.
Himlens og jordens skaber og menneskenes, den gode God holdt sig mere og mere for sig selv. Som tiden gik havde han sværere og sværere ved at engagere sig i sit arbejde med mennesket, og alligevel følte han, at der endnu var et par ting, der måtte gøres. Men han havde svært ved at koncentrere sig, kom tit ud på et sidespor og tænkte på helt andre ting og ofte endte det med, at han glemte, hvad han egentlig var igang med.
Forholdet mellem Sisse og Storm havde bekymret ham, men han havde ikke kunne beslutte sig til, hvordan han skulle gribe problemet an, og da han desuden var bange for, at det kun gjorde det værre, hvis han blandede sig, så holdt han sig udenfor. Der var trods alt ikke sket noget uopretteligt, tværtimod var alle jo blevet lykkeligere af de diskrete besøg, og så længe menneskene var lykkelige, havde han ikke grund til at blande sig.
På den anden side, indavl og degeneration skulle ikke ødelægge menneskehedens eksistens, så på et eller andet tidspunkt blev han nok nødt til at gøre det ulækkert og grimt, det dér: mor og søn.
Far og datter.
Nej, nemt var det ikke, at skabe.

Helst sad han på toppen af bakken med et græsstrå i munden og blundede. Kiggede op i skyerne og lod tilfældige tanker flyve gennem hovedet som sangfugle gennem dalen. Ubekymret kvidrende. Og netop når han sådan slappede af og ikke tænkte på arbejde, blev han allermest inspireret og tænkte de største tanker.
Og således skete det, en dag han lå og kiggede op i en fabelverden af oppustede skumdyr, hoveder og kroppe, der drev hjemløse forbi, at han pludselig fik en tanke. Tværs gennem himlen kom flyvende en formation af fugle, forrest én, så to ved vingespidserne, og igen fugl efter fugl, som et stort V, langt til begge sider bølgede formationens ben. Flokkens vinger
Og gennem hans hovedet baskede tanken, uden at han ønskede det: flok. Indtil nu havde han kun tænkt på mennesket som et individ. Som en familie. Aldrig som en flok. Et folk.
- Hvis jeg kan binde menneskene sammen, som fugle i formation, vil de klare sig bedre, opnå mere, og han beundrede den orden, der fandtes i fuglenes rækker, hver fugl fløj i læ af den foregående, blev ikke nær så træt, som hvis den skulle flyve alene, kun den forreste skulle kæmpe med vinden, den skulle være stærk, og den skulle styre. Ingen andre bekymrede sig om retningen.
Sålænge de fløj, kunne de koncentrere sig om at flyve. Ingen sakkede agterud eller fløj ud af rækken, tænk, hvis han kunne få menneskene til at gøre det samme, hvis de kunne finde sammen på den måde, sætte den stærkeste og dygtigste til at styre og så ellers bare følge efter. Finde en plads og holde den. Det ville være en kollosal gevinst for mennesket, energibesparende, rationelt, men det krævede selvfølgelig, at mennesket havde lyst.
Men det kunne det få.
Mennesket skulle være et flokvæsen, fugletrækkets V-tegn havde i den grad betaget ham, at han helt overså de tilbøjeligheder og strukturer, der allerede lå i mennesket, eller også var han så overbevist om, at de uimodståelige kræfter, han nu kom med, ville overdøve dem.
Uden egentlig at have tænkt tankerne helt til ende, havde God næsten før fugletrækket var forsvundet i horisonten, udarbejdet en råskitse for menneskelig sameksistens.

Magtbegær.
Lysten til at styre, vise vej og have ansvar, glæden ved at gå forrest og bestemme for andre lagde han i mennesket som en uimodståelig trang.
Flokmentalitet.
Lysten til at høre til, gøre som de andre, følge efter, slutte op, lade sig lede, holde takten blev lagt i mennesket som en uimodståelig trang.
God gjorde ikke noget særligt ud af de komplikationer det kunne medføre, at alle mennesker fik begge lyster. Sådan var nu engang skabelsens betingelser, at alt, hvad menneskeheden skulle rumme, måtte rummes af hvert individ. Det var så op til tilfældet og opdragelsen at udvikle den ene eller anden tilbøjelighed.
En lyst til at føre og en lyst til at blive ført. Så kom lysten til at holde sin plads.
Rangordenen.
Og mennesket fik en uimodståelig trang til at bevare sin position, sin rang. Mennesket fik noget at kæmpe for: ære og status, og enhver fik trang til at holde sin plads i køen.
Og for at kontinuiteten skulle holdes fik det også lysten til at øge sin rang. Slutte op og rykke frem. Stige i graderne, bedre sin position, under alle omstændigheder skulle det være flovt, pinligt, mindreværdigt at synke i graderne, opgive sin stilling, sakke agterud. At miste status skulle være særdeles nedværdigende for det nye flokvæsen.
Magten, riget og æren, det var det.
Fører, folk og forfængelighed.
Styring. Sammenhold. Status.




Kapitel 16

ET DRØMMESYN. BERØMMELSE OG BIFALD, IDOLET SKABES. YTRINGSFRIHEDEN OG MINDRETALSBESKYTTELSEN. UDLÆNGSEL OG EVENTYRLYST. SAMVITTIGHEDEN TAGER FORM. SKYERNES DILEMMA.


Mennesker skal finde sammen, tænkte God, og sammen skal de vælge deres leder. Mens øjnene lukkede sig behageligt, forestillede han sig, at mennesker samledes. Over bakkerne kom de gående, gennem dalene, enkeltvis, to og to, i små grupper, fra alle vegne kom de for at mødes i huset, hvor de sammen skulle vælge deres leder
Den stærkeste og dygtigste og bedste i samfundet skal vælges som folkets fører og folket skal vælge.
Der var fuldt optaget i salen, og alligevel fortsatte folk med at komme ind ad døren. De stod og sad overalt, der var en snakken og mumlen, børn løb rundt på gulvet eller sad på skødet og ventede. Så gik en kvinde på talerstolen, en ældre kvinde. Håret var stort og gråt, næsen kraftig, kantet, øjenbrynene buskede, hun rømmede sig let, mens hun slog sjalet om skulderen og der blev stille.
- Vi er idag samlede, sagde hun, for at vælge en leder.
Og God gav mennesket, som havde magtbegæret i sig, lysten til at manifestere sig, ytre sig, prale. Blive eftertragtet. Valgt.
En efter én kom de på talerstolen, de mænd og kvinder, der ønskede at blive valgt til folkets leder, og de fortalte kort, hvad de mente, der skulle gøres, hvilken vej, der var den rigtige at gå, og hver gang folk i lokalet var enige, lød en buldrende klasken af mange hænder, der blev slået mod hinanden, og nogen gange også hujen og trampen. Og selvom det var en frygtindgydende lyd, lød det alligevel som sød musik i talernes ører. De elskede, når folk var enige med dem, så snakkede de endnu mere, pralede, gjorde sig til, ophidsede tilhørerne, tryglede dem om at huje og klappe, gjorde sig al mulig umage for at fortælle, at deres mening var den bedste.
Sådan, ja sådan skal det gå til, tænkte God i sin døs, mennesker, der ønsker magt skal tale for deres sag og søge tilslutning til deres synspunkter. Bifaldet skal være for dem, hvad kysset er for elskende og God skabte beundringen for at menneskene skulle vælge den bedste, og han skabte berømmelsen, for at det kunne rygtes, hvem der var favorit til at blive valgt. Som elskende stræber efter kærlighed skal magtsyge stræbe efter berømmelse og beundring.
Sådan blev idolet skabt. Og helten. Føreren.
Efterhånden havde alle, der ønskede det, sagt hvad de ville og folkemængden gik over til afstemning.
Hvert menneske sin stemme, tænkte God og den ældre kvinde med det filtrede grå hår gik igen på talerstolen og spurgte ud i forsamlingen, hvem der ville stemme på den første taler.
Hænder blev rakt i vejret og de blev talt. Næste taler, hvem stemmer på ham?
Igen hænder, nye hænder, tilsidst havde alle stemt én gang, og stemmerne blev talt sammen. Den, der fik flest, blev valgt. Flertallet bestemte.
Sådan, ja sådan skal et retfærdigt valg gå til.
Retfærdigt? God studsede, satte sig op og gned øjnene. Længe havde han ligget og stirret op i de lyse skyer, og nu trådte, ligemeget hvorhen han kiggede, et sort fabelhovede frem med lysende øjne og gløder i munden, retfærdigt?
Hvis mennesket kunne leve uden en højere retfærdighed, så kunne et samfund ihvertfald ikke. Tænk, hvis et menneske gjorde sig til leder, uden at være blevet valgt? Det måtte standses. For menneskehedens skyld.
Eller tænk om mennesket fandt det retfærdigt, at magten skulle gå i arv og ikke tildeles en folkevalgt, hvor ødelæggende for menneskeheden, nej, han måtte bestemme om godt og ondt for menneskene.
Og så lagde han sig igen med nakken i græsset, missede med øjnene mod himlens sejlende forestilling, den virkede så behageligt beroligende, næsten søvndyssende og så tænkte han på rigtigt og forkert.
Enhver har ret til at ytre sig.
Det måtte være en forudsætning for flokkens succes, at man var enige, og enige kunne man kun blive, hvis alle blev hørt.
Og alle kunne kun høres, hvis alle havde lov at tale.
Ytringsfrihed var en forudsætning for samfundets trivsel.
Og forsamlingsfrihed.
Ingen må forhindre mennesker i at holde sammen, lave forsamlinger. Danne samfund.
Ligemeget hvad, der binder mennesker sammen, en tro, et sprog eller arbejde, skal de have lov at danne forsamlinger med egne regler og mål, blot alle har stemmeret og ytringsfrihed.
Og lederne er valgt.
Ovenover de pumpede hvide dampdyr, der ét efter ét lod sig præsentere på den lyseblå scene, opdagede God, at baggrunden, et spindelvævstyndt, let bølget fjerdække også bevægede sig. Men til den modsatte side. Vinden gik den ene vej, men skyerne den anden.
Han kunne ikke forstå det, følte sig forvirret, og det var dårligt, for det tog koncentrationen, og han var lige netop nået til et utroligt vigtigt punkt: mindretalsbeskyttelsen.
Hvis ikke menneskene følte en uimodståelig trang til at lade mindretallet deltage, komme til orde, så kunne han sagtens forestille sig, at flertallet jog dem på flugt. Forfulgte dem, og det ville være ødelæggende for flokkens overlevelse, menneskehedens udbredelse, for det er fra de få, der er anderledes, at nytænkning skal komme. De nødvendige forandringer.
Modet til at stikke en ny kurs.
Altså lukkede han øjnene, lod skyerne glide selvmodsigende på tværs af hinanden og besluttede, at intet menneske kan udelukkes fra sit naturlige fællesskab, og at ethvert menneske har ret til at søge ære og magt. Enhver har ret til at lade sig vælge til leder. Enhver har ret til at finde sin plads. Og kæmpe for den.
Stadig bevægede de sig den gale vej, de tynde, hvide baggrundsstrøg, men det mærkelige var, at de ikke flyttede sig. Fabeldyrene kom til syne og forsvandt, det ene efter den anden, men baggrunden var den samme, selvom den også flyttede sig. God var sikker i sin sag, for der var et genkendeligt stykke lige præcis over hans hovede, og der havde det været hele tiden.
Da God nu havde tænkt det hele igennem én gang til, besluttede han, for at modvirke den ensretning og hjernevask som var vanens magt og en af flokmentalitetens bivirkninger, at give mennesket lyst til at besøge andre folk, give dem rejselyst, en længsel efter det ukendte og fremmede, det farlige.
Og han så for sig mennesker begive sig på vej ud i det ukendte, alene, sammen, i flok, over bjerge og floder, over havet mod fremmede kyster, overalt søgte de oplevelser og spændende nyt.
Pludselig stod en ensom vandrer foran en landsby han aldrig før havde set, alle beboerne var kommet ud af deres huse for at møde den fremmede, overfor hinanden stod de betuttede og helt forskellige, forskelligt tøj, forskelligt udseende, forskelligt sprog, alle en smule ængstelige. Så rakte den fremmede hånden frem.
Igen et tegn med hånden.
Hånden frem var tegnet og landsbyens leder gik hen til den fremmede, greb den og trykkede den. Den fremmede var budt velkommen.
Og omkranset af nærgående, nysgerrige blev han ført rundt i landsbyen og undrede sig over, hvad han så og hørte, og således skal menneskene rejse og opleve og undre sig.
Bytte erfaringer og viden.

En flue blev ved med at sætte sig på Gods næse, og han begyndte efterhånden at blive irriteret, for hver gang han viftede den væk, kom den igen på præcis det samme sted. Og det var en udholdende flue. Hvorfor kunne den ikke finde noget andet at sætte sig på? Og så de skyer, der stadig drev den gale vej uden at bevæge sig. Jo, nu satte den sig på kinden, nej det var en anden. Nu var der to!
Med et sæt rejste han sig og begyndte at gå, og belært af erfaringen samlede han straks alt, han havde lavet i en bunke og gemte det et sted i hukommelsen: hvad menneskene sammen skulle vide.
Samvittighed.

Nedenfor bakken skævede han igen mod de tynde baggrundsskyer, men selvom de tydeligt gled afsted med god fart, havde de stadig ikke rørt sig ud af stedet.
Nej, det var ikke himlen, der gled afsted, det var skumskyerne. Nej, de stod også stille, nu var det træerne, jorden, der bevægede sig.
Så rystede han på hovedet og gik hjem.




Kapitel 17

NYE TIDER OG NYBYGGERI. MENNESKET DELTAGER I DE AFGØRENDE FORHANDLINGER OM RETFÆRDIGHEDEN. GODHED, MORAL OG SAMVITTIGHED. RETFÆRDIGHEDENS PRINCIPPER: NOGET FOR NOGET, ET ORD ER ET ORD. FRIHED, LIGHED OG GENGÆLD. RETFÆRDIGHEDEN GIVES MENNESKENE.


Og så kom dagen da endelig, retfærdighedens dag, hvor mennesket skulle have retfærdigheden overrakt. God havde bestemt, at det skulle foregå ved en lille ceromoni, i uger havde de arbejdet på forberedelserne, alle havde gjort deres, for at det skulle blive en stor dag.
En flagstang var rejst og Sisse havde syet et flag af røde og hvide strimler, hvide for sundhed, røde for kærlighed. Og Vinder havde malet et nyt billede på gavlen efter at det gamle med Brise, der tigger om mad, forlængst var skallet af: en stolt kæmpehjort, der fra klinten skuer ud over det aftenrøde landskab og sin græssende hjord, i baggrunden sank solen i havet, det var smukt, og alle kunne se, hvad det forestillede.
Roses grav blev sat istand. Nyt grus blev lagt på gangene, ukrudtet luget, det lange græs klippet og der blev plantet nye blomster. I stedet for huset, der i flere år havde tjent som bolig for et par af Lykkes tamme kaniner, havde de sat en sten. På forsiden var hugget et lille rundt relief med en rose og på toppen knejsede en stor, utrolig smuk stenfugl. Thor, som havde hugget den, sagde, det var en ørn, men Sisse og Lykke holdt på, at det var en due.
I årene, der var gået, var meget på gården ændret. Storms længe, som God havde skabt, da stuehuset blev for lille til den stadigt voksende børneflok, havde spån på taget i stedet for strå, men det havde været en rigtig dårlig idé, vandet silede ind fra den første dag, og selvom Vinder tit havde været på taget for at reparere det, silede det stadig i stuerne, når det regnede.
Med Storms længe var gården, hvis man ellers regnede Gods skur for en længe nu firelænget, og det gav læ og hygge og så hjalp det på pladsen, at Storm var flyttet ud, og plads havde de brug for efter at Liese var kommet til og senest efternøleren Sam.
Men så var frugtbarhedsskulpturen også blevet sløjfet. I flere år havde stenene ligget halvt væltet på den mørnede sokkel, men nu blev de endelig fjernet, trillet om i baghaven.
I værkstedslængen var der blevet indrettet nyt lokum. Den gamle spand havde længe været for lille, skulle tømmes næsten hver dag, det havde i årevis været et stort ønske for alle at få bedret de sanitære forhold og God havde derfor i stedet skabt et multlokum, der kun skulle tømmes en gang om året. Bagfra. Mulden, der var dannet i en grav under sædet, kunne så fra lokummets bagside køres direkte ud i køkkenhaven.
Og dagen før dagen var der så endelig blevet sat krog i lokumsdøren, så at den kunne lukkes og ikke stod og blafrede når det blæste, jo - alt var der gjort for at denne dag skulle være noget særligt.

Til det sidste havde God været i tvivl om, hvorvidt retfærdigheden skulle skabes af ham eller af menneskene selv, men efter lange overvejelser var han kommet frem til, at det retfærdigste måtte være at spørge mennesket. Han havde derfor indkaldt til møde, for at det selv kunne være med til at beslutte, om det ønskede en retfærdighed, og hvem der i givet fald skulle udforme den.
Resultatet blev, at man ikke kunne blive enige.
Storm ville, at God skulle bestemme, Sisse mente at mennesket nok skulle klare sig selv. Thor var enig med Storm og Risle med Sisse. Vinder ville, hvad God ville, men God kunne ikke bestemme sig. Bue, Lykke og Liese var for små.
Altså enedes man om at lave tre retfærdigheder, én som mennesket selv skabte, én som God skabte og mennesket tog imod, og endelig en guddommelig retfærdighed, hvor kun God selv bestemte.

Mennesker, der fulgte den guddommelige retfærdighed, var gode. At være god var at følge Gods mening, sådan bestemte han det.
Straffen for ikke at være god var af guddommelig karakter, og om Gods straf skulle mennesket kun kunne gisne og frygte det værste.
Den menneskeskabte retfærdighed, moralen, som den senere blev kaldt, ventede man med at tage stilling til. Den skulle udvikles efterhånden, som der blev brug for den, ændres med kulturen og bringes videre af traditionen fra tid til anden, fra sted til sted.
Straffen ved at optræde umoralsk var tab af ære. Mennesker, der forbrød sig mod moralen skulle miste rang og status, sådan var det.
Endelig var der den retfærdighed, der kaldtes samvittigheden. Menneskene havde overladt til God at udforme den, og idag, på retfærdighedens dag skulle de have den overrakt.
God havde gjort den arvelig, aldrig måtte nogen slippe fri for samvittighed, som var, hvad alle mennesker til alle tider sammen skulle vide om rigtigt og forkert.
Straffen for overtrædelse skulle til en vis grad være samvittighedsnag men først og fremmest sammenholdets gengældelse.
Som princip for retfærdigheden havde God valgt "noget for noget". Vil du nyde, må du yde. Elsk og bliv elsket, dræb og bliv dræbt. Han kunne også have valgt "den, som har, skal give", men følte ikke han kunne overskue konsekvenserne fuldt ud, så det blev altså"noget for noget" eller "bytte, bytte købmand".
Men som al anden handel var retfærdigheden afhængig af, at mennesket kunne stole på indgåede aftaler. Hvad man lovede skulle holdes, ellers var der ingen mening i det hele og et andet grundliggende princip blev derfor "et ord er et ord".
Personligt følte God det som en stor sejr, at det for en gangs skyld ikke var princippet "den stærkeste vinder", der kom til at gælde, men derimod handelsaftaler og ordholdenhed. Det var nyskabelse, så det rislede ned ad ryggen og God var ikke så lidt stolt af, hvad han havde lavet.
Hvis nu bare de ville tage godt imod den.

De nykalkede længer lyste i den friske blæst, Thor og Risle havde hvidtet, Lykke og Liese vasket døre og vinduer, alt skinnede og alle havde været i sving. Og nu stod de så parat ved flagstangen.
Slangen, der de sidste par dage rastløst havde bugtet sig rundt langs husmurene var i morges blevet fanget på vej op i flagstangen, som ville den også være med, havde fået hovedet skilt fra kroppen og var blevet smidt ned i multlokummet.
- Bare det holder, tænkte Sisse og skævede til flaget, der blafrede overmodigt, som arbejdede vinden kun på at flå det i stykker. Linen smældede mod masten.
I dokumentet, God holdt i hånden, var samvittigheden, som han ville give til menneskene, skrevet ned, læren om rigtigt og forkert. For overblikkets skyld var den opdelt i afsnit, paragraffer, stykker og, hvor det var nødvendigt, understykker, og da God siden havde fortrudt en hel del, fundet på mere og ombestemt sig, var der også med blyant mellem linierne lavet en del tilføjelser og i marginen undtagelser og anvisninger på, hvordan man under bestemte betingelser kunne dispensere fra reglerne.
God rømmede sig og løste sløjfen op. Så tog han fat i det sammenrullede dokument og foldede det ud. Han holdt godt fast for blæsten ruskede bravt i alt, hvad den kunne få fat i. Solen skinnede, men mørke skyer nærmede sig med blæstens fart. God kiggede ud over forsamlingen, strøg forgæves det lange hvide hår væk fra øjnene og begyndte at læse:
- Dette er retfærdigheden, givet menneskene til deres bedste. Lad den ske fyldest.
Det var indledningen, og så tog han ellers retfærdigheden punkt for punkt. Frihed, lighed og gengæld. Først friheden.

§1 Du er barn af kærligheden
Stk.1 Du skal elske dig selv, stole på at du er smuk, for selve livet er smukt.
Han løftede blikket kort fra papiret som for at sikre sig at alle lyttede og sagde: - og du skal hjælpe andre til at gøre det samme.
Stk.2. Du skal elske den, du elsker. Og God tilføjede: - på en måde, som den du elsker holder af. Dette gælder dog ikke mor og søn, far og datter, sagde han tonløst uden at løfte blikket fra dokumentet.
Stk.3. Aldrig må du forhindre mennesker i at elske hinanden, ligesom ingen må bestemme over din kærlighed.
Stk.4. Kærlighed kan ikke købes. Ingen kan tvinge mennesker til at elske, og ingen kan forlange kærlighed.
§2 Du har ret til livet.
Stk.1. Ingen må slå dig ihjel, ligesom du ikke må tage livet fra andre.
- Mennesker altså, tilføjede han og fortsatte med en række undtagelser der handlede om selvforsvar, medlidenhedsdrab og retfærdig hævn.
Stk.2. Ingen må spise et andet menneske for derigennem at få smag for menneskekød.
Der lød en let fnisen fra en af de små og Sisse sendte hende et myndigt smil. God gik uanfægtet videre.
Stk.3. Du har ret til at vælge døden, hvis livet er uudholdeligt og håbløst. Ingen må forhindre dig i heri.
- eller straffe den, som hjælper dig, tilføjede han, mens han så ud over forsamlingen, der stadig lyttede interesseret.
§3 Mennesket skal opfostre sine børn.
Stk.1. Det er ethvert menneskes ret selv at vælge, om de ønsker at få børn, men børnene de får, skal de opfostre.
Stk.2. Ingen kan tage dine børn fra dig, ligesom du ikke må tage børnene fra nogen forældre.
Stk.3. Børn har også ret. Og de har ret til en opvækst i kærlighed.
Sisse prøvede at fange Vinders blik, men han stirrede stift frem for sig, som han hele tiden havde gjort, og bemærkede det ikke. Så kom noget helt andet.
§4. Du skal gøre verden i billeder.
Stk.1. Du skal skabe billeder af livet og af dig selv og dine meninger -med et sildeben og en anmærkning i marginen var der tilføjet:og af din tro.- og videre stod der:Ingen må forhindres i at skabe.
Stk.2. Ordet er frit, og troen er fri, som billedet er det.
§5. Du skal tro og du skal vide.
Nu det blev læst højt, lød det lidt uforståeligt, syntes God, og han gentog det derfor med kraftig betoning på tro og vide.
Stk.1.1. Enhver tro er lige sand, men af viden, findes kun én sandfærdig.
I marginen havde han skrevet: forklares nærmere! Men da God havde kastet et blik på menneskene omkring ham, valgte han at springe forklaringen over.
Stk.1.2. Tro er tro og viden er viden. En tro må aldrig give sig ud for at være viden og al viden skal være uomgængelig.
Stk.2. Ingen må tage troen fra et menneske, der er lykkelig i troen.
Og God tilføjede, uden for manuskript: - og ingen må benægte viden. Og efter en lille tænkepause spagfærdigt: - for den er sandhed.
§6. Du må ikke lokke eller lyve.
Stk.1. Du må ikke lokke et menneske til handlinger eller udsagn, det vil fortryde.
God fortsatte mens han løftede hovedet og kiggede på sine tilhørere én efter én - eller friste det over evne eller lede det på afveje.
Stk.2. Du må ikke vidne falsk og du må ikke udnytte et menneskes svage sider til egen eller andres fordel, ikke love mere end du kan holde.
§7 handlede om menneskers ret til arbejde. Enhver havde ret til at færdes frit, og ingen måtte forhindres i at søge føde og lykke og enhver havde frihed til at søge ære og magt.
Der var gjort et par anmærkninger i marginen, men God valgte at overse dem og komme videre.
§8 Mennesket må kalde en ting for sin egen.
Stk.1. Du må ikke stjæle fra en anden, ligesom ingen må tage fra dig, hvad der er dit.
God gik forholdsvis hurtigt hen over undtagelserne, der drejede sig om under hvilke betingelser, der var tale om retfærdigt tyveri f.eks. konfiskation, expropiation eller når det drejede sig om at stjæle tilbage, hvad der var blevet taget fra én, og gik videre til frihedens sidste punkt, der var en begrænsning af ejendomsretten:
Stk.4. Jorden kan ingen eje, for den er som vandet og luften for alle.Han gjorde en kort pause og rømmede sig, Storm skævede til uret.
Så kom ligheden.

Med høj og rusten røst lød det fra Gods mund:
Alle mennesker er født lige.
- Lige hvad? hviskede Liese til Bue, men han svarede ikke. Tyssede på hende i stedet.
Magt kan ikke arves, eller ære. Ingen er født til at være leder, ingen er født til at blive valgt. Rang og position hører individet til og ikke familien.
Bue vendte sig til den anden side og tyssede på Sam, som sad på armen af Sisse og grinende klaskede hende på kinderne med begge hænder - Enhver er lige for retfærdigheden, mens han smaskkyssede hende på næsen.
§10 Hvert menneske, sin stemme.
Stk.1. I fællesskabet har enhver sin stemme, og alle stemmer vejer lige meget uanset personens alder, rang eller køn.
Stk.2. I fællesskabet har alle krav på at komme til orde og blive hørt.
Stk.3. Ingen som rettelig hører til kan udelukkes fra fællesskabet.
Så skulle Lykke tisse.
Hun trak Sisse i kjolen og Sisse nikkede over mod den i dagens anledning lukkede lokumsdør. Lykke sneg sig derover, men inden hun var kommet så langt hviskede Liese:
- Hvad skal hun?
- Hun skal tisse.
- Jeg skal også.
§11 handlede om at yde efter evne, nyde efter behov:
Enhver i fællesskabet skal efter evne deltage i sammenhold og beskyttelse, ligesom enhver har krav på beskyttelse, når det behøves.
Enhver i fællesskabet skal efter evne deltage i trøst og pleje, ligesom enhver har krav på pleje, når det behøves.
Så faldt det første dryp.

Vinder, som under det hele havde stået fuldstændig rank helt fremme ved den lille talerstol, skævede mod skyerne, der voksede over dem og gjorde blæstens susen uhyggelig, smældet fra flagstangen truende.
Det begyndte at regne.




Kapitel 18

ØJE FOR ØJE, TAND FOR TAND. TILGIVELSEN SMYGER SIG IND TILSIDST. UVEJRET KOMMER OG CEREMONIEN DRUKNER. TILFÆLDIGHEDEN FOR DØVE ØREN. BRISE VENDER HJEM.


Det begyndte at regne, og Storm listede ubemærket ind under halvtaget, Bue gik i læ bag Thor, Liese krøb ind under Sisses skørter, men God lod sig ikke mærke med noget. Hverken vandet fra himlen eller uroen blandt tilhørerne. Nu havde den været så længe under vejs, retfærdigheden, så skulle sådan en smule vand ikke standse den. Han var kommet til gengældelsen, straffen.
Øje for øje, tand for tand.
Så lød et ordentligt rabalder, og det var, som gik der hul i himlen, vandet fossede fra en sortemørk sky lige over dem, men God lod som ingenting og fortsatte, mens den tynde, hvide kjortel blev stadig mere gennemblødt, klistrede til mave og bryster, slaskede om lårene.
Det menneske, der forbryder sig mod retfærdigheden skal straffes.
Straffen skal modsvare hævnfølelsen, men må aldrig være større end ugerningen.
Vinder lod sig heller ikke bringe ud af balance, rank stod han med hænderne på ryggen uanfægtet af bulderet. medens vandet drypløb fra hans hage og pytterne groede om hans sandaler. Så tordnede det igen.
Et knald, som faldt en himmelsk tallerkenhylde til jorden. Sisse kunne ikke klare mere, hun styrtede ind i stuen, åbnede vinduet og satte sig med et undskyldende smil i vindueskarmen for at høre retfærdigheden til ende. Sam stavrede jublende omkring i pytterne, Thor og Lykke stod i den åbne lokumsdør, Liese var på vej ind af vinduet til sin mor, mens Bue skubbede bagpå.
Forbryder man sig mod retttigheder fortaber man retttigheder.
Gods tale blev overdøvet af regnens hidsige pjasken og dokumentet han holdt i hænderne blev vådt, nærmest slattent, men der skulle mere til at afbryde ceromonien. Alene tanken om at skulle aflyse eller udskyde overrækkelsen var udelukket, nu skulle det være, så måtte han finde sig i, at arrangementet ikke blev gennemført med den højtid, han havde forestillet sig. Han ville ihvertfald ikke lade sig mærke med noget.
Og så længe han talte, og det gjorde han stadig, bogstaverne var endnu ikke løbet helt ud, så længe stod Vinder ved hans side og lyttede andægtigt.
Forbryder man sig med vold, straffes man med vold.
Da God havde konstrueret gengældelsen, havde han ikke været i tvivl om, at det skulle være strafbart at overtræde retfærdighedens påbud og pligter. Sådan havde det været med alt, hvad han havde skabt, at hvis ikke menneskene fulgte reglerne og passede på sig selv og deres kære, medførte det en eller anden straf: sult, smerte, sorg eller skam, sådan skulle det også være med retfærdigheden. Men nu, hvor han stod ansigt til ansigt med menneskene og hørte sig selv true med gengældelse, straf og vold, så fortrød han. Det lød så uhyggeligt, næsten for voldsomt, og da der ikke i marginen var tilføjet nogen formildende bemærkninger eller alternative muligheder, lavede han ud af hovedet et ekstra punkt.
Uden at ændre tonefaldet eller tage blikket fra det snart opblødte dokument, sagde han:
- Forbrydelse giver straf, fortrydelse giver tilgivelse.
- Hvem det, komme der? - lød en forbløffet barnestemme henne fra hjørnet af gårdspladsen ved Gods skur.

Sam støtter sig til hushjørnet med den ene hånd og peger ud over sletten med den anden, men ingen bemærker det, eller hører, hvad han siger.
Sammenholdet har pligt til at dømme og straffe.
Så kravler han gennem vandpytterne over til Lykke og Thor på lokummet og Lykke vover sig ud i regnen for at se, hvad det er. Så løber hun ind til Sisse.
God uddyber punktet, taler om personlig og kollektiv hævn, om gengældelse af territoriale krænkelser, om foranstaltninger til undgåelse af territoriale krænkelser, om hævnen som en forebyggende foranstaltning, men så føler han pludselig, at han er tæt på at modsige sig selv og væver, mens han leder efter en smutvej tilbage til dokumentets ordlyd, om det hensigtmæssige i at være beredt, på vagt og kigger så fast på Vinder, men møder et flakkende blik, der fortæller ham, at Vinder ikke hører efter. Ingen hører efter.
Sisse løber tværs over gårdspladsen med et par unger efter sig, så buldrer det igen og et lysblink knalder mellem murene, som skulle begivenheden fotograferes. Der kommer nogen!
Tre skikkelser, dyngvåde er på vej over engen, en stor med en mindre i hånden og bagved sjosker endnu én, alle går de tungt i pløret, det er en kvinde og to børn. Sisse og børnene løber dem imøde og Vinder og Storm går hen til hushjørnet og kigger.
Så standser God sin tale. Han sænker det næsten opløste dokument og kigger sig omkring. Der er ingen tilbage på pladsen, vilde råb lyder fra engen.
Flaget har klistret sig fast til flagstangen, banneret med parolen: ALLE HAR LIGE RET er flænget, havdelen af blomsterne, der sad som en ranke over hoveddøren er blæst væk og det nederste af murværket er møgbeskidt, sjasket til af det mudrede vand. Flere af tagspånerne fra Storms tag driver på gårdspladsens pytter, men vinden er taget af.
Og regnen standser.
Lige så pludseligt som det kom, uvejret, holdt det op igen, drev over, og da en flok grinende dyngvåde mennesker, nogle med hinanden om halsen, børnene løbende, dansende omkring, de mindste hængende i mors skørter, myldrer ind på gårdspladsen, skinner solen igen og en befriende blæst går igang med at tørre op.
God løfter igen dokumentet, han er kommet til §13 Tilfældigheden, og nu bliver det svært, for tilfældigheden, som er indbegrebet af højere retfærdighed, er samtidig det mest hensynsløst uretfærdige, man kan tænke sig.
Han skal til at tale om lodtrækningens statistiske sikkerhed for en fuldstændig ensartet fordeling, men der er ingen, der stiller sig op igen for at lytte, ingen mennesker står parat for at høre retfærdigheden til ende.
De begynder istedet at rydde op efter regnen, henter stige og stille borde op og Sisse sender ham et blik, der ikke er til at misforstå.
- Nu skal der festes, siger hun og sætter blomsterne fast igen, hvor de sad, over hoveddøren. - Brise er kommet hjem.




Kapitel 19

GENSYNSFESTEN. KYS OG KRAM, GAVER OG TILGIVELSE. RETFÆRDIGHEDEN KOMMER PÅ EN PRØVE. PARODI OG POESI. NYE VENNER.


Og der blev festet.
Kysset og krammet og spist og drukket og Brise fortalte om landet bag bjergene, hvor der også boede mennesker, om byen, hun var kommet til, og om menneskene, som boede der.
Igen og igen plagede Sisse hende om at fortælle om manden, hun mødte og blev forelsket i og fik børn med, og Vinder ville vide, hvilke våben man havde, når man gik på jagt, og hvordan de byggede deres huse. Brise havde gaver med, et lille smykke til sin mor, en broche skåret i ben med de fineste udskæringer og til Vinder et fyrtøj. Og Storm fik et halsbånd af snoede læderstrimler og et knus, og Brise fik tilgivelse.
Selvfølgelig var alle forbløffede over at høre, at der fandtes andre mennesker, men glæden ved at se Brise og hendes børn overskyggede fuldstændig forundringen over ikke at være de eneste mennesker i verden.
FarGod interesserede det overhovedet ikke.
Og børnene, som sad nøgne under tæpper - deres tøj hang til tørre, og det hele var alt for spændende til, at de ville bruge tid på at finde noget tørt frem - fik legetøj. Enok, Brises den ældste, delte ud: en top, der kunne gå på line, en udstoppet, haleløs mus og en dukke ikke større end en finger, med rigtigt hår og øjne af perler, både Liese og Lykke greb ud efter den, da Enok tog den frem. De var lige ved at komme op at skændes.
- Det var mig, der så den først!
- Hvorfor skal du have den, bare fordi du er ældst?
- Jamen, så må du få min.
- Jeg gider da ikke have din gamle dukke.
Enok stod stadig med den i hånden og vidste ikke, hvem han skulle række den til. Så skævede han til sin mor.
- I kan vel deles om den, sagde Brise og smilede, hun syntes, de var så søde, som de sad der og puttede sig.
- Eller I kan trække lod, sagde Storm.
Pigerne løste selv problemet: De skulle have den på skift. Lige lang tid hver.
- Jeg vil holde den først, sagde Liese, men da havde Lykke allerede taget den ud af hånden på Enok og trukket den ned under tæppet. Liese kravlede op på hende og kiggede ned i sprækken, hvor hun lige kunne skimte dukkens hårtop.
- Åh, hvor er den sød, sagde hun.
Rangordenen var genoprettet. Retfærdigheden sket fyldest. Og God, som sad i en lænestol i hjørnet og hørte, hvad han ønskede at høre, smilede for sig selv og nikkede med hovedet. Så havde de alligevel hørt efter.

Og så blev der ellers danset. Til langt ud på natten dansede de og optrådte på skift, flere numre havde de indøvet på forhånd. Thor og Risle lavede en sketch, hvor de parodierede Sisse og Vinder, alle lå fuldstændig flade af grin. Og Vinder gav et nummer på græsstrå. Det lød ganske forfærdeligt, men alle klappede begejstret, og Sisse sang en vise om, at alt bliver godt igen, hvis bare man ser lyst på livet, og alle sang med på omkvædet:

Som blomst i jord
et smil der bor
i hver en sorgfuld kvinde

Og Brise lærte det hurtigt og blev så rørt, at hun måtte tørre øjnene og give sin mor et stort knus, og Sisse blev helt blød indeni og græd også og kunne ikke mindes, at hun nogensinde før havde haft det sådan med Brise.
Og da det tilsidst blev Brises tur til at give et nummer, valgte hun at fortælle en historie, og alle satte sig godt tilrette.
Det var blevet sent, flere lys var brændt ned, Luna, Brises den mindste sad sammen med Lykke og Liese under tæpperne, hun havde også taget tøjet af, det tørre, hun havde fået på. Sam stavrede rundt fra den ene til den anden og underholdt dem med lange indviklede redegørelser, det var ikke kun fordi Enok og Luna havde svært ved at forstå sproget, at de ikke forstod, hvad han sagde, ingen forstod det. Kun Vinder.
- Sam go dor, far go mer dor!
- Ja, den er større end din, sagde Vinder, lagde benene over kors og satte ham på skoen mens han holdt ham i hænderne og gyngede ham frem og tilbage.
- Komme mer dynge nej? Dynge betød synge, ikke gynge, det hed go-dang.
- Nej, nu skal vi have historie.
Alle fandt en god stilling, tog benene op og puttede sig i puder eller hinanden, der var sat lækkerier på bordet, de sidste lys blev sat frem og Brise fortalte et sagn fra det fremmede, en fortælling om, hvordan man dér troede, at mennesket var skabt, og alle lyttede.
Undtagen God, han var faldet i søvn i hjørnet. Åndedrættet var tungt og roligt, men han snorkede ikke.




Kapitel 20

HISTORIEN OM PRIMATERNES HAVE. DEN STORE MODER. LILLEPUTTER OG GIGANTER.TO ÆGLÆGGENDE KÆMPESKILPADDER. PARRING VED FULDMÅNE. ØRNEN AKILA. OPRINDELSENS TÅGER OG EN DYSTER PROFETI.


Og Brise fortalte:
- Inde midt i skoven, så langt inde, at man ikke kan komme længere ind, helt derinde, hvor skoven er så tæt, at der er næsten mørkt hele dagen, og hvor der er fugtigt og varmt året rundt, fordi varmen ikke kan slippe væk gennem de tætte sammenfiltrede trækroner, helt derinde bor Den sorte Moder i en kæmpestor have, som kaldes Primaternes Have.
Hendes pels er glinsende blåsort, langt hår falder ned i ansigtet, hun har dybe, mørke øjne, der stirrer vagtsomt. Og armene er lange, så lange, at de ligger hen ad jorden, selvom hun sidder på en stol og hænderne er sorte og neglene er sorte og fingrene er lange og hårde og nøgne. Hverken menneske eller abe er hun, snarere begge dele.
Og bag hende på hjørnet af stolens glinsende ryglæn sidder en sølvgrå øgle. Næbbet er langt og spidst og de udstående øjne, som vagtsomt kigger i hver sin retning, er kuglerunde. Og når den fugtige varme bliver for kraftig, strækker den sine nøgne vinger ud, for det er en flyveøgle med enorme vinger, og basker frisk luft til Den sorte Moder.
Og for hendes fødder på forhøjningens spejlblanke stengulv ligger to sorte pantere med lysende øjne og varme snuder og pelsen er ligeså glat og glinsende som Den sorte Moders. Kløerne er skarpe og spidse og blinker i mørket og stride sorte knurhår virrer fluerne væk.
Foran forhøjningen hvor Den sorte Moder sidder er en stor plads hvor de løber rundt, de små putter. De er ikke meget større end børn og alligevel er de voksne. De går på bagbenene som mennesker og tager små, hurtige skridt, løber nærmest med indadvendte tæer. De har ingen pels som dyrene, kun på hovedet har de hår og på overarmene. Ellers er de nøgne og lysebrune.
Og så snakker de hele tiden.
Det er piger, men de har ingen bryster. De bevæger sig meget, lydløst løber de rundt på pladsen. Det er dem der sørger for Den sorte Moder og bringer hende alt, hvad hun skal bruge.
Rundt omkring i havens træer lever de langhalede abekatte, deres haler er så lange, at de kan svinge sig i dem fra det ene træ til det andet og deres fingre og tæer er formet som kroge, beregnet til at gribe om grenene med og derfor kan de ikke gå, kun vralte, men det gør heller ingenting, for de finder deres mad i trækronerne og kommer aldrig på jorden i hele deres liv.
Og rundt omkring mellem træerne bor i huler og grotter og hytter de særeste væsner, nogle af dem ligner aber, de har tyk pels og går mest på alle fire, andre ligner mennesker, fordi de går på bagbenene og kun har hår på hovedet og kønnet og de voksne hanner, på brystet. Nogle har små korte tykke ben andre går på lange tynde stilke. Nogle er mørke, nærmest sorte og andre er lysebrune som putterne.
I grupper bor de hver slags for sig, og mødes de i skoven, taler de aldrig til hinanden, hvæser kun og kaster med pinde eller jord
Det hænder at en unge kommer for tæt på en fremmed hule eller hytte, og så bliver den straks fanget og spist, for ingen af arterne kan holde de andre ud.
Om natten jager hundeaberne i flok, gøende stormer de gennem havens underskov på jagt efter abekatte, der ved et uheld er faldet med fra træerne, eller enlige væsner, der er blevet forstødt fra deres gruppe eller ikke er nået hjem i tide. Haleløse er de, har nøgne numser, fremadrettede ører og tænder så skarpe, at de kan skære halsen over på hvem det skal være i tre bid.
Hundeaberne er alle bange for. Og så Den sorte Moder.
Men Olga, min elskede, du må huske, at det kun er en historie, fortalt fra mund til mund i tidernes morgen i et fremmed land, langt borte. Et sagn er det, et eventyr, som alle andre beretninger, der vil fortælle, hvor mennesket kommer fra. Men hør nu, hvad Brise videre fortalte:
Midt i haven er der en sø, og vandet er grønt og lysende som katteøjne og midt i søen er en ø og midt på øen er en rede, en fordybning i sandet fyldt med æg og på reden ligger i det grønne lys en kæmpe havskilpadde med udbredte luffer og beskytter æggene i sandet.
Og hver nat, når månen kan skimtes mellem trækronerne, så svømmer skilpadden over søen og maver sig op på bredden og hen til forhøjningen, forbi panterne og om bag Den sorte Moder og så løfter hun numsen fra stolen, og den store havskilpadde sutter et æg ud af hende, mens øglen skriger og basker med sin flyvehud.
Bagefter kryber skilpadden, som er et af de mærkeligste dyr der findes igen ned til søen, svømmer ud til sin rede og lægger ægget igen, men nu i en hvid skal.
Og når æggene brister er det lilleputter, der kommer ud af dem, og da de er født af ubefrugtede æg, så kan de aldrig få børn, men må selv være børn hele livet.

Ude fra skoven lyder brølene fra de store hanner, der vil ind og befrugte Den sorte Moder, men de får ikke lov, hele haven er indhegnet af kæmpetykke spidse pæle og tornet krat, kun ét sted kan man komme ind, men to store giganter, de største menneskeagtige væsner nogensinde, holder vagt. Med hver sit spyd står de ved indgangen, og de er dobbelt så høje som mennesker. De står på bagbenene. Fødderne er store og flade, tæerne lange. Giganter ligner mennesker. Lyse og tynde er de, og de har hvidt hår men kun på hovedet. Panden rager langt ud over øjnene, øjenbrynene er sølvgrå og buskede og underkæben hænger træt nedad. Men når hannerne nærmer sig, de sorte hanner, der vil ind og parre sig, så udstøder giganterne de frygteligste skrig man kan forestille sig, og alle dyr i nærheden flygter i rædsel.
Men én gang hver måned, når månen er fuld, så får hannerne lov at komme ind, og én efter én parrer de sig med Den sorte Moder. Og når ægget er befrugtet, sætter det sig fast i hendes mave og gror til et barn, som ligner hende selv, en lille sortpelset unge med lange arme og mørke øjne, og er det en pige, så skal hun hjælpe lilleputterne med at passe alting, men er det en dreng, så bliver han sendt udenfor i skoven for at klare sig selv.

Der var så stille i stuen, at man kunne høre hjerterne slå under tæppet i sofaen. Øjnene var vidtåbne og tæppet trukket op til næsen. Luna havde hørt historien mange gange før, men den var lige uhyggelig hver gang.
- Også det med ørnen, hviskede Luna og Brise skævede til den gamle God og fortalte også det med ørnen:
- Og sagnet fortæller at Akila, Den store Ørn, hvis vinger er himlen og skrig er tordenen, i tidernes morgen fløj ind i Primaternes Have og hentede to æg, ét i hver klo, og fløj med dem til sin rede, hvor den rugede dem ud, mens den skabte dem til mennesker, en mand og en kvinde, og det var de første mennesker på jorden.
- Nej, for det var far og mor, kom det straks fra Bue, ikke også? han kiggede forsigtigt på Vinder.
- Og det var da ikke nogen ørn, der hentede dem, sagde Risle, det var da God.
Enok så fuldstændig desorienteret ud. Kiggede skiftevis på Risle, Bue, Sisse og Vinder og tilsidst hen på God, hvis tunge åndræt nu trak en diskret snorken efter sig.
Risle kiggede intenst på Brise og sagde:
- Du tror da ikke, at vi kommer fra den dér have, vel?
- Det er jo bare et sagn, sagde Brise.
- Det kan da være de andre gør, forslog Lykke og skævede til Enok.
- Nå, mon ikke også det er på tide . . . sagde Sisse og kiggede på Vinder og Brise.
- Det mangle noget, lød Lunas karakteristiske accent spagfærdigt fra sofaen.
- Ja, der mangler noget, sagde Brise og fortalte færdig:
- Når den dag kommer, hvor mennesket har levet så længe, at det har glemt, hvordan det blev skabt, da bliver dag til nat, jorden begynder at tordne, og Den sorte Moder går selv ud i verden for at finde mennesket og bringe det tilbage, hvor det kommer fra.

---

ELSKEDE OLGA I. BOG
ELSKEDE OLGA III. BOG
MANUSKRIPTER
FORSIDE